Det bedste fra årtiet: 10 romaner fra 10erne

Slutningen af året nærmer sig, og jeg har gjort det til en vane at bringe top 10-lister over mine favoritter inden for film, musik og litteratur. Men vi nærmer også slutningen på et årti, og så skal der samtidig gøres status over, hvad der var det bedste i perioden 2010-2019 (jeg er klar over, at det nye årti egentlig først begynder den 1. januar 2021, men alle lader til at ignorere den regel, så det vælger jeg også at gøre).

Jeg lægger ud med de 10 romaner, der gav mig de største læseoplevelser i 10erne.
Her er min top 10 for 2000-2009: 10 fantastiske bøger

10. Naomi Novik: Uprooted (2015)
Der var engang en forfatter, som gav den historiske genre en saltvandsindsprøjtning ved at lade drager udkæmpe Napoleons-krigene i sin Temeraire-serie. Siden gjorde hun det samme med folkeeventyrene og vandt en Nebula Award.

Uprooted er en sjælden magisk roman. Naomi Novik imponerer fra første færd med sin evne til at vende klichéerne på hovedet og overraske, samtidig med at man mærker hendes respekt og kærlighed til de eventyr, hun henter inspiration fra.

Min eneste lille anke er faktisk, at første halvdel af bogen er så perfekt, at resten af historien uvægerligt har svært ved at leve op til den. Men jeg indrømmer, at vi er ovre i afdelingen for petitesser.

9. Rainbow Rowell: Eleanor and Park (2013)
Du skal over i reolerne med YA (nutidsdansk for ungdomsbøger) for at finde Eleanor and Park, men jeg skriver gerne under på, at det er en af den slags romaner, der kan læses, selv om man er mere end dobbelt så gammel som den tiltænkte målgruppe.

Eleanor er den nye, mærkelige pige i skolen, og Park er halv-koreaneren, der bare vil have lov til at være i fred. Umiddelbart har de intet til fælles, men de kommer til at sidde ved siden af hinanden i skolebussen, og en dag går det op for ham, at hun læser med i hans tegneserier. Deres forhold udvikler sig for alvor, da de begge bliver blæst omkuld af en helt ny serie kaldet Watchmen (handlingen foregår i 1986).

Det lyder ikke som en anbefaling, men jeg sad konstant med en knugende fornemmelse i maven, mens jeg læste Eleanor and Park – primært fordi Rainbow Rowell er så “tarvelig” at indlede romanen med at røbe, at de to hovedpersoner ikke længere er sammen. Men det viser blot, at forfatteren formår at skabe personer, man lever sig fuldt ind i og ønsker det bedste for, selv om de har odds imod sig.

8. Charlie Jane Anders: All the Birds in the Sky (2016)
Apropos umage par, så handler Charlie Jane Anders’ Nebula-vindende og vildt underholdende debutroman om Patricia og Laurence, som bliver venner, selv om deres liv fører dem i hver sin retning. Det lyder ret hverdagsagtigt, bortset fra at Patricia har magiske kræfter og bliver en heks, mens Laurence er et teknisk geni, der allerede som barn bygger en supercomputer.

Deres venskab kommer under pres, da verden bliver mere og mere ustabil, og de ender på hver sin side af en konflikt, hvor heksene mener, videnskaben er skyld i verdens problemer, og tech-folkene er overbeviste om, at det er magien, der får alting til at løbe løbsk.

All the Birds in the Sky er en typisk debutroman: Fuld af energi og lidt af en rodebutik, fordi den både vil være fantasy og science fiction, YA og voksenlitteratur på én og samme tid. At Charlie Jane Anders alligevel lykkes med det, er nok det største trick af dem alle.

7. Nina Allan: The Rift (2017)
Det var egentlig kun fordi, hun var æresgæst på Fantasticon i 2017, og jeg skulle interviewe hende, at jeg begyndte at læse Nina Allan. Takket være det opdagede jeg, at hun skriver vanvittigt godt.

Debutromanen The Race fra 2014 kunne sagtens være kommet med på denne liste, og The Dollmaker fra i år er også stærkt anbefalelsesværdig, men begge bliver overtrumfet af The Rift, som jeg slugte i løbet af en dag under en ferie i Italien.

The Rift er på overfladen et mysterium om en kvinde, hvis søster forsvandt for flere år siden, men pludselig dukker op med en vild beretning om, at hun har boet på en fjern planet. Typisk for Nina Allan holder hun sig ikke kun strengt til mysteriet, men har også flere afsnit om planeten og dens historie. Genrepurister og folk, som foretrækker stringente plot og klare slutninger, vil sikkert finde romanen frustrerende, men for mig er den både original og forfriskende.

6. Elizabeth Hand: Wylding Hall (2015)
Ulempen ved at skrive horror er, at det med tiden bliver sværere og sværere at finde noget, der for alvor skræmmer én. Man kender lige som tricksene i forvejen.

Så det siger en hel del om Wylding Hall, at det er den bog, som i nyere tid suverænt har givet mig mest myrekryb, mens jeg læste den.

Gennem diverse interviews fortæller Elizabeth Hand historien om det fiktive 70er-folk band Windhollow Faire og de mystiske omstændigheder omkring indspilningen af deres sidste album. Det gør hun så overbevisende, at man tager sig i at tjekke, om bandet og albummet eksisterer i virkeligheden. Men når man kommer til den gysende slutning, bliver man lettet over, at der kun er tale om fiktion.

5. China Mieville: Embassytown (2011)
China Mieville er en af to forfattere, som er gengangere fra min top 10-liste over de bedste bøger fra nullerne. Han ramte virkelig en stime med otte romaner i perioden 2000-2012, hvoraf flere er regulære mesterværker, men derefter er det kun blevet til en novellesamling, to kortromaner og lidt nonfiktion.

Embassytown er hans foreløbig næstsidste roman og den eneste, der kan betegnes som rendyrket science fiction. Og selv om den foregår i en fjern fremtid på en fremmed planet og indeholder eksotiske rumvæsener, er den meget langt fra at være standard science fiction. For det første er det en fortælling om sprogets rolle for vores opfattelse af virkeligheden, og for det andet har rumvæsenerne to munde og kan kun kommunikere med mennesker, der er blevet modificerede, så de også taler med to tunger samtidig.

Det er bestemt ikke en roman for begyndere, og Embassytown er en af den slags bøger, man enten finder fascinerende fra start, fordi den er så bevidst udfordrende, eller smider fra sig efter de første kapitler af nøjagtig samme årsag.

4. Han Kang: Human Acts (2014, eng. 2016)
Sydkoreanske forfattere og sydkoreansk litteratur var overhovedet ikke på min radar, indtil Han Kang vandt Man Booker International Prize i 2016 for sin roman The Vegetarian. Min interesse blev dog først for alvor vakt, da John Langan anmeldte den i Locus Magazine og antydede, den kunne have elementer af horror i sig. Men selv om The Vegetarian er aldeles fremragende, er den også fra 2007 (men udkom først på engelsk i 2015), så den hører ikke rigtig med i dette selskab.

Det gør Human Acts til gengæld. Hvis Eleanor and Park gav mig mavepine, så er Human Acts en decideret mavepuster. Hvor The Vegetarian mest er en grotesk fortælling, er Human Acts i den grad rodfæstet i en virkelig begivenhed, nemlig Gwangju-massakren i 1980. Gwangju er Sydkoreas sjettestørste by og var i foråret 1980 centrum for en række demonstrationer mod regeringen. Militæret blev sat ind og gik så brutalt til værks, at det resulterede i flere hundrede døde.

Det er en rystende beretning, især fordi mange af ofrene var unge studerende, men Han Kang beskriver også, hvordan begivenhederne stadig præger de overlevende og de efterladte på smertefuld vis den dag i dag. Lige en advarsel: Jeg begik den fejl at bruge Human Acts som godnatlæsning og havde mere end svært ved at falde i søvn på grund af de stærke billeder, forfatteren skabte i mit hoved.

3. Kate Atkinson: Life After Life (2013)
Når jeg sammenligner denne liste med min top 10 for det forrige årti, springer to forskelle i øjnene: Den ene er, at jeg denne gang kun har en enkelt mandlig forfatter med, mens kønsfordelingen for 10 år siden var syv romaner skrevet af mænd og tre af kvinder.

Den anden er et øget fokus fra min side på sproget og de litterære kvaliteter. Forstå mig ret: Jeg holder stadig af uprætentiøse fortællinger, der kun har til formål at underholde, men jeg kan mærke, at jeg også har brug for noget mere.

Det er svært at sige, hvornår skiftet indtraf. Måske var det med Life After Life, som ramte noget i mig – i en sådan grad at jeg følte mig kaldet til at anmelde i Himmelskibet sammen med filmen Edge of Tomorrow, fordi begge har en hovedperson, der dør igen og igen, blot for at begynde forfra, lige som i et computerspil.

Læs anmeldelsen her: Game Over – Continue? Yes/No

Life After Life gav mig mod på at prøve kræfter med andre forfattere, der opererer i grænselandet til de fantastiske genrer, og igen må jeg takke Locus Magazine for at have gjort mig opmærksom på en roman, jeg nok ellers ikke ville have overvejet. Hvilket fører mig til …

2. Emily St. John Mandel: Station Eleven (2014)
De post-apokalyptiske fortællinger satte i den grad deres præg på dette årti, hvor zombier blev de nye vampirer, og en Mad Max-film blev Oscar-nomineret. Og netop som man var ved at blive træt af trenden, dukkede Emily St. John Mandel op med Station Eleven, som jeg også anmeldte i Himmelskibet, og de ord står jeg stadig ved.

Læs: Anmeldelse af Station Eleven

Som andre forfattere, der kommer til genren udefra, opfinder Emily St. John Mandel ikke den dybe tallerken, men hun fylder den med det smukkeste sprog og gjorde et stort indtryk på mig. Og så er jeg i øvrigt spændt på at se den tv-serie baseret på romanen, som HBO Max er ved at lave.

1. Caitlín R. Kiernan: The Drowning Girl: A Memoir (2012)
Hvis der er én ting, jeg fortryder ved min forrige “Årtiets bedste bøger”-liste, så er det, at Caitlín R. Kiernans The Red Tree fra 2009 ikke kom med. Det skyldes, at jeg først fik læst romanen i 2010, så i stedet var hun repræsenteret med Low Red Moon fra 2003.

Men bortset fra at de begge har ordet “Red” i titlen og er skrevet af samme forfatter, har de to bøger ikke meget til fælles. Med The Red Tree indledte Kiernan en ny fase i sit forfatterskab, hvor hendes sprog blev mere stramt og præcist – mere modent, om man vil – og hendes fortællinger blev mere personlige.

The Red Tree skulle, alle sine kvaliteter til trods, dog vise sig kun at være opvarmningen til selve hovedattraktionen: The Drowning Girl: A Memoir, som i mine øjne er Kiernans sande mesterværk og min største læseoplevelse i dette årti.

Her er, hvad jeg skrev i min anmeldelse i Himmelskibet:
Læs: Anmeldelse af The Drowning Girl – A Memoir

Desværre har Kiernan endnu til gode at følge op på den positive gænge, hun var inde i. Efterfølgende valgte hun at skrive tre romaner om en kvindelig dæmonjæger, som ved et uheld er blevet både vampyr og varulv. Det var ment som en parodi på urban fantasy-genren, men også som et forsøg på at nå ud til et større publikum.

Selv om bøgerne var ganske underholdende, gav planen bagslag for Kiernan, fordi hun måtte indse, at hun ikke var i stand til at levere tre hurtige tju-bang romaner på rutinen. Andet bind i serien endte hun med at skrive to gange, og hele oplevelsen drænede hende så meget for kreativ energi, at hendes næste roman stadig lader vente på sig. Der er dog kommet flere noveller samt fem-seks novellesamlinger og to kortromaner fra hendes hånd siden 2012, så heldigvis er hun ikke gået helt i stå.

Og når jeg nu alligevel er i gang med kåringerne:

Årtiets bedste noveller (som kan læses online)

Theodora Goss: The Mad Scientist’s Daughter (Strange Horizons, 2010)
Holly Black: The Aarne-Thompson Classification Revue (Full Moon City, 2010)
K. J. Parker: Let Maps to Others (Subterranean, 2012)
Pat Cadigan: The Girl-Thing Who Went Out for Sushi (Edge of Infinity, 2013)
Caitlín R. Kiernan: The Prayer of Ninety Cats (Subterranean, 2013)
Alice Sola Kim: Mothers, Lock Up Your Daughters Because They Are Terrifying (Monstrous Affections/Tin House, 2015)
Robert Reed: The Empress in Her Glory (Clarkesworld, 2015)
Caroline M. Yoachim: Carnival Nine (Beneath Ceaseless Skies, 2017)
Sarah Pinsker: And Then There Were (N-One) (Uncanny, 2017)
Zen Cho: If at First You Don’t Succeed, Try, Try Again (B&N Sci-Fi and Fantasy Blog, 2018)

Bedste novellesamling: Karin Tidbeck: Jagganath (2012)
Bedste tegneserie: Brian K. Vaughan og Fiona Staples: Saga (2012-)
Bedste nonfiction: Anais Bordier og Samantha Futerman: Separated @ Birth (2014)
Bedste selvbiografi: David Lagercrantz og Zlatan Ibrahimovic: Jeg er Zlatan Ibrahimovic (2011)