Bibliotekspenge: Derfor kunne det have været værre

Sidste år glædede jeg mig over, at mine bøger stadig findes på bibliotekerne og bragte et billede af min roman Rød høst stående på hylden på mit lokale bibliotek. Det gør den ikke længere, kunne jeg konstatere, da jeg for nylig besøgte biblioteket. Det er fortsat muligt at låne den, men nu skal den hentes frem fra depotet.

Alene af den grund – og et par stykker andre som jeg vil komme ind på – havde jeg ikke høje forventninger til dette års udbetaling af bibliotekspengene. Derfor blev jeg positiv overrasket, da jeg så, at jeg modtog 11.234,12 kroner (der er tale om offentligt tilgængelige oplysninger, så jeg ser ingen grund til at skjule, hvad jeg får).

Fra 2024 til 2025 gik mit udbetalte beløb ned med næsten 3000 kroner, og jeg havde regnet med et lignende fald eller større i år, så en nedgang på en lille tusse føles billig sluppet.

Alle modtagere af bibliotekspenge får en titelliste, som viser, hvor mange eksemplarer af deres værker der er på landets biblioteker. Af den kan jeg for eksempel se, at mine to novellesamlinger, Månebase Rødhætte og Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, nu kun er repræsenteret med henholdsvis 29 og 16 eksemplarer.

Til gengæld holder Rød høst skansen, både hvad angår fysiske eksemplarer, e-bøger og netlydbøger, og det er primært den, som trækker læsset i det samlede regnskab.

Mine lave forventninger til årets udbetaling skyldtes blandt andet, at jeg havde hørt fra andre forfattere, at udlånet fra eReolen var faldet, efter den sidste år holdt med at findes som selvstændig hjemmeside og flyttede ind på bibliotekernes hjemmesider.

Jeg vidste også, at jeg ikke ville få bibliotekspenge for min eneste udgivelse i 2025, Fantastiske Fabulationer 2: Mod fjerne kyster, der indeholder min novelle Prinsesse på eventyr. Slots- og Kulturstyrelsen har været så venlige at oplyse, at den er registreret som en årbog i Nationalbibliografien, og årbøger udløser ikke bibliotekspenge.

Så jeg vil endnu en gang opfordre til at gøre brug af bibliotekerne, men modsat sidste år klinger det mindre hult, fordi jeg i mellemtiden selv er begyndt at låne bøger igen. I forhold til at købe dem er det selvfølgelig en billigere løsning, og så sikrer afleveringsfristen, at jeg rent faktisk får læst bøgerne i stedet for, at de samler støv i min reol.

Månedens anbefalinger

Eugenia Triantafyllou: The Life and Times of Alavira the Great as Written by Titos Pavlou and Reviewed by Two Lifelong Friends (Uncanny Magazine, marts/april 2025)
Bedre sent end aldrig. Med et års forsinkelse har jeg opdaget denne novelle, fordi den er blevet nomineret til en Nebula Award. Som titlen fortæller, er novellen bygget op af anmeldelser skrevet af to venner, der læser sig gennem en fantasy-serie, men er stærkt uenige, om den er god eller ej. Græske Triantafyllou, som er en af æresgæsterne på dette års Fantasticon, lykkes med at engagere læseren i både den fiktive serie og i de to anmelderes liv og indbyrdes forhold i et forløb, der strækker sig over en længere årrække.

Catherine Tavares: The (Mis)Fortunes of Saint Ilia’s School for Gifted Girls, In No Particular Order (The Dark Magazine, januar 2026)
Endnu en novelle, der på vellykket vis leger med den traditionelle fortællestruktur. Denne er opbygget som en flipflapper eller en spåkone af papir, hvor man først vælger en farve og derefter et nummer, mens man forsøger at opklare en række dødsfald på en skole.

Marisca Pichette: Twelve Facts About the Dermestid Beetle (Nightmare Magazine, februar 2026)
Vi bliver lidt i samme spor med denne morbide novelle, der ikke kun gør os klogere på en bestemt type bille, som lever af ådsler, men også fortæller os om fortællerens ensomhed og fascination af døden.

Megan Chee: Death Echoes Overlapping (Lightspeed Magazine, februar 2026)
Mere død, men nu på den helt store skala. Chee beskriver tre planeters undergang, hvoraf den ene er Jorden. Det sker uafhængigt af hinanden og i forskellige galakser, men alligevel opstår der en slags kosmisk forbindelse mellem arterne. Et interessant bud på en anderledes dommedags-historie.

Apropos post-apokalyptisk er jeg hoppet med på Paradise (Disney+), der umiddelbart ligner en serie om en Secret Service-agent, som skal opklare mordet på præsidenten, men allerede i slutningen af første afsnit viser sig at have et kraftigt science fiction-element.

Serien havde premiere i begyndelsen af 2025, men fordelen ved at vente var, at jeg kunne se første og anden sæson i forlængelse af hinanden. Ulempen er, at der nu er lang tid til tredje og sidste sæson.

Og nu til noget helt andet. En af mine yndlingsfilm sidste år var Summer of 69, fordi jeg har en svaghed for ungdomsfilm, der prøver at gå nye veje (andre eksempler: Booksmart og Edge of Seventeen). Nu kan jeg føje Banana Split fra 2018 til listen, selv om jeg aldrig havde hørt om filmen, indtil jeg faldt over den på SkyShowtime i påsken.

Banana Split handler om en pige, som på uventet vis bliver gode venner med sin eks-fyrs nye kæreste. Det forfriskende ved filmen er, at den fokuserer på venskabet mellem to piger, som i de fleste andre af den type fortællinger ville være fjender.

Hovedrollen spilles af Hannah Marks, som også har skrevet filmens manuskript, og som sci fi-fans måske vil genkende fra serien Dirk Gently’s Holistic Detective Agency (2016-17), der var løst baseret på Douglas Adams’ bøger.

Siden Banana Split er hun selv begyndt at instruere og har i en alder af blot 33 år allerede lavet fire film (af dem har jeg kun set hendes John Green-filmatisering Turtles All the Way Down fra 2024).