Årets bedste musik ifølge Lars, 17 år

Spotify Wrapped har afsløret, hvad jeg har lyttet mest til i 2025. I år er der en ny feature, der fortæller, hvad ens “lyttealder” er. Ud fra dataene har Spotify regnet sig frem til, at min musiksmag svarer til en person, der er … 17 år.

Da jeg er årgang 1973, kunne jeg selvfølgelig forsøge at bortforklare det med, at mine teenage-børn må have skaffet sig adgang til min konto uden min viden. Men jeg har ingen børn, og selv om jeg nok havde forventet, at min lyttealder ville være noget højere (måske 30-35 år), må jeg indrømme, at det ved nærmere eftertanke giver god mening.

Jeg bruger primært Spotify til at tjekke nye udgivelser og nye kunstnere, og selv om jeg har et par spillelister med “gamle” favoritter, er det åbenbart sjældent, at jeg hører dem.

Så med udgangspunkt i min Spotify Wrapped kommer her min gennemgang af musikåret 2025, og hvad der er mine favoritudgivelser.

Elefanten i rummet

Spotify fortæller, at min favoritkunstner i 2025 er Japanese Breakfast efterfulgt af Blondshell, Wolf Alice, Marina og FKA Twigs. Det er ikke skudt helt ved siden af, selv om jeg har valgt en anden rækkefølge, og to af navnene slet ikke er med på min top 10-liste over årets bedste album.

Så lad os begynde med elefanten i rummet, eller rettere ulven: Wolf Alice.

Deres forrige album Blue Weekend var mit favoritalbum i 2021, og forgængeren Visions of a Life kom ind på en fjerdeplads i 2017. Men dette års The Clearing er jeg aldrig blevet gode venner med, så når Wolf Alice er det navn, jeg har lyttet tredjemest til i år, er det mere udtryk for, hvor mange chancer jeg har givet albummet.

Forstå mig ret: Det er bestemt ikke noget dårligt album. Jeg finder det bare for poleret og forudsigeligt i forhold til deres tidligere udgivelser.

Jeg har heller ikke fundet plads til Marinas Princess of Power, selv om det var et album, jeg havde rigtig meget i ørerne, da jeg var på skriveophold på Hald Hovedgård i juni. Ikke overraskende var det ifølge Spotify også den uge, hvor jeg lyttede til mest musik i år.

En anden sanger på mit Hald-soundtrack var Addison Rae og hendes debutalbum Addison. Hun er en af verdens mest populære TikTok’ere, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle tage hendes popstjerne-ambitioner alvorligt.

Nøgternt set har hun ikke en specielt mindeværdig vokal, men sangene er sindssygt iørefaldende og vanvittig godt produceret af Elvira Anderfjärd og Luka Kloser, som selvfølgelig er svenskere, men forfriskende nok også kvinder.

Der er sikkert dem, som vil mene, at verden for alvor er gået af lave, når en TikTok’er står for en af årets bedste popudgivelser (og at det forklarer min lyttealder), men jeg kan konstatere, at musikmedier som Pitchfork, Rolling Stone og NME også har Addison med på deres lister over årets album.

Spotify vs. Reality

Jeg indrømmer, at det kommer bag på mig, at Japanese Breakfast er den kunstner, jeg har lyttet mest til i år, og at hele tre sange fra hendes album For Melancholy Brunettes (& Sad Women) er blandt mine mest afspillede (“Honey Water”, “Picture Window” og “Mega Circuit”).

Lige som med Wolf Alice hænger det sammen med, at det var et album, som krævede flere gennemlytninger, men modsat The Clearing endte jeg med at få et rigtig godt forhold til For Melancholy… Det blev kun yderligere forstærket, da jeg så Japanese Breakfast live i Store Vega ugen før Roskilde Festival.

Her er min yndlingssang i 2025, ifølge Spotify, i en potent liveudgave:

Men nok om Spotify. Min “rigtige” favoritkunstner i 2025 er hende, som måtte nøjes med en femteplads: FKA Twigs.

Hendes album EUSEXUA udkom helt tilbage i januar og røg med det samme ind på min top 10-liste. Jeg havde dog ikke troet, at det skulle holde førstepladsen året ud, men ingen andre formåede at vippe det af tronen – heller ikke FKA Twigs selv, som i november udgav tvillingealbummet EUSEXUA Afterglow.

Oprindeligt var det planlagt som en deluxe-udgave af EUSEXUA, men FKA Twigs blev undervejs så inspireret, at det i stedet blev til en selvstændig udgivelse med lutter nye sange. Dermed gentog hun Lana Del Reys bedrift med at have to album i min top 10 det samme år, omend jeg i 2021 snød ved at give Chemtrails Over The Country Club og Blue Banisters samme placering. Denne gang har jeg valgt en anden løsning.

FKA Twigs udmærkede sig også ved at stå for en af årets koncertoplevelser med sit show på Roskilde Festival, og jeg skal se hende igen i Royal Arena til sommer.

Årets fem bedste koncerter

1. Billie Eilish (Royal Arena)
2. FKA Twigs (Roskilde Festival)
3. Lady Gaga (livestream fra Coachella)
4. Charli XCX (Roskilde Festival)
5. Radiohead (Royal Arena)

Revanche til rocken

Man kan godt sige, at rocken tog revanche i 2025, efter at jeg i min gennemgang af musikåret 2024 konkluderede, at poppen havde vundet over rocken, fordi Charli XCX, Billie Eilish og Magdalena Bay udgjorde min top tre. For bortset fra FKA Twigs, Addison Rae og et tredje navn, jeg kommer ind på senere, er listen domineret af guitarbaseret rock.

Wednesday kom tættest på at true FKA Twigs med mesterværket Bleeds, der desværre lader til at blive det sidste med MJ Lenderman i bandet, efter at han og forsanger Karly Hartzman er gået fra hinanden. Det bliver interessant at se, om det får nogen betydning, men jeg får måske en indikation, når jeg skal se Wednesday i Pumpehuset i februar.

Min næstmest lyttede kunstner Blondshell tog et kæmpeskridt frem med sit andet album If You Asked For A Picture, og Black Country, New Road genopstod som en anden fugl føniks med Forever Howlong – deres første rigtige album efter afskeden med forsanger Isaac Wood i 2022 (Live at Bush Hall som jeg havde med på min 2023-liste var, som titlen antyder, et livealbum, selv om alle sangene på det var nye).

BCNR 2.0 har en mere folkrocket stil, og forsanger-tjansen er delt mellem bandets tre kvindelige medlemmer. Live er de stadig en ekvilibristisk oplevelse, hvor alle spiller på mindst to forskellige instrumenter, hvilket denne live-video demonsterer:

FKA Twigs var ikke ene om at være produktiv, idet The Last Dinner Party udgav deres andet album på blot to år og viste, at de fortsat bevæger sig i en spændende retning.

Endelig bød 2025 på noget så uventet som et nyt album fra Pulp (hvormed jeg afslører min virkelige alder), og på ganske mirakuløs vis er det faktisk på helt på højde med nogle af deres bedste udgivelser.

Jeg vil dog give det sidste ord til Little Simz, hvis sjette album Lotus er det første, hun har lavet i lang tid uden sin faste samarbejdspartner og producer Inflo. Årsagen til det er, at hun i januar 2025 sagsøgte ham for ikke at have tilbagebetalt et lån på 1,7 millioner pund.

Lotus har derfor en helt anden lyd end for eksempel gennembrudsalbummet Sometimes I Might Be Introvert, som var produceret af førnævnte Inflo. Little Simz fastholder dog, at Lotus ikke skal ses som et hævnalbum, selv om åbningsnummeret fortæller noget andet. Bare lyt til teksten …

Little Simz kommer på Roskilde Festival til næste år, og det ligger allerede fast, at hun skal optræde på Orange Scene.

Årets top 10

1. FKA Twigs: EUSEXUA
2. Wednesday: Bleeds
3. Blondshell: If You Asked For A Picture
4. Japanese Breakfast: For Melancholy Brunettes (& Sad Women)
5. Black Country, New Road: Forever Howlong
6. The Last Dinner Party: From The Pyre
7. Little Simz: Lotus
8. Pulp: More
9. Addison Rae: Addison
10. FKA Twigs: EUSEXUA Afterglow

Albums, som lige manglede det sidste, eller som jeg stadig ikke har fået helt ind under huden:
Rosalía: LUX
Lily Allen: West End Girl
Oklou: Choke Enough
Lorde: Virgin
Wet Leg: Moisturizer
Sharon Van Etten: Sharon Van Etten & The Attachment Theory

Årets danske album

Altid lidt af et ømt punkt, da dansk musik ikke er det, jeg lytter mest til (endnu en grund til at undre sig over, at min lyttealder skulle være 17). Helt frem til denne uge var Mø mit bedste bud med Plæygirl, og jeg var også villig til at smide Soleima i puljen med Hærværk/Mesterværk efter at have set hende på Roskilde Festival.

Men fem minutter i lukketid har jeg opdaget Snuggle – en duo bestående af Andrea Thuesen og Vilhelm Strange, som har en fortid i henholdsvis Baby in Vain og Liss. De skal spille på Roskilde Festival i 2026, men var der også i optaktsdagene i 2024, og alligevel er de gået under min radar.

Men bedre sent end aldrig, og deres debut Goodbyehouse er årets danske album i mine ører.

Årets opdagelse

Fik jeg nævnt, at jeg er skuffet over Wolf Alices nye album? Et lille lyspunkt er dog, at jeg ved deres koncert i K.B. Hallen i november blev introduceret til opvarmningsbandet Florence Road.

Det består af fire unge kvinder fra Irland, som alle kun er i starten af 20erne, men alligevel spiller indierock med kraftig inspiration fra diverse 90er-navne, deriblandt The Cranberries.

Og det er måske svaret på, hvordan jeg har formået at snyde Spotify: Lyt til nye navne, som spiller musik, der lyder som noget fra min ungdom.

Jeg bliver i hvert fald ført 30 år tilbage i tiden, når jeg hører Florence Road, der i øvrigt kan opleves på Northside til sommer.

Lidt ekstra krydderi

Hvis jeg skal være helt ærlig, kommer jeg ikke uden om, at jeg også har lyttet en del til de enkelte Blackpink-medlemmers soloudgivelser.

Umiddelbart virkede Rosé til at være den, som gjorde det bedst takket være hittet APT. med Bruno Mars, men lidt uventet er det Ruby med Jennie, som blev min favorit.

At jeg overhovedet gav hendes album en chance, hænger i høj grad sammen med Jennies medvirken i Hot Ones, hvor hun viste, at jeg ikke er af den eneste af koreansk afstemning, som har svært ved at håndtere krydret og stærk mad (jeg ville med garanti reagere på samme måde).