Hvordan jeg fik en historie med i Lightspeed Magazine

Da jeg tilbage i 2007 fik trykt min første novelle i Himmelskibet, var det en fjern drøm, at jeg en dag skulle optræde i et stort, engelsksproget science fiction-magasin. 16 år senere lykkedes det så.

November-udgaven af Lightspeed Magazine indeholder min novelle A Review: The Reunion of the Survivors of Sigrún 7, og det er samtidig mit første professionelle salg på engelsk (ifølge SFWA – Science Fiction & Fantasy Writers Association er definitionen på et professionelt marked, at der betales minimum 8 cents per ord, og det lever Lightspeed op til). Magasinet kan købes som e-bog, men selve novellen har kunnet læses gratis online siden den 16. november.

Og hvordan gik det så til? Jeg har tidligere delt mine erfaringer med at skrive på engelsk og indsende noveller til udenlandske magasiner i dette indlæg fra oktober 2022: To jubilæer: 15 år som forfatter og 100 afslag

Dengang nævnte jeg, at det kræver tålmodighed og hård hud, fordi man skal være forberedt på en masse afslag (siden sidste års indlæg er der kommet yderligere 20 til samlingen). Jeg nævnte også, at det var lykkedes mig at sælge endnu en historie, men at jeg ikke kunne røbe titlen og magasinet før i 2023. På det tidspunkt havde jeg ikke forestillet mig, at der skulle gå næsten halvandet år, før novellen blev offentliggjort, og så er vi tilbage ved det med at være tålmodig.

In the beginning…

A Review: The Return of the Survivors of Sigrún 7 er en oversættelse af min novelle Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7, der oprindeligt blev bragt i Science Fiction Cirklens antologi De fremmede – Lige under overfladen 13 i 2018. For de nysgerrige, som ønsker at vide, hvorfor novellen er skrevet som en anmeldelse af en fiktiv dokumentarfilm, har jeg prøvet at forklare det i dette indlæg: Derfor er min nye novelle en filmanmeldelse

Efter antologien var udkommet, besluttede jeg at oversætte novellen til engelsk, både fordi jeg syntes, den havde kvaliteten til det, men også fordi den var dejlig kort. Det er tidskrævende at skrive på engelsk, uanset om man oversætter fra dansk eller begynder helt fra bunden. Men 2400 ord var trods alt mere overkommeligt end 20.000 ord – og tro mig, jeg har prøvet begge dele. I sommeren 2019 var jeg klar med A Review… og sendte den af sted til det første magasin. Seks dage senere kom der et høfligt afslag retur.

Det slog mig dog ikke ud, så allerede samme dag sendte jeg novellen til et andet magasin, som reagerede lige så hurtigt ved at afvise den blot fire en halv time senere! Det er fortsat det hurtigste afslag, jeg nogensinde har fået som forfatter.

Derefter prøvede jeg yderligere fire magasiner, hvoraf de tre sidste kun skulle bruge en dag til at konkludere, at novellen ikke var noget for dem. Andre ville måske have mistet troen på dette tidspunkt, men jeg trak lige vejret en uges tid, før jeg gav det et nyt skud (og ja, jeg benytter altid lejligheden til at se, om jeg kan forbedre oversættelsen).

Denne gang skete det stik modsatte. Magasinet vendte tilbage og fortalte, at novellen var gået videre til næste runde og holdt på den helt frem til starten af marts 2020, hvor de fortalte, at den desværre var blevet sorteret fra i sidste runde. Det var selvfølgelig surt, men gav mig forhåbninger om, at det var muligt at finde et hjem til historien.

Så jeg blev ved med at indsende den til magasiner og blev ved med at få afslag. Et enkelt magasin lod den gå videre til anden runde, men resten sagde bare tak, men nej tak og var sjældent mere end en måned om at svare. Og inden jeg havde set mig nok, var det blevet 2022, og jeg var nået op på 19 afslag, hvilket var ny rekord. Den hidtidige indehaver var Mermaid Remixed, som blev afvist 15 gange, før den blev antaget af James Gunn’s Ad Astra.

Go big or go small?

Måske var det her, jeg burde have erkendt, at universet havde besluttet, at jeg ikke skulle få solgt A Review…, men så var det, jeg så, at Lightspeed Magazine var åben for indsendelse af fiktion.

Da jeg begyndte med at indsende noveller til engelsksprogede magasiner, var jeg i tvivl om, hvor jeg skulle starte? Skulle jeg gå efter de store magasiner, eller skulle jeg forsøge mig hos nogle af de mindre, hvor chancen måske var større? Jeg kom frem til, at jeg lige så godt kunne satse “stort” fra start og tage den fra toppen, hvorefter jeg kunne arbejde mig ned ad listen.

Fordelen ved de professionelle magasiner er, at de som regel er hurtigere til at vurdere, om din historie er noget for dem, mens du med de mindre magasiner kan risikere, at de sidder med den i flere måneder, før de giver et afslag.

Så hvorfor havde jeg ikke tidligere indsendt A Review… til Lightspeed, men lod 19 andre magasiner kigge på den først? Svaret er simpelthen, at Lightspeed sjældent er åbent for indsendelser. Det er desværre blevet normen for flere og flere magasiner inden for science fiction og fantasy, at de kun tager mod noveller en enkelt eller to gange om året, fordi de modtager så mange bidrag, at de skal bruge lang tid på at læse dem igennem. Situationen er kun blevet forværret af, at folk er begyndt at indsende noveller, der er blevet til ved hjælp af AI, men det er en anden diskussion.

Samtidig kører mange magasiner med en stram økonomi, og redaktionerne består ofte af få personer, hvoraf mange arbejder ulønnet. Alene i år har magasiner som Fantasy, Cosmass Infinities, Black Static og Future Science Fiction Digest meddelt, at de enten lukker eller holder pause på ubestemt tid.

Finally…

Men tilbage til Lightspeed, som i foråret 2022 meddelte, at de igen tog imod historier, mere specifikt flash fiction på under 1500 ord. Som tidligere nævnt var Anmeldelse af Genforeningen… på 2400 ord, men i forbindelse med oversættelsen til engelsk havde jeg allerede strammet teksten op, så den var blevet kortere. Undervejs havde jeg endda skåret endnu flere ord fra for at komme ned på 1500 ord, så jeg kunne indsende den til Daily Science Fiction (som siden også er lukket på ubestemt tid og ikke har offentliggjort nye historier siden januar 2023).

Jeg indrømmer, at jeg sendte historien til Lightspeed uden de store forhåbninger, så jeg tænkte heller ikke videre over det, da jeg halvanden måned senere så, at der var kommet et svar. Jeg regnede med endnu et høfligt afslag og troede dårligt mine øjne, da jeg læste mailen fra redaktør John Joseph Adams, hvor han skrev, at han kunne lide A Review: The Reunion of the Survivors of Sigrún 7 og gerne ville bringe den i Lightspeed.

Derfra gik det hurtigt. Inden sommerferien havde jeg underskrevet en kontrakt og havde modtaget mit honorar, og jeg var blevet bedt om at indsende et bud på en kort biografi – med den tilføjelse at jeg ville høre fra Lightspeed igen, når der var omkring to måneder til, at historien skulle bringes.

Det var i juni 2022. Klip til et år senere, og jeg havde stadig intet hørt, men det siger noget om, hvor meget Lightspeed har liggende på lager. Magasinet bringer otte historier om måneden – fire styk science fiction (to noveller og to flash fiction) og fire styk fantasy (igen to noveller og to flash fiction). Det svarer til 96 om året. I den korte periode, hvor der er åbent for indsendelser, kan et magasin som Lightspeed godt modtage op til 1000 historier eller mere. Det viser både, hvor lille nåleøjet er, og hvorfor jeg skulle vente til september 2023, før redaktionen vendte tilbage med forslag til rettelser. Dem var der heldigvis kun få af, faktisk færre end jeg havde forventet.

Og sådan gik det til, at jeg endte i Lightspeed Magazine. Hvis jeg skal uddrage en lære af alt det her, må det være, at man ikke skal give op, hvis man har en novelle, man selv tror på (jeg har også historier liggende, som jeg for længst har opgivet at få afsat). Nogle gange handler det om noget så simpelt som timing. Hvis jeg havde sendt historien til Lightspeed på et andet tidspunkt, er det muligt, at de ikke havde købt den, fordi det havde været en anden udgave, der ikke var faldet i redaktørens smag. Andre gange handler det om at finde det rette match, så det er altid en god idé at have læst det magasin, man sender sin novelle til, for at få et indtryk af, hvad de kan lide.

Hvilket bringer os til …

Månedens anbefalinger

Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke anbefalede hele november-udgaven af Lightspeed Magazine.
Her er de øvrige historier, som jeg deler indholdsfortegnelse med:

MKRNYILGLD: The CRIPS Cookbook (Chapter Two): A Guide to Biohacking Your Own Eggs into Weapons of Destruction, to Be Forcibly Implanted into One Patriarchist at a Time (jeg troede, jeg ville stå for den længste titel i magasinet, men nej …)
Osahon Ize-Iyamu: Last Ritual of the Smoke Eaters
Dominica Phetteplace: Confession #443 (Comments Open)
Regina Kanyu Wang: A Record of Lost Time
Winston Turnage: Dr. Seattle Opens His Heart
Martin Cahill: The Moment Before the Moment
Bennett North: Of Death Deserved We Will Not Die

Tangent Online har anmeldt hele nummeret. Anmelderen holder sig dog mest til handlingsreferater: Læs anmeldelsen her

Nghi Vo: On the Fox Roads (Tor.com, oktober 2023)
Underholdende fantasy-fortælling der er lige dele Bonnie & Clyde og Paper Moon, men med en amerikansk-asiatisk vinkel a la Siren Queen, som er af samme forfatter.

Michelle Denham: On the Way to Jeju-do (Strange Horizons, september 2023)
Eunjeong vokser op sammen med sin rebelske kusine Seungwan, som er en evig skuffelse for sin mor. Begge drømmer om at rejse til den koreanske ferieø Jeju, og årsagen til det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren. En af den slags noveller, hvor forfatteren gradvist afslører, hvorfor der er tale om science fiction.

Billedet her er fra Jeju, som jeg besøgte i 2013, da jeg senest var i Korea. Det var ikke noget specielt vellykket ophold. Vejret var dårligt, og vi havde undervurderet, hvor svært det var at komme rundt på øen, så vi fik ikke set ret meget af den.