Roskilde Festival nr. 25 og corona

Dette indlæg blev slet ikke som planlagt. Jeg ville have skrevet det efter årets Roskilde Festival, som var min 25. i rækken, og det var meningen, at det kun skulle have handlet om det. Men søndag aften efter festivalen begyndte jeg at føle mig halvsløj, og mandag morgen vågnede jeg med ondt i halsen.

Nu er det snarere reglen end undtagelsen, at jeg bliver syg efter en festival, men da jeg tirsdag morgen også havde feber, kunne jeg godt se, hvor det bar hen. Og rigtigt nok: En hjemmetest bekræftede, at jeg havde fået corona (de to streger viste sig allerede efter fem sekunder). Efter at have undgået Covid-19 i to et halvt år fik kombinationen af Roskilde Festival og Tour de France ram på mig. På grund af tidsforløbet taler sandsynligheden dog mest for, at jeg er blevet smittet på festivalen.

Hvor slemt var det så? Det kunne nok have været værre, og jeg var slet ikke så hårdt medtaget som andre, jeg kender, men det tog halvanden uge at blive feberfri, og jeg endte med at være hjemme i to uger, før jeg kunne tage på arbejde igen.

I halvdelen af tiden var jeg så forkølet, som jeg aldrig har været før, og jeg havde to-tre nætter, hvor jeg vågnede en gang i timen, fordi mine luftveje var så tilstoppede, at jeg måtte stå op for at pudse næse. Jeg har i hvert fald opdaget, at min krop er i stand til at producere mere snot, end jeg troede muligt!

Til gengæld blev hverken min smags- eller lugtesans påvirket, men det lader til at være typisk for den variant, jeg blev smittet med. Et andet typisk symptom er den langvarige hoste, jeg har brugt de seneste uger på at slippe af med. Det er først for nylig, jeg igen har vovet at tage i biografen, fordi jeg ikke ville sidde og hoste under hele filmen.

Men nu til det, som dette indlæg egentlig skulle handle om: Mit festivaljubilæum.

1994: Min festivaldebut

1994 var året, hvor jeg var på min første Roskilde Festival, og så kan de matematikkyndige nok regne ud, at jeg må være gået glip af to undervejs – og her tæller de aflyste festivaler i 2020 og 2021 ikke med. Jeg troede længe, jeg ville få en uafbrudt stribe af festivaler og ville nå nummer 25 i 2018, men i 2013 var jeg med min familie i Sydkorea, og i 2018 var jeg på ferie i Vietnam med selvsamme, mens der var Roskilde Festival.

Ironisk nok valgte jeg først at tage på Roskilde efter, jeg var flyttet væk fra den. Jeg er opvokset i Hedehusene, og når vinden stod i den rigtige retning, kunne vi høre festivalen svagt i baggrunden. Som barn og teenager sagde festivalen mig dog ikke noget, for det var slet ikke den slags musik, jeg hørte. Det ændrede sig efter, jeg havde været på højskole i 1992, hvor jeg kom hjem med en helt anden musiksmag, og da jeg flyttede til Aarhus i 1993 for at læse på Journalisthøjskolen, var jeg storforbruger af engelske musikblade som Melody Maker og NME og lyttede til P3 og Det Elektriske Barometer på P4 om søndagen.

Björk var den altoverskyggende grund til, at jeg købte billet til Roskilde Festival i 1994. Året før havde hun udgivet Debut, som var ulig noget andet, jeg havde hørt før. Det var i de år, at den elektroniske musik begyndte at snige sig ind på Dyrskuepladsen, hvor rocken ellers havde domineret siden 1971. Den fik endda en lille scene for sig selv, Hvid Scene, og det var her, Björk blev placeret, selv om alle vidste, hun var blevet for stor til det telt.

Det forlyder, at festivalen prøvede at flytte Björk til en anden scene, men at hun insisterede på at spille på Hvid Scene, fordi hun følte, hun var blandt sine ligesindede. Resultatet var selvfølgelig, at teltet var overfyldt til hendes koncert, og jeg kender folk, som måtte kæmpe sig ud af mængden, fordi de var ved at blive mast, men jeg vidste ikke bedre og holdt ud og så den til ende.

Björk spillede på Roskilde fredag den 1. juli, og det var lidt af en vild aften på Hvid Scene. Jeg indledte med at se One Dove efterfulgt af Saint Etienne, Björk og Underworld, inden Orbital lukkede og slukkede klokken tre om natten. Mit stærkeste minde fra den aften er ikke koncerten med Björk, men fra da hun kom ind på scenen under Underworlds koncert og sang til deres remix af “Human Behaviour”.

Ellers var det faktisk ret begrænset, hvad jeg fik set af koncerter på min første Roskilde Festival. Jeg tror, jeg var så overvældet, at jeg kun kunne kapere festivalen i små mængder, og selv på “Super-fredagen” tog jeg først derud om aftenen. Jeg boede heller ikke på festivalen, men overnattede hjemme hos mine forældre i Hedehusene. Torsdag og søndag så jeg kun to koncerter (bl.a. Elastica), og jeg var slet ikke derude om lørdagen, fordi jeg var helt færdig efter min fredagsmaraton.

1995: Med Rockklubben på Roskilde

I 1995 var jeg også kun på festivalen i tre ud af fire dage, men det skyldtes, at jeg om fredagen skulle på Bakken med min familie for at fejre, at min søster var blevet færdigudlært. Så det betød, at jeg gik glip af blandt andre Jeff Buckley, Oasis og The Cranberries.

Til gengæld var det året, hvor jeg for første gang så Suede og PJ Harvey, og jeg var også til min hidtil eneste koncert med Belly. De to sidstnævnte spillede på henholdsvis Rød og Gul Scene, som var to scener, der lå på den anden side af jernbanen (hvor skaterbanen ligger i dag), fordi festivalen havde vokset sig så stor, at der ikke var plads til dem inde på Dyrskuepladsen. 1995 var det sidste år, hvor Roskilde Festival ikke havde et øvre loft på antal solgte billetter, og jeg husker det som om, der var mennesker overalt, uanset hvor man befandt sig.

Tidligere på året var jeg begyndt i praktik på Vejle Amts Folkeblad (VAF), og tilfældet ville, at jeg en aften på festivalen stødte ind i to journalister fra avisen. De konkluderede ud fra det møde, at jeg måtte interessere mig for rock og inviterede mig samme efterår med til en rockquiz i Rockklubben, som jeg havde været medlem af lige siden.

1995 var også det sidste år, hvor jeg var på Roskilde Festival som almindelig betalende gæst. Året efter var jeg der for første gang som journalist, da jeg skulle dække festivalen for VAF, og jeg sov også for første gang i et telt på pressecampingpladsen. Det gentog sig i 1997, hvor jeg havde min første oplevelse med Smatten. Det regnede så meget de to første dage, at jeg var sølet til i mudder og lige måtte et smut hjem hos mine forældre for at få et varmt bad.

Siden da har jeg ikke overnattet på festivalen, for i 1998 blev jeg ansat på Dagbladet Roskilde og flyttede til byen og bor i cykelafstand fra Dyrskuepladsen. Jeg ved, at det for nogen er en uundværlig del af festivaloplevelsen at sove i telt på pladsen, og jeg er heller ikke blind for, at jeg nok ikke var nået op på 25 festivaler, hvis jeg ikke kunne tage hjem til min egen seng om natten. Jeg er derimod ret overbevist om, at jeg også ville komme på festivalen, selv hvis jeg ikke skulle være der som journalist og var nødt til at købe billet igen. Gennem årene har jeg kun opholdt mig i begrænset omfang på backstage-området, og de seneste år har jeg stort set ikke været der.

Jeg har dog prøvet at sove i telt på en festival sidenhen. Det var i 2011 på Reading Festival i England, hvor det i øvrigt også regnede, så jeg måtte ligge i en sovepose med halvvåde klæder og endte med at blive forkølet.

Smatten: De våde år

Apropos regn, så har de vådeste år for mig været førnævnte 1997, 2004 (hvor billedet i toppen stammer fra) og, selvfølgelig, regnvejrsåret over dem alle: 2007. Der har også været våde festivaler siden, for eksempel i 2017, 2019 og i år, hvor der har været brug for regntøj og gummistøvler, men de blegner alle i forhold til 2007, hvor alt stod under vand. Og hvis du ikke tror mig, så tjek disse billeder:

Folk, som var på Roskilde i 1991, siger, at det år var endnu værre, selv om der faldt mindre regn end i 2007. Men det var før, der blev lagt dræn i Dyrskuepladsen, så derfor stod vandet og mudderet endnu højere. I 2007 kom der så store mængder regn, at drænene blev stoppet til, så vandet ikke kunne blive ledt væk.

Og så var den 2. juli 2011, hvor København blev ramt af et voldsomt skybrud, og jeg husker, hvordan vi stod på festivalen og så billederne fra den oversvømmede hovedstad og gruede for det uvejr, der var på vej mod os. Heldigvis var skybruddet aftaget så meget, da det nåede Roskilde, at vi fik kun en brøkdel af de mængder, der faldt i København. Det væltede ned i en times tid, og jeg stod i ly i et propfyldt telt, hvor franske Yelle må have troet, de var på vej til at få deres store gennembrud i Danmark. Heldet ville også, at regnen faldt mellem to koncerter på Orange Scene. Arctic Monkeys var lige blevet færdige med at spille, og da The Strokes gik på, var det igen blevet tørvejr.

De værste oplevelser

Det giver sig selv, at intet slår ulykken i 2000, når det kommer til min værste oplevelse på Roskilde Festival. Jeg var ikke til koncerten med Pearl Jam, fordi jeg hellere ville se Saint Etienne, som spillede nogenlunde samtidig. Da vi kom ud fra teltet, blev vi i stedet for The Cure mødt af en fuldstændig tom, oplyst og afspærret plads foran Orange, og det var her, jeg første gang hørte, at nogen var omkommet.

Resten af festivalen var jeg på som journalist og så ikke flere koncerter. Rent professionelt var ulykken også min værste oplevelse, fordi den skete så sent fredag aften, at vi ikke nåede at få den med i Dagbladet til lørdagsavisen, som i stedet var fyldt med glade festivalreportager. For at gøre det endnu værre indeholdt forsiden det første telegram fra Ritzau, hvor der fejlagtigt stod, at der var sendt ambulancer ud til festivalpladsen, fordi nogen havde fået en overdosis. Jeg husker stadig, hvordan jeg sad på redaktionen tidligt om morgenen og så aviserne ankomme nede i gården, pinlig berørt over hvad der stod på siderne.

Ulykken fik i øvrigt den konsekvens, at jeg anskaffede mig min første mobiltelefon. Det er let at glemme, hvor analog verden stadig var i 2000, og at det fortsat var de traditionelle nyhedsmedier, der dominerede. Jeg syntes, jeg klarede mig fint uden mobil, men det var indtil, jeg stod i en situation, hvor jeg ikke kunne komme i kontakt med nogen, fordi jeg var nødt til at forlade festivalen for at finde en fastnettelefon.

Før 2000 var min værste festivaloplevelse Kraftwerks koncert på Grøn Scene i 1998. Gruppens setup var så teknisk og kompliceret, at deres koncert var den eneste på scenen den dag, og det virkede som om, hele festivalen var henne for at se dem. Vi stod som sild i en tønde og kunne knapt nok røre os, og jeg fik nok, da min sidemand kom til at skodde sin cigaret i ansigtet på mig, fordi der ikke var plads til, at han kunne sænke armene.

Men det var ikke et særsyn, at det var sådan, det var at være til store koncerter i de år, ikke kun på Roskilde, men generelt. Ulykken ændrede alt, og i dag er frontbåsene foran Orange og Arena de sikreste steder, man kan opholde sig. Jeg kan dog godt være lidt bekymret for, om der er gået så lang tid siden ulykken, at de yngre generationer ikke forstår, hvad de forskellige regler og forbud i forbindelse med koncerter er til for og holder op med at respektere dem.

Top 5 koncerter på Roskilde

Gennem årene har jeg set et hav af koncerter på Roskilde, og der har været rigtig mange højdepunkter, og selvfølgelig også en masse koncerter jeg har glemt igen, indtil en gammel spilleplan sætter gang i hukommelsen (var jeg virkelig til TV-2-koncert på Grøn Scene kl. 2.30 om natten i 1998? Ja, det var jeg vist). Men her er fem koncerter, som gjorde et uudsletteligt indtryk, og som jeg ikke har brug for hjælp til at huske. Koncerterne nævnes i kronologisk orden.

Suede (1995): Man glemmer aldrig den første gang, og det er også tilfældet med Suede, som er det band, jeg har set flest gange live. Det specielle ved koncerten i 1995 var, at den fulgte i kølvandet på udgivelsen af bandets andet album Dog Man Star og bruddet med guitaristen Bernard Butler. Hans afløser var den kun 17-årige Richard Oakes, og mange troede, det var enden på Suede. Brett Anderson og co. var opsatte på at bevise, at de stadig var i live og var tændte som bare fanden den aften på Grøn Scene.

Det var den koncert, der forvandlede mig fra fan af Suede til kæmpe fan og er skyld i, at jeg har set dem yderligere 12 gange – inklusiv de tre koncerter, de gav på Roskilde i 1999. Året efter så jeg dem på Midtfyns Festival (min eneste gang i Ringe), hvor de spillede flere numre fra deres kommende album Coming Up, og selv om ingen kendte de nye sange, var det tydeligt, at der var flere hits iblandt dem. Min seneste Suede-koncert var i foråret i Falconer Salen, hvor bandet spillede Coming Up fra ende til anden. I 2005 så jeg desuden The Tears på Roskilde, hvor Brett Anderson og Bernard Butler havde fundet sammen igen for en kort stund.

Roger Waters (2006): Mange legender har lagt vejen forbi Roskilde, og det er takket være festivalen, at jeg har set navne som Patti Smith, Prince, Bruce Springsteen, The Rolling Stone og Paul McCartney. Men den, som jeg er gladest for at have oplevet, er Roger Waters, som stod for afslutningskoncerten på Orange Scene i 2006. Det særlige ved den koncert var, at den var delt op i to. Første halvdel var en blanding af numre fra Pink Floyd-tiden og Waters’ solokarriere, og efter en pause vendte han tilbage og spillede hele The Dark Side of the Moon. Det var en rockhistorisk lektion, når det er allerbedst.

Robyn (2010): Jeg hører til blandt de få, som ikke var specielt begejstret for Robyns koncert på Roskilde i 2019. Det kan skyldes, at jeg allerede så hende i 2010, hvor hun væltede Arena med en midnatskoncert om lørdagen. På det tidspunkt havde hun kun udgivet første del af popklassikeren Body Talk, mens del to og tre først kom senere på året. Men det var helt tydeligt, at vi var vidner til, at Robyn var på vej til at tage skridtet fra svensk popsanger med pæn succes i udlandet til international popstjerne.

Janelle Monáe (2011): Det er en gammel Roskilde-sandhed, at de bedste koncerter er dem, man ikke havde regnet med at se. Jeg kan ikke huske, om jeg havde planlagt at tage til Janelle Monáe, men jeg ved, at jeg havde hørt hendes debutalbum The ArchAndroid fra året før uden, at det havde gjort det store indtryk på mig, bortset fra hittet “Cold War”. Men et var at høre albummet, noget andet var at opleve Janelle Monáe live en tidlig søndag aften i et kogende Cosmopol-telt. Det var en af de koncerter, hvor der opstår en magisk symbiose mellem de optrædende og publikum. Janelle Monaé var tydeligt overrasket over publikums entusiasme, men det fik bare hende og bandet til at fyre den endnu mere af, hvilket så fik publikum til at hæve deres begejstring yderligere et niveau.

Året efter vendte Janelle Monáe tilbage til Roskilde og gav nærmest den samme koncert på Arena, men det var ikke helt det samme. Da hun atter spillede på Roskilde i 2019, var hun blevet et endnu større navn, og jeg stod i en af frontbåsene foran Orange Scene sammen med Rockklubben (som havde kåret hendes album Dirty Computer til årets bedste i 2018), og tilfældet ville, at hun gik ud til publikum få meter fra os. Det var stort, men ikke nok til at overgå koncerten i 2011.

PJ Harvey (2016): Koncerten med Janelle Monáe blev gjort uforglemmelig, fordi hun undervejs slap kontrollen og lod sig rive med. PJ Harveys koncert på Arena i 2016 var den diametralt modsatte oplevelse. Her var der tale om en kunstner, som var i fuld kontrol over sit udtryk og sine virkemidler og aldrig fraveg sit koncept.

Det er altid til diskussion, om man kan lide den slags – St. Vincent og Mitski er andre eksempler på kunstnere, som giver koncerter, der er koreograferede, så de minder mere om performance art – eller om man foretrækker et mere traditionelt show med energi og fandenivoldskhed. Omvendt kan man argumentere for, at alle koncerter til en vis grad er koreograferede, uanset om der er tale om pop, techno, rock, punk eller metal. Hvis man ser et band et nok antal gange, vil man opdage, at de gør meget af det samme til hver koncert uanset genren.

Jeg havde som nævnt set PJ Harvey på Roskilde i 1995, hvor hun troppede op i en tætsiddende gulddragt og med To Bring You My Love-albummet i bagagen, og jeg var også på plads, da hun spillede på festivalen i 2001 og 2011. Men intet overgår koncerten i 2016, hvor alt gik op i en højere enhed og hævede den til ren kunst. Det var slet og ret sublimt at overvære.

Festival nummer 25

Bortset fra den efterfølgende omgang corona var det fint at være tilbage på Roskilde Festival efter to års fravær. Tour de France og mit arbejde betød, at jeg gik glip af en del koncerter, og heller ikke denne gang lykkedes det mig at få set Dua Lipa, som jeg også gik glip af på Primavera Sound. Eller rettere: Jeg fik set en lille halv time af hendes koncert på lang afstand, fordi jeg prioriterede Rina Sawayama og Phoebe Bridgers højere.

De var sammen med Robert Plant og Alison Krauss’ masterclass af en koncert blandt årets højdepunkter, og Roskilde kan også tage æren for, at jeg fik ørerne op for Fontaines D.C., og at jeg endelig kunne krydse norske Sigrid af på min koncertliste. Det var også interessant at se, hvor meget Dopha havde udviklet sin sceneoptræden efter at have været til koncert med hende på Hotel Cecil ved juletid, hvor hun virkede mere genert og prøvede at falde i med resten af sit band. Og ja, The Strokes var pinlige, så jeg skred efter et kvarter.

Men de mest mindeværdige koncerter var med to navne, jeg ikke havde planlagt at se på forhånd, og begge var på den lille Pavilion-scene. Den første var med det canadiske countryrockband Daniel Romano’s Outfit, som trykkede pedalen i bund fra start og leverede en medrivende og underholdende optræden.

Denne video fra en koncert i Toronto giver et meget godt indblik i bandets sceneoptræden:

Den anden koncert var en endnu større overraskelse, for den var med det danske metalband Konvent. Antallet af koncerter, jeg har været til med bands, hvor forsangeren growler, kan tælles på en uheldig savskærers hånd, men selv om det aldrig lykkedes mig at høre, hvad der blev sunget, stod jeg faktisk og tænkte, at melodierne var ganske gode. Energien på scenen fejlede bestemt heller ikke noget, og lyden var dejlig tung. Det var først bagefter, jeg opdagede, at Konvent netop var gået fra at være en kvartet til en kvintet og havde udvidet med en ekstra guitarist efter, at hun havde været inde som barselsvikar (alle medlemmerne i bandet er kvinder).

Hvorfor bliver jeg ved?

Koncerterne med Daniel Romano’s Outfit og Konvent er samtidig en af forklaringerne på, hvorfor jeg bliver ved med at komme på Roskilde Festival. Jeg har intet problem med, at jeg ikke kender 80-85 procent af navnene på musikprogrammet og kan godt lide, at Roskilde bliver ved med at udfordre publikum, hvor andre festivaler nærmest virker til at have de samme navne på programmet år efter år.

Jeg kan selvfølgelig godt mærke, at jeg bliver ældre, og der er begyndt at være hovednavne, som er mig fuldstændig ukendte. Men hvis Roskilde Festival skal fortsætte med at eksistere, er det ikke mig, den skal lave festival for, men de næste generationer, som kan blive en udfordring at tiltrække med de ændrede medievaner.

Nu har jeg heller aldrig været blandt dem, som klager over, at pop, hiphop og alskens computerproduceret musik har reduceret rockens rolle på Roskilde, men jeg kom også til festivalen i en periode, hvor skiftet var i sin vorden. Jeg mindes stadig, hvor banebrydende det føltes, da The Chemical Brothers i 1999 som det første elektroniske navn optrådte på Orange Scene og gav en koncert med lysshowet som det bærende visuelle element frem for musikerne, der stod gemt i mørket bag deres computere.

Så uanset hvor travlt nogen har med at erklære Roskilde og de øvrige festivaler for døde, har jeg tænkt mig at hænge på. I hvert fald så længe de fortsat har lyst til at overraske og lader være med at sætte musikprogrammet på repeat.

PS Så gode var “de gode gamle dage” måske heller ikke. Spilleplanen i mit debutår 1994 viser for eksempel, at festivalen på det tidspunkt stadig havde en Cabaret Scene, hvor det var navne, som Nulle & Verdensorkesteret feat. Anne Marie Helger, Rune Jonglør og Sigurds Piano Show, man kunne opleve. Størst af alle på den scene var dog Papkasseshow, som havde mindst et show om dagen under festivalen (to om lørdagen). Papkasseshow og Sigurd Barrett var også tilbage i 1995, men det lader til at have været enden på Cabaret Scenen. Rock on!