Min ferie del 2: Zürich Open Air

Min sommerferie er ved at være slut, og jeg har stadig til gode at fortælle, hvad jeg lavede i Zürich efter at have været i Dublin.

Læs: Min ferie del 1: Worldcon i Dublin

Lige siden jeg besluttede at tage til Irland, havde jeg overvejet at forlænge min rejse med en musikfestival et andet sted i Europa. Jeg har tidligere været på Rock en Seine i Paris i 2007 og Reading Festival i England i 2011, så tanken om at besøge en udenlandsk festival var ikke fremmed for mig. Både Rock en Seine og Reading fandt faktisk sted i weekenden efter Worldcon, så det var oplagt at vælge en af dem. Problemet var bare, at jeg ikke syntes, de to festivaler havde et voldsomt tillokkende program i år.

Rock en Seine havde The Cure (som jeg så på Roskilde), Major Lazer og Aphex Twin, men også Let’s Eat Grandma, hvis seneste album var blandt mine tre favoritalbums fra 2018. Reading bød på Foo Fighters, The 1975, Post Malone og Billie Eilish, hvis debutalbum er et af dem, jeg har lyttet mest til i år. Men samlet set var det ikke nok til, at jeg følte trang til at udsætte min hjemrejse med en uge.

Jeg fandt en hjemmeside musicfestivalwizard.com, hvor man kan se, hvad der er af festivaler verden over, og via den blev jeg opmærksom på Zürich Open Air, som blev holdt 21.-24. august, dvs. fra onsdag til lørdag, lige som Roskilde Festival. Jeg skulle rejse fra Dublin tirsdag den 20. august, så rent tidsmæssigt passede det også bedre end Paris og Reading, der begge først begyndte om fredagen og sluttede om søndagen.

Det var egentlig ikke fordi, Zürich Open Airs program var specielt meget anderledes end Rock en Seine og Readings. Flere af navnene gik faktisk igen, fordi de tre festivaler lå så tæt på hinanden. For eksempel skulle både Royal Blood og Tommy Genesis spille på alle tre, mens førnævnte Billie Eilish også var på plakaten i Zürich. Resten af programmet virkede dog en smule tyndt, især fredag og lørdag, hvor hovednavnene var Swedish House Mafia og Macklemore. Men tre uger før festivalstart skete der noget, som fik mig til at ændre mening: Let’s Eat Grandma blev føjet til programmet, så nu havde jeg mulighed for at se både dem og Billie Eilish og kombinere det med en tur til Schweiz, hvor jeg ikke havde været før.

Jeg nøjedes med at købe billet til de to første dage af Zürich Open Air, onsdag og torsdag, da jeg som nævnt havde svært ved at hidse mig op over programmet fredag og lørdag. Set i bakspejlet var det en klog beslutning, da jeg efter en uge i Dublin og tre dage i Zürich godt kunne mærke, at jeg var ved at løbe tør for energi og trængte til at komme hjem.

Festival med egen lufthavn

Inden jeg besluttede mig, lavede jeg lidt research på Zürich Open Air og opdagede en sjov detalje: Festivalpladsen ligger klos op ad Zürichs lufthavn, så man må sige, at arrangørerne har sikret sig mod støjklager fra naboerne! Det fik også betydning for mit valg af hotel, da jeg bookede et værelse på Ibis Budget nær lufthavnen ud fra den tanke, at jeg ville komme til at bo tæt på festivalen.

Det var dog først, da jeg ankom til Zürich, at det gik op for mig, hvor tæt på det var. Fra lufthavnen til hotellet var der to stop med en sporvogn (fem minutters kørsel), og hotellet lå lige over for stoppestedet. På Zürich Open Airs hjemmeside blev det anbefalet, at publikum steg af på det efterfølgende stoppested og gik hen til festivalpladsen, men jeg kunne hurtigt se, at det næppe kunne betale sig. Og ganske rigtigt: Det tog mig under 10 minutter at gå hen til festivalen fra hotellet.

Som billedet i toppen af indlægget viser, fløj der jævnligt fly hen over festivalpladsen, og det var et ret spektakulært syn, som jeg ikke nåede at blive træt af. På forhånd kunne man måske tro, at der var risiko for, at flyene kunne overdøve musikken, men det blev aldrig tilfældet. Billedet blev i øvrigt taget under torsdagens koncert med Two Feet.

Dag 1: Northside Light

Hvis jeg skal sammenligne Zürich Open Air med en dansk festival, så må det blive Northside i Aarhus, omend i noget mindre udgave. Men ellers mindede de to festivaler en del om hinanden, hvad angår stemning, indretning og komfort. Zürich har en hovedscene og en stor teltscene (formet som en hangar), hvor musikken konstant afløser hinanden. Så når et navn er færdig på den ene scene, går musikken straks i gang på den anden, hvilket dog også betyder, at eventuelle forsinkelser skubber hele programmet. Desuden er der tre dansescener af varierende størrelse med DJs, som først begynder at spille efter mørkets frembrud.

Til forskel fra Northside er der et campingområde, og så er festivalpladsen ikke særlig stor. På førstedagen tog det ikke mange minutter at gå fra den ene ende til den anden, heller ikke selv om tirsdagens heldagsregn havde gjort det nødvendigt for arrangørerne at lægge planker ud, så publikum kunne undgå de værste mudderpøle.

På Northside kan fremmødet til de første koncerter godt være ret beskedent, og det var i høj grad også tilfældet, da jeg ankom til Zürich Open Air (se billedet fra koncerten med Tommy Genesis, som var det andet navn på teltscenen). I det hele taget var der god plads overalt på festivalen den første aften, men selv om det var rart at slippe for kø til toiletter og madboder, betød det også, at stemningen var lidt slap.

Måske hang det sammen med, at det trods alt var onsdag og uden for ferieperioden, mens en festival som Roskilde indleder sommerferien. Det skal dog med, at programmet heller ikke var det mest inspirerende. Aftenens hovednavn var The Chemical Brothers, som er blevet så gamle i gårde, at jeg kan huske, at jeg købte deres første albums på cd, da de udkom. De var også det første elektroniske navn, jeg oplevede på Orange Scene og indvarslede et skifte inden for måden, vi går til koncert på. I Zürich spillede de primært nye numre, men jeg vil primært huske koncerten fra synet af de mange fly, der landede i mørket, og så var det også dér, at jeg ved et rent lykketræf fik taget dette billede:

Udover The Chemical Brothers fik jeg set Royal Blood, Tommy Genesis og Charli XCX (powerpop, der fungerer bedst i små doser), og så måtte jeg endnu engang opgive at gennemføre en Jorja Smith-koncert. Jeg prøvede også, da hun optrådte på Roskilde, men jeg må indrømme, at jeg simpelthen finder hendes sange så søvndyssende, at jeg igen valgte at droppe hende til fordel for noget aftensmad.

Dag 2: Billie …

Der var mærkbart flere mennesker til stede, da jeg dukkede op til andendagen på Zürich Open Air, og det var ikke svært at gætte årsagen: Billie Eilish. Den blot 17-årige amerikaner blev op til festivalen den første sanger, der er født efter årtusindeskiftet, som fik en nr. 1-single i USA (med “Bad Guy”), og hun er et kæmpe navn blandt de unge. Det betød, at der var en hel del børn og teenagere på festivalpladsen – flere af dem sammen med deres forældre.

Men Billie Eilish taler ikke kun til dem under 20 år, men formår også at imponere en 46-årig gut som mig. På forhånd kunne jeg godt frygte, at hendes sange ville være svær at gengive live, fordi hun synger meget lavt og til tider nærmest hviskende, og musikken er ret minimalistisk i sit udtryk. Men i det store hele fungerede det godt, og så var det sjovt at være vidne til, hvor meget hendes fans levede sig ind i koncerten, og hvor meget Billie Eilish selv gav igen. Det så i hvert fald ikke ud til, at hendes anden og sidste tur ned til publikum var noget, scenevagterne var forberedt på …

Lige inden Billie Eilish havde jeg været til koncert på teltscenen med et par andre unge kvinder, Let’s Eat Grandma, der led under, at publikums interesse vist var rettet mod, hvad der var i vente på hovedscenen. Fremmødet var på niveau med det, der kan ses på det billede, jeg tog under koncerten med Tommy Genesis. Det havde selvfølgelig den fordel, at jeg kunne stå helt fremme, og Rosa Walton og Jenny Hollingworth, som udgør Let’s Eat Grandma, var professionelle nok til, at de ikke så ud til at lade sig påvirke af, at de spillede for et beskedent antal mennesker. De var smilende på scenen, lod til at være i godt humør og leverede et godt show, men det må i høj grad have føltes som en dag på kontoret for dem.

Nu havde jeg set de to navne, som var den primære årsag til, at jeg havde købt billet til Zürich Open Air, men det skulle vise sig, at jeg stadig havde festivalens bedste koncert til gode. Foals gik på lige efter Billie Eilish, og de formåede at tænde op under publikum på en måde, jeg ikke havde oplevet på festivalen før. Jeg har tidligere set Foals på Roskilde i 2011, så jeg vidste sådan set godt, at de er forrygende live, men havde næsten glemt det. Jeg var glad for, at de mindede mig om det igen.

Aftenens andet hovednavn Calvin Harris måtte nøjes med at agere lydspor til min aftensmad, og så sluttede jeg af med Jungle, som var på Roskilde i år, uden at jeg fik set dem. Mit umiddelbare indtryk var, at deres 70’er-inspirerede soulsange lød meget ens, og jeg overvejede at gå, men jeg blev alligevel revet med af stemningen og endte med at se hele koncerten. På det tidspunkt var jeg ved at være godt træt, så endnu en gang var det et plus, at jeg boede i gåafstand fra mit hotel (hvor jeg kun kunne høre festivalen svagt i baggrunden, hvis jeg åbnede vinduet).

I år var det 24. gang, jeg var på Roskilde Festival, og når man har været på den samme festival så mange gange, kan man let vænne sig til, at det er den eneste måde, det kan foregå på. Det er en af grundene til, at jeg synes, det er interessant at besøge andre festivaler, for det sætter tingene i perspektiv. Man ser, at alt ikke er en selvfølge, og finder ud af, hvad det er, der gør Roskilde Festival unik (stemningen, publikum, størrelsen, madudvalget), og hvor der kan ske forbedringer (det er rent faktisk muligt at være på festival uden at pisse overalt).

Zürich by day

Musikken på Zürich Open Air begyndte først klokken 17, så jeg havde dagtimerne til at få set selve Zürich. Som nævnt stoppede sporvognene lige ud for mit hotel, og det tog en halv time at køre ind til centrum. I lufthavnen havde jeg købt et Zürich Card, der gjaldt i 72 timer og kostede 53 schweizerfranc (cirka 360 kroner). Udover at det gjorde det nemt at komme rundt i byen, gav det også rabat på blandt andet museer og restauranter.

Jeg har lidt svært ved at vurdere, om det kunne betale sig, fordi jeg boede så tæt på lufthavnen og festivalen og ellers kun udnyttede kortet til at få gratis entré til Landesmuseum, som er det schweiziske nationalmuseum.

Museet havde særudstillingen “Heidi in Japan”, der handlede om de japanske tegnefilmudgaver af Heidi-bøgerne. En af dem, der arbejdede på serien, var Studio Ghibli-stifteren Hayao Miyazaki, som i starten af 70’erne tog til Schweiz med tre kolleger for at lave research.

Ellers nøjedes jeg med at gå rundt i gaderne og kigge på butikker (jeg købte selvfølgelig chokolade i løs vægt). Tirsdagen regnede væk, men var ikke helt spildt, da jeg i stedet gik i biografen og så den koreanske film Parasite, der vandt De gyldne Palmer i Cannes. Det lykkedes mig at finde en biograf, hvor filmen blev vist med engelske og tyske undertekster – samtidig! Det var lettere distraherende til at begynde med, men filmen gjorde, at det var besværet værd.

Og nu er ferien overstået, og arbejdet venter igen. Jeg ville have skrevet dette indlæg noget før, men opdagede en novellekonkurrence, hvor der var deadline den 31. august. Det lykkedes mig at få fyret en 12.000 ord lang novelle i løbet af fire dage, så det gik den sidste uge af min ferie stort set med.