Hvordan gik det til, at jeg havde endnu et år uden udgivelser?

I mine første 15 år som forfatter havde jeg mindst to udgivelser om året. Den stime stoppede i 2022, der var mit første år uden udgivelser, og nu er det minsandten sket igen.

For to år siden kunne jeg finde trøst i, at jeg havde en række udgivelser på vej året efter, men denne gang har jeg intet på bedding til 2025, så jeg kan meget vel stå i samme situation om 12 måneder.

Hvordan er det så gået til? Som altid er der flere årsager.

Hovedårsagen er selvfølgelig, at jeg ikke fik skrevet særlig meget i løbet af året. Det blev kun til en enkelt ny novelle, men det er tvivlsomt, om den nogensinde ser dagens lys.

Problemet er, at jeg skrev den til en antologi med et meget specifikt tema, men ikke fik den antaget. Det er generelt risikoen ved at indsende til tema-antologier. Hvis din novelle ikke kommer med, kan du let brænde inde med den. Du kan altid håbe, at den kan bruges i en anden sammenhæng, men jo mere snævert temaet er, jo mindre er sandsynligheden.

Da jeg for et år siden gjorde status over skriveåret 2023, nævnte jeg en udgivelse, som var blevet udskudt til 2024. Det betød, at jeg regnede med, at dette ikke ville blive et år uden udgivelser, og det troede jeg sådan set også helt frem til efteråret – ikke mindst fordi jeg i sommer fik min novelle til korrekturlæsning i en opsat udgave.

Siden har jeg dog intet hørt, og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg ikke forventer at se noget til bogen, før den en dag pludselig dukker op. Dette skal ikke opfattes som en kritik af redaktøren og forlaget, da jeg selv ved, hvor meget ens arbejds- og privatliv kan komme på tværs, når man gør det her i sin fritid.

Nye arbejdsopgaver

Apropos arbejde, så sker der ændringer på den front i 2025. De sidste to år har jeg været redaktør for Roskilde-redaktionen på Sjællandske Nyheder, der dækker over Dagbladet Roskilde, ugeavisen Roskilde Avis og Roskilde-delen af nyhedssitet sn.dk.

Det stopper per 1. februar, hvor jeg i stedet fortsætter som souschef på Roskilde-redaktionen med særligt fokus på Roskilde Avis.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at mit arbejde har taget meget tid og kræfter fra mit forfattervirke de seneste år – ikke mindst fordi mediebranchen i samme periode har været under stort pres på grund af et fald i annonceindtægter og abonnenter.

Det har medført flere sparerunder, hvoraf konsekvensen af den seneste har været, at jeg får en anden rolle på redaktionen. Samtidig har nedskæringerne ført til nye arbejdsgange, der har afløst hinanden i en lind strøm og heller ikke har gjort det let at finde ind i en daglig rytme.

Hvad med den roman?

For et år siden kunne jeg med glæde annoncere, at jeg langt om længe var blevet færdig med den roman, som jeg har skrevet på siden 2019. Dengang nævnte jeg, at jeg skulle i gang med redigeringsfasen, og det er så det, jeg primært har lavet rent forfattermæssigt i 2024.

I februar-marts brugte jeg et par uger på at få skrevet romanen igennem, hvor jeg forhåbentlig fik luget ud i de værste fejl og mangler. Jeg havde endnu en gennemskrivning i sommerferien, da jeg stadig ikke var helt tilfreds med slutningen, og i december stod den på finpudsning.

I forhold til mit første udkast er der skåret cirka 1500 ord af længden, så romanen nu er på lidt under 120.000 ord.

Intet nyt fra udlandet

Det soleklare højdepunkt i 2023 var, at Lightspeed Magazine bragte A Review: The Reunion of the Survivors of Sigrún 7, hvilket var mit første salg til et professionelt, engelsksproget magasin. Det gav selvfølgelig blod på tanden i forhold til at fortsætte med at skrive på engelsk og forsøge at få solgt historier på det internationale marked.

Desværre bragte 2024 ingen fremgang på det område. Jeg fik sammenlagt 16 afslag fordelt på syv forskellige noveller og mangler stadig at få svar fra et enkelt magasin. Svartiden har været alt fra et døgn til over tre en halv måned.

Til gengæld var det året, hvor jeg var på Worldcon for fjerde gang, og hvor Fantasticon kunne fejre 20-års jubilæum. Jeg er i øvrigt blevet inviteret til at deltage i et panel på næste års Fantasticon, som foregår i weekenden 31. maj-1. juni i Støberiet på Nørrebro.

En af æresgæsterne på Fantasticon 2025 bliver Aliette de Bodard, og jeg er i den forbindelse blevet spurgt af Science Fiction Cirklen, om jeg vil holde et oplæg om hendes forfatterskab. Det finder sted torsdag den 9. januar klokken 19 i Valby Kulturhus, 3. sal, lokale 1.

Årets bedste bøger

Men nok om mine egne skriverier. Her er de 10 bedste bøger, jeg læste i 2024, sat i alfabetisk orden efter forfatterne:

Shannon Chakraborty: The Adventures of Amina al-Sirafi
Stephen Graham Jones: Don’t Fear the Reaper
Martin MacInnes: In Ascension
Sandra Newman: Julia
Sarah Pinsker: Lost Places
Christopher Priest: Airside
Donna Tartt: The Goldfinch
John Wiswell: Someone You Can Build a Nest in
Hanya Yanagihara: To Paradise
Gabrielle Zevin: Tomorrow, and Tomorrow, and Tomorrow

Efter at den har stået i min reol i 10 år, fik jeg endelig taget mig sammen til at få læst Donna Tartts The Goldfinch og blev blæst bagover af, hvor virtuost den er fortalt og skrevet. Generelt har jeg undgået murstensromaner de seneste år, men jeg varmede op til The Goldfinch (små 900 sider) med Hanya Yanagiharas næsten lige så omfangsrige (små 800 sider) og ligeledes virtuose To Paradise, der blander kontrafaktisk historie og science fiction.

Tredje del af To Paradise foregår i en dystopisk fremtid og blev dermed også opvarmning til Sandra Newmans Julia, der genfortæller George Orwells 1984 (med tilladelse fra Orwells arvinger) ud fra den kvindelige hovedpersons synspunkt. Selv om den kun er halvt så lang som The Goldfinch og To Paradise, tog det mig længere tid at komme igennem romanen, og jeg gik endda så meget i stå undervejs, at jeg nåede at læse en anden bog, inden jeg kom i gang igen.

Når Julia alligevel er med på listen, skyldes det, at den har de samme kvaliteter, som også gør 1984 til hård kost at læse. Jeg tror simpelthen, jeg havde brug for en pause fra romanens kvælende og trøstesløse univers, hvor pointen er, at Big Brother holder øje med alle, men giver kvinderne endnu mindre rum at bevæge sig i end mændene. I sidste ende var det slutningen, som overbeviste mig, for Sandra Newman foretager det modige valg at digte videre på Orwells fortælling, men lader det være op til læseren at vurdere, om Julias fremtid bliver mere håbefuld af det.

Sarah Pinskers seneste novellesamling Lost Places beviste igen, hvorfor hun er en af de bedste forfattere uanset genre og indeholder hele to noveller, der har vundet både en Hugo og en Nebula (“Two Truths and a Lie” og “Where Oaken Hearts Do Gather“).

For at blive ved priserne, så vandt Martin MacInnes fortjent årets Arthur C. Clarke Award for In Ascension, mens Shannon Chakrabortys blev nomineret til en Hugo for sin underholdende pirat-fantasy The Adventures of Amina al-Sirafi, der gjorde mig glad for, at der er flere bøger på vej i serien.

Underholdende var også Stephen Graham Jones’ Don’t Fear the Reaper, anden del af hans slasher-hyldende Indian Lake-trilogi, og John Wiswell leverede en overbevisende debut med Someone You Can Build a Nest in, der har noget så usædvanligt som et formskiftende monster i hovedrollen.

En af årets mest overraskende læseoplevelser var Christopher Priests Airside, og det gør det endnu mere trist, at det var hans sidste roman, da han gik bort i februar 2024. Han var æresgæst på Fantasticon i 2017 sammen med hustruen Nina Allan, hvis forfatterskab jeg har bedre kendskab til, men Airside har bestemt givet mig lyst til at læse mere af ham.

Årets mest fornøjelige roman var Gabrielle Zevins Tomorrow, and Tomorrow, and Tomorrow, som var den bog, jeg læste hurtigst i forhold til længden (næsten 500 sider). Det er sandsynligvis også den af de 10 bøger, jeg først kommer til at læse igen, for den er nærmest definitionen på en “comfort book”.

Årets bedste noveller og månedens anbefaling

Året igennem har jeg anbefalet de bedste noveller, jeg læste på nettet. Ambitionen var at gøre det hver måned, og selv om det ikke altid lykkedes, er her de 10 bedste i kronologisk orden:

Eugenia Triantafyllou: Six Versions of My Brother Found Under the Bridge (Uncanny, september/oktober 2023)
Rachael K. Jones: The Sound of Children Screaming (Nightmare, oktober 2023)
Naomi Kritzer: The Year Without Sunshine (Uncanny, november/december 2023)
Maureen McHugh: Liminal Spaces (Reactor, januar 2024)
Isabel J. Kim: Why Don’t We Just Kill the Kid in the Omelas Hole? (Clarkesworld, februar 2024)
Lavie Tidhar: Judge Dee and the Executioner of Epinal (Reactor, april 2024)
Carlie St. George: The Weight of Your Own Ashes (Clarkesworld, maj 2024)
Carolyn Zhao: In Which Caruth Is Correct (Clarkesworld, maj 2024)
Sarah Pinsker: Signs of Life (Uncanny, juli/august 2024)

Hvis man undrer sig over, at stort set alle novellerne er fra første halvår af 2024 eller ældre, hænger det i høj grad sammen med, at jeg efter sommerferien mest har læst romaner i et desperat forsøg på at få nedbragt antallet af ulæste bøger i min reol (når der er noveller fra 2023 med, skyldes det, at jeg først blev opmærksom på dem i forbindelse med, at de blev nomineret til en Hugo eller Nebula).

Min eneste nye anbefaling bliver denne novelle, som også er blandt årets 10 bedste:

Daryl Gregory: I’m Not Disappointed Just Mad AKA The Heaviest Couch in the Known Universe (Reactor, november 2024)
Jorden er blevet invaderet af væsener fra det ydre rum, og alligevel skal Tindal og hans ven flytte en sofa for sin tante – som ikke er hans rigtige tante, men en excentrisk kvinde, der tog sig af ham, da han var barn, fordi hans mor ikke kunne. Ud fra dette gakkede udgangspunkt får Daryl Gregory skabt en uventet rørende historie, der samtidig viser sig at være en stor hyldest til en af mine yndlingsforfattere, Iain M. Banks og hans Culture-univers.