Det bedste fra 2019

Posted on Udgivet i Bøger, Fantasy, Film, Horror, Musik, Science fiction Tagged with , , , , , , , , , , ,

Nu har jeg i tre indlæg gennemgået mine yndlingsværker fra 10erne inden for litteratur, musik og film, men hvad med 2019?

Læs: Det bedste fra årtiet: 10 romaner fra 10erne
Læs: Det bedste fra årtiet: 10 album fra 10erne
Læs: Det bedste fra årtiet: 15 film fra 10erne

Nogle af værkerne giver sig selv, da jeg også havde dem med på mine lister over årtiets bedste, så til ingens overraskelse er Lana Del Reys Norman Fucking Rockwell mit årets album, og Parasite og Booksmart er mine to favoritfilm fra 2019.

Årets bedste album og koncerter

Top 10 album: 1. Lana Del Rey: Norman Fucking Rockwell. 2. Billie Eilish: When We All Fall Asleep, Where Do We Go? 3. Sharon Van Etten: Remind Me Tomorrow. 4. Weyes Blood: Titanic Rising. 5. FKA Twigs: Magdalene. 6. Angel Olsen: All Mirrors. 7. Sigrid: Sucker Punch. 8. Foals: Everything Not Saved Will Be Lost Part 1-2. 9. Sleater-Kinney: The Center Won’t Hold. 10. Bat For Lashes: Lost Girls.

Min top 3 er faktisk identisk med top 3 i Rockklubbens kåring af Årets plade, der fandt sted på Frederiksberg lørdag den 11. januar, så det kan jeg ikke klage over.
Læs: Rockklubben: Årets plade 2019

Årets store opdagelse var Billie Eilish, hvis debutalbum længe lå på min førsteplads, inden Lana Del Rey blandede sig. Jeg så Billie Eilish på festivalen Zürich Open Air, hvor jeg også blev mindet om, hvor godt et band Foals er. Ellers havde jeg nok overset deres dobbeltalbum.
Læs: Min ferie del 2: Zürich Open Air

Kæmpehittet “Bad Guy” og resten af albummet blev til hjemme i soveværelset hos Billie Eilish og hendes storebror Finneas, hvilket de fortæller om i denne video.

Hvis man gerne vil blive klogere på fænomenet Billie Eilish og prøve at forstå, hvorfor hun er blevet så stort et navn blandt især unge teenagepiger (udover at hendes sange er fremragende), er denne artikel fra Rolling Stone Magazine et godt sted at begynde.
Læs: Rolling Stone: Billie Eilish and the Triumph of the Weird

Bortset fra Foals består min top 10 for andet år i træk ellers kun af kvindelige kunstnere (i 2018 var Suede ene om at bryde mønsteret). Ifølge Spotify tog norske Sigrid prisen, som den jeg lyttede mest til i 2019. Hendes debutalbum Sucker Punch er fyldt med iørefaldende popsange, men jeg kan også lide hende, fordi hun virker meget nede på jorden og ikke tager sig selv alt for alvorligt, hvilket nedenstående video viser.

Videoen til “Mine Right Now” er ret usædvanlig, fordi alt gik galt under optagelserne. Vejret drillede, og Sigrid nåede aldrig frem på grund af forsinkede fly, så i stedet måtte instruktøren selv træde til.

Top 5 koncerter: 1. Rosalia (Roskilde Festival). 2. Foals (Zürich Open Air). 3. Weyes Blood (DR Koncerthuset). 4. Amanda Palmer (Bremen). 5. Lydmor (Roskilde Festival)

Amanda Palmers show havde mere karakter af en tre timer lang fortælling tilsat sange. Jeg tror ikke, det blev til mere end 9-10 sange undervejs, men det var en stærk oplevelse, der virkelig åbnede hendes album There Will Be No Intermission for mig.

Jeg så to koncerter med Weyes Blood i 2019, og ved den ene kaldte hun “Everyday” sin eneste muntre sang. Hun har selv instrueret musikvideoen, der er lavet som en slasherfilm anno 1980.

Årets bedste film og serier

To af årets bedste film.

Top 10 film: 1. Parasite (Bong Joon-ho). 2. Booksmart (Olivia Wilde). 3. Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino). 4. Avengers: Endgame (Anthony & Joe Russo). 5. The Favourite (Yorgos Lanthimos). 6. The Irishman (Martin Scorsese). 7. Joker (Todd Phillips). 8. Kvinde på krigsstien (Benedikt Erlingsson). 9. Trækfugle (Ciro Guerra & Cristina Gallego). 10. Long Shot (Jonathan Levine)

Jeg så Parasite under min sommerferie i Zürich, hvor den blev vist med både engelske og tyske undertekster – samtidig! – men det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre. Tarantino og Scorsese var tilbage i god form, Avengers: Endgame imponerede mig med sin måde at løse en noget nær umulig opgave på, mens Joker viste en ny vej for genren. Long Shot var årets bedste romantiske komedie, The Favourite var den mest syrede, islandske Kvinde på krigsstien den mest skæve, og den colombianske Trækfugle var en forfriskende anderledes beretning om narkokrigen set fra den oprindelige befolknings synspunkt.

Natalia Reyes spiller den unge kvinde, som sætter handlingen i “Trækfugle” i gang. Senere på året dukkede hun op i “Terrminator: Dark Fate” som Dani Ramos, hvor hun ifølge min mening var det bedste ved en ellers lidt skuffende film.
Dette var scenen, der fik mig til at grine allerhøjest i biografen i 2019.

Top 10 serier: 1. Barry (sæson 2). 2. The OA (sæson 1-2). 3. Watchmen. 4. Killing Eve (sæson 2). 5. Beforeigners. 6. Dickinson (sæson 1). 7. Game of Thrones (sæson 8). 8. Legion (sæson 1-3). 9. The Orville (sæson 1-2). 10. What We Do in the Shadows (sæson 1).

Anden sæson af Barry var endnu stærkere end første, og afsnittet “ronny/lily” var et lille mesterværk i sig selv. Min favoritserie i 2018, Killing Eve, kunne ikke helt holde samme niveau, men er stadig fremragende underholdning. HBO må gerne forlænge sin norske serie Beforeigners, og nogen hos Netflix bør spærres inde i en kælder for at stoppe The OA (hvor Sharon Van Etten har en birolle), inden historien var fortalt til ende. Modsat andre var jeg OK tilfreds med slutningen på Game of Thrones, selv om det var tydeligt, at der skete noget med kvaliteten, da serien begyndte at overhale romanerne. Men det største WTF-øjeblik var det stjernespækkede afsnit syv af What We Do in the Shadows.

Tilda Swintons vampyr fra Jim Jarmusch-filmen “Only Lovers Left Alive” vender uventet tilbage.

Årets bedste bøger 2018-2019

Disse 10 bøger er dem, jeg har læst med størst fornøjelse de seneste to år (jeg fik aldrig opsummeret 2018, så jeg har slået de to år sammen). Her er de i alfabetisk rækkefølge efter forfatteren:
Nina Allan: The Dollmaker
Kate Atkinson: Transcription
Ted Chiang: Exhalation (noveller)
Theodora Goss: European Travel for the Monstrous Gentlewoman
Johan Harstad: Max, Mischa og Tet-offensiven
Mary Robinette Kowal: The Calculating Stars
Yoon Ha Lee: Revenant Gun
Naomi Novik: Spinning Silver
Jon Swain: River of Time
Jesper Wung Sung: En anden gren

Nina Allan, Kate Atkinson og Naomi Novik var alle med på min top 10 over årtiets bedste romaner, men for andre værker, og er som altid værd at læse. River of Time købte jeg i Vietnam og er journalisten Jon Swains erindringer om hans tid i Sydøstasien (han optræder i The Killing Fields, hvor han bliver spillet af Julian Sands).

Max, Mischa og Tet-offensiven læste jeg, fordi jeg skulle interviewe forfatteren og havde kun tænkt mig at skimme de første kapitler, da bogen er over 1000 sider lang. Johan Harstads stil med lange sætninger, der strækker sig over flere sider uden et punktum, er heller ikke for alle, men jeg blev indfanget af fortællingen om den norske dreng Max, der flytter til USA med sin familie og gør alt for at blive amerikaner, og som voksen forelsker sig i den lidt ældre Mischa, der ligner en ung Shelley Duvall. Min interesse blev for alvor vakt, da det i begyndelsen af romanen nævnes, at Max er teaterinstruktør og blandt andet har lavet et stykke, der udspiller sig under et bestyrelsesmøde hos Weyland-Yutani (det onde firma fra Alien-filmene), og så blev jeg bare ved og havde 1050 sider senere læst historien til ende.