Årets bedste 2022: Film, serier, musik og bøger

Her er, hvad jeg brugte tid på at blive begejstret over i 2022 i stedet for at få skrevet nye historier og blive færdig med min roman.

Årets bedste film

1. Drive My Car (Ryusuke Hamaguchi, Japan)
2. Everything Everywhere All at Once (Dan Kwan & Daniel Scheinert, USA)
3. Verdens værste menneske (Joachim Trier, Norge)
4. Petite Maman (Céline Sciamma, Frankrig)
5. Decision to Leave (Park Chan-wook, Sydkorea)
6. The Fallout (Megan Park, USA)
7. House of Hummingbird (Bora Kim, Sydkorea)
8. Kupé nummer 6 (Juho Kuosmanen, Finland)
9. Drømmemanden (Maria Schrader, Tyskland)
10. After Yang (Kogonada, USA)
    Boblere: Prey (Dan Trachtenberg, USA), Top Gun: Maverick (Joseph Kosinski, USA), Fall (Scott Mann, USA), Belfast (Kenneth Branagh, UK), The Black Phone (Scott Derrickson, USA)

Jeg kan ikke helt forklare, hvad der skete med min filmsmag i 2022. Normalt er min top 10 domineret af titler fra USA og Storbritannien, men denne gang blev der kun plads til tre, og ingen af dem kan just betegnes som Hollywood-produktioner (som til gengæld er godt repræsenteret blandt boblerne).

Det var højst uventet, men intet overraskede mig mere end, at en tre timer lang japansk Oscar-vinder skulle vise sig at blive årets filmoplevelse for mit vedkommende. Jeg har stadig svært ved at sætte ord op, hvad det er, der gør Drive My Car så gribende. På papiret sker der meget lidt, og filmen tager sig så god tid, at forteksterne først kommer efter 40 minutter, hvorefter den egentlig handling går i gang, og den består primært af en gruppe skuespillere fra forskellige lande, som øver på en udgave af Tjekhovs Onkel Vanja, hvor de siger replikkerne på deres eget sprog. Alligevel var jeg fuldstændig opslugt af historien, og det samme skete, da jeg genså filmen senere på året.

(SPOILER ALERT!) En detalje, som de færreste måske bemærker, er, at hovedpersonens røde Saab har rattet siddende i venstre side, lige som vi er vant til herhjemme. Men i Japan kører man i venstre side af vejen, så det er en ekstra udfordring for den unge kvinde, som skal være hans chauffør. Det har også betydning i filmens slutscene, hvor man ser hende køre i højre side af vejen i Sydkorea. Så ikke alene har han foræret hende bilen, men hun er også flyttet til et andet land, og på den måde får filmen fortalt, at de begge er kommet videre.

Antal nye film set i 2022: 126, heraf 52 i biografen.
Årets biografoplevelse: Smile (ikke på grund af filmen, som er en effektiv, men ikke synderlig original gyser, men fordi jeg så den i en fyldt biografsal, hvor 99,5 procent af de tilstedeværende var teenagere. Ja, de havde svært ved at holde kæft og holde deres telefoner slukket, men det er længe siden, jeg har set en film sammen med et så medlevende publikum. Hvert jump scare fik dem til at skrige højlydt, og da hovedpersonen sætter ild til monsteret mod slutningen, lød der jubelbrøl og klapsalver. Undervejs gik det op for mig, at pigen i sædet ved siden af mig havde sin telefon tændt, fordi hun var så bange, at hun havde brug for lys i mørket. Film skal ses i biografen!)
Film jeg er glad for at have set på det store lærred: Fall (læs mere om det her)
Film jeg gerne ville have set på det store lærred: Prey (set på Disney+, også i comanche-versionen)
Årets gennembrud: Netflix-serien Wednesday har bragt Jenna Ortega på alles læber, og inden da havde jeg lagt mærke til hende i de to vellykkede horrorfilm Scream og X. Men hvis man virkelig vil se, hvad hun kan som skuespiller, kan det anbefales at finde The Fallout på HBO Max, der handler om to teenageres forsøg på at bearbejde deres traumer efter at have overlevet et skoleskyderi.

Årets bedste serier

1. Barry sæson 3 (HBO Max)
2. Pachinko sæson 1 (Apple TV+)
3. The Orville: New Horizons sæson 3 (Disney+)
4. Andor sæson 1 (Disney+)
5. The Sandman sæson 1 (Netflix)
6. Mythic Quest sæson 1-3 (Apple TV+)
7. The Old Man sæson 1 (Disney+)
8. We Are Lady Parts sæson 1 (DRTV)
9. Never Have I Ever sæson 3 (Netflix)
10. Only Murders in the Building sæson 2 (Disney+)

I 2022 besluttede jeg, at jeg højst vil følge med i fem serier ad gangen. Nogle vil ryste på hovedet, når de læser dette, mens andre vil forstå, hvad jeg mener. Alligevel blev det til 42 serier i løbet af året, hvor Andor gav mig troen på Star Wars tilbage efter The Book of Boba Fett (som burde have heddet The Mandalorian sæson 2.5) og den ujævne Obi-Wan Kenobi. På mirakuløs vis lykkedes det at lave en vellykket dramatisering af Neil Gaimans The Sandman, hvor især de enkeltstående afsnit strålede, mens The Orville fortsatte med at overraske. Men kongen over dem alle er stadig Barry, som endnu engang overgik sig selv med kulsort humor og originale actionsekvenser. Den serie kan simpelthen ikke anbefales nok.

Det samme kan siges om Pachinko, der lider under, at den ligger på den skammeligt oversete streamingtjeneste Apple TV+. Selv om serien er en amerikansk produktion, er dialogen primært på koreansk og japansk, og underteksterne er farvekodede, så man kan se, hvilket sprog der anvendes i scenerne (i nogle tilfælde blander personerne de to sprog, fordi serien følger en ung koreansk kvinde, som emigrerer til Japan i 1930erne, hvor Korea var en del af det japanske kejserrige, og hendes efterkommere). Pachinko udmærker sig også ved at have en fantastisk titelsekvens, der står i kontrast til den ellers så alvorlige handling.

Halvdelen af serien afsnit er instrueret af Kogonada, som også står bag en af mine top 10-film, After Yang, der ligeledes har en mindeværdig titelsekvens. Man aner en sammenhæng.

Årets bedste album

Top 10 udenlandske

1. Rosalía: MOTOMAMI
2. Fontaines D.C.: Skinty Fia
3. Warpaint: Radiate Like This
4. Let’s Eat Grandma: Two Ribbons
5. Beyoncé: Renaissance
6. Wet Leg: Wet Leg
7. Rina Sawayama: Hold The Girl
8. Weyes Blood: And in the Darkness, Hearts Aglow
9. Suede: Autofiction
10. Sharon Van Etten: We’ve Been Going About This All Wrong
    

Top 5 danske

1. ee gee: Winning
2. Greta: Forever We’ll Be Dancing
3. Brimheim: can’t hate myself into a different shape
4. Peter Sommer: De uforelskede i København
5. Lydmor: Nimue

Hvis jeg skulle følge Spotify, ville årets album være Two Ribbons med Let’s Eat Grandma efterfulgt af Radiate Like This med Warpaint, for det var de to, jeg lyttede mest til i 2022. Jeg har før været ude for, at årets favoritalbum ikke nødvendigvis var et, jeg voldspillede igen og igen (seneste eksempel var Fiona Apples Fetch the Bolt Cutters), og det samme kan til dels siges om Rosalías MOTOMAMI, hvis originale blanding af genrerne er svær at kategorisere. Videoen til åbningssangen “SAOKO” viser meget godt, hvor vildt og heftigt albummet er.

Jeg så Rosalía på Roskilde Festival i 2019, hvor hendes koncert var det års højdepunkt, selv om hun spillede samtidig med Bob Dylan. Det var også på Roskilde Festival, at jeg i 2022 for alvor fik øjnene op for Fontaines D.C., og så var det året, hvor jeg fik oplevet min mest hørte sang på Spotify, “Head on Fire” med Griff og Sigrid, live i to ombæringer. Griff på Primavera Sound i Barcelona og Sigrid på Roskilde. Jeg har stadig til gode at se dem optræde sammen.

Ellers er dette min yndlingssang fra 2022:

Årets opdagelse: Magdalena Bay, hvis album fra 2021, Mercurial World, jeg først opdagede med et års forsinkelse. Ellers havde det været et sikkert top 10-bud forrige år.
Årets interview: The Guardians artikel om Let’s Eat Grandma eller Vanity Fairs artikel om Grimes, hvor det undervejs bliver afsløret, at hun har fået barn nummer to med Elon Musk.
Årets koncerter (nævnt i omvendt kronologisk rækkefølge): Little Simz (Amager Bio), Wolf Alice (Vega), Nick Cave & The Bad Seeds (All Points East), Jehnny Beth (All Points East), Konvent (Roskilde Festival), Rina Sawayama (Roskilde Festival), Robert Plant & Alison Krauss (Roskilde Festival), Daniel Romano’s Outfit (Roskilde Festival), Fontaines D.C. (Roskilde Festival), Yeah Yeah Yeahs (Primavera Sound).
Årets Plader ifølge Rockklubben: Big Thief: Dragon New Warm Mountain I Believe In You (udenlandsk) og Kellermensch: Capitulism (dansk).

Årets bedste bøger

1. Monica Ojeda: Jawbone
2. Emily St. John Mandel: Sea of Tranquility
3. Shelley Parker-Chan: She Who Became the Sun
4. John Darnielle: Devil House
5. Leigh Bardugo: Rule of Wolves
6. Nghi Vo: Siren Queen
7. Sayaka Murata: Earthlings
8. P. Djeli Clark: A Master of Djinn
9. Arkady Martine: A Desolation Called Peace
10. Alix E. Harrow: A Spindle Splintered / A Mirror Mended (novella)

Jeg skylder en stor tak til Ian Mond fra Locus Magazine, hvis anmeldelser af Jawbone og Devil House fik mig til at købe begge bøger, som endte med at blive blandt årets største læseoplevelser. Ingen af dem er dog hyggelæsning, faktisk tværtimod, men de er imponerende godt skrevet og fortalt og overrasker konstant.

Emily St. John Mandel bevægede mig endnu en gang med Sea of Tranquility, der på uventet vis forbinder Station Eleven og The Glass Hotel, så de nu udgør en løs trilogi. Det er også hendes til dato mest åbenlyse science fiction-roman med tidsrejser og kolonier på Månen.

Prisen for årets mest uforskammede underholdende roman går til Shelley Parker-Chans She Who Became the Sun, og Leigh Bardugo fik på mesterlig vis sat (foreløbig?) punktum for sin Grishaverse-serie med Rule of Wolves.

Jeg fik også læst årets Hugo-vinder (A Desolation Called Peace), Nebula-vinder (A Master of Djinn) og Shirley Jackson Award-vinder (My Heart Is a Chainsaw af Stephen Graham Jones, som havnede lige uden for min top 10).

Årets novellesamlinger: Bora Chung: Cursed Bunny, Zen Cho: Spirits Abroad, Priya Sharma: All the Fabulous Beasts.

Årets noveller: Som det fremgår af nedenstående fik jeg en ny yndlingsforfatter i 2022.
S.B. Divya: Two Hands, Wrapped in Gold (Uncanny Magazine)
Isabel J. Kim: Calf Cleaving in the Benthic Black (Clarkesworld Magazine)
Isabel J. Kim: Christopher Mills, Return to Sender (Fantasy Magazine)
Isabel J. Kim: The Massage Lady at Munjeong Road Bathhouse (Clarkesworld Magazine)
Isabel J. Kim: You, Me, Her, You, Her, I (Strange Horizons)
Rich Larson: Quandary Aminu vs The Butterfly Man (Tor.com)
David D. Levine: Kora Is Life (Clarkesworld Magazine)
Garth Nix: The Sisters of Saint Nicola of The Almost Perpetual Motion vs the Lurch (Tor.com)
Suzanne Palmer: The Sadness Box (Clarkesworld Magazine)
Miyuki Jane Pinckard: Radcliffe Hall (Uncanny Magazine)

Isabel J. Kim har i øvrigt indledt 2023 med endnu en fremragende novelle: The Big Glass Box and the Boys Inside (Apex Magazine, issue 135)