Efter Skrækfest
Jeg var på programmet til Skrækfest i Odense, men i stedet for at jeg fortæller om, hvordan det gik, vil jeg henvise til Jette Holst, som på sin blog Gyseren har lavet en fyldig gennemgang af dette års udgave.
Jette var blandt de 12-15 tilhørere til mit foredrag “I fremtiden kan ingen høre dig skrige”, hvor der var flere, som havde spørgsmål, så det var godt, jeg havde afsat tid til det!
Den største bonus var dog, at forfatteren Michael Kamp kunne bekræfte, at min hukommelse ikke spillede mig et puds, når jeg mente at kunne huske en gammel gysertegneserie om en astronaut, som tager til Månen, selv om han forsøger at skjule, at han er en varulv.
Den tegneserie var en af inspirationskilderne til min novelle Månebase Rødhætte, men trods adskillige søgninger på nettet er det aldrig lykkedes mig at finde bevis for dens eksistens. Det nævnte jeg i mit foredrag, og Michael Kamp kunne berolige mig med, at han også havde en klar erindring om lige præcis den historie.
Dan Simmons (1948-2026)
Den amerikanske forfatter Dan Simmons døde den 21. februar. Han blev 77 år.
Dan Simmons var en forfatter, som jeg læste rigtig meget i 90erne og nullerne. Det store nummer var selvfølgelig Hyperion-serien – især Hyperion og The Fall of Hyperion og i mindre grad Endymion og The Rise of Endymion – der stadig står for mig som noget af det ypperste inden for science fiction.
Men han skrev også horror, og hans debutroman Song of Kali er en af de mest uhyggelige, jeg har læst, mens jeg tidligere har kåret The Terror til min bedste læseoplevelse i nullerne.
Derefter mistede jeg interessen for ham, og ironisk nok var det The Terror, som såede frøene til det. Romanen handlede om Franklin-ekspeditionen, og Dan Simmons sørgede for at spække den med historiske fakta og detaljer, så læseren ikke blev ladt i tvivl om, at han havde gjort sin research.
I The Terror formåede han dog at holde det inden for rimelighedens grænser, men det gjorde han ikke med sin efterfølgende roman Drood om de sidste fem år af Charles Dickens’ liv. Den står for mig som et skole-eksempel på, hvad der sker, når en forfatter ikke fomår at holde sin research ude af sin fiktion og føler, at intet må gå til spilde.
Men inden det kørte af sporet, var han på toppen og ikke kun som romanforfatter. Da Dan Simmons var i Danmark i 1999 for at være gæst på Bogforum, var det hans første novellesamling Prayers to Broken Stones, jeg valgte at få signeret under hans besøg i Fantask.
Samlingen indeholder blandt andet novellen “Remembering Siri”, der blev genbrugt som “The Consul’s Tale” i Hyperion, og den oprindelige udgave af “Carrion Comfort”, der siden blev udvidet til romanen af samme navn.

Månedens anbefalinger – noveller
Som afslutning på mit foredrag på Skrækfest anbefalede jeg fem noveller inden for sci-fi horror-genren. For de interesserede kommer tre af dem her med links:
Gemma Files & Stephen J. Barrington: each thing i show you is a piece of my death (Apex Magazine, 2009)
Kristina Ten: The Dizzy Room (Nightmare Magazine, 2023)
Peter Watts: The Things (Clarkesworld Magazine, 2010)
De to sidste noveller er desværre ikke tilgængelige online, men er med i diverse antologier og samlinger:
Caitlín R. Kiernan: “Galapagos” (2009)
Michael Marshall Smith: “Hell Hath Enlarged Herself” (1996)
Apropos sci-fi horror og Alien vil jeg også anbefale denne helt nye novelle:
Lara Elena Donnelly: Deathcap (Reactor, februar 2026)
To soldater er de eneste overlevende, efter deres rumskib er blevet angrebet af et mystisk væsen. Mens de venter på den uundgåelige død, falder snakken på sex, og den ene af soldaterne tilstår, at hun finder tanken om at blive overfaldet af et rumvæsen sært tillokkende.
Månedens anbefalinger – musik
Tre år efter hun takket være TikTok fik et overraskende hit med My Love Mine All Mine, har Mitski udgivet et nyt album. Måske som en modreaktion på den uventede succes er hun på Nothing’s About to Happen to Me gået lidt tilbage til den støjende indierock, hun oprindelig blev kendt for, men det skal hun ikke høre brok for fra min side. Hendes nye videoer er desuden ret horror-agtige.
Siden jeg opdagede Hemlocke Springs i 2023, har jeg med spænding ventet på hendes debutalbum. Det er først kommet nu, men heldigvis har The Apple Tree Under the Sea været ventetiden værd. Det er lyden af 80’er-inspireret synthpop filtreret gennem en person, som først er født 20 år senere.
I sidste måned nævnte jeg, at jeg endelig var begyndt at forstå hypen omkring Rosalías nye album LUX. Siden har hun optrådt ved Brit Awards, hvor hun vandt prisen for International Artist of the Year og blæste alle omkuld med denne udgave af “Berghain” med Björk som gæst.