Mine bøger findes stadig på bibliotekerne

Det er forår, vi er gået over til sommertid, og det er blevet den tid på året, hvor der udbetales bibliotekspenge.

Jeg havde ingen nye udgivelser i 2024, så derfor er det ikke overraskende, at jeg får mindre i år end sidste år, hvor jeg for første gang kom over 15.000 kroner. De lidt over 12.000 kroner (12.214,85 for at være helt præcis) er dog stadig det tredjehøjeste beløb, jeg har modtaget.

En af mine 2023-udgivelser kom så sent på året, at det først er i år, at den for alvor giver noget. Det er antologien Solarpunk, som kun var repræsenteret med 36 købte eksemplarer på bibliotekerne i sidste års bibliotekspenge. Det er siden steget til 62 eksemplarer, men endnu vigtigere er det, at udlånet af e-udgaven af bogen nu er kommet med, da det tæller mere.

Det er dog stadig mine soloudgivelser, som giver mest i det samlede billede, da man med antologierne deler pointene med de øvrige bidragsydere.

Lydbogudgaven af min roman Rød høst er fortsat den af mine udgivelser, som giver flest point, men i forhold til sidste år er udlånet faldet med 25 procent. Det står endnu værre til med e-bogen, hvor udlånet er mere end halveret, mens antallet af fysiske bøger er faldet fra 77 til 69 eksemplarer.

Tendensen er den samme med mine novellesamlinger, Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos og Månebase Rødhætte, hvis antal svinder på hylderne.

Jeg må erkende, at jeg selv er en del af problemet, da jeg er blevet en mere og mere sjælden bruger af biblioteket. Mit seneste besøg var i efteråret, hvor jeg lånte en bog som forberedelse til en artikel og ved den lejlighed tog billedet øverst på siden. Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvornår mit forrige lån fandt sted, men det kan sagtens være mere end tre år siden.

Så køb mine bøger, folkens! Det klinger mindre hult end, når jeg opfordrer jer til at låne dem på biblioteket …

OPDATERING: Efter jeg lavede det oprindelige opslag, meddelte Slots- og Kulturstyrelsen, at der var en fejl i datagrundlaget fra e-Reolen omkring netlydbøger og e-bøger. Derfor skulle der laves nye beregninger, og udbetalingen af bibliotekspengene ville blive et par dage forsinket. Jeg må indrømme, at det ikke kom helt bag på mig, da jeg havde undret mig over, at pointene for lydbogudgaven af Rød høst var nøjagtig de samme som sidste år, og det er da også den eneste ændring på den nye titelliste, jeg har modtaget. Det betyder, at jeg modtager 737 kroner mindre end først udmeldt.

Kvartalets anbefalinger

Jeg er kommet så meget bagefter med Månedens anbefalinger, at jeg i stedet nævner det bedste fra årets første tre måneder.

Tia Tashiro: The Temporary Murder of Thomas Monroe (Clarkesworld, januar 2025)
Siden jeg mødte Tia Tashiro på Worldcon i Glasgow, har jeg læst flere af hendes noveller, og hun fortsætter med at imponere. Hun indledte det nye år med denne sci-fi-krimi om en mand, som forsøger at opklare sit eget mord. Lige som i en af mine ældste noveller Afhøring af offer nr. 5 er det muligt at gemme en kopi af sig selv i tilfælde af, at det sker noget alvorligt, men den seneste backup er to måneder gammel, så han har ingen erindring om mordet. Et tilsyneladende tilfældigt møde med en ung kvinde sætter ham på sporet af, hvad der er foregået, og hvad hans egen rolle kan have været.

Lige i hælene på den novelle kom For Whom the Hair Grows (Uncanny, januar/februar 2025), som er Tia Tashiros genfortolkning af eventyret om Rapunzel, og den er også værd at læse.

Eugenia Triantafyllou: Loneliness Universe (Uncanny, maj/juni 2024) / Joanna’s Bodies (Psychopomp, juli 2024)
Nomineringerne til årets Nebula Award gjorde mig opmærksom på disse to historier af den græske forfatter Eugenia Triantafyllou. Begge er nomineret i kategorien Best Novelette (langnovelle), mens hun sidste år havde den lige så anbefalelsesværdige Six Versions of My Brother Found Under the Bridge med i samme kategori. Så hun er inde i lidt af en stime.

Min favorit er Loneliness Universe, hvor hovedpersonen ikke længere kan se og høre sine nærmeste, selv om de befinder sig det samme sted. Hun kan godt kommunikere med dem via mail, SMS og på digitale platforme, men fysiske møder er ikke længere mulige (hun kan heller ikke ringe til dem). Novellen er selvfølgelig en kommentar til, at det i dag føles som om, at vi ser mere til vores familie og venner online end i det virkelige liv, og hvad det gør ved os som mennesker.

Joanna’s Bodies er en body horror-fortælling om Eleni, som føler, at hun var skyld i barndomsveninden Joannas død og derfor ved hjælp af magi har sørget for, at denne kan vende tilbage i andre kvinders kroppe. Som årene går, begynder Eleni dog at stille spørgsmålstegn ved deres venskab.

Angela Liu: Another Girl Under the Iron Bell (Uncanny, september/oktober 2024)
En anden af årets Nebula-nominerede langnovelle er denne fortælling om en kvindelig dæmon, der er bundet til en amoralsk munk, som får hende til at udføre sit beskidte arbejde for sig. Stærkt inspireret af japansk mytologi og meget filmisk fortalt.

Gemma Files: Little Horn (Nightmare, oktober 2024)
Antichrist’s a position, not a person. Little Horn er en ung kvinde, der tilbedes af en kult som Antikrist, lige indtil hun vælger at sætte ild til hele sin menighed. Det er blot begyndelsen på historien, som i stedet handler om, hvad der sker, da hun opdager, at hun langt fra er den eneste Antikrist i verden.

Hvis jeg skal anbefale en roman, må det blive Kaliane Bradleys overbevisende debut The Ministry of Time, der er et forfriskende forsøg på at forny tidsrejse-genren. Det skader i mine øjne heller ikke, at historien refererer til Franklin-ekspeditionen, som også var udgangspunktet for Dan Simmons’ roman The Terror og serien af samme navn.

Mit bud på årets album er indtil videre Eusexua med FKA Twigs, så det lyder ingen klager herfra over, at hun skal spille på Roskilde Festival til sommer.

Årets bedste film har indtil videre været Babygirl og Pigen med nålen, og så kunne jeg som forfatter til Mordene på Katrina selvfølgelig ikke undgå at være interesseret i Companion. Jeg siger på ingen måde, at jeg var først med idéen, for det var jeg bestemt ikke. Men det er altid spændende at se andres bud på det samme tema.

Selve filmen er ganske underholdende, men ikke noget mesterværk. Til gengæld er Sophie Thatcher ved at slå sit navn fast som én, der bliver spændende at følge, efter at jeg sidste år så hende i både Heretic, The Boogeyman og i debutfilmen Prospect fra 2018. I sidstnævnte spiller hun sammen med Pedro Pascal, som faktisk allerede her har en faderfigur-rolle a la den, der siden har gjort ham populær i serierne The Mandalorian og The Last of Us.

Filmatiseringen af Mordene på Katrina kan i øvrigt stadig ses på Filmstriben.