Årets bedste film og serier 2025
2025 blev et travlt filmår for mit vedkommende. Jeg fik set 231 film for første gang, og jeg er ret sikker på, at det er ny rekord. Til sammenligning var tallet for 2024 “kun” 151.
Så hvad var mine favoritter blandt de nye film, og med det mener jeg titler, som blev udgivet i 2024 eller 2025?
Top 10 film
1. Sinners
2. Babygirl
3. Pigen med nålen
4. Thunderbolts: The New Avengers
5. Summer of 69
6. I’m Still Here
7. Redux Redux
8. The Life of Chuck
9. Predator: Badlands
10. Bugonia
Sidste år var jeg i biografen 70 gange, og den eneste film, jeg så to gange på det store lærred, var Sinners, som allerede i maj var mit bud på årets film.
Med Sinners havde jeg den pudsige oplevelse, at jeg først oplevede den i en lille sal i Palads to uger efter premieren, men da jeg et stykke tid senere genså filmen, var den flyttet til den største sal i samme biograf.
Takket være gode anbefalinger endte Sinners med at få en lang levetid i biograferne, og jeg finder det yderst fortjent, at den har slået rekorden for flest Oscar-nomineringer (16 styk).
Det havde jeg ikke troet tilbage i foråret, hvor jeg frygtede, at akademiet ville have det svært med en vampyrfilm om musik, mytologi og racisme i 30ernes USA.
Mange nomineringer er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at en film også vinder dem – bare spørg The Color Purple, der var nomineret til 11 Oscars og ikke fik en eneste, eller Killers of the Flower Moon (10 nomineringer, nul Oscars). Jeg håber, at Sinners ikke lider samme skæbne.
Hvad med One Battle After Another?
Når man nævner Sinners og Oscar, må man nødvendigvis også komme ind på den anden store favorit, One Battle After Another, og hvorfor den overhovedet ikke er med på min top 10-liste.
Det er ikke fordi, jeg synes, det er en dårlig film, men jeg har det samme problem med den, som jeg havde med førnævnte Killers of the Flower Moon.
Begge er mesterligt instruerede, men overlange film, hvis svagheder i første omgang overskygges af en perlerække af fantastiske skuespilspræstationer.
Det var, da jeg genså One Battle After Another på HBO Max, at det gik op for mig, at filmen er mest interessant i den del, som følger datteren (Chase Infiniti) frem for hendes hashrygende far (Leonardo DiCaprio), lige som jeg efter Killers of the Flower Moon sad med en følelse af, at historien havde fungeret bedre, hvis fokus havde ligget mere på hustruen (Lily Gladstone) end på hendes morderiske ægtemand (Leonardo DiCaprio).
Det ligger lige for at udpege Leo som synderen i denne sammenhæng, men det er ikke hans skyld, at kapaciteter som Paul Thomas Anderson og Martin Scorsese vælger at give ham hovedrollen i deres film, selv om de var bedre tjent med en anden hovedperson.
De øvrige ni film
Babygirl får andenpladsen, fordi instruktør og manusforfatter Halina Reijn træffer alle de rigtige valg og har skabt en erotisk thriller, der undgår genrens sædvanlige klichéfyldte fælder.
Pigen med nålen var nomineret til en Oscar, men tabte til den brasilianske I’m Still Here, og selv om jeg foretrækker førstnævnte, kan jeg ikke have de store indvendinger mod udfaldet. Begge film er stærke, rystende og rørende på hver deres måde.
Thunderbolts: The New Avengers var et forfriskende forsøg fra Marvel på at lave noget andet og endnu et bevis på, at Florence Pugh automatisk gør enhver film bedre ved sin blotte tilstedeværelse.
Det var et stærkt år for science fiction med Redux Redux (et af højdepunkterne fra FrightFest i London), Bugonia (Yorgos Lanthimos’ udgave af den koreanske Save the Green Planet fra 2003, som forhåbentlig bliver genopdaget) og Predator: Badlands.
Dan Trachtenberg har egenhændigt pustet nyt liv i Predator-serien, begyndende med Prey, som er en af de film, jeg har genset flest gange de seneste år, og som jeg burde have haft med på min top 10 fra 2022. Badlands er ikke på helt samme niveau, men formår mellem sine mange actionscener at fortælle en historie om familiebånd på tværs af racer, på trods af at ingen af de medvirkende spiller mennesker af kød og blod.
Det efterlader to film, som jeg tilsyneladende er ret ene om at værdsætte. Summer of 69 er en usædvanlig vellykket ungdomskomedie, der kan findes på Disney+, og nej, den har ikke noget med Bryan Adams-sangen at gøre. Men se den og bliv charmeret og underholdt.
Endelig er der The Life of Chuck, som filmens markedsføring citerede en anmelder fra Collider for at kalde “the best Stephen King film ever made.”
Umiddelbart en lattervækkende udtalelse, der burde være diskvalificerende for anmelderens fremtidige virke. Men hvis man rent faktisk tjekker anmeldelsen, vil man opdage, at det præcise citat er: “… we have another adaptation that immediately contends for being crowned the best King-originated film ever made.” Stadig store ord, men ikke helt så definitivt.
Herhjemme fik Mike Flanagans filmatisering af Kings kortroman fra samlingen If It Bleeds en blandet modtagelse af både anmeldere og publikum. Så hvis det ikke havde været for mit Bioplus Unlimited-abonnement, havde jeg sikkert sprunget den over i biografen og ventet med at se den på streaming.
Til min store overraskelse kunne jeg virkelig godt lide The Life of Chuck, og det kan jeg stadig efter et gensyn på årets første dag (Yousee havde den som månedens gratis film i januar). Så et eller andet sted forstår jeg godt, hvad anmelderen fra Collider mener med sit udsagn, selv om jeg fortsat finder det overdrevet.
Top 10 serier
1. Andor sæson 2 (Disney+)
2. Task sæson 1 (HBO)
3. Pluribus sæson 1 (Apple TV)
4. Severance sæson 2 (Apple TV)
5. The Rookie sæson 1-7 (Disney+/TV4)
6. Murderbot sæson 1 (Apple TV)
7. The Lowdown sæson 1 (Disney+)
8. Slow Horses sæson 1-2 (Apple TV)
9. The Agency sæson 1 (SkyShowtime)
10. Mr. Scorsese (Apple TV)
Mit seriehøjdepunkt i 2025 var anden sæson af Andor, og Tony Gilroy fortjener stor tak for nærmest ene mand at holde liv i Star Wars-universet i en tid, hvor få andre har held med det.
Skaberne af to af mine yndlingsserier fra 2021 vendte i 2025 tilbage med to nye serier – Brad Ingelsby (Mare of Easttown) med Task og Sterlin Harjo (Reservation Dogs) med The Lowdown. Begge er lige så fremragende, og til min udelte glæde får de en sæson to.
Apple TV fortsætter med at være streamingtjenesten med det højeste bundniveau og bød sidste år på originale tiltag som Pluribus og Severance, men havde også held med at overføre Martha Wells’ bogserie The Murderbot Diaries til skærmen. Desuden fik jeg en grundig gennemgang af en af mine yndlingsinstruktørers liv og karriere i Mr. Scorsese, og så kom jeg langt om længe i gang med Slow Horses.
En anden spionserie, der vakte min begejstring, var The Agency med Michael Fassbender, hvis rolle er så lig den, han spiller i Steven Soderberghs Black Bag, at jeg fandt det distraherende, da jeg så sidstnævnte i biografen.
Min nye besættelse
Men 2025 blev også året, hvor jeg fik en ny hygge-serie i The Rookie og endte med at se samtlige syv tilgængelige sæsoner.
Det hele begyndte, da jeg en aften tilfældigt kom forbi svensk TV4 og fik øje på Nathan Fillion, som jeg har haft på min radar siden Firefly. Jeg havde en vag erindring om, at han efter Castle var med i en politiserie, men anede ikke, hvad den handlede om, eller hvor længe den havde kørt.
Afsnittet fangede mig nok til, at jeg så det til ende, og lige efter kom der endnu et, og så var jeg solgt. Det viste sig, at det var femte sæson, jeg var havnet i, og derefter gik det op for mig, at jeg havde adgang til de første seks sæsoner på Disney+.
Så jeg har haft den lidt besynderlige oplevelse med The Rookie, at jeg har set serien i to parallelle tidsforløb: Fra begyndelsen på Disney+, mens jeg samtidig har fulgt de nye afsnit på TV4, der tog hul på sæson syv i efteråret (sæson otte har først lige fået premiere i januar 2026 i USA).
Så vidt jeg kan se, har The Rookie aldrig været nomineret til nogle priser, og den er langt fra perfekt. På den ene side forsøger den at give et realistisk indblik i politiets arbejde og har detaljer og elementer, man ikke ser i andre politiserier. På den anden side må hovedpersonerne være de mest uheldige betjente i LAPDs historie med det antal skudepisoder, de er involveret i.
Men den fungerer som tryg, varm underholdning med sin blanding af action, drama og humor, og nogle gange er det lige præcis en sådan serie, man har brug for.
Længe leve skiverne
Der var flere årsager til, at jeg fik set så mange film i 2025, men den væsentligste var, at jeg genopdagede min glæde ved at eje dem på Blu-ray og dvd.
Efter streamingtjenesternes fremkomst skar jeg ellers voldsomt ned på mine indkøb, men som så mange andre har jeg opdaget, hvor meget der ikke er tilgængeligt, og hvor hurtigt bestemte film kan forsvinde igen.
Desuden er jeg de seneste år begyndt at deltage i flere filmquizzer og har ad den vej mødt andre filmnørder, hvis anbefalinger har fået mig til at opsøge titler, jeg ellers ikke ville have hørt om.
Den mest afgørende faktor var dog, at der åbnede en butik med brugte film lige over for min arbejdsplads. Fillmbuddy, som butikken hed, lukkede desværre igen i efteråret, men inden da nåede jeg at gøre mange spændende fund på hylderne, blandt andet 80er-fantasyfilm som Dragonslayer, Fire and Ice og Krull, flere titler af Jacques Tourneur og Lucio Fulci samt debutfilm af kendte instruktører som Kathryn Bigelow (The Loveless), John McTiernan (Nomads) og Lucile Hadzihalilovic (Innoncence).
Belært af erfaring har jeg også forsøgt at få set filmene i stedet for at lade dem samle støv i reolen, så min afspiller er for alvor kommet til ære og værdighed igen.
