Kimchi Museum i COEX Mall i Seoul, Asiens største butikscenter, hvor min novelle "Pigen, der ikke spiste kimchi" begynder.

Typisk. Her venter man et år på en udgivelse, og så kommer der to på én gang.

Dette års Bogforum byder på lanceringen af to antologier, hvor jeg bidrager med en novelle, og det bliver samtidig mine første udgivelser i 2019. Den ene er med i en gammel kending, den 14. udgave af Science Fiction Cirklens Lige under overfladen-serie, mens den anden udgives af et helt nyt bekendtskab, Forlaget Petunia.

Men lad os tage novellerne i den rækkefølge, de blev skrevet.

Fire år senere

Tænk hvis vi en morgen vågnede op og opdagede, at vi havde glemt de seneste fire år. Det er udgangspunktet for min science fiction-novelle Fire år senere, som er med i Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14.

Læs et uddrag af novellen her

Selv om science fiction-historier ofte foregår i fremtiden, handler de som regel i virkeligheden om nutiden, og det er i høj grad tilfældet med Fire år senere.

Inspirationskilden var 2016, som af flere er blevet udråbt til det værste år i nyere tid. Det var året, hvor blandt andre David Bowie, Alan Rickman, Prince, Leonard Cohen og Carrie Fisher døde (Carrie Fishers mor Debbie Reynolds døde tilmed dagen efter sin datter), Storbritannien stemte for Brexit, og Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg.

Slate.com: Is 2016 the worst year in history?

2016 kunne ikke blive overstået hurtig nok, kunne jeg forstå ud fra de sociale medier, men det var nu ikke fordi, det så meget bedre ud i 2017, 2018 og 2019, selv om der også er folk, der prøver at fortælle, at så galt står det heller ikke til.

Medium.com: Annus horribilis – was 2016 all that bad?

Men hvad nu hvis nogen simpelthen slettede de seneste fire år fra vores hukommelse? Ville vi blive lykkeligere af det, eller ville vi bare fortsætte som hidtil og gentage vores fejl? Fire år senere er et forsøg på at beskrive den mismod, der ser ud til at have spredt sig blandt mange verden over, fordi de føler, at vi ikke længere har kontrol over vores egen fremtid.

På Bogforum fortæller redaktør Carl-Eddy Skovgaard om Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14 på Science Fiction Cirklens stand (C3-036) i to omgange: Fredag den 15. november kl. 15.05 og søndag den 17. november kl. 13.05.

Pigen, der ikke spiste kimchi

Apropos 2016, så var det året, hvor jeg lavede en aprilsnar om, at jeg ville droppe de fantastiske genrer til fordel for autofiktionen. Og sandt er det, at jeg indtil nu har undladt at bruge mig selv alt for meget i min fiktion, især min baggrund som adopteret fra Sydkorea.

Det bliver der lavet om på med Pigen, der ikke spiste kimchi, som er min til dato mest selvbiografiske novelle og så alligevel ikke. Jeg kommer ikke uden om, at novellen er baseret på mine tre besøg i Sydkorea, og de følelser de vakte i mig.

Beskrivelsen af hvordan det er at være i et land, hvor alle ligner dig, når du er vant til at være den, der skiller sig ud i mængden, men samtidig kan mærke, at du er anderledes end koreanerne, fordi du er vokset op i en anden kultur, er taget direkte fra mine egne oplevelser. Det samme er mange af observationerne fra Sydkorea og tankerne om, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg ikke var blevet adopteret.

Men så er der alt det andet, der ikke er baseret på mig. Hovedpersonen er en 14-årig pige, ikke en 46-årig mandlig journalist/forfatter, og jeg har aldrig haft en overnaturlig oplevelse, hverken herhjemme eller i Sydkorea. Jeg har heller aldrig været på en kulturrejse, besøgt mit gamle børnehjem eller mødt min plejefamilie, som min hovedperson gør i novellen. Og vigtigst af alt: Modsat hende elsker jeg kimchi og koreansk mad!

Kimchi jjigae eller kimchi-suppe. En ret, som hovedpersonen i min novelle ikke vil kunne lide.

Det har på en måde været en grænseoverskridende oplevelse for mig at skrive Pigen, der ikke spiste kimchi, men jeg var allerede inde i øvelsen, da mine hovedpersoner i den roman, jeg er i gang med, begge er adopterede fra Sydkorea. Modet til at trække endnu mere på personlige erfaringer kom efter, jeg skrev Fortovsdrab, der er baseret på mine barndomsoplevelser.

Bag novellen: Pas på fortovet

En anden udfordring var, at Pigen, der ikke er spiste kimchi er skrevet til Mørkets gerninger, der er en horrorantologi for YA-læsere (YA=Young Adult, eller ungdomslitteratur på gammeldags dansk). Så ikke alene skulle jeg sætte mig ind i hovedet på en teenagepige, men jeg skulle også være opmærksom på mit sprog. Jeg har dog tidligere prøvet at skrive noveller til en yngre målgruppe (senest Prinsessen på ærten til #moderneeventyr), så større var problemet heller ikke. Desuden var antologiens redaktør Tenna Vagner god til at guide og komme med forslag til at forbedre historien, som gerne skulle være blevet tilpas uhyggelig.

Forlaget Petunia holder bogreception for Mørkets gerninger på Bogforum lørdag den 16. november kl. 16 på stand B3-012 og lægger løbende præsentationer af de medvirkende forfattere ud på Facebook. Jeg er blevet lagt ud som nummer to i rækken.

For de interesserede er her links til to indlæg fra mine rejser til Sydkorea:
10 ting jeg lærte i Korea (2013)
Fem lektioner fra Korea (2010)

Etiket: , , , , , , ,

Udsigten fra mit "kontor" på Santorini.

Det er for alvor blevet efterår, og så er det åbenbart tid til at gyse. I hvert fald har Biblioteket Frederiksberg lavet listen “Et godt gys” med anbefalinger af bøger. Listen indeholder værker af kendte udenlandske forfattere som Neil Gaiman, Joe Hill, Jeff VanderMeer og Shirley Jackson, men også danske forfattere som Anne-Marie Vedsø Olesen, Steen Langstrup, Michael Kamp, Teddy Vork, A. Silvestri, Helene Hindberg … og mig. Klik på nedenstående link for at se, hvilken af mine bøger der er kommet med i det fornemme selskab.

Biblioteket Frederiksberg: Et godt gys

Apropos gys, så nævnte jeg i mit forrige indlæg, at min novelle Pigen, der ikke spiste kimchi var blevet optaget i en antologi med gysere for unge fra Forlaget Petunia. Siden sidst har bogen fået titlen Mørkets gerninger, og novellen er blevet redigeret og strammet til, så den nu er kommet ned på 11.400 ord. Antologien udkommer på Bogforum den 16. november.

Turen gik til Santorini

I samme indlæg kom det frem, at det var skrevet, mens jeg befandt mig på den græske ferieø Santorini, og hvad lavede jeg så der? Jo, jeg var på et efteruddannelseskursus med titlen “Skriv langt – få det gjort”.

Kurset henvendte sig til journalister, der vil skrive lange artikler, men var også for dem, som vil prøve kræfter med fiktionens verden, og da jeg er i gang med en roman, meldte jeg mig til og blev optaget. Men hvorfor lige Santorini? Ifølge arrangørerne kunne det utrolig nok bedre betale sig at tage til Grækenland end at indkvartere sig på et kursussted i Jylland med ophold og forplejning.

En del af forklaringen på den lave pris var sikkert, at det var sidst på feriesæsonen, og hverken vores hotel eller byen Perissa på øens sydkyst, hvor vi boede, var overrendt af turister. En anden fordel ved at være på Santorini i uge 38 var, at vi slap for den værste sommerhede. Middagssolen var stadig skarp og brændende, men temperaturen holdt sig på 24-25 grader og kom ikke under de 19 grader om natten.

Flere af os fik for vane at begynde dagen med en morgendukkert i havet, men den sidste dag stod vi ekstra tidligt op, så vi kunne se solopgangen. Sandet på Santorinis sydkyst er helt sort, og vandet var dejlig varmt, så det føltes ikke som om starten af oktober.

Arbejd, arbejd

Selv om vi var der i arbejdsmæssig sammenhæng, er det ikke til at komme udenom, at det også føltes lidt som en halv ferie. Vi fik i hvert fald alle ladet batterierne op og var rørende enige om, at vi godt kunne have klaret en uge til på øen – især da vi hørte, hvor koldt det var blevet hjemme i Danmark.

Men vi var der også for at skrive, og som jeg har erfaret af mine ophold på Hald Hovedgaard, kan man få vældig meget fra hånden, når man ikke har andet at tænke på. Hver dag var planlagt, så formiddagene var sat af til skrivning, mens alle på holdet fik en halv times coaching om eftermiddagen.

Personalet på hotellet undrede sig over de danske gæster, som hver dag sad og tastede løs på deres computere, mens alle andre lå omkring swimming poolen.

Som afslutning var der tre kvarters Walk & Talk, hvor man skulle tale om sit projekt med en af de andre deltagere (i løbet af ugen udviklede det sig til Swim & Talk, fordi de fleste af os endte nede på stranden), inden vi fik en times oplæg af vores undervisere Tina Andersen og Lone Theils.

Sidstnævnte er journalist, men er også krimiforfatter, så jeg valgte at blive coachet af hende hele ugen, da jeg syntes, det gav mest mening, når mit projekt var en roman. Hvad angår selve romanen, fik jeg ikke skrevet så meget på den, som jeg havde regnet med. Det blev kun til lidt over 4000 ord. Til gengæld fik jeg styr på en masse af “udenoms-detaljerne” så som personkarakteristik på hovedpersonerne og spillereglerne for romanens overnaturlige element.

I forvejen havde jeg en synopsis på nutidshandlingen i romanen, men undervejs er det gået op for mig, at der også skal være et fortidsspor, og den del har jeg nu fået på plads. Det er alt sammen noget, jeg burde have lavet på forhånd, men nogle gange er det lettere bare at skrive videre på historien og udskyde det besværlige baggrundsarbejde til senere. Nu er det af vejen, og jeg føler, at ugen på Santorini har givet et mere klart billede af, hvad jeg vil med romanen, og hvor meget jeg mangler, før den er færdig.

Vi havde en enkelt fridag, hvor vi tog på sightseeing på Santorini og opdagede, at øen stadig er fyldt med turister. Hovedbyen Fira var mest af alt en turistfælde, mens Oia på nordkysten til gengæld var et mere charmerende bekendtskab, selv om den også myldrede med turister. Oia er især kendt for sine solnedgange, og vi endte med at stå sammen med et par tusinde andre for at se solen gå ned. På trods af det var det faktisk en stor oplevelse.

Skriv kort

Det vakte megen morskab blandt mine medkursister på “Skriv langt – få det gjort”, at jeg skulle på et andet efteruddannelseskursus ugen efter, vi kom hjem – ikke mindst fordi det hed “Fortællinger på 500 ord”.

Pudsigt nok viste det sig, at de to kurser faktisk havde mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro, fordi begge handlede om, hvordan man strukturer en fortælling. Principperne er i bund og grund de samme, uanset om ens historie er på 500 ord, 5000 eller 50.000.

Her er resultatet af en af øvelserne fra kurset, hvor vi blev sendt ud på gaden for at finde en historie. For mit vedkommende blev det til dette 300 ord lange portræt af en japansk gademusiker, som jeg mødte ved Nørreport Station:

Selv når ingen ser hende spille, er Tomoko Inoue aldrig alene. Den 28-årige japaner kom til Danmark i januar for at være her et år. Siden har hun næsten hver dag bevæget sig ud i Københavns gader for at spille på sin saxofon i to timer. Også i vinter, hvor det var ”very cold”, som hun udtrykker det på sit begrænsede engelsk.

Det var interessen for nordisk jazz, der fik hende til at forlade Osaka, hvor hun underviste i at spille saxofon og ellers optrådte på hjembyens jazzklubber og barer. I København har hun også slået sine folder på barer og klubber og til fester, og på søndag skal hun ud sammen med en trommeslager og en bassist. Men det er langt fra nok for Tomoko.

”I like to play,” siger hun, og det er årsagen til, at hun ikke kan lade være med at bijobbe som gademusiker.

Det lader ikke til at genere Tomoko, at folk ikke stopper op og lytter. Hun virker i sin egen verden, når hun spiller, og hun er faktisk ikke helt alene.

På et stativ lige til højre for hende har hun sat sin smartphone i øjenhøjde, så dagens optræden på Nørreport Station bliver sendt live ud på de sociale medier. Skærmen afslører, at der er flere, som følger med fra Japan, selv om klokken derovre er over 22.

På fliserne ligger den åbne saxofon-taske, der ikke kun er klar til at tage imod penge, men også fungerer som holder for hendes lille trådløse højtaler. Baggrundsmusikken styres fra den medbragte tablet, og kort efter smyger tonerne fra saxofonen sig rundt om de forbipasserende – og fansene på den anden side af kloden. Efter hvert nummer kigger hun over på skærmen og siger et par ord til sit publikum, inden hun kaster sig over det næste nummer på listen.

Strike!

På kurset blev vi præsenteret for flere eksempler, også nogle som var over 500 ord. En af dem var denne artikel, som enhver skylder sig at læse, uanset om de interesserer sig for bowling eller ej, for historien handler selvfølgelig om meget andet end kunsten at vælte ti kegler med en tung kugle:

D Magazine: The Most Amazing Bowling Story Ever

Etiket: , , , ,

Lørdag den 28. september er det et år siden, at min debutroman Rød høst udkom i forbindelse med Skrækfest i Odense. Lidt over en måned senere, den 31. oktober, blev min novelle Bag murene udgivet som en Storytel Original som en del af et halloween-tema. I det hele taget var 2018 et af mine mest travle år, hvad angår udgivelser (fem styk). Til gengæld har 2019 indtil videre været en ørkenvandring uden en eneste udgivelse, men det ændrer sig heldigvis nu.

Da jeg kom hjem fra min ferie i Dublin og Zürich fredag den 23. august, opdagede jeg, at forlaget Petunia havde udskrevet en novellekonkurrence med gysernoveller for unge. Deadline var lørdag den 31. august, så det gav mig en uge til at finde på en historie på mellem 8000 og 12.000 ord. Af forskellige årsager kom jeg først i gang med at skrive om tirsdagen, men jeg tænkte, at 2000 ord om dagen ville være til at klare.

Undervejs viste det sig dog, at novellen ville blive noget længere end minimumskravet på 8000 ord. Faktisk endte jeg med at ramme loftet på 12.000 ord, så der blev virkelig knaldet nogle linjer af op til deadline. Trods hastværket har jeg nu fået at vide, at min novelle Pigen, der ikke spiste kimchi er blandt de 13 udvalgte, der kommer med i en antologi. Jeg vandt ikke konkurrencen – det gjorde Invasiv af Anna Lindbjerg – men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Den endnu ikke navngivne antologi er planlagt til at udkomme på Bogforum lørdag den 16. november.

Det bliver faktisk ikke min eneste udgivelse på Bogforum i år, for Science Fiction Cirklen regner med, at Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14 senest ligger klar op til den weekend. Jeg deltager i antologien med novellen Fire år senere, og du kan læse mere om den her:

Dusinet fuldt med Lige under Overfladen

SFC havde oprindelig håbet at udgive LUO14 på den netop overståede Fantasticon, hvor Niels Klim-prisen blev uddelt. Jeg var nomineret for novellen Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7 fra De fremmede – Lige under overfladen 13. Den blev dog slået af to andre noveller fra samme antologi, som deler prisen, da de fik lige mange stemmer: Verdensherredømme af Jakob Drud og Sortskørt af Kenneth Krabat. Tillykke til begge.

Se vinderne af Niels Klim-prisen her

Inden året er omme, skulle jeg gerne nå op på tre udgivelser. Forlaget Enter Darkness skulle endelig være på vej med Fortællinger fra mørket 3, som af diverse årsager er blevet et år forsinket. Mit bidrag er horrornovellen Må ikke forstyrres, som jeg begyndte at skrive i efteråret 2017, efter at jeg havde været på et kursus i Amsterdam.

Og hvorfor nævner jeg det? Jo, for dette er skrevet, mens jeg befinder mig på et kursus på den græske ø Santorini, men mere om det senere.

Etiket: , , , , , , , , ,

Min sommerferie er ved at være slut, og jeg har stadig til gode at fortælle, hvad jeg lavede i Zürich efter at have været i Dublin.

Læs: Min ferie del 1: Worldcon i Dublin

Lige siden jeg besluttede at tage til Irland, havde jeg overvejet at forlænge min rejse med en musikfestival et andet sted i Europa. Jeg har tidligere været på Rock en Seine i Paris i 2007 og Reading Festival i England i 2011, så tanken om at besøge en udenlandsk festival var ikke fremmed for mig. Både Rock en Seine og Reading fandt faktisk sted i weekenden efter Worldcon, så det var oplagt at vælge en af dem. Problemet var bare, at jeg ikke syntes, de to festivaler havde et voldsomt tillokkende program i år.

Rock en Seine havde The Cure (som jeg så på Roskilde), Major Lazer og Aphex Twin, men også Let’s Eat Grandma, hvis seneste album var blandt mine tre favoritalbums fra 2018. Reading bød på Foo Fighters, The 1975, Post Malone og Billie Eilish, hvis debutalbum er et af dem, jeg har lyttet mest til i år. Men samlet set var det ikke nok til, at jeg følte trang til at udsætte min hjemrejse med en uge.

Jeg fandt en hjemmeside musicfestivalwizard.com, hvor man kan se, hvad der er af festivaler verden over, og via den blev jeg opmærksom på Zürich Open Air, som blev holdt 21.-24. august, dvs. fra onsdag til lørdag, lige som Roskilde Festival. Jeg skulle rejse fra Dublin tirsdag den 20. august, så rent tidsmæssigt passede det også bedre end Paris og Reading, der begge først begyndte om fredagen og sluttede om søndagen.

Let’s Eat Grandma var med til at overbevise mig om, at jeg skulle til Zürich Open Air.

Det var egentlig ikke fordi, Zürich Open Airs program var specielt meget anderledes end Rock en Seine og Readings. Flere af navnene gik faktisk igen, fordi de tre festivaler lå så tæt på hinanden. For eksempel skulle både Royal Blood og Tommy Genesis spille på alle tre, mens førnævnte Billie Eilish også var på plakaten i Zürich. Resten af programmet virkede dog en smule tyndt, især fredag og lørdag, hvor hovednavnene var Swedish House Mafia og Macklemore. Men tre uger før festivalstart skete der noget, som fik mig til at ændre mening: Let’s Eat Grandma blev føjet til programmet, så nu havde jeg mulighed for at se både dem og Billie Eilish og kombinere det med en tur til Schweiz, hvor jeg ikke havde været før.

Jeg nøjedes med at købe billet til de to første dage af Zürich Open Air, onsdag og torsdag, da jeg som nævnt havde svært ved at hidse mig op over programmet fredag og lørdag. Set i bakspejlet var det en klog beslutning, da jeg efter en uge i Dublin og tre dage i Zürich godt kunne mærke, at jeg var ved at løbe tør for energi og trængte til at komme hjem.

Zürich Open Airs teltscene, der selvfølgelig var formet som en hangar.

Festival med egen lufthavn

Inden jeg besluttede mig, lavede jeg lidt research på Zürich Open Air og opdagede en sjov detalje: Festivalpladsen ligger klos op ad Zürichs lufthavn, så man må sige, at arrangørerne har sikret sig mod støjklager fra naboerne! Det fik også betydning for mit valg af hotel, da jeg bookede et værelse på Ibis Budget nær lufthavnen ud fra den tanke, at jeg ville komme til at bo tæt på festivalen.

Det var dog først, da jeg ankom til Zürich, at det gik op for mig, hvor tæt på det var. Fra lufthavnen til hotellet var der to stop med en sporvogn (fem minutters kørsel), og hotellet lå lige over for stoppestedet. På Zürich Open Airs hjemmeside blev det anbefalet, at publikum steg af på det efterfølgende stoppested og gik hen til festivalpladsen, men jeg kunne hurtigt se, at det næppe kunne betale sig. Og ganske rigtigt: Det tog mig under 10 minutter at gå hen til festivalen fra hotellet.

Som billedet i toppen af indlægget viser, fløj der jævnligt fly hen over festivalpladsen, og det var et ret spektakulært syn, som jeg ikke nåede at blive træt af. På forhånd kunne man måske tro, at der var risiko for, at flyene kunne overdøve musikken, men det blev aldrig tilfældet. Billedet blev i øvrigt taget under torsdagens koncert med Two Feet.

Fremmødet til koncerten med den kvindelige rapper Tommy Genesis.

Dag 1: Northside Light

Hvis jeg skal sammenligne Zürich Open Air med en dansk festival, så må det blive Northside i Aarhus, omend i noget mindre udgave. Men ellers mindede de to festivaler en del om hinanden, hvad angår stemning, indretning og komfort. Zürich har en hovedscene og en stor teltscene (formet som en hangar), hvor musikken konstant afløser hinanden. Så når et navn er færdig på den ene scene, går musikken straks i gang på den anden, hvilket dog også betyder, at eventuelle forsinkelser skubber hele programmet. Desuden er der tre dansescener af varierende størrelse med DJs, som først begynder at spille efter mørkets frembrud.

Til forskel fra Northside er der et campingområde, og så er festivalpladsen ikke særlig stor. På førstedagen tog det ikke mange minutter at gå fra den ene ende til den anden, heller ikke selv om tirsdagens heldagsregn havde gjort det nødvendigt for arrangørerne at lægge planker ud, så publikum kunne undgå de værste mudderpøle.

På Northside kan fremmødet til de første koncerter godt være ret beskedent, og det var i høj grad også tilfældet, da jeg ankom til Zürich Open Air (se billedet fra koncerten med Tommy Genesis, som var det andet navn på teltscenen). I det hele taget var der god plads overalt på festivalen den første aften, men selv om det var rart at slippe for kø til toiletter og madboder, betød det også, at stemningen var lidt slap.

Måske hang det sammen med, at det trods alt var onsdag og uden for ferieperioden, mens en festival som Roskilde indleder sommerferien. Det skal dog med, at programmet heller ikke var det mest inspirerende. Aftenens hovednavn var The Chemical Brothers, som er blevet så gamle i gårde, at jeg kan huske, at jeg købte deres første albums på cd, da de udkom. De var også det første elektroniske navn, jeg oplevede på Orange Scene og indvarslede et skifte inden for måden, vi går til koncert på. I Zürich spillede de primært nye numre, men jeg vil primært huske koncerten fra synet af de mange fly, der landede i mørket, og så var det også dér, at jeg ved et rent lykketræf fik taget dette billede:

Selvfølgelig var det planlagt, at han skulle tænde smøgen i lige præcis det øjeblik …

Udover The Chemical Brothers fik jeg set Royal Blood, Tommy Genesis og Charli XCX (powerpop, der fungerer bedst i små doser), og så måtte jeg endnu engang opgive at gennemføre en Jorja Smith-koncert. Jeg prøvede også, da hun optrådte på Roskilde, men jeg må indrømme, at jeg simpelthen finder hendes sange så søvndyssende, at jeg igen valgte at droppe hende til fordel for noget aftensmad.

Billie Eilish formåede som den første for alvor at fylde festivalpladsen på Zürich Open Air.

Dag 2: Billie …

Der var mærkbart flere mennesker til stede, da jeg dukkede op til andendagen på Zürich Open Air, og det var ikke svært at gætte årsagen: Billie Eilish. Den blot 17-årige amerikaner blev op til festivalen den første sanger, der er født efter årtusindeskiftet, som fik en nr. 1-single i USA (med “Bad Guy”), og hun er et kæmpe navn blandt de unge. Det betød, at der var en hel del børn og teenagere på festivalpladsen – flere af dem sammen med deres forældre.

Men Billie Eilish taler ikke kun til dem under 20 år, men formår også at imponere en 46-årig gut som mig. På forhånd kunne jeg godt frygte, at hendes sange ville være svær at gengive live, fordi hun synger meget lavt og til tider nærmest hviskende, og musikken er ret minimalistisk i sit udtryk. Men i det store hele fungerede det godt, og så var det sjovt at være vidne til, hvor meget hendes fans levede sig ind i koncerten, og hvor meget Billie Eilish selv gav igen. Det så i hvert fald ikke ud til, at hendes anden og sidste tur ned til publikum var noget, scenevagterne var forberedt på …

Rosa Walton (tv) og Jenny Hollingworth fra Let’s Eat Grandma ser blåt under deres koncert.

Lige inden Billie Eilish havde jeg været til koncert på teltscenen med et par andre unge kvinder, Let’s Eat Grandma, der led under, at publikums interesse vist var rettet mod, hvad der var i vente på hovedscenen. Fremmødet var på niveau med det, der kan ses på det billede, jeg tog under koncerten med Tommy Genesis. Det havde selvfølgelig den fordel, at jeg kunne stå helt fremme, og Rosa Walton og Jenny Hollingworth, som udgør Let’s Eat Grandma, var professionelle nok til, at de ikke så ud til at lade sig påvirke af, at de spillede for et beskedent antal mennesker. De var smilende på scenen, lod til at være i godt humør og leverede et godt show, men det må i høj grad have føltes som en dag på kontoret for dem.

Foals og forsanger Yannis Philippakis fyrede den af til deres koncert på Zürich Open Air.

Nu havde jeg set de to navne, som var den primære årsag til, at jeg havde købt billet til Zürich Open Air, men det skulle vise sig, at jeg stadig havde festivalens bedste koncert til gode. Foals gik på lige efter Billie Eilish, og de formåede at tænde op under publikum på en måde, jeg ikke havde oplevet på festivalen før. Jeg har tidligere set Foals på Roskilde i 2011, så jeg vidste sådan set godt, at de er forrygende live, men havde næsten glemt det. Jeg var glad for, at de mindede mig om det igen.

Aftenens andet hovednavn Calvin Harris måtte nøjes med at agere lydspor til min aftensmad, og så sluttede jeg af med Jungle, som var på Roskilde i år, uden at jeg fik set dem. Mit umiddelbare indtryk var, at deres 70’er-inspirerede soulsange lød meget ens, og jeg overvejede at gå, men jeg blev alligevel revet med af stemningen og endte med at se hele koncerten. På det tidspunkt var jeg ved at være godt træt, så endnu en gang var det et plus, at jeg boede i gåafstand fra mit hotel (hvor jeg kun kunne høre festivalen svagt i baggrunden, hvis jeg åbnede vinduet).

I år var det 24. gang, jeg var på Roskilde Festival, og når man har været på den samme festival så mange gange, kan man let vænne sig til, at det er den eneste måde, det kan foregå på. Det er en af grundene til, at jeg synes, det er interessant at besøge andre festivaler, for det sætter tingene i perspektiv. Man ser, at alt ikke er en selvfølge, og finder ud af, hvad det er, der gør Roskilde Festival unik (stemningen, publikum, størrelsen, madudvalget), og hvor der kan ske forbedringer (det er rent faktisk muligt at være på festival uden at pisse overalt).

På vej ind til Zürichs centrum i sporvogn.

Zürich by day

Musikken på Zürich Open Air begyndte først klokken 17, så jeg havde dagtimerne til at få set selve Zürich. Som nævnt stoppede sporvognene lige ud for mit hotel, og det tog en halv time at køre ind til centrum. I lufthavnen havde jeg købt et Zürich Card, der gjaldt i 72 timer og kostede 53 schweizerfranc (cirka 360 kroner). Udover at det gjorde det nemt at komme rundt i byen, gav det også rabat på blandt andet museer og restauranter.

Nationalmuseet set udefra.

Jeg har lidt svært ved at vurdere, om det kunne betale sig, fordi jeg boede så tæt på lufthavnen og festivalen og ellers kun udnyttede kortet til at få gratis entré til Landesmuseum, som er det schweiziske nationalmuseum.

Museet havde særudstillingen “Heidi in Japan”, der handlede om de japanske tegnefilmudgaver af Heidi-bøgerne. En af dem, der arbejdede på serien, var Studio Ghibli-stifteren Hayao Miyazaki, som i starten af 70’erne tog til Schweiz med tre kolleger for at lave research.

Ellers nøjedes jeg med at gå rundt i gaderne og kigge på butikker (jeg købte selvfølgelig chokolade i løs vægt). Tirsdagen regnede væk, men var ikke helt spildt, da jeg i stedet gik i biografen og så den koreanske film Parasite, der vandt De gyldne Palmer i Cannes. Det lykkedes mig at finde en biograf, hvor filmen blev vist med engelske og tyske undertekster – samtidig! Det var lettere distraherende til at begynde med, men filmen gjorde, at det var besværet værd.

Og nu er ferien overstået, og arbejdet venter igen. Jeg ville have skrevet dette indlæg noget før, men opdagede en novellekonkurrence, hvor der var deadline den 31. august. Det lykkedes mig at få fyret en 12.000 ord lang novelle i løbet af fire dage, så det gik den sidste uge af min ferie stort set med.

Nationalmuseet i Zürich viste en særudstilling om de japanske Heidi-tegnefilm.
Etiket: , ,

Hovedparten af de asiatiske sci-fi fans er advokater, folk horror er det nye sort, og Guinness smager bare bedre i Irland. Det var tre af de ting, jeg lærte i løbet af den uge, jeg tilbragte i Dublin til årets Worldcon – eller den 77. World Science Fiction Convention, for at bruge den officielle titel.

Det var min tredje Worldcon efter London i 2014 og Helsinki i 2017, men for første gang blev den holdt i et land, som jeg ikke havde besøgt før. Belært af mine erfaringer fra de to andre Worldcons vidste jeg, at det ville blive begrænset, hvor meget tid jeg ville få til at opleve selve Dublin, men jeg synes dog, at det blev til lidt mere denne gang, og det skyldtes mit valg af hotel.

Convention Centre Dublin (CCD).

Jeg boede på Central Hotel, der viste sig i den grad at leve op til sit navn. Stort set alt lå i gåafstand fra hotellet, inklusiv et supermarked, to gode restauranter (Rustic Stone og Yamamori), byens bedste isbar (Murphy’s), en Tower Records-butik og flere af de største turistattraktioner. Den centrale placering nær Temple Bar-området (Dublins svar på Jomfru Ane Gade) betød dog også, at jeg havde første parket til byens natteliv, men heldigvis er jeg typen, der let falder i søvn, og jeg var som regel træt efter en lang dags begivenheder.

I would walk 500 miles…

Nærmest det eneste, som Central Hotel ikke lå i nærheden af, var Convention Centre Dublin (CCD), hvor hovedparten af årets Worldcon fandt sted. Det krævede en rask gåtur på to kilometer hver dag – cirka en halv time – og selv om jeg undervejs havde det lidt sådan her …

… klarede jeg mig igennem ugen uden brug af transportmidler. Det hjalp, at vejret generelt føltes varmere, end vejrudsigten havde lovet, så jeg fik hverken brug for mine medbragte langærmede trøjer eller regnjakke.

Selve Worldcon endte med at føles som en mellemting mellem London og Helsinki. Lige som i Finland skulle man stå i kø til flere af panelerne, og det gjorde det til en udfordring at nå to programpunkter i træk. CCD viste sig desuden ikke at være stor nok til at rumme hele Worldcon, så en del af programmet var henlagt til en biograf i et nyopført (og tomt) butikscenter et kvarters gang derfra (væk fra centrum). Jeg tog derover på førstedagen, men blev ellers nødt til at fravælge flere interessante indslag, fordi jeg ville spilde for meget tid med at gå frem og tilbage mellem de to steder.

Sumer is Icumen in, Loudly sing, cuckoo!

CCD set indefra. Forfatteren Theodora Goss mente, at arkitekturen i sig selv var som taget ud af et horror-værk.

Mange af science fiction- og fantasy-paneler var dem, hvor lokalerne hurtigst blev fyldt op, så det var måske grunden til, at der endte med at være en overvægt af horror blandt de programpunkter, jeg nåede at se.

Det blev for eksempel til hele to paneler i træk med de erfarne redaktører Ellen Datlow og Stephen Jones – det ene om, hvordan man som horrorforfatter kommer ind på novellemarkedet, og det andet en status på, hvor horrorgenren er på vej hen.

Et gennemgående træk i flere af horrorpanelerne var, at det blev nævnt, at folk horror er det helt store lige nu (et af panelerne handlede faktisk om emnet) og har vippet vampyrerne og zombierne af pinden. En forklaring kan være, at vi søger tilbage til fortiden og det hjemlige, når nutiden og fremtiden føles utryg og usikker. Et andet bud er, at klimaforandringerne har givet et øget fokus på vores forhold til naturen og landskabet.

Rejected by Clarkesworld

Min boghøst fra Worldcon i Dublin.

Det var også i et af horrorpanelerne, jeg hørte om David Demchuks roman The Bone Mother, der lød så interessant, at jeg efterfølgende opsøgte forlaget ChiZines stand i Dealer’s Room, hvor udbuddet var bedre end i Helsinki, men ikke helt på niveau med London. Her fik jeg først at vide, at bogen desværre var udsolgt, men tilfældigvis sad David Demchuk i standen, så jeg endte med at købe hans (let brugte) eksemplar af bogen, som han naturligvis signerede.

Noget lignende skete, da jeg ledte efter en bog af forfatteren James Patrick Kelly, fordi jeg havde skrevet mig på til en kaffeeklatch med ham og ville have noget med, han kunne signere. Jeg fandt antologien The Secret History of Science Fiction, som han havde redigeret sammen med John Kessel, og hvem var på besøg i forlaget Tachyons stand andre end … James Patrick Kelly (han tilbød også at efterligne John Kessels autograf, men jeg tænkte, at det var bedst at holde ham fra at begå dokumentfalsk).

Kaffeeklatch er en rundbordssamtale med 8-10 deltagere, der foregår i en uformel stemning over en kop kaffe (som navnet antyder). Jeg havde stor fornøjelse af dem i London, hvor jeg nåede at deltage i fire, men i Helsinki blev det kun til en enkelt, fordi pladserne forsvandt som dug for solen. I Dublin blev det igen til fire – udover James Patrick Kelly mødte jeg redaktøren Jonathan Strahan (som medbragte Locus-anmelderen og sin Coode Street Podcast-makker Gary K. Wolfe), Locus Magazines udgiver og chefredaktør Liza Groen Trombi samt Clarkesworld Magazines redaktør Neil Clarke.

Det var interessant at høre dem fortælle, hvordan de sammensætter henholdsvis en antologi og et magasin, hvilke tanker de gør sig om fremtiden, og hvilke udfordringer de er ude for. Neil Clarke havde jeg faktisk talt med aftenen i forvejen, da jeg mødte ham i Worldcon-baren og tog chancen til at få en snak. Jeg fortalte, at jeg havde prøvet at sende en håndfuld af mine oversatte noveller til ham, men kun havde fået afslag, så han gav mig dette visitkort, som han er begyndt at dele ud til afviste forfattere.

Tæt på en Hugo

Efter de første to dage kunne jeg mærke, at jeg begyndte at gå kold på panelerne og i stigende grad søgte over til oplæsningerne, hvor det var lettere at få plads. Normalt er jeg ellers ikke den store fan af oplæsninger, men på Worldcon var de forholdsvis korte, og der var typisk kun afsat 20-30 minutter.

Jeg hørte først Theodora Goss læse et uddrag af sin novelle “A Country Called Winter”, der er inspireret af H.C. Andersens “Snedronningen”, og hvor en af bipersonerne er en dansker. Hun undskyldte for, at hun var kommet til at placere en gletsjer i Danmark, og lod os se en tidlig udgave af sin kommende roman The Sinister Mystery of Mesmerizing Girl – tredje og foreløbig sidste del af Athena Club-serien, hvor hovedpersonerne er Mary Jekyll, Diana Hyde, Catherine Moreau, Justine Frankenstein og Beatrice Rappacini, dvs. døtre af berømte videnskabsmænd fra fiktionens verden. Jeg har læst de to første bøger og glæder mig til afslutningen, der udkommer i oktober.

Joe Hill læser op fra sin tablet.

Lige efter Theodora Goss kom Nina Allan og læste fra sin nye roman The Dollmaker. Nina Allan var æresgæst på Fantasticon i 2017, og jeg blev i den forbindelse meget begejstret for hendes måde at skrive på. Jeg købte The Dollmaker for et par måneder siden, og efter at have hørt et uddrag er den nu rykket helt frem i køen på min TBR-liste (To Be Read). Både Theodora Goss og Nina Allan fandt også tid til at svare på spørgsmål og fortælle lidt om deres bøger, og det blev endnu mere udtalt i de to andre oplæsninger, jeg overværede.

I tilfældet med Joe Hill blev det en uventet bonus, da der i programmet kun var sat 20 minutter af til ham. På den anden side var der ingen andre, som var på lige efter ham, så han valgte bare at fortsætte med at svare på spørgsmål fra publikum i yderligere en halv time.

Mary Robinette Kowal havde derimod fået stillet 50 minutter til rådighed. Hun skulle læse op dagen efter, hun vandt en Hugo for sin roman The Calculating Stars, og hun tog statuetten med til oplæsningen, så publikum kunne prøve at holde den og blive fotograferet sammen med den. Som det fremgår af nedenstående, fik jeg sneget mig med på et af de billeder, hun selv tog.

Bag kameraet. Det lader til, at jeg tog mit billede næsten samtidig med Mary Robinette Kowal.

Writer’s Tears

Og så var der den med de asiatiske advokater. Forfatteren Zen Cho havde søndag eftermiddag arrangeret et møde for Worldcon-deltagere med asiatisk baggrund, og jeg dukkede op af ren nysgerrighed. Zen Cho er født i Malaysia, men bor i England, hvor hun arbejder som advokat. Det blev hurtigt en stående joke, for det viste sig, at omkring en tredje- eller fjerdedel af de tilstedeværende enten var eller havde været advokater. Så klichéen om at asiatiske forældre får deres børn til at vælge sikre erhverv inden for jura eller medicin, er åbenbart ikke helt ved siden af.

En anden årsag til, at jeg dukkede op til mødet, var Zen Cho selv, som senere samme aften vandt en Hugo for sin langnovelle If at First You Don’t Succeed, Try, Try Again. Så det var nok meget godt, at jeg forinden havde nået at fortælle hende, at hendes historie var min favorit … Først bagefter er det gået op for mig, at Zen Cho har skrevet en fortsættelse, som hun har offentliggjort på sin blog: Head of a Snake, Tail of a Dragon

Apropos Hugo, så havde jeg i min gennemgang af de nominerede noveller forsøgt at give mit bud på, hvem der ville vinde, og bortset fra Zen Cho må jeg konstatere, at ingen af mine favoritter vandt.

Hugo-læsning: De bedste kortromaner
Hugo-læsning: De bedste langnoveller
Hugo-læsning: De bedste noveller

Priserne gik til A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies af Alix E. Harrow (novelle) og Artificial Condition af Martha Wells (kortroman). I London og Helsinki overværede jeg Hugo-uddelingen, men i Dublin skulle man stå i kø for at sikre sig en plads, og det orkede jeg ikke. En anden forskel var, at ceremonien fandt sted om søndagen frem for lørdag, og jeg kunne godt mærke, at jeg var ved at være tømt for energi efter fire dages Worldcon.

I stedet tog jeg i biografen, da det irske filminstitut lå blot fem minutters gang fra mit hotel. De havde faktisk en dansk film på programmet, Holiday, men jeg valgte at se den tyske film Transit, som jeg ikke nåede, mens den gik herhjemme.

Af andre ikke-Worldcon-relaterede aktiviteter kan nævnes et besøg på Irish Whiskey Museum, der mere var et interaktivt foredrag med en afsluttende whiskeysmagning end en traditionel museumsoplevelse. Jeg var selvfølgelig også nødt til at købe en flaske irsk whiskey, og efter at have gennemgået udvalget kunne det dårligt blive andet end denne her:

Når jeg måtte nøjes med en enkelt flaske, skyldtes det både, at min kuffert i forvejen var fyldt med bøger, men også at jeg havde besluttet at forlænge min ferie med en tur til Schweiz, der ikke er medlem af EU. Og hvad skulle jeg så i Schweiz? Det handler mit næste indlæg om.

Læs: Min ferie del 2: Zürich Open Air

Etiket: ,

Så er vi nået til tredje og sidste del af min gennemgang af årets Hugo-nominerede noveller.

Læs de to første dele her:
Hugo-læsning: De bedste noveller
Hugo-læsning: De bedste langnoveller

Det efterlader kortromanerne eller “novellas”, som de kaldes på engelsk, og modsat de øvrige kategorier er det desværre ikke muligt at læse dette års nominerede gratis på nettet.

Da onlinemagasinerne begyndte at vinde indpas frem for de trykte magasiner, var der en vis bekymring for, hvad det ville få af betydning for kortromanerne. De fleste onlinemagasiner foretrækker historisk set korte noveller og bringer sjældent noget over 10.000 ord, selv om de senere år har budt på en opblødning i takt med, at det har vist sig, at folk ikke har noget imod at læse lange artikler på deres computere og mobile enheder.

Samtidig er en række forlag begyndt at specialisere sig i at udgive kortromaner, og her er den store spiller Tor.com Publishing, der er udsprunget af hjemmesiden Tor.com og forlaget Tor Books. Som det vil fremgå af nedenstående, tegner de sig for fem af de seks nominerede i kategorien.

Best Novella

Her er de seks nominerede (17.500-40.000 ord):

Artificial Condition af Martha Wells (Tor.com Publishing)
Beneath the Sugar Sky af Seanan McGuire (Tor.com Publishing)
Binti: The Night Masquerade af Nnedi Okorafor (Tor.com Publishing)
The Black God’s Drums af P. Djèlí Clark (Tor.com Publishing)
Gods, Monsters, and the Lucky Peach af Kelly Robson (Tor.com Publishing)
The Tea Master and the Detective af Aliette de Bodard (Subterranean Press / JABberwocky Literary Agency)

Jeg havde kun nomineret tre kortromaner, og Nebula-vinderen The Tea Master and the Detective var den eneste, som slap gennem nåleøjet. Fire af finalisterne var også nomineret til Nebula-prisen. Udover The Tea Master… var det Artificial Condition, The Black God’s Drums og Gods, Monsters, and the Lucky Peach.

I novelle-kategorien var der kun en enkelt af de nominerede science fiction, mens resten var fantasy. I langnovellerne var fordelingen 50/50, men i kortromanerne dominerer science fiction med fire nominerede, mens kun én er fantasy, og den sidste er SF/fantasy.

Hvem vinder? Favoritværdigheden må tilfalde Aliette de Bodards The Tea Master and the Detective, der løb med Nebula-prisen, men man skal heller ikke afskrive de ligeledes prisbelønnede The Black God’s Drums (Alex Award) og Artificial Condition (Locus Award).

The Tea Master and the Detective er Aliette de Bodards vellykkede bud på en Sherlock Holmes-historie, bortset fra at Watson i dette tilfælde er et rumskib, hvis kunstige intelligens gør det i stand til at forlade sin fysiske form og bevæge sig rundt i form af diverse avatars. Skibet The Shadow’s Child bliver hyret af privatdetektiven Long Chau til at hjælpe med en sag, og selv om den nye kunde viser at være lige så besværlig og irriterende, som hun er skarptænkende, kan skibet mod sin vilje ikke lade være med at engagere sig – især ikke da det viser sig, at sagen kan dække over et mord.

Selve mordgåden er dog i sidste ende af mindre betydning i forhold til personerne (og The Shadow’s Child føles i høj grad som en person) og den verden, de befinder sig i. The Tea Master and the Detective udspiller sig nemlig i Aliette de Bodards Xuya-univers, der foregår i en tidslinje, hvor Asien er den dominerende kultur i stedet for Vesten.

Aliette de Bodard har selv lavet følgende introduktion til universet, hvor flere af hendes andre historier også finder sted: The Universe of Xuya
De har den store fordel, at de kan læses uafhængigt af hinanden, men det vil ikke genere mig, hvis der kom flere fortællinger om Long Chau og The Shadow’s Child.

Det samme gælder P. Djèlí Clarks The Black God’s Drums, der foregår i et alternativt, steampunket 19. århundrede, hvor den amerikanske borgerkrig endte med en våbenhvile i stedet for med en sejr til Nordstaterne og afskaffelse af slaveriet.

New Orleans er i denne verden blevet en neutral zone, hvor begge parter færdes, og det er her, vi finder historiens fortæller, teenagepigen Creeper, som lever på gaden og ernærer sig som lommetyv. Hun overhører et komplot om et mystisk våben baseret på haitiansk magi, The Black God’s Drums, og bliver rodet ind i et eventyr med luftskibet Midnight Robber og dets kvindelige kaptajn.

Så udover at være stærkt underholdende (jeg gentager: luftskibe og haitiansk magi!) har The Black God’s Drums en tankevækkende historisk baggrund og beviser samtidig, at steampunk-genren ikke behøver at begrænse sig til Victoria-tidens Europa. Slutningen lægger op til flere historier i samme univers, og det bliver forhåbentlig tilfældet.

P. Djèlí Clarks har skrevet følgende indlæg på sin hjemmeside om baggrunden for sin kortroman:
Histories and Worldbuilding in The Black God’s Drums
Han er i øvrigt også forfatteren bag den Nebula-vindende og Hugo-nominerede novelle The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington

Serier, serier, serier

Aliette de Bodards Xuya-historier kan som nævnt læses uafhængigt af hinanden, men det kan man ikke sige om tre af de andre nominerede, der alle er fortsættelser til tidligere publicerede og Hugo-vindende fortællinger.

Nnedi Okorafors Binti: The Night Masquerade er tredje og sidste del i hendes serie, der begyndte med Binti (2015), som vandt både en Hugo og en Nebula for bedste kortroman. Serien følger den unge kvinde, Binti, som bliver optaget på et intergalaktisk universitet og må forlade sin familie på Jorden.

Det forfriskende ved Binti-serien er, at handlingen har et afrikansk udgangspunkt, da hovedpersonen tilhører Himba-folket og er præget af dets kultur og traditioner. Ulempen er, hvis man (som jeg) ikke har læst de to første kortromaner, for Nnedi Okorafor gør intet for at hjælpe den forudsætningsløse læser, så i starten af del tre har man ingen som helst idé om, hvem der er hvem, og hvad der foregår.

Martha Wells’ Artificial Condition er ligeledes en fortsættelse til en prisbelønnet kortroman, All Systems Red (2017), der også kan prale med at have snuppet både en Hugo og en Nebula. Siden er kortromanerne Rogue Protocol og Exit Strategy udkommet i serien, der er blevet døbt The Murderbot Diaries, og i 2020 følger den første roman, Network Effect.

Det er ikke svært at se, hvorfor The Murderbot Diaries er blevet så populær. Murderbot er en såkaldt “sikkerhedsenhed”, en slags cyborgsoldat, der forsøger at skjule, at den er blevet selvbevidst og ikke længere kan kontrolleres af sine menneske-chefer. Så lige som i The Tea Master and the Detective har vi at gøre med en ikke-menneskelig jeg-fortæller, og det formår Martha Wells at vride en masse underholdning ud af, samtidig med at hun ikke sparer på actiondelen.

Jeg læste alle fire bind i serien lige i rap, og det vil jeg ikke anbefale, da jeg efterfølgende har haft svært ved at skille dem fra hinanden. Omvendt siger det også noget om seriens binge-agtige kvalitet, der gør, at når man er færdig med et bind, får man lyst til straks at kaste sig over det næste.

Jeg kan ikke helt vurdere, om Artificial Condition kan læses, uden at man først har været omkring All Systems Red, men min fornemmelse er, at det er lettere end med Binti: The Night Masquerade, der har et større persongalleri og et mere kompleks univers.

Til gengæld kan jeg sige, at Seanan McGuires Beneath the Sugar Sky er den af de tre, som lettest kan læses uden forudgående kendskab til Wayward Children-serien, og for at det ikke skal være løgn, er der igen tale om en fortsættelse til en Hugo- og Nebula-vindende kortroman Every Heart a Doorway (2016).

Wayward Children-serien foregår på Eleanor Wests hjem for utilpassede børn og unge. Men da dette er fantasy og ikke socialrealisme, er grunden til deres utilpashed, at de har åbnet døre til andre verdener (a la Narnia), hvor de som regel har følt sig hjemme, indtil de af ukendte årsager er blevet sendt tilbage til denne virkelighed. De fleste, men ikke alle, drømmer om at få lov at vende tilbage til deres anden verden, og Eleanor West forsøger at hjælpe dem efter bedste evne.

Beneath the Sugar Sky er tredje bog i serien, og selv om der optræder personer fra de tidligere bøger og refereres til Every Heart a Doorway, kan den som nævnt sagtens nydes, uden at man har læst dem på forhånd.

Og hvad med den sidste? Jeg skulle lige til at påstå, at Kelly Robsons Gods, Monsters, and the Lucky Peach er den eneste af de seks nominerede, der ikke er en del af en serie, indtil jeg opdagede, at hun har skrevet to andre noveller i samme univers. De foregår dog længere ude i fremtiden end kortromanen, så vi er mere ude i en Aliette de Bodard-situation her.

Den ene af de to noveller er gratis tilgængelig på nettet: Clarkesworld: We Who Live in the Heart

Gods, Monsters, and the Lucky Peach følger Minh, som i det 23. århundrede forsøger at gøre Jordens overflade beboelig igen, efter at klimakatastrofer tvang befolkningen ned i underjordiske kamre. Men det er også en fremtid, hvor tidsrejser eksisterer, så da hun bliver tilbudt at tage tilbage til Mesopotamien i år 2000 f.v.t., siger hun ja, fordi det giver hende mulighed for at studere floderne Tigris og Eufrat (Minhs speciale er at genoprette økosystemer i floder).

Men kortromanen indeholder også en anden fortællesynsvinkel: En konge, som i fortidens Mesopotamien ser sit rige invaderet af monstre, og lidt efter lidt går det op for læseren, at “monstrene” er de tidsrejsende forskere fra fremtiden. Minh er for eksempel blevet modificeret, så hun har blækspruttelignende fangarme i stedet for ben, og forskerteamets teknologi fremstår som trolddom i kongens øjne.

Sammenstødet udvikler sig dramatisk og er åndeløst spændende beskrevet, men Kelly Robsons ærinde er et andet, og hun bruger mere tid på at beskrive forberedelserne til turen, og den verden Minh og hendes kolleger lever i. En af hendes pointer er, at muligheden for at rejse tilbage i tiden ironisk nok har gjort det sværere at skaffe midler til at løse nutidens problemer.

Mine egne nomineringer

Black Helicopters af Caitlín R. Kiernan (Tor.com Publishing) – The X-Files møder Lovecraft tilsat en heftig dosis David Lynch i et syretrip uden lige.

Umbernight af Carolyn Ives Gilman (Clarkesworld) – kolonisterne på en planet opdager, at deres hjem er endnu mere dødbringende og mærkelig, end de havde forestillet sig.

Etiket: , ,

Jeg fortsætter min gennemgang af de Hugo-nominerede noveller i forbindelse med, at jeg skal til Worldcon i Dublin i august og dermed kan være med til at stemme på, hvem der skal vinde priserne.

Læs de to andre dele her:
Hugo-læsning: De bedste noveller
Hugo-læsning: De bedste kortromaner

Efter de korte noveller er turen kommet til de nominerede langnoveller, og med en enkelt undtagelse kan de alle læses gratis på nettet.

Best novelette

De seks nominerede i kategorien bedste langnovelle (7500-17.500 ord):

If at First You Don’t Succeed, Try, Try Again af Zen Cho (B&N Sci-Fi and Fantasy Blog)
The Last Banquet of Temporal Confections af Tina Connolly (Tor.com)
Nine Last Days on Planet Earth af Daryl Gregory (Tor.com)
The Only Harmless Great Thing af Brooke Bolander (Tor.com Publishing)
The Thing About Ghost Stories af Naomi Kritzer (Uncanny Magazine)
When We Were Starless af Simone Heller (Clarkesworld)

Dette er kategorien, hvor jeg havde størst succes med mine nomineringer. Hele tre er med i finalen: Nine Last Days on Planet Earth, The Thing About Ghost Stories og When We Were Starless. I forhold til Nebula-nomineringerne er The Only Harmless Great Thing og The Last Banquet of Temporal Confections de eneste gengangere. Det er også værd at bemærke, at hvor fantasy dominerede i novelle-kategorien (fem fantasy og en science fiction), er fordelingen her 50/50.

Hvem vinder? The Only Harmless Great Thing vandt Nebula-prisen i denne kategori og har derfor favoritværdigheden. Desværre er det også den af finalisterne, som jeg er mindst begejstret for, og nej, det er ikke fordi, jeg har noget personligt imod Brooke Bolander, hvis Hugo-nominerede novelle heller ikke faldt i min smag.

Langnovellen tager udgangspunkt i to historiske begivenheder: Elefanten Topsy, der blev henrettet med elektricitet i forlystelsesparken Coney Island i New York i 1903, og sagen om Radium Girls, hvor en gruppe kvindelige fabriksarbejdere i New Jersey døde efter at være blevet udsat for radium-forgiftning gennem den maling, de arbejdede med i årene 1917-26.

Bolander mikser det med scener fra en nær fremtid, hvor elefanter har udviklet sig til intelligente og bevidste væsener i en sådan grad, at menneskeheden er nødt til at indgå forhandlinger med dem. Det er godt fundet på, men mit problem er nok, at det hele er skrevet på en måde, der gør, at det vil være en fordel, hvis man kender forhistorien i forvejen, for Bolander gør meget lidt for at hjælpe den forudsætningsløse læser.

Hvem bør så vinde? Man burde tro, at min favorit så skulle findes blandt mine tre nomineringer, men Zen Chos morsomme og charmerende If at First You Don’t Succeed, Try, Try Again kom ind fra højre og overtog den placering. Cho fortæller om en imugi (et dragelignende væsen fra koreansk mytologi) og dens kamp for at blive til en rigtig drage. Efter flere tusinde års forgæves forsøg er det lige ved at lykkes, men så bliver det i sidste øjeblik forpurret af en ung kvinde, som tager en selfie, mens hun er ude på en vandretur i bjergene (forvandlingen virker kun, hvis den ikke bliver set af mennesker). Imugien beslutter sig derefter for at tage hævn over kvinden, men heller ikke det går efter planen, og derfra udvikler det sig til en smuk og i sidste ende rørende fortælling.

Hvad med mine tre nomineringer? Daryl Gregorys Nine Last Days on Planet Earth handler om den formentlig langsomste invasion fra rummet i form af nogle mystiske frø, der bliver til planter. Men før man kan nå at tænke Invasion of the Body Snatchers, går historien i en helt anden retning og beskriver lige så meget, hvilken indvirkning de udenjordiske planter får på hovedpersonens liv og hans familie, som man følger fra hans barndom til hans alderdom.

November-december udgaven af Uncanny Magazine indeholder hele to Hugo-nominerede noveller. Illustration: John Picacio

Naomi Kritzers The Thing About Ghost Stories ser nærmere på spøgelseshistorier og deres funktion, men er lige så meget en beretning om sorg. Fortælleren er en forsker i spøgelseshistorier, der ikke selv tror på spøgelser (“I’m a folklorist, not a ghost hunter”), og som stadig forsøger at komme sig over tabet af sin mor. Selvfølgelig ender det med, at hun oplever sin egen spøgelseshistorie, men ikke på den forventede måde, da Kritzers ærinde ikke er at skabe uhygge, men at berøre læseren.

Tyske Simone Hellers When We Were Starless tager udgangspunkt i et velkendt science fiction-scenario: Efterkommerne fra en koloni på en planet forsøger at overleve i ruinerne, fordi de har mistet deres viden om teknologien. Hovedpersonen møder et spøgelse, der viser sig at være en computerstyret turistguide i et rumfarts-museum, men hun har svært ved at tro på dens historier. Idéen er som nævnt langt fra ny, men novellen er stemningsfuld, og samtalerne mellem hovedpersonen og spøgelset både morer og bevæger.

… og som rosinen: I Tina Connollys The Last Banquet of Temporal Confections er vi til middag på slottet, hvor hovedpersonen er mundskænk for en forhadt fyrste, fordi hun er gift med hoffets konditor. Han er dog ikke en normal konditor, for hans delikatesser er i stand til at fremkalde minder, og for hver bid får vi historien om, hvordan ægteparret er havnet i denne situation, samtidig med at kvinden forsøger at gætte, hvad hendes mand har planlagt for at få ram på fyrsten. Det er en velfortalt og spændende langnovelle, men i forhold til de andre nominerede føles den ironisk nok som en let dessert på en menu fyldt med mere mættende hovedretter.

Mine egne nomineringer

Her er de to øvrige langnoveller, som jeg nominerede, men som ikke fik nok stemmer til at komme i finalen:

The Gift of Angels: an introduction af Nina Allan (Clarkesworld) – især for fans af La Jetée og Twelve Monkeys.
The Thought That Counts af KJ Parker (Beneath Ceaseless Skies)

Etiket: , , ,

Masser af hjerter fra publikum til Robyn på Roskilde Festival.

I år er det 25 år siden, jeg var på min første Roskilde Festival. Jeg venter dog med jubilæet til næste år, for den netop overståede festival var “kun” min 24. i rækken, da jeg ikke var der i 2013 og 2018, fordi jeg var på ferie i henholdsvis Sydkorea og Vietnam.

Her er de øjeblikke og oplevelser, jeg vil huske årets Roskilde Festival for:

Spansk flamenco-prinsesse og dronning Janelle

Spanske Rosalia er blevet et kæmpe navn i sit hjemland med sin moderne udgave af flamenco tilsat r’n’b, tunge beats og hiphop-attituder, og den kombination blæste mig og resten af publikum på Avalon omkuld onsdag aften – tydeligvis også til overraskelse for hovedpersonen selv, som takkede gentagne gange for den overstrømmende modtagelse (der var endda flere, som kunne synge med på de spanske tekster).

Ovenstående koncertoptagelse fra Madrid sidste år giver et indtryk af, hvordan Rosalia er live, omend hun i Roskilde “kun” havde halvt så mange dansere med på scenen.

Janelle Monáe tog turen ned i den frontpit, hvor jeg tilfældigvis stod. På billedet sidder vi alle sammen på hug og venter på, at hun giver os lov til at springe op igen.

Janelle Monáes album Dirty Computer var sammen med Kacey Musgraves Golden Hour mine to favoritalbums fra 2018, så hendes koncert på Orange Scene var en af dem, jeg på forhånd havde set mest frem til – ikke mindst fordi hendes koncert i 2011 stadig står som en af de allerbedste, jeg har været til på Roskilde.

Årets koncert var tæt på at gøre den rangen stridig, men det, der personligt gjorde den ekstra mindeværdig, var selvfølgelig, at jeg sammen med flere medlemmer af Rockklubben (som kårede Dirty Computer til årets album) tilfældigvis stod i det frontafsnit af Orange Scene, som Janelle Monáe bevægede sig ind i til allersidst, så vi stod få meter fra hende.

Hun gjorde det samme på Glastonbury, hvor det så sådan ud:

Svensk popdronning skuffede

En anden koncert, jeg havde glædet mig til, baseret på hendes forrige Roskilde-optræden i 2010, var svenske Robyns. Men selv om det til tider var rigtigt godt, var det andre gange pænt kedeligt, og koncerten var som helhed underlig ujævn.

De nye sange fra sidste års comeback-album Honey fungerede mærkbart dårligere live end de gamle hits, og mens Janelle Monáe formåede at få sine kostumeskift til at føles som en del af showet, endte Robyns med at blive en stopklods. De fleste anmeldere var ellevilde, men jeg er i dette tilfælde mere på BTs side, omend jeg nok havde givet en stjerne mere.

Dette øjeblik var trods alt magisk:

Jeg så også to andre kvindelige hovednavne på Orange Scene, Cardi B og Mø, og skrev om dem begge til Dagbladets hjemmeside sn.dk (jeg var vanen tro også på arbejde under festivalen):

Læs: Cardi B blev en kort fornøjelse
Læs: Regndans med dronning Mø af Roskilde

Som det fremgår af min anmeldelse, var jeg noget forbløffet, da Cardi B gik af scenen allerede efter 45 minutter, men set i bakspejlet har hun formentlig heller ikke materiale (og luft) til mere lige nu. Både Mø og Robyn led under, at de skulle udfylde halvanden time, men jeg syntes, at Mø slap bedre fra opgaven end sin svenske kollega.

En dobbelt dosis kvinder

En cool Weyes Blood alias Natalie Mering klædt helt i hvidt på Pavilion fredag aften.

Kvinderne bag tre af de efter min mening bedste albums fra 2019 var også at finde på Roskilde-programmet. Både Maggie Rogers og Sharon Van Etten havde jeg allerede set live én gang før i år, og deres koncerter på Roskilde bekræftede mit indtryk af deres styrker og svagheder.

Maggie Rogers’ havde samlet sine bedste sange i anden halvdel af sin koncert, mens Sharon Van Ettens nye materiale fra albummet Remind Me Tomorrow lyder så markant anderledes (og bedre live) end hendes gamle sange, at det føles som om, der står to vidt forskellige bands på scenen.

Videoen indeholder faktisk to sange: “Comeback Kid” og “No One’s Easy to Love”, begge fra Sharon Van Ettens nye album “Remind Me Tomorrow”.

Derimod var det min første koncert med Weyes Blood alias Natalie Mering, som for alvor kom på min radar med sit album Titanic Rising. Helt klædt i hvidt gav hun en cool og kontrolleret koncert, hvor intet virkede overladt til tilfældighederne. Man kan både tale for og imod den tilgang, men jeg synes, det i dette tilfælde gav rum til at nyde hendes vokal (med ekko af både Karen Carpenter og Aimee Mann) og de smukke sange (især Movies).

Jeg har i øvrigt købt billet til Weyes Blood i DR Koncerthuset den 14. november, så hende får jeg også oplevet to gange i år.

To koncerter – endda på en uge – blev det også til med Julia Holter. Først mandag aften i Roskilde Domkirke og derefter på festivalen fredag aften.

Læs: Festivalkoncert i domkirken: Avantgarde ved alteret

Julia Holter havde før spillet på Roskilde i 2012 og 2014 og begge gange på den mindste scene Gloria, og ud fra fremmødet at dømme burde hun have gjort det igen i år. Avalon var ikke en gang en fjerdedel fyldt, men Julia Holter stryger heller ikke publikum med hårene. På den anden side er der noget fascinerende ved at opleve nogen have en så kompromisløs tilgang til sin musik, selv om jeg ikke føler trang til at høre hendes ret så udfordrende seneste album Aviary igen lige med det samme.

Lyden af kvinder

Danske Lydmor så jeg i 2013 varme op for Amanda Palmer (som jeg igen skal til koncert med i efteråret), men der er sket meget med hendes musik siden dengang, og hun leverede en imponerende optræden på Avalon fredag aften – især i betragtning af at hun var alene på scenen det meste af tiden (bassisterne Tomas Høffding fra Bon Homme og WhoMadeWho og Signe SigneSigne fra Nelson Can gæsteoptrådte til allersidst). Apropos tid, så lavede hun en “Neil Young” og spillede 15-20 minutter mere, end hun var sat til på en festival, der ellers plejer at styre den slags med hård hånd. Bare spørg den amerikanske rapper Saweetie …

Punkkoncerter er ikke det, jeg går allermest til (som i aldrig), men jeg endte med at blive hængende til Petrol Girls på Pavilion lørdag aften. Det var en af den slags koncerter, hvor der blev sagt “This one goes out to all the anti-fascists!”, og hvor den kvindelige forsanger opfordrede fyrene foran scenen til at køle ned og give plads, så kvinderne blandt publikum også kunne få lov at trykke den af. Sangeren Ren Aldridge nævnte, at hun faktisk var småsyg, men det var bestemt ikke til at se på hendes energiske sceneoptræden.

Petrol Girls spillede højt og larmende, og det var påkrævet på Pavilion, som efter flytningen af Avalon havde fået en ny nabo i Apollo, der primært var hjemsted for elektroniske navne og hiphop. Apollo er en åben scene, så når der var stille på Pavilion, kunne man tydeligt høre bassen derfra, hvilket Julien Baker desværre måtte kæmpe med, da hun skulle fremføre sine afdæmpede guitarsange torsdag eftermiddag. Det er noget, festivalen må forholde sig til i sin evaluering.

Men hvad med mændene?

Den anden onkel Bob. The Cure og Robert Smith lukkede og slukkede Orange Scene.

Det var ikke fordi, jeg ikke var til koncerter med mandlige navne i år på Roskilde. Det blev bare ikke til så mange. Jeg fik set 45 minutter med Bob Dylan, inden jeg skulle over til Rosalia (et bytte, jeg ikke kom til at fortryde), og jeg nåede også tre kvarter med Robert Plant, inden jeg måtte gå, fordi jeg skulle skrive om Mø (den ærgrer jeg mig lidt mere over efter at have læst anmeldelserne af Plants koncert).

Til gengæld blev jeg til hele koncerten på Arena med Johnny Marr, som jeg på forhånd ikke havde de store forventninger til. Selvfølgelig kendte jeg til hans fortid som guitarist i The Smiths, men jeg havde ingen anelse om, hvad han ville spille, og om han overhovedet kunne synge. Det kan han, ved jeg nu, og i det hele taget var det en sjov og underholdende koncert med flere af The Smiths’ klassikere og coverversioner som denne:

Her er det så, jeg må tilstå, at jeg ikke var til hele koncerten med The Cure, fordi jeg undervejs gik hen til Marina, som optrådte samtidig på Avalon (et dilemma, festivalens programplanlæggere med garanti ikke havde forudset, nogen kunne have). Den strategi viste sig at fungere perfekt, da det gav mig det bedste fra begge verdener. Jeg fik 45 hitfyldte minutter med Marina, hvorefter jeg vendte tilbage til Orange og så den afsluttende time med The Cure, der bød på flere af deres kendte sange.

Og det var i store træk min 24. Roskilde Festival. Jeg ville også rigtig gerne have set Christine and the Queens, Carpenter Brut, Stella Donnelly, Lowly, Underworld, Tears for Fears, Spleen United og mange andre, men måtte vælge dem fra af forskellige årsager (primært mit behov for søvn, når jeg skulle møde tidligt på arbejde næste dag).

Men udover de mange musikalske oplevelser var det også bare givende at dele dem med gode venner. Bring on #rf50.

Etiket: , , , ,

Hugo Awards, Worldcon i Helsinki 2017. I år finder Worldcon sted i Dublin, Irland.

Hugo og Nebula er de to største priser inden for science fiction- og fantasy-litteratur. Nebula-prisen uddeles af medlemmerne af SFWA (Science Fiction and Fantasy Writers of America), dvs. forfatterne, mens vinderne af Hugo-prisen kåres af deltagerne på den årlige Worldcon (The World Science Fiction Convention). Man kan sige, at det gør Hugo til en mere fan-baseret pris, selv om mange af deltagerne på Worldcon også er forfattere.

I år holdes Worldcon i Dublin fra 15. til 19. august, og jeg har meldt mig til. Det bliver min tredje Worldcon efter London i 2014 og Helsinki i 2017, og det betyder, at jeg har kunnet nominere til Hugo-prisen og er med til at afgøre, hvem der skal vinde.

Nomineringerne blev offentliggjort i april, og i maj blev Hugo Voter Packet gjort tilgængelig for de registrerede deltagere. Pakken indeholder stort set samtlige nominerede værker, så man har det bedst mulige grundlag at stemme ud fra. Til gengæld har jeg en hulens masse, jeg skal have læst inden deadline den 1. august. På forhånd havde jeg kun læst to af de seks nominerede romaner (Spinning Silver af Naomi Novik og Revenant Gun af Yoon Ha Lee), og jeg har ingen illusioner om, at jeg kan nå fire romaner på så kort tid (jeg har dog fået læst Mary Robinette Kowals Nebula-vindende The Calculating Stars og Catherynne M. Valentes Space Opera).

I stedet har jeg koncentreret mig om novellerne, som jeg vil gennemgå i tre indlæg, da de er inddelt i tre kategorier: Best short story (novelle), Best novelette (langnovelle) og Best novella (kortroman). Jeg lægger ud med de korteste, og det bedste af det hele er, at de alle kan læses gratis på nettet.

Læs de to andre dele her:
Hugo-læsning: De bedste langnoveller
Hugo-læsning: De bedste kortromaner

Best short story

Her er de seks nominerede til bedste novelle (under 7.500 ord):

The Court Magician af Sarah Pinsker (Lightspeed)
The Rose MacGregor Drinking and Admiration Society af T. Kingfisher (Uncanny Magazine)
The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington af P. Djèlí Clark (Fireside Magazine)
STET af Sarah Gailey (Fireside Magazine)
The Tale of the Three Beautiful Raptor Sisters, and the Prince Who Was Made of Meat af Brooke Bolander (Uncanny Magazine)
A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies af Alix E. Harrow (Apex Magazine)

Den eneste af mine fem nomineringer, som slap igennem til finalefeltet, var The Court Magician, der sammen med The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington og A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies var gengangere fra Nebula-nomineringerne.

Hvem vinder? Den umiddelbare favorit må være Nebula-vinderen The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington, der er inspireret af en mystisk bemærkning i George Washingtons efterladte dokumenter, hvor der nævnes et salg af ni tænder, som har tilhørt slaver. Ingen ved helt præcist, hvad det betyder, så P. Djèlí Clark har ladet fantasien råde og brugt den til at lade hver tand give et billede af slaveriets historie tilsat magiske elementer. Resultatet er en stærk fortælling, der ikke vil være en ufortjent vinder. Det er samtidig noget af et gennembrud for P. Djèlí Clark, som også er nomineret i bedste kortroman for The Black God’s Drums.
Clark har på sin hjemmeside skrevet et interessant indlæg om baggrunden for sin novelle: On Slavery, Magic, and the Negro Teeth of George Washington

Illustration: Justin Adams

Hvem bør ellers vinde? Som det fremgår af listen, er det åbenbart en fordel at have en novelle med en lang titel (lyder det fra manden, som har skrevet Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7). Undtagelsen er Sarah Gaileys STET, der lige som Clarks novelle er fra Fireside Magazine. STET er et fagudtryk anvendt af redaktører og korrekturlæsere og betyder typisk, at en rettelse eller bemærkning skal ignoreres. Ved første øjekast er der tale om en tør, akademisk tekst, men fodnoterne fra redaktøren og forfatteren afslører en helt anden dramatisk og tragisk historie, som ikke er til at få ud af hovedet igen.

Gaileys novelle skiller sig ikke kun ud ved sin korte titel, men er også den eneste i kategorien, der er science fiction. Resten er fantasy, og flere af dem beskæftiger sig med kendte fantasy-scenarioer, men angriber dem fra nye vinkler. For eksempel begynder Sarah Pinskers The Court Magician traditionelt nok med en fattig dreng, som bliver udvalgt til at være troldmand ved hoffet. Problemet er blot, at kongen er en tyran, som misbruger troldmandens evner til at skaffe sig af med sine fjender og kritikere, og så kommer novellen på ganske ferm vis til at handle om, hvor langt ens moral og integritet rækker, når man tjener magten. Pinsker lægger i dette interview ikke skjul på, hvem hun havde i tankerne, da hun skrev novellen.

I Alix E. Harrows A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies er det Portal Fantasy, der kommer under den litterære lup. Portal Fantasy er en undergenre inden for fantasy, hvor hovedpersonerne kommer til en anden verden via en portal (det klassiske eksempel er Narnia-bøgerne). Men det behøver ikke altid være en dør eller et klædeskab. Romaner kan også transportere læseren væk fra en trist og måske traumatisk verden til andre og bedre verdener. Harrow giver den metafor fuld skrue ved at gøre sin fortæller til både bibliotekar og heks, og hendes novelle er én lang kærlighedserklæring til bøger og fantasy-genren. Det er sikkert en af grundene til dens popularitet (den blev kåret til årets novelle af læserne af Apex Magazine, hvor den oprindelig blev bragt), udover at den er velfortalt og rørende.

Illustration: John Picacio

De øvrige: Uncanny Magazine har de sidste tre år i træk vundet en Hugo for bedste semi-professionelle magasin (Best Semiprozine) og holder normalt et højt niveau, men jeg må indrømme, at de to nominerede noveller fra magasinet var dem, jeg brød mig mindst om.
Begge tager humoristiske favntag på ofte fortalte eventyr – i Kingfishers novelle må tre elvere sande, at kvinden i titlen er immun over for deres forsøg på at forhekse hende (“what really gets me is that she went and married the blacksmith”), mens Bolander placerer tre kødædende dinosaurusser i et eventyr-univers og får megen sjov ud af det. Det er alt sammen ganske underholdende, men heller ikke mere end det.

Mine egne nomineringer

Som nævnt er Sarah Pinskers The Court Magician den eneste af mine fem nomineringer, som er med i finalen. Her er mine fire andre indstillinger, og I kan selv vurdere, om de havde fortjent at komme med:

Blessings af Naomi Novik (Uncanny Magazine)
Sour Milk Girls af Erin Roberts (Clarkesworld)
Yiwu af Lavie Tidhar (Tor.com)
The Starship and the Temple Cat af Yoon Ha Lee (Beneath Ceaseless Skies)

God læselyst!

Etiket: , , ,

For 12. gang har jeg fået en novelle med i Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen, der har nået sin 14. udgave. De eneste, som jeg ikke har bidraget til, er den allerførste LUO fra 2007, hvor jeg lige var begyndt at skrive, og Farvel, min astronaut – LUO 8 fra 2013, der var det år, hvor SFC valgte at dele udgivelsen op i to antologier (min novelle Tannhäuser Gate var med i Nær og fjern – LUO 7).

Illustration: Manfred Christiansen

I år deltager jeg med novellen Fire år senere, som jeg allerede tog hul på i slutningen af 2018, da jeg ville være ude i god tid i stedet for først at gå i gang i sidste øjeblik. Det gjorde jeg med både førnævnte Tannhäuser Gate og med sidste års Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7, som jeg skrev, efter at jeg egentlig havde indstillet mig på, at jeg ikke kom til at indsende noget til LUO, fordi jeg måtte opgive en anden novelle.

Af samme grund blev Anmeldelse af Genforeningen… med sine 2400 ord den korteste novelle, jeg har haft med i Lige under overfladen. Dette års bidrag, Fire år senere, er tilbage på “normal” længde, 6200 ord, og bygger på idéen om, hvad der ville ske, hvis vi en dag vågnede op og opdagede, at vi havde fået slettet de sidste fire år fra vores hukommelse. Jeg fortæller mere om novellen, når LUO 14 udkommer, hvilket formentlig bliver til Fantasticon, der finder sted i weekenden 20.-22. september med forfatterne Nisi Shawl og Tade Thompson som æresgæster og afrofuturism som tema.

Illustration: Manfred Christiansen

Lige under overfladen 14 får Sandsynlighedskrydstogt som titel og kommer til at indeholde 26 noveller. Ifølge Science Fiction Cirklen blev der i år indsendt 80 noveller mod 64 i 2018. Sidste år kom næsten halvdelen, 31 noveller, med i De fremmede – Lige under overfladen 13, og jeg må indrømme, at jeg fandt det lidt i overkanten. Med 26 noveller (under en tredjedel af de indsendte) er vi tilbage på det gamle niveau, selv om jeg finder, at 20 er et mere passende antal, hvilket både De sidste kærester på Månen – LUO 9 og Som et urværk – LUO 10 indeholdt.

Vanen tro er bidragene skrevet af en blanding af “veteraner” som A. Silvestri, Gudrun Østergaard, Richard Ipsen, Kenneth Krabat, Jesper Rugård, Henning Andersen, Ellen Miriam Pedersen og undertegnede og nyere navne i LUO-sammenhænge som Jakob Drud (som har skrevet titelnovellen), Lars Behn-Segall, Viggo Madsen, Helene Toksværd, Maria Frantzen Sanko og Sara Buch, der har været med i de seneste par udgaver. Glædeligt nok er der som altid også en håndfuld forfattere, som er med for første gang.

Etiket: , , ,
%d bloggers like this: