Årets bedste musik 2024: Vandt poppen endelig over rocken?

Endnu et år er ved at være gået, og det er tid til at gøre status. Jeg begynder med musikken og de 10 albums, der var mine favoritter i 2024. Det letteste ville selvfølgelig være at vise min Spotify Wrapped, men det kunne jo være, at den ikke fortalte hele historien. Den gjorde den i hvert fald ikke sidste år.

Jeg har altid lyttet til en blanding af pop og rock, men i år virkede det som om, poppen for alvor fik overtaget. Derfor har jeg delt min gennemgang op i to afdelinger.

Poppen længe leve

2024 var et godt pop-år. Det var året, hvor jeg for første gang var to koncerter med den samme kunstner, hvor den ene af koncerterne vel at mærke ikke var på en festival.

Æren tilfaldt den unge engelske sanger Griff, som jeg først så i Lille Vega i marts og siden i Store Vega i november. Mellem de to koncerter udgav hun sit debutalbum Vertigo, og det blev den afgørende faktor, da jeg skulle beslutte, om jeg skulle købe billet til hende igen. Griff var min Årets opdagelse i 2021, og det har været sjovt at følge, hvordan hun har udviklet sig som sangskriver, samtidig med at hendes fanskare er vokset, siden jeg så hende første gang på Primavera i Barcelona i 2022.

Dette års opdagelse er uden tvivl canadiske Allie X, hvis tredje album Girl with No Face udkom i februar og blev en tidlig favorit. Jeg er vild med hendes 80er-inspirerede synth-pop og glæder mig til at opleve hende på Roskilde Festival i 2025.

Et andet navn, der også kommer på Roskilde til næste år, er Magdalena Bay – en duo fra Miami bestående af Mica Tenenbaum og Matthew Lewin, som mødte hinanden, da de havde musikundervisning sammen som 15-årige. Først var de med i et progrock-band, men siden gik de over til poppen og ændrede navn til Magdalena Bay, før de flyttede til Los Angeles, hvor de lavede musik, videoer og TikToks hjemme fra deres lejlighed.

I 2021 udkom debutalbummet Mercurial World, som jeg faldt pladask for, selv om jeg opdagede det med et års forsinkelse. Mine forventninger til efterfølgeren Imaginal Disk var derfor store, men det kom alligevel bag på mig, at de så tidligt i karrieren havde et pop-mesterværk gemt i sig.

Hvor lyden på Mercurial World, lige som hos Allie X, er domineret af synthesizere, gør Magdalena Bay brug af en meget bredere palet på Imaginal Disk. De holder sig ikke kun til poppen, men låner også fra rocken og har endda sange, som rækker tilbage til deres egen progrock-fortid (mest udtalt på Tunnel Vision). Det gør albummet til en utrolig varieret oplevelse, der bindes sammen af Mica Tenenbaums lyse vokal.

Med Hit Me Hard and Soft beviste Billie Eilish, at hun efter sin overbevisende debut og den svære toer også evnede at lave den tricky treer. Jeg forbløffes konstant over, hvordan hun sammen med sin bror og producer Finneas bliver ved med at finde nye veje til at udvikle lyden og udtrykket, så de efterhånden må siges at udgøre deres egen genre.

Hit Me Hard and Soft udkom den 17. maj, og jeg tænkte, det var en tidlig kandidat til årets album, men det ændrede sig allerede tre uger senere, for da landede et album, hvis succes skulle vise sig at komme fuldstændig bag på alt og alle – inklusiv kunstneren selv og ikke mindst undertegnede.

Indtil denne sommer havde Charli XCX aldrig sagt mig det store, selv om hun har været i gang i et årti. Jeg havde set hende live et par gange uden at blive imponeret, blandt andet på Zürich Open Air i 2019, hvor jeg i øvrigt var til min første koncert med Billie Eilish (anden gang bliver i Royal Arena i foråret 2025).

Så kom Brat, og verden gik amok. Jeg lyttede til albummet af nysgerrighed efter de mange skriverier, og fordi Charli XCX var kommet med på et afbud til Roskilde Festival. De første lytninger bekræftede mig egentlig blot i mit hidtidige indtryk af hendes musik (“powerpop, der fungerer bedst i små doser”), men så skete der noget.

Jeg kunne simpelthen ikke få sangene ud af mit hoved, og jo mere jeg lyttede, jo mere gik det op for mig, at Charli XCX med Brat var godt i gang med at revolutionere poppen med sin aggressive lyd og meget personlige tekster. Pludselig gav hendes live-optrædener også mening, og hendes koncert på Roskilde var et af højdepunkterne fra årets festival.

Brat nåede at udkomme i tre forskellige udgaver, blandt andet en hvor Billie Eilish gæsteoptræder på sangen “Guess”, så for at slå to fluer med et smæk er her videoen med dem begge.

Rocken længe leve

2024 var et godt rock-år, der endnu en gang viste, at der fortsat er liv i genren, selv om mange har travlt med at erklære den for død og borte. Det er sandt, at det er andre genrer, som står for eksperimenterne og det nyskabende i disse år (se ovenstående), men der foregår stadig spændende ting inden for rocken.

Året begyndte lovende, da Sleater-Kinney i januar udsendte deres 11. album, Little Rope, som i mine ører er det bedste, de har lavet siden deres comeback i 2015 med No Cities to Love. Desværre lader mange til at have overset albummet, måske fordi det udkom så tidligt på året.

Sleater-Kinney har været på banen i 30 år, så de er selvfølgelig ikke det bedste bevis på, at rocken er de unges scene. Det er til gengæld Leeds-bandet English Teacher, hvis debutalbum vandt dette års Mercury Music Prize. Jeg lyttede til This Could Be Texas flere gange i løbet af foråret, men jeg må indrømme, at deres bud på indierock anno 2024 først for alvor fangede mig efter, jeg havde været til deres forrygende koncert på Roskilde Festival.

2024 bød desuden på nye udgivelser fra to navne, som bliver ved med at udbygge deres i forvejen imponerende diskografier.

Jeg blev for alvor fan af irske Fontaines D.C. med deres tredje album, Skinty Fia, fra 2022. På dette års Romance overraskede de ved at genopfinde sig selv som stadionrockband, hvilket for alvor blev tydeligt, da jeg hørte de nye sange sat over for deres gamle materiale ved efterårets koncert i KB Hallen. Det bliver spændende at se, hvilken scene de bliver sat på, når de skal spille på Roskilde Festival til sommer.

Fontaines D.C. udmærkede sig også ved at eksperimentere med musikvideo-formatet. For eksempel er videoen til “Here’s The Thing” syv et halvt minutter lang, selv om sangen kun varer lidt under tre minutter på albummet. Faktisk er videoen mere en kortfilm, hvor sangen dukker op i brudstykker undervejs.

Katie Crutchfield alias Waxahatchee er et andet navn, jeg begyndte at lytte til efter hendes forrige album, Saint Cloud fra 2020. I marts kom der endelig nyt i form af hendes sjette album, Tigers Blood, der viser, hvor meget hun er vokset som sangskriver gennem de seneste år.

Tigers Blood kunne sagtens have taget titlen som Årets Rockudgivelse i min verden, hvis ikke det havde været for The Last Dinner Party og deres debutalbum Prelude to Ecstasy. Her er et band, som ikke er bange for at være glamourøse og alt for meget på den gode måde. De har et udtryk og en selvtillid, der er kutyme i poppen, men kun sjældent er set i rocken siden 80erne.

Det hjælper selvfølgelig, når lyden følger looket med et album spækket med iørefaldende rockhits, der er designet til at blive spillet på høj styrke. Ud fra deres koncert på Roskilde Festival lød sangene også til at fungere live, men The Last Dinner Party var desværre fejlplaceret på en for lille scene, der gjorde, at jeg kunne høre bandet, men ikke var i stand til at se det.

Tro mod deres stil kan The Last Dinner Party selvfølgelig ikke nøjes med at udgive almindelige musikvideoer, men har samlet tre af deres sange i en kortfilm.

For en god ordens skyld er her mine 10 favoritalbum i prioriteret rækkefølge:

Årets top 10

1. Charli XCX: Brat
2. Billie Eilish: Hit Me Hard and Soft
3. Magdalena Bay: Imaginal Disk
4. The Last Dinner Party: Prelude to Ecstasy
5. Waxahatchee: Tigers Blood
6. Fontaines D.C.: Romance
7. Allie X: Girl with No Face
8. English Teacher: This Could Be Texas
9. Sleater-Kinney: Little Rope
10. Griff: Vertigo

Selv om gamle favoritter som Bat For Lashes, Dua Lipa, St. Vincent, Nick Cave & The Bad Seeds og Kacey Musgraves alle udgav nye album i 2024, fandt ingen af dem plads i min top 10. Dua Lipa og St. Vincent var tættest på.

Ellers er det opmuntrende at se, hvor mange af dagens store popnavne, som tager albumformatet alvorligt og ikke er bange for at lege med det.

Årets danske album

Jeg fik ikke hørt meget dansk musik i 2024, men der var dog et par navne, som formåede at gøre indtryk.

1. Prisma: Something To Respond To
2. Erika de Casier: Still
3. Ida Laurberg: Bænkevarmer

Ramte Spotify plet?

Og her er så min Spotify Wrapped. Som det kan ses, var den ikke helt ved siden af i år, bortset fra Dua Lipa, som jeg åbenbart lyttede mere til, end jeg huskede.

Jeg må også erkende, at jeg næppe havde opdaget navne som Allie X og Magdalena Bay, hvis ikke Spotify havde anbefalet dem i sin tid.