Før Fantasticon: Det bedste fra æresgæsterne

Lige om lidt er der Fantasticon 2026, og netop som jeg troede, jeg ikke skulle være en del af programmet, er jeg alligevel blevet inddraget i 11. time.

Fantasticon holdes endnu en gang i Støberiet på Blågårds Plads på Nørrebro, denne gang i weekenden 6.-7. juni. Jeg er med i et panel søndag kl. 10 om dette års Hugo-nominerede romaner, og derudover har jeg bidraget med en artikel til programbogen.

Årets æresgæster er forfatterne Sarah Pinsker, Eugenia Triantafyllou og Chris Beckett. Sidstnævnte skulle have været på Fantasticon i 2023, hvor han måtte melde afbud, men kommer nu med tre års forsinkelse.

I dette indlæg har jeg dog valgt at fokusere på Sarah Pinsker og Eugenia Triantafyllou, da jeg er stor fan af deres noveller.

Hvem er Sarah Pinsker?

Amerikanske Sarah Pinsker har vundet alle de store priser inden for science fiction-litteratur, siden hun debuterede i 2012. Hun har udgivet to romaner og en kortroman, men guldet findes i hendes to novellesamlinger Sooner or Later Everything Falls Into the Sea (2019) og Lost Places (2023).

For første gang kan hun også læses på dansk, da Science Fiction Cirklen har udgivet novellesamlingen Hovedkulds op til Fantasticon.

Hvis man ikke kender til Sarah Pinsker i forvejen, er hendes prisvindende noveller det mest oplagte sted at begynde:

Where Oaken Hearts Do Gather (Uncanny, 2021) – Hugo-vinder for bedste novelle
Nok Pinskers mest kendte novelle, der skiller sig ud ved at være skrevet som en lang online-debat, hvor forskellige brugere analyserer en gammel folkevise. Undervejs tager det hele en uhyggelig og mystisk drejning. Pinskers beskrivelse af sangen er så overbevisende, at jeg var nødt til at tjekke, om den virkelig fandtes. Det gør den, men kun i en udgave, som Sarah Pinsker selv har indspillet (der er et link til den i novellen). Udover at være forfatter har Sarah Pinsker også en karriere som sangskriver og musiker.

Two Truths and a Lie (Reactor, 2020) – Hugo- og Nebula-vinder for bedste langnovelle
Stella er så vant til at opfinde detaljer om sit liv, så da hun nævner et fiktivt børneprogram fra den lokale tv-station for en gammel skolekammerat, kommer det bag på hende, at han også husker det. Ubehaget breder sig, da hun finder videobånd med optagelser af tv-showet, der er højst uegnet for børn og lader til at have påvirket sit publikum på forskellig vis.

Disse noveller blev “kun” nomineret, men kan anbefales på det varmeste:

And Then There Were (N-One) (Uncanny, 2017) – Hugo- og Nebula-nomineret for bedste kortroman
En personlig favorit, hvor Sarah Pinsker går Agatha Christie i bedene med denne historie om forfatteren Sarah Pinsker, som tager til et møde på en ø med en masse udgaver af sig selv fra parallelle verdener. Da en af dem bliver myrdet, må hun opklare mordet på sig selv. Det er præcist lige så vanvittigt og underholdende, som det lyder.

Signs of Life (Uncanny, 2024) – Hugo-nomineret for bedste langnovelle
Fortælling om to søstre, som genforenes efter ikke at have talt sammen i årevis. Langt hen ad vejen virker det som et familiedrama uden spekulative elementer, men da afsløringen kommer, bliver det tydeligt, at Pinsker har signaleret det hele vejen igennem.

The Millay Illusion (Uncanny, 2025) – Hugo-nomineret for bedste langnovelle
To unge piger mødes i Albertini’s Astonishing Traveling Show og bliver venner. Den ene prøver at blive taget alvorligt som tryllekunstner, men det er stadig et mandsdomineret fag, så en dag laver hun sit ultimative trick.

Den Nebula-vindende novelle Our Lady of the Open Road (Asimov’s, 2015) er ikke tilgængelig online, men dens hovedperson dukker også op i Pinskers Nebula-vindende debutroman A Song for a Day (2019). Den har jeg tidligere skrevet et indlæg om, fordi den viste sig at være utilsigtet profetisk i forhold til corona-pandemien og dens konsekvenser for koncertbranchen.

Hvem er Eugenia Triantafyllou?

Modsat Sarah Pinsker har græske Eugenia Triantafyllou til gode at udgive en roman, så derfor er der ingen billeder af bogforsider at vise.

Men ellers har de en del til fælles. For eksempel kan de siges at høre til blandt de forfattere, som har gjort Uncanny Magazine til deres “hjem”. Faktisk stammer lige under en tredjedel af Triantafyllous publicerede noveller derfra, blandt dem hendes to prisvindende noveller:

Six Versions of My Brother Found Under the Bridge (Uncanny, 2023) – Shirley Jackson Award-vinder samt Nebula-nomineret for bedste langnovelle
En teenage-pige finder ud af, hvordan hun kan bringe sin lillebror tilbage fra døden, men får ham i seks forskellige udgaver. Samtidig er det en fortælling om, hvordan sorg kan lamme en familie, og hvordan det til sidst bliver muligt at komme videre.

Loneliness Universe (Uncanny, 2024) – British Fantasy Award-vinder samt Hugo- og Nebula-nomineret for bedste langnovelle
Pludselig kan Nefeli ikke længere se og høre sine nærmeste, selv om de befinder sig det samme sted. Hun kan godt kommunikere med dem via mail, SMS og på digitale platforme, men fysiske møder er ikke længere mulige, og hun kan heller ikke ringe til dem. Novellen er selvfølgelig en kommentar til, at det i dag føles som om, at vi ser mere til vores familie og venner online end i det virkelige liv, og hvad det gør ved os som mennesker.

Eugenia Triantafyllous seneste nominering er for denne novelle. Om hun vinder, finder vi ud af under Fantasticon, der falder sammen med Nebula Award-weekenden:

The Life and Times of Alavira the Great as Written by Titos Pavlou and Reviewed by Two Lifelong Friends (Uncanny, 2025) – Nebula-nomineret for bedste langnovelle
To venner læser sig gennem en fantasy-serie og anmelder den, men er stærkt uenige, om den er god eller ej. Formen er inspireret af Goodreads, men Triantafyllou har i et interview også nævnt Sarah Pinskers Where Oaken Hearts Do Gather som en af sine inspirationskilder.

For at vise at Eugenia Triantafyllou også er blevet offentliggjort andre steder end Uncanny, vil jeg anbefale følgende to noveller:

The Bathers (Three-Lobed Burning Eye, 2025)
Ifølge Triantafyllou en stærkt selvbiografisk novelle om en ung piges møde med en flok ældre kvinder på vej til stranden.

Bonesoup (Strange Horizons, 2022)
Som græker er det selvfølgelig oplagt for Triantafyllou at anvende mytologi i sine historier, og det har hun da også gjort flere gange. Denne her er dog en genfortolkning af eventyret om Hans og Grete med et græsk tvist.

Lige som sidste års æresgæst på Fantasticon, franske Aliette de Bodard, er Eugenia Triantafyllou en forfatter, som har valgt at skrive på engelsk i stedet for på sit modersmål. Det fortæller hun om i dette interview, hvor det også fremgår, at hun tidligere har boet i Sverige og lærte svensk, mens hun gik på sprogskole: The Musicality of Language with Eugenia Triantafyllou

Hun har også skrevet dette essay i Locus Magazine, hvor hun beskriver sin arbejdsproces (og ja, der er en forklaring på den kryptiske titel: George Saunders in a Haunted Mansion with Chocolate Mint

Ian Watson (1943-2026)

Den britiske science fiction-forfatter Ian Watson døde den 20. april, 82 år.

Han var æresgæst sammen med Pat Cadigan på Fantasticon 2015, som jeg var med til at arrangere.

Science Fiction Cirklen udgav i den forbindelse novellesamlingen Langsomme fugle.

Locus Magazine har bragt en nekrolog, der slutter af med ordene: “At the express wish of the deceased, do not buy flowers. BUY BOOKS.”

Månedens anbefaling

Normalt slutter jeg af med “Månedens anbefalinger”, men da dette indlæg ikke består af andet end anbefalinger, udskyder jeg det til en anden gang.

Jeg må dog lige nævne, at min favoritserie for tiden er gyserkomedien Widow’s Bay på Apple TV, der formår den svære kunst at veksle mellem at være hylende morsom det ene øjeblik til at blive regulært uhyggelig få scener efter.