Den halve

I mål og for træt at til juble …

Da jeg i sin tid begyndte at løbetræne, var mit mål at kunne løbe fem kilometer uden pause og på under en halv time. 10 kilometer forekom uopnåeligt, Eremitageløbet (13,3 km) var ren fantasi, og en halvmaraton (21,097 km) var overhovedet ikke i mine tanker, da jeg ligeså godt kunne have sagt, at jeg ville løbe til Månen.

Om en uge er det seks år siden, jeg løb mit første 10 km-løb, året efter havde jeg min debut i Eremitageløbet, og i dag deltog jeg for første gang i Copenhagen Half Marathon og gennemførte i tiden 2:01:36.

Umiddelbart har motionsløb ikke meget med mit forfatterskab at gøre og så alligevel … Mine løbeture har vist sig ikke kun at være gavnlige for min form. Jeg har også fået flere idéer til historier eller fundet ud af, hvordan jeg skulle løse et plotproblem, mens jeg har løbet rundt. Desuden er det set i bakspejlet nok ikke helt tilfældigt, at jeg begyndte at løbetræne næsten samtidig med, at jeg gik i gang med at skrive fiktion igen.

I 2007 debuterede jeg som forfatter med novellen Fru Jensen og den nydelige mand i Himmelskibets sommernummer. Samme år eller året forinden gjorde min læge mig opmærksom på, at mine sukkertal var nået op på et niveau, hvor jeg var i fare for at få diabetes, hvis jeg ikke lagde min livsstil om og begyndte at tabe mig. Det burde være advarsel nok, men der skulle endnu et lægebesøg til, før jeg for alvor tog skeen i den anden hånd. Jeg ændrede mine kostvaner og investerede i et par ordentlige løbesko.

Så hvad har det med mit skriveri at gøre? Hvis jeg skal efteranalysere mine valg i 2007, tror jeg, at jeg ubevidst var kommet frem til, at der skulle ske noget nyt i mit liv, hvor jeg var kørt fast. Jeg gik ikke kun i gang med at skrive fiktion. I de følgende år blev jeg også aktiv i foreningsarbejde (Koreaklubben og Fantastik) og fik udvidet min bekendtskabskreds. Siden måtte jeg sande, at man også kan sige ja til for meget, så de seneste år har jeg prioriteret flere ting fra (Fantasticon og formandsskabet i min ejerforening) for at få mere tid til at skrive. Og nå ja, mine sukkertal faldt til det normale igen.

Men tilbage til CPH Half, som faktisk ikke var min første halvmaraton. Mellem jul og nytår løb jeg en træningstur på 21,1 km for at se, om jeg kunne. Samme dag meldte jeg mig til CPH Half. Min tid på træningsturen var 2:01:52, og derfor tænkte jeg, at det burde være muligt at komme under de to timer i København, da det er en flad rute, mens min egen træningsrute har flere stigninger (tak, Præstemarksvej).

Som min sluttid fra i dag viser, lykkedes det ikke, selv om jeg forbedrede min personlige rekord (ifølge Endomondo løb jeg 21,43 km og nåede halvmaratonen på under to timer (1:59:46), men nu vælger jeg at følge det officielle resultat). Undskyldninger har jeg nok af: En skade i foråret holdt mig ude i en måned, og jeg fik slet ikke løbet i juli, fordi jeg var tre uger i Vietnam og kom hjem med en forkølelse, som det tog mig yderligere et par uger at slippe af med. I det hele taget var jeg spændt på, om bentøjet ville holde, fordi jeg på det seneste har haft ondt efter mine løbeture, men det var heldigvis begrænset, hvad jeg mærkede til det i dag.

Selve løbet gik mere eller mindre efter planen. Jeg var meget opmærksom på at undgå at lægge for hårdt ud, så jeg prøvede at spare på kræfterne og formåede at holde den samme gennemsnitsfart på de første 10 kilometer (5:35 min./km). De næste fem kilometer dalede tempoet, men det var efter 15-16 km, at benene for alvor begyndte at føles tunge, og fra 19 km handlede det bare om at få sat den ene fod foran den anden og komme i mål.

På forhånd var jeg nervøs for, om jeg ville blive kold, mens jeg ventede på at komme til at løbe, men vejret var perfekt, og det var dejlig varmt i startområdet. Der gik også kun 12 minutter, fra løbet blev skudt i gang, til jeg kunne løbe over startstregen. Ude på ruten var der tilskuere overalt, som kom med opmuntrende tilråb, og flere steder var der musikalske indslag, der løftede stemningen. Min favorit var koret, der sang Uprising af Muse (ikke Survival, som jeg først fik skrevet), netop som jeg løb forbi.

Eneste minus: De to kilometer jeg skulle gå for at nå hen til Østerport Station efter at have løbet 21 kilometer …

Etiket: , ,

To mærkedage

Min forfatterkollega A. Silvestri kunne for nylig fejre 10-års jubilæum. Den 15. august 2008 var dagen for hans første udgivelse, novellen When the Music’s Over i Science Fiction Cirklens antologi I overfladen – Lige under overfladen 2.

Samme antologi var også første gang, jeg havde en novelle, Afhøring af offer nr. 5, med i en bogudgivelse, men jeg valgte allerede at fejre mit 10-års forfatterjubilæum sidste år, fordi jeg i sommeren 2007 fik trykt novellen Fru Jensen og den nydelige mand i Himmelskibet og tæller den som min forfatterdebut.

Læs: 10 år som forfatter og Fem år som forfatter

Til gengæld er jeg blevet mindet om et andet jubilæum, jeg havde i weekenden. Den 1. september var det nemlig 25 år siden, jeg begyndte på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.

Jeg må erkende, at jeg ikke blev journalist, fordi jeg drømte om at afsløre magthavere og finde frem til SANDHEDEN eller optræde live i nyhederne. Da jeg nåede det punkt, hvor jeg skulle bestemme mig for, hvad jeg ville være, vidste jeg kun, at jeg godt kunne lide at skrive og fortælle historier.

Det lå lige for at blive forfatter, men jeg var dog så realistisk, at jeg allerede dengang godt var klar over, at der var en meget lille sandsynlighed for, at det ville lykkes (og jeg havde ikke engang overvejet det økonomiske aspekt).

I stedet kiggede jeg på uddannelser, og den eneste, som ellers levede op til mine ønsker, var journalistuddannelsen. Der var dog ét problem: På det tidspunkt fandtes der kun én journalistuddannelse i Danmark, og den lå i Aarhus. Det var nu ikke tanken om at flytte til Jylland, der bekymrede mig, men mere det faktum at man skulle bestå en optagelsesprøve for at komme ind på uddannelsen.

For 25 år siden var der otte gange så mange ansøgere, som der var pladser på uddannelsen, så nåleøjet var ret lille. Jeg gik til optagelsesprøve i foråret 1993 sammen med 1600 andre og syntes, det var sjovt, men regnede ikke med noget. Jeg var kun 20 år, og gennemsnitsalderen på dem, der startede på uddannelsen, var 25 år, så jeg tænkte, at jeg skulle prøve igen året efter.

Og så skete det alligevel. Jeg blev optaget i første forsøg og havde onsdag den 1. september 1993 studiestart på Journalisthøjskolen eller Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), som den hedder i dag. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke var blevet journalist. Som nødløsning overvejede jeg at læse til engelsk-fransk korrespondent på handelshøjskolen, men jeg tvivler på, det ville have været det rette for mig.

Siden den dag har jeg skrevet hundredevis af artikler, interviewet et lignende antal mennesker, besøgt steder man normalt ikke har adgang til, og det er endda også blevet til enkelte afsløringer. Jeg opdagede dog, at når man skriver meget på sit arbejde, har man ikke energi til at skrive i sin fritid, så det var en streg i regningen i forhold til forfatterdrømmen.

Det ændrede sig først, da jeg blev redaktionssekretær og begyndte at skrive mindre på arbejdet, og i 2007 kom jeg igen i gang med at skrive fiktion efter 10 års pause. I dag er jeg redaktionsleder på Dagbladet Roskilde – min arbejdsplads de sidste 20 år – og selv om jeg primært er redigerende, skriver jeg stadig artikler til avisen, men i de mest travle perioder kan jeg godt mærke, at jeg ikke får skrevet så meget derhjemme.

Hvis jeg var blevet spurgt for 25 år siden, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville ende med at blive både journalist og forfatter. Jeg havde dog ret i én ting: Begge dele er sjove, men det er lettere at leve af det ene end af det andet.

Jeg kan i øvrigt se, at jeg for fem år siden også var for sent ude med mit 20-års jubilæum på Journalisthøjskolen:

Læs: It was 20 years ago … (inklusiv en novelle, jeg skrev i 1993)

Etiket: , , , , , ,

Og så kommer der to på én gang

Det er ikke så tit, jeg bliver spurgt, om jeg vil stille op til noget som forfatter, men nu vil tilfældet så, at jeg kan opleves til to forskellige arrangementer på samme dag.

Torsdag den 6. september skal jeg om formiddagen deltage i et panel på Ungdommens Folkemøde i Valbyparken, og om eftermiddagen er jeg med til foredraget Krimier og gys i Brøndby, hvor jeg fortæller om min prisbelønnede novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.

På Ungdommens Folkemøde er jeg med i panelet Tilbage til fremtiden, der har fået følgende beskrivelse:

“Science fiction-forfatter Lars Ahn, fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen og litteraturanmelder på Politiken Felix Thorsen Katzenelson taler om, hvordan science fiction afspejler samfundsstrukturer og tendenser i fortiden, nutiden og fremtiden. Kom og mærk vingesuset fra en anden tid og hør højtlæsning af udvalgt science fiction-litteratur. Moderator: Veronika Ahrensbøll Schultz.”

Det er kl. 10.30-11.15 på Lille Scene.

Derefter skal jeg skifte til horror med Krimier og gys, der er et AOF-foredrag, som forfatteren Tue Omø har taget initiativ til, hvor fire forfattere fortæller om gys i forskellige genrer. Tue Omø udgav i 2017 romanen Eternal DarkRay på forlaget Enter Darkness, som står bag gyserantologiserien Fortællinger fra mørket. Jeg havde novellen Hvor hesten ligger begravet med i den første Fortællinger fra mørket og er også med i den endnu ikke udgivne Fortællinger fra mørket 3 med novellen Må ikke forstyrres.

Lene Fischer er en af de andre forfattere fra Fortællinger fra mørket 3, og hun vil læse op fra sin novelle Kattespor, mens den fjerde forfatter er David Garmark, der fortæller om sin nye roman Love City. Det var David og hans bror Stephan, som i efteråret inviterede mig til Aarhus for at læse op til udgivelsesreceptionen for deres fælles roman Rakelsminde.

Krimier og gys foregår i Café 13, Kisumparken 2, 2660 Brøndby Strand og varer fra klokken 14 til 16. Der er gratis adgang.

I første omgang var jeg ellers nødt til at sige nej til foredraget i Brøndby, fordi det lå samtidig med Ungdommens Folkemøde, der havde henvendt sig først. Men så blev science fiction-panelet flyttet til om formiddagen, og det gjorde, at jeg alligevel kunne være med, hvilket dog skete så sent, at jeg ikke fremgår af foredragets oprindelige beskrivelse.

Så den 6. september bliver en travl dag, og som om det ikke er nok, skal jeg om aftenen til en whiskysmagning i Taastrup …

Derfor er min nye novelle en filmanmeldelse

De fremmede – Lige under overfladen 13, det seneste bind i Science Fiction Cirklens antologiserie, er netop udkommet, og jeg er med for 11. gang. Mit bidrag hedder Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7, og som titlen antyder, er novellen skrevet som en anmeldelse, nærmere bestemt en anmeldelse af en fiktiv dokumentarfilm. Og hvorfor nu det?

Kendere af mit forfatterskab vil vide, at jeg ofte har eksperimenteret med novelleformen. Min debut i Lige under overfladen-sammenhænge, Afhøring af offer nr. 5, var udformet som en afhøringsrapport, og siden har jeg skrevet noveller, der er lavet som nytårstaler (Kongens nytårstale), Facebook-opslag (Blomstervanding) og en kronik (Århundredets mand). Så springet til at skrive en fiktiv filmanmeldelse var derfor ikke så stort.

Som jeg har fortalt i et tidligere indlæg, var Anmeldelse af Genforeningen … en nødløsning, en redning på stregen, fordi jeg var nødt til at opgive den novelle, jeg ellers havde planlagt at sende ind. Jeg havde faktisk nået at forlige mig med, at jeg for første gang siden 2008 ikke ville være med i Lige under overfladen, da jeg få dage før deadline fiskede en gammel idé frem.

Lige siden jeg var lille, har jeg været fascineret af tanken om at rejse i rummet, og det er en væsentlig årsag til min interesse for science fiction. Men min fascination har samtidig været blandet med skræk og rædsel, for hvad nu hvis man strandede ude i rummet uden mulighed for at komme hjem og ikke havde andet valg end at vente på, at ilten og forsyningerne slap op? Det er det ultimative øde-ø-scenarie, bortset fra at øen i dette tilfælde er et rumfartøj omgivet af det luftomme og iskolde rum, så ikke alene kan man se frem til en langsom død, men den finder samtidig sted i klaustrofobiske omgivelser.

Min fascination/frygt gav mig lyst til at skrive om en rumekspedition, der går gruelig galt, men den slags historier er blevet fortalt utallige gange, så jeg ledte efter en ny vinkel. Det førte til idéen om en dokumentarfilm om ekspeditionen, baseret på interviews med de overlevende, men så besluttede jeg at lægge et ekstra lag oven på ved at beskrive begivenheden gennem en filmanmeldelse. Men efter at være nået frem til den erkendelse gjorde jeg ikke mere ved idéen. Den blev lagt til side til senere brug, og der fik den lov til at lægge, indtil jeg pludselig kom i tanker om den igen.

Da jeg endelig gik i gang med at skrive novellen, viste det sig, at filmanmeldelse-formatet havde et par indbyggede fordele. Én af dem var, at det gav mig mulighed for at have en subjektiv fortæller, der kunne komme med sine egne personlige kommentarer til det, der var sket. En anden åbenlys fordel var, at filmanmeldelser typisk ikke er særlig lange, så jeg kunne skrive novellen ret hurtigt og nå at blive færdig inden deadline.

I forhold til mine andre noveller i Lige under overfladen-serien skiller Anmeldelse af Genforeningen … sig ud ved at være den suverænt korteste, jeg har sendt ind. Jeg har ellers ofte har præsteret at stå for det længste bidrag med den 20.000 ord lange Alien Ghost Ballet som rekordindehaveren. Den kom med i Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3, selv om max-længden på det tidspunkt var 10.000 ord (er siden hævet til 15.000 ord). Denne gang er det omvendte faktisk tilfældet. Det ses helst, at de indsendte noveller er på mindst 3000 ord, men det kunne jeg ikke engang komme op på med Anmeldelse af Genforeningen …, som kun er på 2400 ord. Indtil da havde mine øvrige LUO-noveller været på mellem 5000 og 11.000 ord, mens mine korteste noveller i det hele taget var Langt ude i skoven og førnævnte Blomstervanding, som begge er på 3500 ord.

Og så er der den lange titel. Da jeg skrev titelnovellen til min seneste samling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, gik jeg ud fra, at det ville blive den længste titel, jeg nogensinde ville udstyre en historie med. Men nej, den 48 tegn lange Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7 slår den noget så eftertrykkeligt. Onde tunger vil med en vis ret kunne påstå, at det er lige før, at titlen er længere end novellen.

Læs et uddrag af novellen

PS Anmeldelse af Genforeningen … har en forbindelse til en af mine tidligere noveller fra Lige under overfladen-serien. Spændt på at se, om der er nogen, som finder den.

Etiket: , , ,

Comeback til Månebase Rødhætte

Seks år efter at den var titelnovellen i min første novellesamling, og fem år efter at den vandt Niels Klim-prisen for bedste kortroman, er Månebase Rødhætte (aka den med varulvene på Månen) tilbage.

Tidligere i år fik jeg en henvendelse fra Science Fiction Cirklen, som gerne ville udgive en samling med udvalgte noveller, der havde været nomineret til Niels Klim-prisen i årene 2011 og 2012. I mit tilfælde var det Månebase Rødhætte, der var udvalgt, og det sagde jeg ja til.

Det krævede dog også, at jeg genlæste novellen for at tjekke den igennem for eventuelle slå- og stavefejl, der var blevet overset i første omgang. Det var lidt af en opgave, da den er på 21.500 ord, hvilket gør novellen til den længste, jeg har skrevet. Og ja, jeg fandt faktisk et par slå- og stavefejl, men mest af alt fjernede jeg en masse overflødige at’er.

Samlingen har fået titlen Underjordisk himmel som en reference til Niels Klim. Bogen har endnu ikke fået en officiel udgivelsesdato, men den forventes at udkomme omkring Fantasticon 21.-23. september. De øvrige forfattere i bogen er Manfred Christiansen, Richard Ipsen, Jesper Rugård Jensen, Michael Kamp, Maria Kjær-Madsen, Flemming Rasch, A. Silvestri, Kristian Peter Sjøgren, Glen Stihmøe, Camilla Wandahl og Gudrun Østergaard.

Læs om baggrunden for Månebase Rødhætte

Læs et uddrag af Månebase Rødhætte

Eventyrantologien #moderneeventyr, der indeholder min novelle Prinsessen på ærten, er blevet anmeldt af Bogrummet.dk, som dog er lidt halvlunken over for den.

Læs anmeldelsen her

Etiket: , , , , , ,

Mens jeg var væk

Knapt nok er man nået at tage på ferie, før det pludselig vælter ind med nyheder om ens forfatterskab. Og når man så kommer hjem fra ferie, har man så travlt med arbejde og diverse deadlines, at der går over halvanden uge, før man får tid til at opdatere sin hjemmeside.

Så her er, hvad der er sket, mens jeg har været væk:

Horror-novelle antaget

Min novelle Må ikke forstyrres kommer med i forlaget Enter Darkness’ antologi Fortællinger fra mørket 3. Jeg var med i den første Fortællinger fra mørket med novellen Hvor hesten ligger begravet. Jeg prøvede også at komme med i toeren, men blev valgt fra, så det føles ekstra godt at være tilbage. Må ikke forstyrres er på 12.600 ord og handler om en lidt for nysgerrig hotelgæst.

Steampunk-novelle antaget

Temaet for årets Fantasticon er steampunk, og i den forbindelse inviterede arrangørerne en række forfattere, deriblandt undertegnede, til at bidrage til en antologi med danske steampunknoveller. Min novelle hedder Engle og støv og er på 7500 ord. Hovedpersonen er en teenagepige, der drømmer sig væk fra en støvfyldt flække og får chancen, da en person fra hendes forældres fortid dukker op med et dampfly.

Eventyr-novelle anmeldt

I juni udsendte Forlaget Silhuet antologien #moderneeventyr, hvor jeg medvirkede med novellen Prinsessen på ærten. Den er siden blevet anmeldt på bloggen Din Boganmelder, hvis anmelder rigtig godt kan lide min version af H. C. Andersens eventyr. Hun sammenligner den også med en forfatter og en bogserie (The Selection af Kiera Cass), som jeg indtil da aldrig havde hørt om.

Læs anmeldelsen her

To nye noveller (igen)

Som beskrevet i mit forrige indlæg havde jeg deadline på to forskellige skriveprojekter den 1. juni. Den ene var den førnævnte steampunknovelle, mens den anden var en horrornovelle, som et forlag havde bedt mig om at skrive. Sidstnævnte viste sig dog langt fra at være færdig, og jeg brugte en stor del af juni på at revidere og forbedre historien, inden jeg tog til Vietnam i tre uger. Hjemme igen har jeg så foretaget de sidste ændringer, men nu skulle den være helt færdig. Den endte med at blive på 9700 ord, og jeg kan fortælle meget mere om den senere på året.

I mellemtiden har jeg også nået at skrive og indsende en novelle til Silhuets nye novellekonkurrence, Kærlighed 2.0 – Problemer på nettet. Den har fået titlen Trold og er på 5700 ord.

Dato på Lige under overfladen 13

Science Fiction Cirklen har sat en udgivelsesdato på De fremmede – Lige under overfladen 13, og det er faktisk lige om lidt, for antologien udkommer den 15. august. Blandt de 31(!) noveller finder man min novelle med den umanerligt lange titel Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7. Til gengæld er den kort (2400 ord).

Og så kan jeg fortælle, at en af mine gamle science fiction-noveller bliver genudgivet til efteråret, men mere om det senere …

 

 

Etiket: , , , , , , , , ,

Tilbage til overfladen

Sidste år medvirkede jeg kun i en enkelt antologi (Efter fødslen – Lige under overfladen 12). Indtil da havde jeg haft noveller med i mindst to om året siden 2008, så det er med glæde, jeg kan konstatere, at 2018 ikke bliver en gentagelse. Den 28. maj udkom #moderneeventyr med min novelle Prinsessen på ærten, og forleden fik jeg besked om, at jeg igen har fået en novelle med i Science Fiction Cirklens årlige antologi Lige under overfladen, hvis 13. udgave er planlagt til udgivelse i efteråret. OPDATERING: Titlen på Lige under overfladen 13 bliver De fremmede.

Tidligere i år fortalte jeg om, hvordan det var med nød og næppe, at jeg fik indsendt en novelle, så jeg var lidt spændt på, om den ville slippe gennem nåleøjet, som dog viste sig at være halvstort i år, da redaktøren har valgt at tage lidt under halvdelen af de indsendte noveller med i antologien (31 ud af 64).

Min novelle hedder Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7 og er med sine 2400 ord, den korteste jeg hidtil har indsendt til Lige under overfladen, men har til gengæld den suverænt længste titel! Forklaringen på titlen er, at novellen er skrevet som en anmeldelse af en fiktiv dokumentarfilm om en fejlslagen rumekspedition.

I år er det 10 år siden, at jeg første gang havde en novelle med i SFCs serie – Afhøring af offer nr. 5 i I overfladen – Lige under overfladen 2 – og siden har jeg medvirket hvert år, så det bliver min 11. gang.

To nye noveller

Efter et par hektiske måneder føler jeg, at jeg har fået luft igen. Der har været knald på både arbejdsmæssigt og på skrivefronten med flere deadlines, der nærmest lå samtidig eller i halen på hinanden.

I begyndelsen af marts fik jeg en invitation til at deltage i en antologi, der skal udgives i forbindelse med Fantasticon 2018. Temaet for årets con er steampunk, så det betød, at jeg skulle give mig i kast med en genre, jeg kun havde begrænset kendskab til.

Mens jeg tyggede på den, fik jeg en henvendelse fra et forlag, som spurgte, om jeg kunne tænke mig at skrive en horrornovelle til et halloween-projekt med udgangspunkt i en eksisterende dansk spøgelseshistorie eller vandrehistorie.

Da det altid er smigrende at blive bedt om at skrive noget (og tilmed med honorar), sagde jeg selvfølgelig ja til begge invitationer. Eneste problem: Begge projekter havde deadline den 1. juni, og kalenderen sagde slutningen af marts, og jeg havde ikke den fjerneste idé til nogle af novellerne.

Steampunk-novellen var den, jeg først kom i gang med, men det var mere fortællerens stemme og stedet, jeg havde på plads, mens jeg stadig ikke vidste, hvad handlingen skulle være. Min oprindelige plan var at bruge april på steampunk-novellen, mens maj var helliget spøgelseshistorien. Men da jeg blev færdig med steampunk-novellen, var maj en uge gammel, og hvad værre var: Jeg havde stadig ikke en klar idé til spøgelseshistorien.

Jeg var så småt ved at indstille mig på, at det ikke ville lykkes at finde på noget i tide, da idéen pludselig var der alligevel. Nu var spørgsmålet, om jeg ville kunne nå at skrive novellen inden deadline, for der var også et længdekrav at tage hensyn til. Spøgelseshistorien skulle være på 50.000 anslag, svarende til cirka 9000 ord, så der var tale om en halvlang novelle. Til sammenligning måtte steampunk-novellen højst være på 7500 ord.

Det blev et kapløb med tiden, men jeg nåede i mål inden for fristen, blandt andet takket være en skriveweekend hos min mor, hvor jeg fik skrevet hele 4000 ord. Nu kan jeg ikke gøre andet end at vente spændt på, om novellerne bliver vurderet til at være egnede til udgivelse. Jeg venter også på besked, om jeg får en novelle antaget i Fortællinger fra mørket 3, så hvis alt lykkes, kan 2018 blive det år, hvor jeg er med i flest udgivelser (2011 og 2013 deler rekorden med fire udgivelser).

Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg kan tillade mig at slappe af, for lige nu er der to andre novellekonkurrencer, jeg har kig på, og der er snart deadline på dem …

Etiket: , , , , , ,

#dervarengang

Sommeren er kommet, og det samme er årets første bogudgivelse. Forlaget Silhuet har udgivet antologien #moderneeventyr, hvor jeg medvirker med novellen Prinsessen på ærten.

Hvis titlen lyder bekendt, så det er fuldt ud bevidst. Udgangspunktet for Silhuets novellekonkurrence var, at man skulle skrive moderne udgaver af kendte eventyr og bruge den samme titel.

Jeg valgte H. C. Andersens Prinsessen på ærten, der i min fortolkning udspiller sig i et realityshow, men stadig handler om at finde “en rigtig prinsesse” ved hjælp af en ært og en seng.

Læs et uddrag af novellen her

De øvrige forfattere og eventyr i #moderneeventyr er: Nicole Boyle Rødtnes (Snehvide, som også vandt konkurrencen), Lea K. E. Landgreen (Den grimme ælling), Beatrix M. G. Nielsen (Alice i Eventyrland), Maja Møller (Det er ganske vist), A. Silvestri (Historien om en moder), Jacob F. H. Petersen (Kejserens nye klæder), Tenna Vagner (Den lille pige med svovlstikkerne), Annette Skibby (Svinedrengen) og Sigrid Groth Nielsen (Tommelise).

Så hvorfor valgte jeg Prinsessen på ærten? Det oprindelige eventyr bygger på en absurd idé, men det gør de fleste realityshows også, så jeg besluttede mig for at kombinere de to. Samtidig ville jeg adressere, at prinsessen i eventyret ikke havde noget valg, men at det bare blev antaget, at hun selvfølgelig ville have prinsen. Endelig kom novellen også til at handle om venskab og om ikke at dømme folk ud fra det første indtryk.

Et ekstra benspænd var for mit vedkommende, at antologien henvender sig til teenagelæsere, og det er ikke just en målgruppe, jeg er vant til at skrive til. Derimod er det ikke nyt for mig at lave nyfortolke eventyr, så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle deltage i konkurrencen.

Her er mine øvrige eventyrbaserede noveller:

Fortsættelse til et eventyr (uddrag)
Til deres dages ende (uddrag)
Havfruens himmelfærd
Torne
Har du hørt havfruerne synge?

Min første novellesamling hedder godt nok Månebase Rødhætte, men titelnovellen har faktisk ikke så meget med eventyret at gøre, men handler mere om varulve … på Månen.

Etiket: , ,

Mere Vampyros Lesbos

Så hvad er der sket siden sidst? Jeg har indsendt en novelle til Fortællinger fra mørket 3, har skrevet en anden til en steampunk-antologi og skal nu i gang med en tredje, der skal være færdig inden den 1. juni, så der er nok at se til. Ellers har jeg på det seneste brugt mest tid på mit arbejde, som jeg stadig ikke har sagt op.

Og så er der kommet endnu en anmeldelse af min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, denne gang fra bloggen Et kapitel mere, som blandt andet skriver:

Lars Ahn er virkelig eminent til at skrive noveller. Jeg har læst flere af hans noveller med stor fornøjelse. Han har et godt greb om dem og fortæller mange gange nogle virkelig interessante historier.
Novellerne er velskrevet, og Ahn er god til at bruge horrorens virkemidler på anderledes og nogle gange uventede måder. Dette medvirker til at novellerne fremstår friske og skarpe.

Læs hele anmeldelsen her: Bare et kapitel mere: Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos

Min forfatterkollega Sheila Eggenberger har også været så venlig at give Vampyros Lesbos et par ord med på vejen. Vi mødtes til Dansk Horror Selskabs generalforsamling i efteråret, og hun har efterfølgende lavet et indlæg på sin hjemmeside, hvor hun skriver om min novellesamling samt to andre danske horrorudgivelser, Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen og Lucie af Anne-Marie Vedsøe Olesen. Så jeg er i fornemt selskab. Som det fremgår af nedenstående, skriver Sheila på engelsk:

“I’ve had my nose stuck in it at intervals all this Easter break, and it’s no surprise to me that these nine stories, written with verve, nerve and gusto in a deceptively simple style should get all the credit they – and their author – surely deserve because dayum, they’re good. I’ll never look at sidewalk cracks, cult B-movies or even Facebook in quite the same way ever again.”

Her er hele indlægget: Quantum Demonology: A Trinity of Terrors

Og så må jeg ellers komme tilbage til skriveriet.

Etiket: ,

Fredag den 13. – del 2

Det var med en vis nervøsitet, at jeg mødte op på Roskilde Bibliotek fredag den 13. april – og ikke kun på grund af datoen. Som nævnt i mit forrige indlæg havde biblioteket inviteret mig til at læse op fra min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, efter den havde modtaget prisen Årets Danske Horrorudgivelse.

Det var jeg selvfølgelig beæret over, ikke mindst fordi jeg bor og arbejder i Roskilde. Men samtidig meldte tvivlen sig. Ville der overhovedet dukke nogen op til arrangementet? Jeg har før læst op for et publikum, men det har altid været sammen med andre forfattere eller i forbindelse med begivenheder som Fantasticon eller Kulturnatten i København. Jeg havde aldrig prøvet at være eneste navn på plakaten (bogstavelig talt, som billedet her viser).

“Bare der kommer fem,” tænkte jeg, selv om jeg havde svært ved at forestille mig, hvem de skulle være. Min far havde på forhånd meldt sin ankomst, men ham ville jeg nødig tælle med i regnskabet, fordi han jo, trods alt, er min far.

Bla bla bla … Foto: Poul Erik Bermann

Men hvordan gik det så? Der kom faktisk fem (udover min far). To af dem var personer, som jeg kendte mit arbejde som journalist på Dagbladet Roskilde, fordi jeg har skrevet om dem flere gange. Én var bibliotekar (men ikke hende, jeg var i kontakt med omkring oplæsningen), og de to sidste var nogle, som jeg ikke havde mødt før, men som dukkede op af ren nysgerrighed. Det lykkedes mig at læse op og tale om mit forfatterskab i lidt over en time, og jeg solgte endda tre eksemplarer af Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, så det endte med at blive en rigtig god oplevelse.

Fem tilhørere er selvfølgelig ikke meget, men jeg havde seriøst set i ånden, at jeg ville komme til at sidde og kukkelure sammen med min far. Jeg mener, en oplæsning på et bibliotek en fredag efter fyraften med en ukendt forfatter, der skriver noget så ukommercielt som horror for voksne? Selv i mine ører lyder det ikke som noget trækplaster, så fem fremmødte er for mig en god begyndelse.

Apropos bibliotek, så var fredag den 13. april også dagen, hvor der blev udbetalt bibliotekspenge eller biblioteksafgift, som er den officielle betegnelse. Jeg har fået en del af kagen siden 2014, efter jeg kom over minimumsgrænsen på grund af min første novellesamling Månebase Rødhætte. De efterfølgende år steg beløbet samlet set kun med 1000 kr. – fra 4.700 til 5.700 kr. – men denne gang fik det et ordentlig nøk opad til 7.300 kr. Hovedårsagen er selvfølgelig, at Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos tæller med i regnskabet for første gang, men det er heller ikke uden betydning, at e-bøger også er begyndt at udløse bibliotekspenge.

Jeg har valgt at nævne, hvad jeg modtager, da listen alligevel er offentlig tilgængelig:

Modtagere af biblioteksafgift 2018 (jeg står på side 44 ud af 125, så jeg nærmer mig den øverste tredjedel)

Samlet set har jeg i løbet af de fem år modtaget cirka 28.500 kr., hvilket ikke engang svarer til en månedsløn. Så nej, jeg har fortsat ingen planer om at sige mit job op – heller ikke selv om det går støt og roligt fremad.

Etiket: , , ,
%d bloggers like this: