Ferie i London med FrightFest, fodbold og musicals

Da jeg var yngre, undrede det mig, når folk tog det samme sted hen på ferie år efter år. Nu er jeg tilsyneladende selv blevet en af dem.

I hvert fald har jeg været i London i tre ud af mine seneste fire sommerferier, og for at det ikke skal være løgn, har jeg boet på det samme hotel og været afsted i den samme weekend. Undtagelsen var sidste år, hvor jeg var til Worldcon i Glasgow, men ellers var jeg sikkert taget til London.

Hovedårsagen er horrorfilmfestivalen FrightFest, som holdes i slutningen af august, og som jeg “opdagede”, da jeg i 2022 var i London igen for første gang i flere år, fordi jeg havde købt billet til en endagsfestival med Nick Cave & The Bad Seeds som hovednavn.

Året efter prøvede jeg at gå all in på FrightFest og fik set 13 film, men jeg fandt ud af, at man kan få meget af det gode, hvis man også gerne vil have tid til andet end at sidde i en biografsal under hele sin ferie.

Så denne gang “nøjedes” jeg med syv film, men fik også klemt to musicals, en fodboldkamp, et museumbesøg og en kunstudstilling samt en masse shopping ind i mit program. Faktisk var det tæt på at være for meget til de seks dage, jeg var i byen, for jeg var i hvert fald godt brugt hver aften og var glad for, at jeg havde et par feriedage tilbage, da jeg kom hjem.

FrightFest: Filmene

Her er mine bedømmelser af de syv film, jeg så på FrightFest. I forhold til mit sidste besøg i London havde festivalen skiftet biograf, men det var blot fra Cineworld på Leicester Square til Odeon samme sted, så ændringen var til at overskue.

Transcending Dimensions: Min første film på FrightFest 2025 var desværre også den værste. Kombinationen af en forsvunden munk på et rumskib, en gal kultleder og en lejemorder på jagt efter dem begge lød ellers tillokkende, men efter en lovende start går det hele op i hat og briller for den japanske instruktør og manuskriptforfatter Toshiaki Toyoda. Så trods en spilletid på lidt over halvanden time ender filmen med at føles ensformig og langtrukken. 3/10

Daughters of Darkness (Les lèvres rouges): Den i dag 85-årige belgiske instruktør Harry Kümel var selv til stede ved visningen af den 4K-restaurerede udgave af sin vampyr-kultfilm fra 1971. Bagefter blev han interviewet om filmens tilblivelse og fortalte blandt andet, hvordan han fik Delphine Seyrig til at spille hovedrollen, selv om hun mest var kendt for at medvirke i “intellektuelle” film. Jeg havde ikke set Daughters of Darkness før og fandt den ganske atmosfærefyldt, men også meget typisk for sin tid i skildringen af forholdet mellem mænd og kvinder. 6/10

213 Bones: I år havde jeg for første gang valgt at købe et dagspas, der gav mig adgang til fem film i løbet af en enkelt dag, i dette tilfælde søndag den 24. august. Jeg lagde ud med 213 Bones, som til at begynde med mindede om noget fra 90erne. Men så gik det op for mig, at filmen faktisk foregår i 90erne og er ment som en hyldest til slashere fra det årti. Derfra var det en ganske fornøjelig oplevelse, selv om morderens motivation må siges at være nærmest ikke-eksisterende. 6/10

Igen var der interview på scenen efter visningen, denne gang med to af skuespillerne og en af producerne, som kunne fortælle, at filmens instruktør Jeffrey Primm desværre døde sidste år, inden 213 Bones nåede at få premiere.

Bagefter kunne jeg gå ud i foyeren og støde ind i de øvrige skuespillere fra filmen, som stillede op til foto med publikum. Det er sådanne oplevelser, der gør det værd at tage til FrightFest.

Tomb Watcher: Jeg havde virkelig ikke held med de asiatiske film på FrightFest i år. Den thailandske Tomb Watcher har en spændende præmis (en mand og hans elskerinde er tvunget til at tilbringe 100 dage sammen med liget af hans afdøde hustru, hvis han skal arve hendes formue), men formår at spilde den ved at bruge tid på alt muligt andet, som hverken er særlig interessant eller uhyggeligt. 4/10

The Descent: Tilbage i 2005 havde Neil Marshalls hule-gyser premiere på FrightFest, så det var passende, at 20-års jubilæet blev fejret med verdenspremieren på den 4K-restaurerede udgave og udgivelsen af bogen The Making of The Descent. Selv om jeg har filmen på dvd, var det mange år siden, jeg sidst havde set den, og jeg havde faktisk glemt, hvor fantastisk grum både start og slutning og alt det midt i mellem er. 8/10

Efterfølgende var det muligt at få signeret bogen af dens forfatter Janine Pipe, special fx makeup-artist Paul Hyett, instruktør Neil Marshall og hovedrolleindehaver Shauna Macdonald, og den mulighed kunne jeg ikke lade gå fra mig. De to sidstnævnte var også på scenen til en Q&A efter visningen.

Bone Lake: To par har booket den samme luksusvilla til et weekendophold, men beslutter, at huset er stort nok til, at de kan dele det. Snart begynder det ene par dog at ville dele mere end det … Mercedes Bryce Morgans erotiske thriller kan bedst beskrives som “Barbarian møder Speak No Evil“, men i sidstnævntes tilfælde er det dog mere den amerikanske genindspilning end den danske original, som Bone Lake ligner. Det hele reddes dog i land af en herligt blodig slutning. 7/10

Redux Redux: På forhånd var jeg spændt på, om jeg kunne holde til at se fem film på en dag, men heldigvis havde FrightFest gemt det bedste til sidst med denne science fiction/horror-thriller om en kvinde, der hævner sig på sin datters morder på en yderst speciel måde.

Instruktørerne og brødrene Kevin og Matthew McManus stod bag den vellykkede ufo-thriller The Block Island Sound, og med Redux Redux får de sat en ny vinkel på den efterhånden fortærskede multivers-genre. Begge film har deres søster Michaela McManus i en af de bærende roller, og Kevin McManus indrømmede i sit interview efter visningen, at når man er familie med sin hovedrolleindehaver, er der ting, man som instruktør kan bede hende om, som man ikke ville gøre med andre skuespillere. 8/10

Hvis man gerne vil se Redux Redux og Bone Lake, har Blodig Weekend (som også havde et par folk med til FrightFest) sat begge film på programmet sammen med fem andre film fra FrightFest 2025.

Første Premier League-kamp

Under min ferie i London var jeg til min første Premier League-kamp. Jeg valgte West Ham-Chelsea, fordi det viste sig at være let at købe billet til West Hams kampe i forhold til de andre London-klubber – måske fordi de spiller på et stort stadion, men ikke har den største fanbase.

Det kom bag på mig, at der var halvtomt under opvarmningen, og at folk ventede indtil kort før kampstart med at indtage deres pladser. Men årsagen var nok, at man ikke måtte have sin øl med op på tribunerne, men skulle drikke den nedenunder.

Selve kampen bød på masser af mål, men meget lidt spænding, da West Ham tabte 1-5 – desværre med holdets danske målmand Mads Hermansen i en uheldig rolle. Det betød, at flere af hjemmeholdets fans gik før tid, hvilket måske endte med at blive en fordel for os andre, da vi skulle fra stadion og hen til den nærmeste station (Stratford). I hvert fald gik det forbløffende gnidningsfrit med at komme frem og tilbage.

Siden er ondt blevet til værre for West Ham, som har fyret manager Graham Potter, mens Mads Hermansen har mistet sin plads i startopstillingen. Hvis det går helt galt, kan det være, jeg skal vælge en anden klub, hvis jeg vil se Premier League-fodbold næste gang, jeg er i London.

Tilbage til teateret

Jeg fandt som nævnt tid til at se to musicals, og de kunne næsten ikke være mere forskellige. Back to the Future The Musical er baseret på den klassiske film af samme navn fra 1985 og har kørt i Adelphi Theatre siden 2021.

Det er en stor produktion med masser af imponerende scener og effekter (man tror virkelig på, at DeLorean’en på scenen kan køre 88 mph, og bare vent til slutningen).

Med få undtagelser følger musicalen filmens handling, så det er selvfølgelig småt med overraskelser, men historien er stadig lige god, og der er også et par opdaterede jokes om nutiden. Der er trods alt gået 40 år siden, filmen havde premiere, og det er jo skræmmende nok mere, end hvad Marty McFly rejser tilbage i tiden, da han lander i 1955.

Den anden musical var også baseret på en film, men i dette tilfælde den mindre kendte Sing Street fra 2016, instrueret af John Carney, som er bedst kendt for Once, der også blev til en musical.

Sing Street havde oprindeligt premiere på Broadway i 2022, inden den spillede i London denne sommer fra 8. juli til 23. august, hvor jeg så den afsluttende forestilling. Det foregik i Lyric Theatre, som ikke ligger i West End, men i Hammersmith, så derfor var billetten nok mere til at betale (400 kr. frem for 800-1000 kr., som det let kan koste at gå i teateret). Set udefra er Lyric Theatre en moderne betonbygning, så det kom bag på mig, at teatersalen er fra slutningen af 1800-tallet, da man simpelthen har valgt at bygge nyt omkring den.

Igen er musicaludgaven rimelig tro mod filmen, som jeg havde set for nogle år siden og efterfølgende har genset. Lige som Once er det en lille, varm historie om, hvordan musik og venskaber kan løfte en ellers trist tilværelse, i dette tilfælde et kriseramt Irland i 80’erne.

Det mest specielle ved musicalen var, at de medvirkende selv spillede deres instrumenter i det fiktive band, hovedpersonen danner for at imponere en pige. Det gjorde, at forestillingen til slut fik mere karakter af en koncert, da bandet skulle optræde til en skolefest – i øvrigt ikke ulig Johnny B. Goode-scenen i Back to the Future.

Mere kunst og kultur

Jeg var langt fra færdig med at være kulturel og var forbi Hayward Gallery i Southbank Centre, som frem til den 31. august viste en udstilling med den japanske kunstner Yoshitomo Nara, som mest er kendt for sine værker med vredt udseende børn.

Det blev også til et besøg på The National Gallery, hvor jeg aldrig havde været, selv om det ligger på Trafalgar Square, tæt på Leicester Square. Jeg tog derhen på sidstedagen, da jeg først skulle flyve hjem sent om eftermiddagen, så jeg havde nogle timer til overs. Lige ved siden af ligger National Portrait Gallery, som jeg ikke nåede, men overvejer at besøge næste gang.

Shopping

Udover FrightFest tager jeg til London, fordi det giver mig mulighed for at købe bøger, film og musik i fysiske butikker, som stadig findes, selv om der også her er blevet færre af dem.

Denne gang kom jeg hjem med 10 bøger i bagagen. Det lyder måske ud af meget, men det er i den lave ende i forhold til mine tidligere ture til byen. Jeg gav mig selv den begrænsning, at jeg kun ville købe bøger, som var på tilbud, og det lykkedes næsten (The Making of The Descent og Tom Gaulds You’re All Just Jealous of My Jetpack var undtagelserne).

Antallet ville endda have været endnu lavere, hvis jeg ikke havde købt de sidste to bøger i WH Smiths i Gatwick Airport på vej hjem. Derudover var jeg i Forbidden Planet, Waterstones og Foyles og opdagede, at det er forskelligt, hvilke bøger den enkelte Waterstones-butik har på tilbud, og at priserne i Forbidden Planets webshop ikke altid er den samme som i butikken.

Foyles på Charing Cross Road har i øvrigt en fin filmafdeling, der er værd at besøge, og jeg var i den genåbnede HMV på Oxford Street, men endte med at tilbringe mere tid i Fopp, der har samme ejer som HMV og et mindre mainstream udvalg.

Det resulterede i, at min samling blev udvidet med 10 cd’er og 26 film og serier på blu-ray og dvd.

Månedens anbefalinger

Den gamle traver om, at man venter på en bus i en evighed, og så kommer der to lige efter hinanden, kan overføres til en af mine nye yndlingsforfattere Isabel J. Kim, som ikke havde udgivet noget siden sin omdiskuterede novelle Why Don’t We Just Kill the Kid in the Omelas Hole (Clarkesworld, februar 2024), der var tæt på at rydde bordet for priser (Nebula, Locus, BSFA og Sturgeon, men ikke Hugo).

Men september bød på ikke bare én, men hele to nye noveller fra hende, og begge er, vanen tro, værd at læse.

Isabel J. Kim: Human Voices (Lightspeed, september 2025)
Den hidtil længste historie fra Kim (8400 ord) handler om et sirene-lignende væsen, der bliver holdt i fangenskab i et badekar i en lejlighed. Hvordan og hvorfor den er endt der, bliver afsløret i løbet af historien, der fortælles fra væsenets synsvinkel.

Isabel J. Kim: Freediver (Reactor, september 2025)
Vi bliver i vandet, men følger denne gang to mænd, der arbejder med at reparere undersøiske kabler – bortset fra at vi i dette tilfælde befinder os i en verden, hvor havet også fungerer som en portal til det ydre rum. Så da en meteor bryder igennem og afbryder al kommunikation mellem Asien og Nordamerika, må Glasser og hans nye makker Crane tænke ud af boksen for at redde dagen.

Og minsandten om jeg ikke er faldet over en anden forfatter, som også har imponeret med to noveller inden for kort tid.

Naomi Kanakia: Domestic Disputes (Lightspeed, juli 2025) og Anti-Capitalism vs. the Man of Flowers (Lightspeed, august 2025)
Begge er korte (Anti-Capitalism… er flash fiction) og fortæller om helte og heltemod fra overraskende vinkler.

På musikfronten lytter jeg lige nu allermest til Bleeds, det nye album fra Wednesday. Jeg har for længst købt billet til deres koncert i Pumpehuset den 4. marts, som i øvrigt er en onsdag.

Deres videoer veksler mellem det meget professionelle og noget, der ligner hjemmevideoer, og det er også ret sigende for deres musik, så her er to eksempler fra albummet: