Fire højdepunkter fra min sidste Roskilde Festival som journalist

I år var jeg på Roskilde Festival for 29. gang, og til næste års “jubilæum” skal jeg prøve noget, jeg ikke har gjort siden 1995: Købe en billet til festivalen.

Året efter, 1996, begyndte jeg at dække Roskilde Festival som journalist – de første to år for Vejle Amts Folkeblad og siden 1998 for Dagbladet Roskilde.

Men alt har en ende, og det gælder også for min tid på Roskilde-redaktionen, da jeg fra 1. august skal være lokalredaktør for Sjællandske Mediers Greve/Solrød-redaktion. Jeg bliver med andre ord i “huset”, men får et nyt arbejdssted, nærmere bestemt Køge, så jeg skal også til at være pendler efter at have kunnet cykle til arbejde i 28 år.

Med et nyt dækningsområde ligger det i kortene, at jeg igen skal til at være almindelig festivalgæst. Alt andet vil i hvert fald være en overraskelse.

Jeg vil gerne understrege, at dette skal ikke opfattes som en klagesang over, at min tid som “gratist” er forbi. Jeg har intet imod at betale fuld pris for en billet – især ikke når jeg har den store fordel, at jeg bor i Roskilde og kan tage hjem og sove i min egen seng hver nat frem for at ligge i et telt på campingområdet.

Men inden der går for meget LinkedIn i den, vil jeg udnævne mine fire højdepunkter fra dette års festival:

The New Eves (Gloria)

En af de bedst anmeldte koncerter på årets Roskilde Festival var Little Simz‘ optræden på Orange Scene om torsdagen. Selv Thomas Treo var begejstret!

Det forstår jeg til fulde. For den lille halve time, jeg nåede at se af koncerten, var noget nær perfekt. Men jeg tvang mig selv til at gå, fordi jeg ville se The New Eves, som var et helt nyt navn for mig, mens jeg havde oplevet Little Simz live før.

Det kom jeg ikke til at fortryde, for koncerten med Brighton-kvartetten blev mit første store højdepunkt. Musikalsk placerer de sig i spændingsfeltet mellem folk og punk, og live er de lidt af en totaloplevelse. Alle fire medlemmer bidrager med vokaler, mens alle med undtagelse af bassisten spiller på mere end et instrument undervejs.

Selv om The New Eves er fra England, er bandets cellist faktisk svensker og hedder Nina Linder-Wind.

Det er hende, som synger på dette nummer og ses i videoen:

Sierra Ferrell (Arena)

Den største positive overraskelse stod Sierra Ferrell for. Hvis jeg skal være ærlig, gik jeg kun til koncerten, fordi dem, jeg var sammen med, ville se hende. Selv havde jeg ikke rigtig nogen idé om, hvem hun var, andet end at det vist var noget med country.

Det indtryk blev kun forstærket, da hendes band gik på scenen iført cowboyhatte og ens nystrøgne skjorter, og de første numre kunne nærmest ikke være mere traditionel country.

Men som videoen nedenunder viser, er Sierra Ferrell selv alt andet end traditionel med sine tatoveringer og piercinger, og efterhånden som koncerten skred frem, blev der lagt flere og flere elementer til lydbilledet, og udtrykket blev tungere og tungere.

Til sidst endte vi helt over i rocken, men stadig tilsat violin og pedal steel guitar samt en stortromme med ordene “Heavy Petal Music”. Det var ganske enkelt forrygende at være vidne til.

Hemlocke Springs (Lagune)

På forhånd var Hemlocke Springs et af de navne, jeg havde set mest frem til, men det var også blandet med en smule ængstelse.

Hendes debutalbum the apple tree under the sea er et årets bedste, men det er stadig forholdsvis nyt for hende at optræde live, og jeg behøvede blot at kigge på Addison Rae senere samme dag for at få bevis for, at et godt popalbum ikke nødvendigvis er lig med en god koncertoplevelse.

I Addison Raes tilfælde hjalp det heller ikke, at hun påtog sig en overgearet lillepige-persona, der meget hurtig blev anstrengende. Jeg holdt kun ud i et kvarter, før jeg gik derfra.

Hemlocke Springs var derimod dejlig kaotisk på den gode måde, selv om det betød, at hun et par gange glemte sine egne tekster.

Men det var alt sammen med til at bidrage til charmen i en koncert, der var koreograferet og bød på rekvisitter som dagbøger og et sværd, men også havde plads til det løsslupne.

Audrey Nuna (Arena)

Hvad gør man, når man har medvirket på et verdenshit, der tilmed har vundet en Oscar, mens man har sin egen solokarriere at pleje i en helt anden genre?

Det er den interessante udfordring, Audrey Nuna står over for efter at være gået fra at være en mindre kendt koreansk-amerikansk rapper til at være en af sangstemmerne i KPop Demon Hunters – den mest sete Netflix-film nogensinde og Oscarvinder for bedste animerede film og bedste sang (“Golden”).

Da Roskilde Festival bookede hende, var det på baggrund af hendes egne udgivelser, og længe inden KPop Demon Hunters blev et globalt fænomen. Så spørgsmålet var, hvordan hun ville håndtere det til sin koncert på Arena?

Antallet af børn blandt publikum antydede, at mange var kommet på grund af KPop Demon Hunters snarere end på grund af Audrey Nunas solomateriale.

Så hun gjorde det eneste, hun kunne gøre. Hun holdt fast i at spille sine egne – ikke altid børnevenlige – sange og fik med hjælp af masser af god energi publikum med sig. Men som koncerten skred frem, lå det hele tiden i baghovedet: Ville hun spille noget fra KPop Demon Hunters?

Cirka totredjedele inde i koncerten gjorde hun det, men det var ikke “Golden”, men derimod en anden sang fra filmen hun valgte at fremføre (“How It’s Done”). Som denne video viser, blev det ganske vel modtaget:

På den måde fik hun på elegant vis tilfredsstillet KPop Demon Hunters-fansene og undgik at skuffe børnene, samtidig med at hun undgik at give køb på sin egen integritet. “Golden” ville have overskygget hele koncerten, mens “How It’s Done” gled bedre ind i sammenhængen.

Audrey Nuna høstede også sympati ved flere gange at tale direkte til børnene blandt publikum og anerkende deres tilstedeværelse frem for at lade som, de ikke var der. Så i sidste ende blev koncerten en studie i, hvordan man balancerer publikums forventninger med ønsket om at bevare ens eget kunstneriske udtryk.

Roskilde Festivals andet K-pop-relaterede navn, Jennie fra Blackpink (topbilledet), blev til gengæld ikke helt den fest, jeg havde håbet på. Første halvdel af koncerten led under, at hun virkede til at have mere travlt med at danse end at synge. Det blev bedre i anden halvdel, hvor de største hits kom, og lydmanden også huskede at skrue op for hendes mikrofon. Men samlet set var det en lidt for ujævn oplevelse.

Hvad med …?

Jeg ved, at mange har David Byrnes koncert på Arena som deres højdepunkt fra årets Roskilde Festival, og jeg ville også gerne have haft den med på min liste. Problemet var bare, at der var så mange til stede, at jeg aldrig formåede at komme ind i teltet (helt min egen fejl, fordi jeg gik for sent derhen), så jeg oplevede den kun via storskærmene.

Ud fra det jeg så og hørte, var det en fremragende koncert, men det blev lidt for distanceret til, at jeg kan gøre den til et af mine højdepunkter.

Derudover fik jeg endelig set en hel koncert med The Cure, mens Gorillaz led under, at Damon Albarn lod sig distrahere af lyden fra en anden scene. Wolf Alice leverede som altid varen live, men har stadig det problem, at de turnerer med deres svageste album.

Gensynet med TV-2 var fornøjeligt nok, og jeg opdagede, at “De første kærester på månen” er det helt store nummer blandt de unge. Det mest bemærkelsesværdige var dog, at eee gee kom ind for at synge “Alt hvad hun ville var at danse” blot en halv time efter, jeg havde set hende spille på Lagune!

Svenske Zara Larsson viste sig at være et større navn, end jeg havde forestillet mig. Det fandt jeg ud af, da jeg var til koncert med spanske Bad Gyal, som havde samlet en pænt stor skare på Arena. Men hen mod slutningen af koncerten begyndte folk stille og roligt at forsvinde, så der til sidst kun stod de allermest trofaste fans i frontpitten og lige udenfor. Alle andre var taget hen for at se Zara Larsson, der var tæt på at samle en lige så stor mængde som The Cure og TV-2.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår hendes popularitet, fordi hendes sange ikke skiller sig nok ud i mine ører. Lily Allen har derimod sangene, men hendes teaterkoncert hørte mere hjemme i en sal end på Orange Scene, og så bliver jeg nok aldrig venner med albumkoncerter som koncept – især ikke når sangene bliver fremført i præcis samme rækkefølge som på albummet.

Så selv om jeg kun var der en lille halv time, endte Little Simz alligevel med at være den bedste koncert, jeg så på Orange Scene i år.