Månedens anbefalinger: Extended Edition
Sidste år havde jeg novellen Sommeren med Andrea med i antologien Solarpunk fra Forlaget Krabat. Efter en afstemning i facebook-gruppen Danske Science Fiction Fans ligger det nu fast, at Solarpunk bliver det danske bud til Den Europæiske Science Fiction Pris, der uddeles af European Science Fiction Society i forbindelse med Eurocon 2024 i Rotterdam i august. Tillykke til antologiens redaktør Helle Perrier og forlaget.
Som jeg fortalte i min gennemgang af skriveåret 2023, blev jeg færdig med første udkast af en roman, og nu er jeg så i gang med redigeringsfasen. Jeg holdt ferie i uge 7 og har fået gennemgået to tredjedel af romanen, men mangler den sidste tredjedel, som nok er den, der kræver det største arbejde.
Ellers er der ikke det store at berette fra mit forfatterliv, så for at dette indlæg ikke skal blive alt for kort, har jeg lavet en udvidet udgave af mit faste indslag Månedens anbefalinger. Normalt anbefaler jeg kun noveller, men nu får I også lidt andet godt med i købet.
Noveller: Le Guin Reloaded
Men først novellerne, og jeg lægger ud med noget, der nærmest er blevet et fast indslag: En novelle af Isabel J. Kim.
Isabel J. Kim: Why Don’t We Just Kill the Kid In the Omelas Hole (Clarkesworld, februar 2024)
Som nogle nok har gættet ud fra titlen, er der tale om en genfortælling af Ursula K. Le Guins klassiske Hugo-vinder The Ones Who Walk Away From Omelas fra 1973.
Og så er det her, at jeg må tilstå, at jeg ikke kendte til Le Guins novelle, da jeg læste Why Don’t We Just Kill the Kid In the Omelas Hole. Mit umiddelbare indtryk var, at det var en pænt syret historie om, hvad man er villig til at ofre for at bevare sine privilegier, og hvornår det i sidste ende indhenter én. Først bagefter gik det op for mig, hvad novellen er en reference til, så, ja, den kan godt læses for sig selv, men man får ikke det fulde udbytte.
Man kan selvfølgelig diskutere, om en novelle kan betegnes som vellykket, når den er afhængig af læserens kendskab til et andet værk. Men omvendt findes der masser af noveller og romaner, der er inspireret af andre fortællinger, og Kim kan højst kritiseres for, at hendes reference måske er en anelse obskur for de fleste læsere. Til gengæld er det ikke til at komme uden om, at hendes genfortælling er yderst original – siger jeg efter at have læst inspirationskilden.
Rachael K. Jones: The Sound of Children Screaming (Nightmare, oktober 2023)
Locus Magazine har offentliggjort sin 2023 Recommended Reading List, og det har gjort, at jeg er blevet opmærksom på noveller, jeg overså i første omgang. En af dem er denne stærke og ganske forfærdelige (på den gode måde) historie om en lærer, der forsøger at beskytte sine elever under et skoleskyderi ved at flygte sammen med dem ind i en eventyrverden, som dog viser sig at være endnu værre. Rachael K. Jones har fortalt i et interview, at hun blev inspireret til at skrive novellen efter en oplevelse, hvor hun som lærer måtte gemme sig under sit skrivebord, fordi der blev affyret skud i området. The Sound of Children Screaming er netop blevet nomineret til en Stoker Award.
Monica Gribouski: Allies (Hexagon, vinter 2023)
Multivers-historie, hvor hovedpersonen møder en langt mere cool og badass version af sig selv. Eneste problem er, at denne prøver at slå hende ihjel for at komme sine fjender i forkøbet! Efter at have overlevet det chokerende møde vælger hovedpersonen at tage sit liv op til revision for at se, hvordan hun selv kan forbedre det og komme ud af den tomgang, hun var havnet i. Det er både underholdende og engagerende at følge med i. OBS! Man er nødt til at downloade hele magasinet for at læse novellen (fås både som EPUB og PDF).
… og en enkelt roman
Martin MacInnes: In Ascension
Jeg har indtil videre ikke læst så mange romaner i år (det tager tid med alle de noveller), men jeg føler mig allerede ret sikker på, at Martin MacInnes’ Booker Prize-kandidat ender på min top 10-liste for 2024.
In Ascension kan bedst beskrives som “litterær” science fiction, hvilket vil sige, at den ikke er skrevet som en traditionel SF-roman. Den er umiddelbart mere interesseret i sin hovedpersons psykologi og hendes forhold til sin familie, men det er også en roman spækket med videnskab og teknologi. For eksempel forsker hovedpersonen i en ny art alger, der kan bruges som føde på lange rejser i rummet, og det fører både hende og læseren ud på veje, ingen kunne have forudset.
Selv om bogen er på næsten 500 sider, slugte jeg den på under en uge, og det hører efterhånden til sjældenhederne med mit nuværende læsetempo.
Film: Mesterværker og fortjente fusere?
Apropos top 10 er her et par film, som kandiderer til at blive blandt årets personlige favoritter, selv om 2024 kun er to måneder gammel.
Are You There God? It’s Me, Margaret. (Kelly Fremon Craig, 2023)
Judy Blumes roman fra 1970 er en ungdomsklassiker i USA, men er knapt så kendt herhjemme, så det er nok årsagen til, at denne filmatisering kom direkte ud på leje. Instruktøren stod også bag den vidunderlige The Edge of Seventeen med Hailee Steinfeld og viser her samme fine fornemmelse for at skildre livet, når det er på kanten til at skifte til en ny fase. Desuden er det formentlig en af de få film i historien, hvor spændingskurven er bygget op omkring, hvornår hovedpersonen får menstruation for første gang.
Poor Things (Yorgos Lanthimos, 2023)
En fantastisk mærkelig film med en vild præstation af Emma Stone i den altdominerende hovedrolle.
Dune: Part Two (Denis Villeneuve, 2024)
Jeg så den på premiereaftenen og er stadig ved at fordøje indtrykkene, men indtil videre: Wow!
Og så til to film, som allerede nu er udråbt til at være blandt årets største fiaskoer, men er det fortjent?
Argylle (Matthew Vaughn, 2024)
Af og til er der film, der trænger gennem alle ens forsvarsværker, selv om de objektivt set ikke er gode. Sådan har jeg det med Argylle, som jeg fandt formidabelt underholdende, da jeg så den i biografen. En fremtidig guilty pleasure og Matthew Vaughns bedste film siden X-Men: First Class (jeg har aldrig været fan af Kingsman-serien).
Madame Web (S.J. Clarkson, 2024)
Tydeligvis lavet på et mindre budget end de fleste superheltefilm og med en mere afdæmpet tone, hvilket jeg fandt forfriskende, selv om manus er noget rod og bærer præg af for mange omskrivninger. Filmen er dog langt fra den katastrofe, som den har fået ry for at være, og personligt synes jeg, de to Venom-film er dårligere (jeg har ikke set Morbius).
Musik: Fem favoritter
Musikåret 2024 er kommet godt fra land. Her er to album og tre sange, jeg har lyttet rigtig meget til i januar og februar:
Sleater-Kinney: Little Rope
Sleater-Kinney alias Corin Tucker og Carrie Browstein er tilbage i storform efter to middelgode album. Førstesinglen “Hell” blev udgivet sammen med denne video, der har instruktøren og skuespilleren Miranda July i hovedrollen.
The Last Dinner Party: Prelude to Ecstasy
Super-hypede The Last Dinner Party har vundet både Rising Star Brit Award og BBC Sound of 2024. Jeg blev selv opmærksom på dem sidste år, da de udgav debutsinglen “Nothing Matters”. I starten af februar kom så det længe ventede debutalbum, der på flamboyant vis er fyldt med iørefaldende højdepunkter. Og så er de lige blevet offentliggjort til Roskilde Festival!
Kim Gordon: BYE BYE
Endnu et nyt Roskilde-navn! Det tidligere Sonic Youth-medlem fyldte 70 år i 2023, men det er ikke til at høre på denne single fra hendes kommende album. Hvis kvinden i videoen kunne ligne en yngre udgave af Kim Gordon, så er det ikke helt tilfældigt. Hendes navn er Coco Gordon Moore. Gæt selv hvem hendes forældre er.
Bat for Lashes: The Dream of Delphi
Fem år efter Lost Girls er der endelig nyt på vej fra Natasha Khan. Albummet The Dream of Delphi er sat til at udkomme den 31. maj og er opkaldt efter hendes datter, som hun fødte i 2020. Her er videoen til titelnummeret:
Warpaint: Common Blue
Et af mine yndlingsbands, Warpaint, fyldte 20 år den 14. februar. Det blev fejret med en ny sang og denne jubilæumsvideo. Tillykke og tak for musikken.