Primavera Sound: Til festival i Barcelona med to års forsinkelse

I slutningen af januar 2020 købte jeg billet til festivalen Primavera Sound i Barcelona, der blandt andet bød på navne som Lana Del Rey, Kacey Musgraves, Massive Attack, Iggy Pop, Beck, The National, The Strokes og Tyler, the Creator.

Se programmet for Primavera Sound 2020 her

Som alle andre var jeg dengang lykkeligt uvidende om, hvad der ventede lige om hjørnet, og at der skulle to år, før jeg rent faktisk kom til at opleve festivalen. Først blev den udskudt fra starten af juni 2020 til slutningen af august 2020, men allerede i maj kunne alle se, at det var lidt for optimistisk, så i stedet blev festivalen skubbet til 2021 og sidenhen til 2022.

Lige som Roskilde Festival skulle Primavera have fejret et rundt jubilæum, 20 år mod Roskildes 50, så i maj 2021 meddelte arrangørerne, at de havde besluttet at afvikle hele to festivaler i 2022 fordelt over weekenderne 2.-4. juni og 9.-11. juni. Jeg havde beholdt min billet og skulle nu beslutte, hvilken af weekenderne den skulle gælde til. Desværre var Lana Del Rey undervejs faldet fra på samme måde som Taylor Swift på Roskilde.

Selv om en del navne (Gorillaz, The Strokes, Tame Impala og Tyler, the Creator) gik igen i begge weekender, var der også forskelle. Weekend 1 var grundlæggende programmet fra 2020, dog med tilføjelser som Nick Cave & The Bad Seeds og Sharon Van Etten, mens Weekend 2 var aktuel med navne som Dua Lipa, Lorde, Megan Thee Stallion og Yeah Yeah Yeahs.

Jeg valgte efter lange og svære overvejelser at lade min billet gælde til weekend 2, hvorefter Primavera føjede navne som Warpaint, Let’s Eat Grandma og Wet Leg til weekend 1 … suk.

Nå, men den 7. juni landede jeg langt om længe i Barcelona, og her er, hvad jeg fik ud af mine dage i byen.

Før Primavera

Dette var anden gang, jeg var i Barcelona. Første gang var i november 2016, hvor jeg var til Eurocon, og jeg kan stadig ikke sige, at jeg for alvor har oplevet byen. I 2016 tilbragte jeg det meste af tiden i kulturcenteret CCCB, hvor Eurocon blev holdt, og denne gang var jeg ofte så træt efter at have været på festival, at jeg valgte at hvile mig på hotellet.

Modsat Roskilde, hvor musikken begynder ved middagstid, åbnede Primavera først pladsen kl. 16 og kørte så til gengæld igennem hele natten frem til næste morgen. For enhver, som har oplevet eftermiddagsheden i Sydeuropa, gav det god mening, og så var Barcelona endda forskånet for de varmegrader, som ellers hærger for tiden. Da jeg landede, var temperaturen 24-25 grader, og da vi nåede weekenden, var den oppe på 28-29 grader (i skyggen), så det blev aldrig ulidelig varmt, og jeg klarede mig fint med kun at være iført T-shirt og shorts.

Den sene åbning betød, at der var tid til lidt sightseeing i de første dage, så jeg fik blandt andet besøgt Barcelonas tredjehøjeste bygning, den 38 etager høje Torres Glories, der lå nær mit hotel Catalonia Sagrada Familia.

Som navnet på hotellet antyder, skulle det ligge i nærheden af turistattraktionen Sagrada Familia, men i virkeligheden var der over en kilometers gang derhen, så det nærmede sig falsk varebetegnelse. I 2016 nøjedes jeg med at se den udefra på grund af de lange køer, men formentlig som følge af corona-pandemien er der i de mellemliggende år blevet indført et online-billetsystem, så jeg blot kom til at vente i fem minutter, før jeg var inde i den ufærdige kirke. Seneste melding er, at byggeriet skulle være afsluttet i 2026 efter at være påbegyndt i 1882.

Ellers brugte jeg de første dage på at gå til koncert. For at udfylde tiden mellem weekend 1 og 2 holdt Primavera en række koncerter på forskellige spillesteder i byen under overskriften Primavera a la Ciutat (Primavera i byen), som var gratis for alle med billet til festivalen.

Det siger dog sig selv, at der kun var plads til en lille del af festivalens 80.000 gæster på spillestederne, og jeg opdagede allerede den første aften, at det var umuligt at komme ind de fleste af stederne, medmindre jeg havde lyst til at stå i kø flere timer i forvejen. Man kunne dog se på Primaveras hjemmeside, hvor der var plads, så jeg fandt vej til det lillebitte spillested Sala Vol, hvor vi til gengæld kun var 30-40 til stede.

Pudsigt nok endte jeg med at se fire italienske bands fordelt på to aftener. Første aften så jeg duoen Anger, der bor i Wien, men viste sig at være fra Norditalien og sang og rappede på både tysk, italiensk og engelsk. Anden aften var rent italiensk og bød på Her Skin, Koko og Nother og fungerede som en fin appetitvækker til festivalen. Så kunne alle andre slås om at se store navne som Megan Thee Stallion, Interpol og Jorja Smith, som alligevel skulle optræde få dage senere på Primavera.

Primavera dag 1: Hårdt for bentøjet

Primavera Sound er langt fra min første udenlandske festival. Jeg har også været på Rock en Seine i Paris (2007), Reading Festival i England (2011) og Zürich Open Air i Schweiz (2019), men festivalen i Barcelona adskilte sig alligevel fra de andre – også de danske – på flere områder.

Den primære forskel er, at Primavera ikke holdes på en græsmark, men på en havnefront, så langt det meste af tiden går og står man på beton eller asfalt. Det er ikke noget, man normalt vil tænke over, men jeg skal hilse at sige, at otte timers gang på hårdt underlag er noget, der kan mærkes i et par midaldrende ben, så ingen af dagene holdt jeg til længere end kl. halv to om natten, og det var en af årsagerne til, at jeg skar ned på sightseeingen under selve festivalen.

Jeg havde selskab af Tom Jensen fra Rockklubben, som også havde købt billet til Primavera for to år siden. Vi var i øvrigt ikke de eneste danskere blandt publikum. Undervejs mødte vi Toms nabo(!) og en tidligere praktikant på Dagbladets Roskilde-redaktion, Daniel Niebuhr, som var på Primavera for at anmelde koncerter for Undertoner i både weekend 1 og 2.

Vi betalte nogle dyre lærepenge den første dag, hvor vi skulle finde ud af, hvordan festivalens 14 forskellige scener lå placeret i forhold til hinanden. Primavera ligger som nævnt på en havnefront, så festivalområdet er langstrakt, og tre af scenerne befandt sig i et område for sig selv kaldet Bits på den anden side af en havn med store yachts, der delte festivalen i to. Det krævede en længere gåtur at nå derhen, selv om der også var en bro, som kunne have forkortet turen, men den var forbeholdt VIP-gæster.

Et af de navne, jeg havde sat et stort kryds ud for på dag 1, var engelske Griff, som jeg udråbte til Årets Opdagelse i min gennemgang af musikåret 2021. Jeg skulle have været til koncert med hende i efteråret på Hotel Cecil, men den blev aflyst efter først at have været forsøgt udskudt til marts i år. Nu lykkedes det mig endelig at få set hende, og jeg synes, hun leverede en god koncert og virkede overraskende afslappet og selvsikker på scenen, selv om hun fortalte, det var hendes første festivaloptræden uden for England.

Griff spillede på scenen Tous i det førnævnte Bits-område, hvor jeg også nåede at få set den amerikanske sanger Jensen McRae og det østrigske rockband My Ugly Clementine, inden jeg vendte tilbage til Primaveras hovedområde. Faktisk var jeg ikke til flere koncerter i Bits under resten af festivalen, da der ikke rigtig var noget, der for alvor kunne retfærdiggøre den lange tur frem og tilbage (end ikke et dj-set med Grimes midt om natten på dag 2).

Primaveras aflange indretning skulle også vise sig at skabe en anden logistisk udfordring, da vi ville se et af aftenens absolutte hovednavne, Gorillaz. Jeg havde i forvejen læst artikler om, at der havde været kaos, da festivalen åbnede i weekend 1, hvor der blev klaget om lange køer ved boderne og om manglende plads foran hovedscenerne. Det virkede umiddelbart som om, problemerne var blevet løst til weekend 2, men det var de ikke, når det kom til de store koncerter på hovedscenerne.

Se et kort over Primavera Sound

Vi stod som sild i en tønde til Gorillaz-koncerten, selv om vi befandt os langt fra scenen, og efter tre numre gav vi op og fik klemt os ud af mængden. Som jeg ser det, skyldes problemet, at Primavera som noget nyt i år havde valgt at placere sine to hovedscener, Estrella Damm og Pull&Bear (ja, alle scener har sponsornavne) ved siden af hinanden i den ene ende af festivalområdet.

Tanken var nok, at man hurtigt kunne skifte fra det ene hovednavn til det andet (Northside gjorde lidt af det samme på sit gamle område), og det fungerede fint nok det meste af tiden. Til gengæld gav det problemer, når de helt store navne skulle spille – dem alle ville hen for at se. På Roskilde Festival kan man komme til Orange Scene fra mange forskellige sider, og sådan er det på langt de fleste festivaler, men fordi Primaveras hovedscener lå for enden af festivalområdet, var der groft sagt kun de samme veje ind og ud, og det skabte nogle gevaldige propper.

Oplevelsen betød, at jeg efterfølgende fravalgte at se store navne som Dua Lipa og Lorde, fordi jeg forudså, der ville være lige så overfyldt foran scenerne, selv om de ellers var to af hovedårsagerne til, at jeg havde valgt at tage til weekend 2. Dua Lipa kan jeg dog se på Roskilde.

Gorillaz-fiaskoen betød, at vi gik fra en ellers fremragende koncert med Slowdive, som viste sig at være meget populære i Spanien. Det burde ikke være kommet bag på mig, for bandet blev netop gendannet i 2014, da de fik et tilbud fra Primavera om at spille på festivalen, hvor de til deres egen overraskelse samlede et publikum på 25.000.

Så mange nåede Slowdive aldrig at optræde for, da de oprindeligt var fremme i første halvdel af 90erne, og jeg husker selv, hvordan jeg så dem spille i Huset i Aarhus i 1993 sammen med Cranes, kort efter jeg var begyndt på Journalisthøjskolen. Dengang var det faktisk Cranes, der var hovedattraktionen for mig, og det er først senere, jeg er kommet til at værdsætte Slowdive, som er eksemplet på, at man aldrig skal give op. Heldigvis nåede vi at komme tilbage og se slutningen af deres koncert, og de har aldrig været bedre, hvilket anmeldelserne fra deres optræden på festivalen Syd for Solen samme weekend satte en tydelig streg under.

Primavera dag 2: Det store dilemma

Belært af førstedagens erfaringer holdt vi os til et afgrænset område af festivalpladsen på dag 2, som vi indledte med at se et lokalt navn, den unge sangerinde Marta Knight fra Barcelona. De første par timer var det mest spanske navne, som spillede på scenerne, og der var vældig god plads på festivalen og ingen køer ved boderne. Det var først ved 19-20 tiden, at publikum begyndte at ankomme i større antal.

Vi snuppede også lige et andet spansk band Apartamentos Acapulco, der lød som en spansk udgave af Slowdive, inden vi beviste over for os selv, at vi godt kunne gennemføre en koncert foran en af hovedscenerne ved at se Hurray for the Riff Raff spille for nogle hundreder mennesker.

Derefter ventede aftenens store dilemma: Skulle vi se Courtney Barnett eller Stella Donnelly, som var sat til at spille stort set samtidig? (Stella Donnelly kom med på et sent afbud, og det forklarer sikkert clashet, da programplanlæggerne normalt prøver at undgå at lægge to navne i samme musikalske genre over for hinanden.) Oprindeligt var det også med i overvejelserne om, vi skulle gå undervejs for at se Lorde, men den mulighed lagde vi på hylden efter Gorillaz-koncerten.

Nu endte Courtney Barnett med at vinde, og den beslutning er jeg godt tilfreds med. Ikke alene gav hun en veloplagt koncert, men med på scenen havde hun Stella Mozgawa, som normalt er trommeslager i et af mine favoritband, Warpaint. Som tidligere nævnt spillede Warpaint på Primavera i weekend 1, så derfor havde jeg ikke forventet at se Stella Mozgawa være med i Courtney Barnetts band, selv om hun har spillet sammen med hende flere gange før og var medproducer på hendes seneste album.

Det overraskede mig også, at Stella Mozgawa sad bag keyboardet og ikke bag trommerne, men hun er tydeligvis lidt af et multitalent og kan heller ikke beskyldes for at ligge på den lade side, når hun kan springe fra det ene band til det andet. Efterfølgende kan jeg se, at koncerten på Primavera var den sidste på Warpaints forårsturné, mens Courtney Barnett nævnte, at dette var hendes første koncert i festivalsæsonen.

Vores beslutning om at undgå de store navne betød ikke kun et farvel til Lorde, men også til The Strokes (som måtte aflyse deres koncert i weekend 1 på grund af et coronatilfælde) og M.I.A. (dog også afskrækket af de dårlige anmeldelser, hun fik på Heartland). I stedet fik vi en ren energiudladning med irske The Murder Capital, og jeg oplevede en punkudgave af Grimes med den russiske duo IC3PEAK, som meget hurtigt sørgede for at understrege, hvor meget de er imod Putin og krigen i Ukraine.

Jeg sluttede af med et af tidens mest hypede navne, yeule fra Singapore, som sjovt nok fik mig til at tænke på Jensen McRae fra dagen før, selv om de rent musikalsk ikke kunne være mere forskellige. I begge tilfælde var der tale om unge kvinder, som stod helt alene på en stor scene, men hvor Jensen McRae gjorde det med sin guitar, havde yeule sin elektroniske musik med på en computer, omend hun anvendte en guitar på sine to sidste numre.

Da yeule var færdig, nærmede klokken sig halv to, og jeg var så træt, at jeg droppede The Smile (Thom Yorke og Jonny Greenwood fra Radiohead), som jeg må have til gode på Roskilde.

Primavera dag 3: O Karen

Jeg skal erkende, at da jeg så programmet til Primavera weekend 2, var det ikke Yeah Yeah Yeahs, som først faldt i øjnene. Faktisk studsede jeg lidt over at finde dem på plakaten, fordi de ikke havde udgivet et album siden 2013, og deres storhedstid var tilbage i nullerne.

Forklaringen var selvfølgelig, at trioen har et nyt album på vej, der udkommer til efteråret, men inden da skulle de lige bevise, at de ikke har glemt, hvordan man fyrer den af fra scenen. Det var rart at opleve en koncert på en af hovedscenerne, hvor der var mange mennesker til stede, men ikke så fyldt at det føltes utrygt. Det var også rart at blive mindet om, hvor karismatisk Karen O er på en scene, og så var det tydeligt, at Yeah Yeah Yeahs nød at være tilbage foran et stort publikum.

Så Yeah Yeah Yeahs endte med at blive et uventet højdepunkt, ikke kun for hele festivalen, men også på en dag, der bød på fine koncerter med The Weather Station, Rolling Blackouts Coastal Fever og pakistansk-amerikanske Arooj Aftab. Sidstnævnte spiller også på Roskilde, men er sat på tidligt om torsdagen, så jeg vidste på forhånd, at jeg ikke kunne nå at se hende der på grund af mine arbejdstider.

Efter Yeah Yeah Yeahs var kræfterne ved at slippe op, så jeg snuppede en koncert med belgiske Angèle, inden jeg tog tilbage til hotellet. Angèle er et af de største popnavne i de fransktalende lande, og det var lidt pudsigt at stå blandt et publikum, som kender hitsene og kan synge med på sange, man selv hører for første gang. Jeg tænker, det må være sådan, hvis man er fra udlandet og får forvildet sig til en koncert med en populær dansksproget kunstner (f.eks. Thomas Helmig) på Roskilde.

Andre observationer:

International: Jeg vil tro, at Primavera er den festival, hvor jeg har været til koncert med kunstnere fra flest forskellige lande. I Barcelona nåede jeg at opleve navne fra Australien, Belgien, Canada, England, Irland, Italien, Pakistan, Rusland, Singapore, Spanien, USA og Østrig, og jeg kunne også have fået Danmark med, hvis jeg havde set Erika de Casiers koncert, men den kolliderede med andre, og jeg så hende desuden sidste år på Summer Days.

Mad og drikke: Jeg var positiv overrasket over madudvalget. Ude på festivalområdet var det meget pizza, burger og hot dogs, men i den store food hall kunne man købe mad fra hele verden, bl.a. Afrika og Sydamerika. Som på Roskilde havde alle boder mindst en vegetarisk ret, og nogle boder var rent vegetariske/veganske. Til gengæld var det ikke muligt at købe drikkevarer i boderne, hvilket var lidt irriterende. Øludvalget var begrænset til Estrella Damm, men det er ikke anderledes end på Roskilde, hvor det er Tuborg, som dominerer. Stort plus for Aperol Spritz-boderne.

Pis: Som jeg også har observeret på andre festivaler i udlandet, ser man ingen, der står og lader deres vand ude i det fri. Alle benytter toiletterne. Der er selvfølgelig også en forskel på at være på en græsmark til at opholde sig på en havnefront med betonunderlag, for der er lige som ikke noget sted, hvor urinen kan løbe hen.

Overnatning: Primavera er en byfestival uden camping, så man skal selv sørge for overnatning. Det sætter sit præg på stemningen, at alle kan tage hjem og overnatte i stedet for, at de ligger ude på et campingområde i en hel uge som på Roskilde. Lige som på Northside er det hele lidt mere civiliseret uden det element af galskab, man finder på Roskilde.

Transport: Da jeg bookede mit hotel, troede jeg, det kun lå en kilometer fra festivalpladsen. Det viste sig at være fire kilometer, men heldigvis lå der et stoppested cirka ti minutters gang fra hotellet, hvorfra jeg kunne tage en sporvogn (linje T4) direkte ud til festivalen (stoppested Forum). Køreturen tog også kun ti minutter, og T4-linjen var i drift døgnet rundt under Primavera, så det kunne ikke være lettere. Der kørte også shuttlebusser ind til Placa de Catalunya i centrum af Barcelona.

Logistik: Primavera gav generelt indtryk af at være en velorganiseret festival, hvor rigtig meget fungerede. Det nye tiltag med at ens billet skulle være på en app, som var den eneste måde at få adgang på, gav ikke de store problemer (bortset fra den ene gang, hvor et andet ansigt end mit eget dukkede op på skærmen, men det lykkedes i andet forsøg). Idéen var at spare papir og plastik, men vi fik alligevel udleveret et armbånd, fordi det trods alt var en hurtigere løsning de steder inde på festivalområdet, hvor det også skulle tjekkes, hvad man havde adgang til.

Da jeg mødte op ved 16-tiden den første dag, var der lange køer foran indgangene, men vi var inde på ingen tid, og de andre dage kunne jeg også bare gå lige ind. Som tidligere nævnt var der rigtig god plads på festivalen i de første par timer, og jeg var kun ude for, at sporvognen var fyldt, da jeg om lørdagen ventede med at tage derud ved 18-tiden.

Det helt store men, og det er til gengæld temmelig stort, var selvfølgelig problemerne med pladsen foran hovedscenerne til koncerterne med de allerstørste navne. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man ender med at fravælge hovednavnene på en festival, fordi man ikke føler sig tryg. Det bliver interessant at se, hvad Primavera gør til næste år, hvor der igen holdes festival over to weekender. Som noget nyt er det kun den første weekend (1.-3. juni), som finder sted i Barcelona, mens weekend 2 (8.-10. juni) flytter til Madrid.