London genopdaget med Nick Cave, Dario Argento og to gange Emilia Clarke

London er uden konkurrence den storby i udlandet, jeg har besøgt flest gange. Der var især en periode i slut-90erne og starten af nullerne, hvor jeg jævnligt tog derover for at gå indkøbsamok i butikker som Virgin Megastore, HMV, Forbidden Planet og de mange boghandlere på Charing Cross Road. Men så kom internettet, og det blev lettere at handle hjemmefra, og der var også andre lande og storbyer, der trak, så London gik lidt i glemmebogen.

Jeg vendte tilbage i 2011, da jeg skulle på Reading Festival, og i 2014 var jeg der på grund af Loncon 3, min første Worldcon, men i begge tilfælde var det begrænset, hvad jeg fik set af byen på grund af begivenhederne. Denne sommer havde jeg besluttet, at det skulle være anderledes. Anledningen var denne gang musikfestivalen All Points East, der holdes i Victoria Park over to weekender. Modsat de fleste andre festivaler er der ikke lagt op til, at man køber billet til samtlige dage, men i stedet vælger man den dag, hvor musikprogrammet passer bedst til ens smag (lidt a la den nye festival Syd for Solen i Søndermarken).

For mit vedkommende havde jeg købt billet til søndag den 28. august, hvor Nick Cave & The Bad Seeds var hovednavnet. Dermed fik jeg taget revanche for den aflyste koncert i Royal Arena, som jeg gik glip af under corona, og samtidig kunne jeg endelig få set The Smile, som jeg præsterede at misse på både Primavera Sound i Barcelona og på Roskilde Festival.

Nick Cave & The Bad Seeds var vanen tro en stor oplevelse, og de satte punktum for festivalen med to timer for fuld tryk. Dagens øjenåbner var dog koncerten med Savages-forsangeren Jehnny Beth, som blæste mig omkuld med en energiudladning af en anden verden.

Når jeg er på festival, har jeg vænnet mig til, at jeg hører til den ældre del af publikum. Det var jeg også til All Points East, men det var tydeligt, at søndagens musikprogram appellerede til en lidt mere “moden” målgruppe end for eksempel lørdag, hvor Disclosure var hovednavnet. Så hvor jeg på Roskilde befinder mig i den ældste tredje- eller fjerdedel, vil jeg sige, at jeg i London kun var i den ældste halvdel. Jeg så i hvert fald ikke mange under 30 år, og stemningen var generelt ret afslappet.

Koncerten med Nick Cave & The Bad Seeds sluttede i øvrigt allerede klokken 22.15, men det flugter med min oplevelse på Reading Festival, hvor der ikke var koncerter efter midnat. De lukker bare tidligere i England, ligesom pubberne.

FrightFest: En uventet bonus

Da jeg skulle planlægge min rejse til London, valgte jeg at tage fem overnatninger, så jeg skulle også finde på noget andet at lave udover at tage på endagsfestival og shoppe. Trods mine mange besøg i den engelske hovedstad havde jeg aldrig været på British Museum og Natural History Museum, så dem fik jeg begge krydset af, men kort inden min afrejse opdagede jeg ved et tilfælde, at horrorfilmfestivalen FrightFest fandt sted, mens jeg var derovre.

Nu havde jeg nået at lægge planer for de fleste af dagene, men det lykkedes at få klemt tre film ind, og så tog jeg i biografen i den tro, at det bare var det. Ved ankomsten til den første film gik det dog op for mig, at FrightFest er en noget større festival end for eksempel Blodig Weekend. Filmene i hovedprogrammet blev vist i to store sale forskudt med 15-20 minutter. Den ene sal var for dem, der havde købt filmpas til alle dagene, mens den anden var for folk som mig, der havde billetter til enkelte forestillinger.

Noget andet var, at der til stort set alle film var besøg af instruktørerne, som stillede op til Q&A før og/eller efter filmen (deraf de forskudte visninger, så de kunne nå at være til stede ved begge). Så det betød, at instruktørduoen Justin Benson og Aaron Moorhead var med til visningen af Something in the Dirt, mens selveste Dario Argento fortalte om sin seneste giallo, Dark Glasses. Undervejs spottede jeg også kendte ansigter som Kim Newman og Edgar Wright blandt deltagerne. Det havde jeg ikke lige forventet, da jeg satte mig ind i flyet i Københavns Lufthavn!

Hvordan var filmene?

Something in the Dirt, der også er på programmet til dette års Blodig Weekend, er en syret omgang lavbudget paranoia, en tilbage-til-rødderne-film for Justin Benson og Aaron Moorhead, som de arbejdede på, samtidig med at de instruerede afsnit af Marvel-serien Moon Knight. Hvad angår Dark Glasses, var den bedre end forventet, men mine forventninger var også helt i bund, eftersom Argento i min optik ikke har lavet en god film i over 30 år.

Højdepunktet (pun intended) var dog FrightFests afslutningsfilm, Fall. Instruktøren Scott Mann og produceren James Harris var begge til stede for at introducere filmen, der handler om to unge kvinder (Grace Caroline Currey og Virginia Gardner), som klatrer op i en over 650 meter høj tv-mast (to gange Eiffeltårnet) og ender med at strande deroppe.

Hvis man ellers kan se igennem fingre med, at hovedpersonerne selv er skyld i den situation, de er havnet i, er det en ufattelig effektiv film. Jeg sad i hvert fald med svedige håndflader den sidste time, men jeg har det heller ikke godt med højder. Under alle omstændigheder er jeg glad for, at jeg fik set filmen på et stort lærred.

Teater med jumpscares

Selv om jeg går meget sjældent i teateret, har jeg aldrig været i London uden at se en musical eller en teaterforestilling, og i år var ingen undtagelse. Faktisk var jeg i teateret hele tre gange for at se, ahem, to forestillinger. Forklaring følger.

Først så jeg The Woman in Black, der har gået i West End siden 1989 og er baseret på Susan Hills gotiske spøgelsesroman fra 1983, som jeg endelig fik læst tidligere i år.

Jeg har ofte fremført, at der er slægtskab mellem horror og komedie, fordi begge genrer handler om at fremkalde en fysisk reaktion. Det blev understreget under The Woman in Black, der indeholder flere “jumpscares”, som meget sigende blev efterfulgt af latter fra publikum, fordi de havde ladet sig skræmme.

Så uanset om man har læst bogen eller ej, kan det anbefales at se forestillingen, hvis man er i London. Intet tyder på, at den bliver taget af plakaten foreløbig …

Og så til den pinlige del

Dagen efter tog jeg til The Harold Pinter Theatre for at se deres “moderne” udgave af The Seagull (Mågen) af Anton Tjekhov. Jeg skal blankt erkende, at mit kendskab til Tjekhov primært begrænser sig til, at handlingen i den japanske Oscar-vinder Drive My Car (min yndlingsfilm indtil videre i år) er centreret omkring en opførelse af Onkel Vanja, og at jeg udelukkende havde købt billet, fordi Emilia Clarke var blandt de medvirkende.

Hun er selvfølgelig blevet verdensberømt for sin rolle som Daenerys Targaryen i serien Game of Thrones, og det er da også hende, som pryder forestillingens plakater, selv om Mågen mere er et ensemblestykke. Faktisk medvirker der også en anden GoT-skuespiller i forestillingen, nemlig Indira Varma (Ellaria Sand i serien).

Som det kan ses ud fra traileren, er der tale om en ret så radikal fortolkning af Mågen, hvor scenografien er barberet ned til det allermest enkle, og det kun er skuespillerne (i hverdagstøj) og nogle plastikstole, der er på scenen. Det betød blandt andet, at stykket ikke begyndte på normal vis. I stedet kom skuespillerne op på scenen en efter en nede fra salen og satte sig på stolene med ryggen til, mens publikum stadig var ved at finde deres pladser. Og da stykket sluttede, forlod skuespillerne scenen af samme vej, indtil der kun var en enkelt tilbage, hvorefter lyset i salen blev slukket.

På det tidspunkt havde forestillingen varet i halvanden time, og jeg tænkte, at det måtte være det og tog hjem, selv om jeg fandt slutningen lidt abrupt og undrede mig over, at vi ikke fik mulighed for at give de medvirkende det sædvanlige bifald. Forklaringen var selvfølgelig, at stykket slet ikke var slut. Jeg var simpelthen gået i pausen!

Det opdagede jeg først, da jeg kom tilbage på mit hotel og googlede Mågen for at se, hvor meget der var ændret i forhold til forlægget. Det var her, jeg fandt ud af, at forestillingen var sat til at vare to en halv time, og at jeg kun havde set tre ud af fire akter (de tre første akter foregår inden for den samme tidsperiode, mens fjerde akt udspiller sig et par år senere, deraf den skæve placering af pausen).

Mågen del 2

Så jeg bed i det sure æble og vendte tilbage næste dag for at se The Seagull – igen. Nu er teaterbilletter i London ret dyre, især hvis man gerne vil have de gode pladser, så denne gang nøjedes jeg med en af de billige billetter, som stadig kostede næsten 250 kroner. Til min store glæde blev jeg i pausen til den anden forestilling spurgt af kvinden, jeg sad ved siden af, om stykket var slut, eller om der bare var pause? Jeg kunne med overbevisning i stemmen fortælle hende, at det sidste var tilfældet.

Og hvordan var The Seagull så? Jeg synes, det fungerede fint med at skrælle scenografien helt ned til det basale, så ordene og personerne kom endnu mere i front. Det betød samtidig, at skuespillerne befandt sig på scenen hele tiden, selv når de ikke var med i scenerne, så Emilia Clarke-fansene fik fuld valuta for pengene.

Hvad angår Emilia Clarke, så gør hun det glimrende i rollen som Nina, selv om mit umiddelbare indtryk var, at den ikke var lysår fra nogle af hendes andre roller. Men i fjerde og sidste akt har Nina været ude for en tragedie og er blevet mere desillusioneret, og det giver Emilia Clarke mulighed for at vise andre sider af sit skuespil. Til gengæld er det som om, fjerde akt ikke har helt den samme energi som de tre første, måske på grund af pausen. Men nu kan jeg da sige, at jeg har set Emilia Clarke i den samme forestilling to gange (eller rettere, en og trekvart, suk).

London er blevet digital

Den største forskel ved London i forhold til mit besøg i 2014 er, at byen i mellemtiden for alvor er kommet ind i den digitale tidsalder. Jeg havde i forvejen læst, at det var blevet muligt at bruge kontaktløse kort i metroen i stedet for Oystercard, men jeg var i tvivl om, det kun gjaldt for kort udstedt i Storbritannien.

Jeg kunne dog uden problemer anvende mit Visa Dankort fra Danske Bank i London Underground, både mit fysiske kort og det, jeg har på telefonen. Ligeledes kunne jeg på mit hotel, Royal National Hotel, bruge min telefon som nøglekort til mit værelse via en app, og jeg kunne både tjekke ind og ud uden at skulle forbi receptionen.

Billetten til All Points East var app-baseret (ligesom den var til Primavera Sound), og alle mine billetter til museer, teatre og biografer var digitale. I princippet kunne jeg have klaret mig i London kun med min telefon og have ladet tegnebog og kort blive hjemme, men det turde jeg alligevel ikke helt (tænk hvis jeg havde mistet telefonen).

I det hele taget gav min tur til London mig lyst til at besøge byen igen – jeg kunne sagtens finde på at tage derover alene for FrightFest. Og selv om der er færre boghandlere end tidligere, og Virgin Megastore og HMV er blevet reduceret til en enkelt Fopp, så er det stadig muligt at købe sig fattig i bøger, film og musik. Det vidner de ekstra kilo i min kuffert på hjemturen i hvert fald om.