Fantasticon, årets bedste film og andre anbefalinger

Fantasticon 2025 er lige om hjørnet, og hvor jeg sidste år “blot” var med som almindelig gæst, har jeg i år sagt ja til at deltage i hele tre paneler. To af dem ligger endda lige efter hinanden:

Lige under overfladen retrospektiv (lørdag 31. maj kl. 14)
Tilbageblik på Science Fiction Cirklens antologiserie Lige under overfladen, hvis redaktør Carl-Eddy Skovgaard døde sidste år.
Sammen med Rene Roer Thygesen, Maria Aagaard, Helene Toksværd og Flemming Rasch

Writing in English as a Second Language (søndag 1. juni kl. 11)
Om erfaringer og udfordringer med at skrive på engelsk som dansk forfatter.
Sammen med Jakob Drud, Marie Howalt, Jane Mondrup og Tobias Jungersen

Vi vil gerne filmatisere din bog (søndag 1. juni kl. 12)
Forfattere fortæller, hvordan det har været at få deres værker filmatiseret.
Sammen med Teddy Vork, Steen Langstrup og Jasper Fforde

Læs mere om de enkelte programpunkter her

Fantasticon holdes i weekenden 31. maj-1. juni i Kulturhuset Støberiet på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Årets bedste film?

Vi er stadig i første halvår, men har jeg allerede set årets bedste film? I så fald vil det være andet år i træk, det sker. Sidste år så jeg Alex Garlands Civil War i slutningen af april, og den holdt hele vejen hjem og endte med at toppe min liste over årets bedste film.

Det er endnu for tidligt at sige, om Ryan Cooglers Sinners vil gøre det samme, men jeg vil vove at påstå, at det virkelig vil kræve noget særligt at fjerne den fra førstepladsen.

Sinners er den mest musikalske film, jeg har set, som ikke er en musical, og jeg havde mere end svært ved ikke at tappe med fødderne, da jeg sad i biografsædet – både første og anden gang, for det er indtil videre den eneste film, som jeg har set i biografen to gange i år.

På forhånd var det ellers ikke en film, jeg var specielt oppe at køre over, og meget sigende så jeg den først to uger efter premieren. Min nysgerrighed blev dog vakt af den anden trailer, der afslører, at Sinners undervejs skifter genre og laver From Dusk till Dawn-tricket.

Jeg er med på, at den drejning ikke falder i alles smag, men jeg synes, det gør Sinners langt mere interessant, at det er en anden form for ondskab end Ku Klux Klan, som dukker op for at ødelægge festen. Det er også genialt at lade de uønskede gæster lokke med et tilbud om at blive en del af et fællesskab, hvor hudfarve ikke spiller en rolle, når handlingen foregår i et raceopdelt Mississippi i 1932.

Samtidig er filmen proppet med interessante detaljer om perioden, uden at det føles som en kedelig historietime. For eksempel optræder der i Sinners et købmandspar af kinesisk afstamning, som har to butikker – en for sorte og en for hvide – og de taler som det mest naturlige med en tyk Mississippi-dialekt, da de er 2. eller 3. generations amerikanere.

Så hvis det ikke havde været for Sinners, ville jeg aldrig have vidst, at Mississippi i 1930erne havde et mindretal af butiksejere af kinesisk afstamning, og jeg kan se på kommentarerne, at jeg ikke er den eneste, som har fundet frem til denne syv år gamle video i kølvandet på filmen.

Robert Longo på Louisiana

Det er sjældent, jeg skriver om kunstudstillinger her på siden, men jeg har for nylig været på Louisiana for at se en udstilling med den amerikanske kunstner Robert Longo, der vises frem til den 31. august.

Robert Longo er mest kendt for sine store sort/hvide værker, der ligner fotografier, men i virkeligheden er kultegninger. Og så er der os andre, som kender ham for noget helt andet.

Robert Longo var nemlig instruktøren bag Johnny Mnemonic – filmatiseringen af William Gibsons novelle af samme navn med Keanu Reeves i titelrollen.

På trods af at William Gibson selv skrev manuskriptet, har filmen ikke meget til fælles med den oprindelige historie (meget apropos det panel, jeg skal være med i på Fantasticon). Johnny Mnemonic fik da også dårlige anmeldelser, da den havde premiere i 1995 og blev heller ikke den store succes.

Jeg så faktisk filmen i biografen dengang og synes, den er bedre end sit rygte. Nej, den er intet mesterværk, men jeg følte mig ganske godt underholdt, og så er der denne scene:

Robert Longo har ikke instrueret flere film siden Johnny Mnemonic, og udstillingen på Louisiana viser, at han nok har truffet det rette valg, for hans værker er betagende i deres detaljerigdom.

Helt færdig med Johnny Mnemonic var han dog ikke, for i 2021 (pudsigt nok samme år som filmen foregår) blev den genudgivet i en sort/hvid-version – noget der giver mening, når man har set udstillingen.

Tak til John Rogers for tippet om Johnny Mnemonic: in Black & White, som jeg ikke kendte til i forvejen.

Hvis du vil vide mere om Robert Longos kunst, kan denne video med fordel ses:

Andor sæson 2

Selv om Rogue One er min favorit blandt de nye Star Wars-film, må jeg indrømme, at Cassian Andor (Diego Luna) ikke var en figur, jeg brændte efter at vide mere om.

Derfor var jeg pænt skeptisk, da jeg læste, at der ville komme en serie om, hvad han havde lavet i årene inden Rogue One, der i sig selv foregår i tiden op til den allerførste Star Wars fra 1977.

Men det har vist sig, at det måske var en fordel, at han var så ubeskrevet et blad, for det har givet skaberen af serien Andor, Tony Gilroy, forholdsvis frie hænder til at fortælle en historie, der viser nye sider af Star Wars-universet og sender det i helt andre retninger.

Hvor Skeleton Crew var en serie, jeg ville have elsket som 12-årig (og som mit 40 år ældre jeg også finder ret fornøjelig), er Andor i høj grad for voksne og er ikke kun den bedste Star Wars-serie, men en af de bedste og mest interessante serier i det hele taget.

Klippet her viser meget godt tonen, og så viser det samtidig Kleya Marki (Elizabeth Dulau), som er blevet min nye favoritfigur. Hun må i hvert fald gerne få sin egen serie.

Musik-anbefalinger

Min første anbefaling går til soundtracket til Sinners, hvis profil på Spotify (“Sinners Movie”) indeholder et par easter egg, når man går ind i billedgalleriet i biografien (under punktet “Om”).

Siden mit sidste indlæg er der kommet yderligere et par bud på årets album fra Black Country, New Road (Forever Howlong), Blondshell (If You Asked for A Picture) og Japanese Breakfast (For Melancholy Brunettes (& sad women)).

Alle tre kommer til Danmark og spiller på Vega – Black Country, New Road og Blondshell i efteråret, mens Japanese Breakfast optræder ugen før Roskilde Festival. Jeg har billet til alle tre koncerter.

Apropos Roskilde Festival vil jeg anbefale et af de mindre navne, Wisp, der viser, hvordan shoegaze anno 2025 lyder, når det er lavet af en 20-årig kvinde fra San Francisco.

Og så har Wolf Alice endelig givet lyd fra sig efter et par års stilhed. Jeg kårede deres forrige album til årets bedste i 2021, og deres nye album udkommer i slutningen af august.

De har desuden annonceret, at de giver koncert i KB Hallen 6. november.

Hvad med læse-anbefalinger?

Normalt anbefaler jeg noveller, men jeg er kommet bagud på det område, fordi jeg i stedet har haft fokus på at læse romaner på det seneste. Af dem har denne været den bedste:

Jeg har tidligere nævnt The Ministry of Time af Kaliane Bradley som den bedste roman, jeg har læst i år, så derfor var jeg glad for at se, at den er blandt de nominerede til en Hugo Award.

Det samme er Robert Jackson Bennetts underholdende detektivroman The Tainted Cup, der foregår i en fantasy-verden, som konstant er truet af gigantiske havmonstre. Det er på denne baggrund, at den mandlige Watson-lignende fortæller skal forsøge at opklare et mystisk mord sammen med sin kvindelige Sherlock Holmes-agtige chef.

Deres efterforskning udfordres ikke kun af, at endnu et angreb fra havet er på vej, men også af at de lever i et stærkt reguleret samfund, som både beskytter, men også undertrykker dets borgere.

Fortsættelsen A Drop of Corruption, hvor det umage makkerpak skal opklare en ny sag, udkom i sidste måned.