Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra SigrĂșn 7 (uddrag)

pdf.jpg
LĂŠs som pdf

Af Lars Ahn

Efter megen hemmelighedskrĂŠmmeri og postyr har Manuela Rivieras dokumentarfilm Genforeningen: De overlevende fra SigrĂșn 7 endelig fĂ„et premiere, og for at fĂ„ det spĂžrgsmĂ„l af vejen, som har optaget alle, kan denne anmeldelse lige sĂ„ godt starte med en spoiler: Nej, vi fĂ„r ikke at vide, hvordan Ruben Corto mistede livet under ekspeditionen, eller hvad der helt prĂŠcist skete i lĂžbet af de 45 dage, hvor fartĂžjet var forsvundet.

Det vil selvsagt vĂŠre en skuffelse for de mange, der havde hĂ„bet, at filmen ville lĂžse et mysterium, som har optaget sindene i de 38 Ă„r, der er gĂ„et, siden SigrĂșn 7 vendte hjem. Men det er ikke ensbetydende med, at Genforeningen som film fejler pĂ„ samme mĂ„de som den ekspedition, den handler om. TvĂŠrtimod er den en skrĂŠmmende, men ogsĂ„ bevĂŠgende fortĂŠlling om, hvor langt vi mennesker er villige til at gĂ„ for at overskride grĂŠnser, og hvad der sker med os, nĂ„r vi vender tilbage fra den anden side.

#

Megen af debatten om Genforeningen har handlet om de metoder, Manuela Riviera anvender som dokumentarist. Hun har tidligere vist sig at vÊre en filmskaber, som vil gÄ endog meget langt for at finde frem til sandheden. Vi taler om en kvinde, der er blevet beskyldt for at udsÊtte sine interviewofre for bÄde psykisk og fysisk tortur i jagten pÄ de rette svar, selv om waterboardingsekvensen fra Genopstandelsen: Tilbage fra de dÞde skete med hovedpersonens accept. Hvor utroligt det end lyder, formÄr Riviera at overgÄ sig selv med sin nye film.

Genforeningen blev til at begynde med solgt pĂ„, at det for fĂžrste gang var lykkedes at samle de fire tilbagevĂŠrende medlemmer af ekspeditionen – Stanislav Kim, Loris Matzen, Evelyn N’Kono og Isabella Quan – til en snak om, hvad der i virkeligheden skete. PR-materialet undlod blot at nĂŠvne, at ingen af de fire vidste, det var det, de havde sagt ja til, hvilket var baggrunden for det efterfĂžlgende sagsanlĂŠg og fogedforbud.

I stedet begynder filmen med, at man ser de fire trÊde ind i et rum én efter én, og ud fra deres forvirrede reaktioner kan man hurtigt udlede, at de er blevet lokket til stedet under falsk pÄskud og ikke vidste, de andre ville vÊre dér. Til ingens overraskelse nÊvner Stan Kim, at han troede, han skulle indspille en reklame, men det er nÊrmest den eneste gang, filmen indbyder til noget, der kan minde om et grin.

Det virkelig kontroversielle kommer dog fÞrst, da det viser sig, at de fire ikke kan forlade rummet igen, men er blevet spÊrret inde. En forvrÊnget, metallisk kvindestemme (instruktÞrens?) meddeler dem derefter, at de er nÞdt til at samarbejde for at blive lukket ud igen, og at de vil blive belÞnnet med mad og drikke, hvis de svarer pÄ de spÞrgsmÄl, de bliver stillet.

Riviera er med rette blevet kritiseret for at gÄ langt over stregen for, hvad der er acceptabelt. Men der er selvfÞlgelig en pointe med metoden, og man kan med lige sÄ stor ret argumentere for, at instruktÞren ikke har udsat de fire medvirkende for noget, som de ikke allerede havde prÞvet fÞr under langt vÊrre forhold.

#

Genforeningen spilder ikke tiden med at sĂŠtte publikum ind i en forhistorie, som instruktĂžren antager, at alle kender i forvejen. Det betyder, at vi hĂžrer meget lidt om Jordan Sturlasson, den private rigmand, som gjorde SigrĂșn 7 til den fĂžrste privatfinansierede Mars-ekspedition.

Men ved at bruge det lukkede rum som ramme for sin film fĂ„r Riviera ogsĂ„ henledt vores opmĂŠrksomhed pĂ„ ekspeditionens Ăžkonomiske grundlag. Sturlasson lod kameraer overvĂ„ge besĂŠtningen 24/7 og streamede det ud til hele verdens befolkning. Med andre ord forvandlede han SigrĂșn 7 til historiens fĂžrste udenjordiske realityshow, og han lagde ikke skjul pĂ„ betingelserne: Det var reklameindtĂŠgterne, der skulle holde rumfartĂžjet i gang, og hvis besĂŠtningen ikke leverede varen i form af underholdning, ville de hurtigt komme til at mĂŠrke konsekvenserne i form af en mindre behagelig rejse. SigrĂșn 7 blev dermed ogsĂ„ et sociologisk eksperiment kĂžrt ud i det ekstreme, hvor alle blev vidner til, hvad der sker, nĂ„r syv vildtfremmede mennesker spĂŠrres inde og tvinges til at tilbringe nĂŠsten et Ă„r sammen omgivet af det kolde, dĂždbringende rum.

I de mellemliggende Ă„r er der blevet gjort meget ud af, hvor uansvarlig udvĂŠlgelsen af besĂŠtningen var, fordi faktorer som udseende og personlighed blev vĂŠgtet hĂžjere end faglig viden. Men det er ikke til at komme udenom, at casterne gjorde deres arbejde godt, for transmissionerne fra ekspeditionen var vanvittig god underholdning, og mange, som i dag arbejder inden for rumfartsbranchen, erkender, at det var SigrĂșn 7, der gav dem interessen.

De syv besĂŠtningsmedlemmer har ogsĂ„ en stor del af ĂŠren for det. Sturlasson var nok kynisk og fikseret pĂ„ profitmaksimering, men han var ikke dum og vidste godt, at ekspeditionen ville slĂ„ fejl, hvis den udviklede sig til Paradise Hotel i rummet. SĂ„ ja, der var konflikter undervejs, men fĂžrst og fremmest viste SigrĂșn 7, at det er muligt at samarbejde og lĂžse problemer, selv om man har vidt forskellige kulturelle og sociale baggrunde, og det tjener Riviera til ĂŠre, at hun husker at understrege det aspekt. Det gjorde for en stund besĂŠtningen til helte pĂ„ Jorden, og alle havde deres personlige yndlinge (min var tekniknĂžrden Isabella Quan). De syv blev fremhĂŠvet som forbilledlige reprĂŠsentanter for menneskeheden, og alle var stolte over at have dem som vores fjernest udsendte ambassadĂžrer.

Hvilket selvfÞlgelig kun var med til at gÞre det, der senere skete, endnu mere chokerende og uforstÄeligt.

LĂŠs resten af novellen i De fremmede – Lige under overfladen 13, Science Fiction Cirklen, 2018

Creative Commons licens
Dette vĂŠrk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel 4.0 International Licens.