Disco 2020: Find boltsaksene frem og dans

Det blev til sølle to koncerter i 2020 for mit vedkommende – Sturgill Simpson og Angel Olsen, begge på Store Vega i januar – og jeg havde faktisk også billet til den sene af de to koncerter med Big Thief samme sted den 11. marts. Det var den, der blev aflyst umiddelbart efter statsministerens pressemøde, men jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ikke ville tage af sted. Til gengæld fik jeg hørt en masse musik, og her er de album, der endte øverst på min playlist.

Et æble om dagen …

1. Fiona Apple: Fetch the Bolt Cutters
2. Dua Lipa: Future Nostalgia

Der føles passende, at disse to album blev mine topfavoritter i 2020, for de indkapsler på hver sin måde, hvad det var for et år. Ifølge Spotify burde Dua Lipa ligge øverst, for hun var den kunstner, jeg lyttede mest til*. Future Nostalgia er simpelthen spækket med hits fra start til slut, og fire ud af mine fem mest afspillede sange stammer fra albummet. Dette er førstepladsen:

*Faktisk var Juliana Hatfield min “top artist” på Spotify, men det skyldes, at hun havde lagt sin selvbiografi When I Grow Up – A Memoir ud som lydbog, og jeg brugte en uge af min sommerferie på at høre den 12 timer lange fortælling igennem, men det tæller ikke rigtig i denne sammenhæng.

Hvor Future Nostalgia er en perfekt produceret popdrøm, er Fetch the Bolt Cutters nærmest det stik modsatte. Det er hovedsageligt indspillet hjemme hos Fiona Apple og er en rå, upoleret og skramlende affære, domineret af slagtøj og piano. De to albumcovers beskriver egentlig meget godt forskellen: En super stylet Dua Lipa kontra en jeg-finder-lige-et-gakket-foto-af-mig-selv Fiona Apple.

Som jeg skrev i mit indlæg Boltsakse og flammer: Halvårets bedste, er Fetch the Bolt Cutters et album, der stiller krav til lytteren, og man skal være i et bestemt humør for at sætte det på. Det skyldes ikke kun lydbilledet, men også de til tider barske tekster. Tag for eksempel “Newspaper”, hvor Fiona Apple henvender sig til en anden kvinde, fordi de har haft et forhold til den samme mand.

I wonder what lies he’s telling you about me
To make sure that we’ll never be friends
And it’s a shame, because you and I didn’t get a witness
We’re the only ones who know
We were cursed, the moment that he kissed us
From then on, it was his big show

Nu kan det være fristende at konkludere, at Future Nostalgia og Fetch the Bolt Cutters udgør to modpole i 2020 med Dua Lipa som festen, vi alle hungrede efter, og Fiona Apple som alvoren, der ramte os lige i mellemrummet, og fik os til at gå i selvisolation. Men Future Nostalgia er ikke kun liv og glade dage, og Dua Lipa har også sine budskaber. Albummets sidste nummer “Boys Will Be Boys” begynder med disse linjer:

It’s second nature to walk home before the sun goes down
And put your keys between your knuckles when there’s boys around

De skulle have spillet på Roskilde

3. Phoebe Bridgers: Punisher
4. Waxahatchee: Saint Cloud
5. Haim: Women in Music Pt. III
6. Taylor Swift: Folklore

Pudsigt nok indtages pladserne 3-6 af navne, der skulle have optrådt på dette års aflyste Roskilde Festival (Phoebe Bridgers og Haim er indtil videre de eneste, som er overført til programmet i 2021). Fælles for dem er også, at de alle fik vist nye sider af sig selv og satte en tyk streg under deres evner som sangskrivere og tekstforfattere.

Med linjer som “I’m gonna kill you, If you don’t beat me to it”, “It’s amazing to me, How much you can say, When you don’t know what you’re talking about” og “I swear I’m not angry, that’s just my face” fik Phoebe Bridgers’ tekster mig flere gange til at spidse ører og smile. Her er videoen til “Savior Complex”, instrueret af næsten-navnesøsteren Phoebe Waller-Bridge og med Paul Mescal fra serien Normal People i den ene af hovedrollerne.

Med Saint Cloud fik Waxahatchee alias Katie Crutchfield leveret årets bedste argument for ikke at drikke for megen alkohol. Hun har selv udtalt, at albummet er inspireret af hendes beslutning om at blive ædru efter at have haft alkoholproblemer, og resultatet blev det første af årets album, jeg for alvor begyndte at have på repeat. Tilfældet ville, at det udkom samme dag som Future Nostalgia, den 27. marts, men jeg skulle længere hen på foråret, før jeg fik ørerne op for Dua Lipa.

Haim er et band, jeg har haft et pendulagtigt forhold til gennem årene. Jeg var ret begejstret for de tre musikalske søstre, da de brød igennem i 2013, men fandt også, at deres debutalbum Days Are Gone var for pænt produceret i forhold til det, de viste til deres livekoncerter. Derefter mistede jeg interessen for dem og lyttede kun overfladisk til deres næste album og var også tæt på at springe Women in Music Pt. III over. Men da folk blev ved med at insistere på, at dette var deres hidtil bedste album, gav jeg det en chance, og nu har de lige sneget sig ind i top fem.

Flere af Haims videoer er i øvrigt instrueret af Paul Thomas Anderson* – ja, den Paul Thomas Anderson (Boogie Nights, Magnolia, There Will Be Blood) – og det gælder også videoen til “The Steps”, der har Danielle Haim som med-instruktør. I denne artikel fra Vanity Fair forklarer bandet, hvordan samarbejdet opstod:
How Haim Built Their Long-Running Collaboration With Paul Thomas Anderson

*Fiona Apple har tidligere dannet par med Paul Thomas Anderson, så det er muligt, han er en af de mænd, hun synger om på Fetch the Bolt Cutters.

Det var selvfølgelig noget hø, at Roskilde Festival ikke blev til noget, men man kan da i det mindste trøste sig med, at det gav Taylor Swift tid til at indspille ikke bare ét, men hele to album i al hemmelighed og mere eller mindre genopfinde sig selv. Folklore udkom den 24. juli, så det har nået at bundfælde sig, mens søsteralbummet Evermore stadig er så nyt, at jeg ikke har fået lyttet ordentligt til det (Haim gæsteoptræder i øvrigt på sidstnævnte album på sangen “No Body, No Crime”). Dette er min favorit fra Folklore:

4xArt pop

Spotify påstår, at min yndlingsgenre er “art pop”, og det har jeg svært ved at argumentere imod, når man ser resten af min top 10-liste.

7. Grimes: Miss Anthropocene
8. Austra: HiRUDiN
9. Rina Sawayama: Sawayama
10. Lady Gaga: Chromatica

Grimes og hendes kæreste, Tesla-direktøren og SpaceX-stifteren Elon Musk, fik for en stund verden til at glemme alt om coronavirus, da de i maj afslørede, at navnet på deres nyfødte søn ville blive X Æ A-Xii. Det stjal desværre opmærksomheden fra, at hun et par måneder tidligere havde udgivet et ganske glimrende album.

Her er videoen til “Idoru”, der er interessant for science fiction-fans af to årsager: Sangen er opkaldt efter William Gibsons roman af samme navn (bogen vises cirka 1:40 min. inde i videoen), og de mystiske skrifttegn er sproget Marain, der stammer fra Iain M. Banks’ The Culture-serie.

Husker I, jeg nævnte, at Dua Lipa stod bag fire af de fem sange, jeg ifølge Spotify havde lyttet mest til i 2020? Dette er den femte:

Japansk-britiske Rina Sawayama beviste med sin blanding af pop og nu-metal, at sen-halvfemserne og start-nullerne ikke har levet forgæves. Hun vil også gerne fortælle, at hun er træt af en bestemt type mænd …

Efter en udflugt til Hollywood og et par mindre vellykkede musikalske eksperimenter vendte Lady Gaga tilbage til rødderne og udgav sit bedste album siden The Fame Monster. I et hvilket som helst andet år ville brugen af masker i hendes optræden til MTV Video Music Awards blive betegnet som et typisk outreret Lady Gaga-påfund, men denne gang fik det i stedet hende til at fremstå som ret ansvarsfuld, og det var ganske sigende for 2020.

Årets K-pop

Lady Gaga er også årsagen til, at jeg opdagede Blackpink, der gæsteoptræder på Chromatica på sangen Sour Candy. Selv om de er den største pigegruppe inden for K-pop, kendte jeg ikke til dem i forvejen (her kan jeg bruge min alder som undskyldning), men siden har jeg skamhørt dette nummer (hvilket er lidt sværere ved at forklare). Det er jeg så ikke ene om, for siden premieren i slutningen af juni har videoen til “How You Like That” fået over 700 millioner visninger på Youtube.

Jeg har tilmed også set dokumentaren Blackpink: Light Up the Sky, som fik premiere på Netflix i efteråret, hvor man får gruppens historie og blandt andet følger dem, da de som den første koreanske pigegruppe skal optræde på den store amerikanske festival Coachella i 2019. Dokumentaren giver et lille indblik i, hvordan K-popindustrien fungerer, men mest interessant er de fire medlemmers baggrunde. En er fra Thailand, to er koreanere, men har boet i Australien og New Zealand, mens kun en er født og opvokset i Korea (og er den eneste i gruppen, som ikke kan tale flydende engelsk).

Årets danske

Der har været år, hvor jeg knapt nok har lyttet til dansk musik, men i 2020 var der op til flere album, der faldt i min smag. Ingen overgik dog Ganger, som allerede imponerede mig med sidste års debut Mørk og fortsatte med at være lige så originale og skæve på Tro. En tidlig favorit var Myrkurs Folkesange, hvor hun for en stund droppede black metal-genren og sprang ud som folkemusiker, men stadig med en mørk undertone ulmende i lydbilledet i flere af sangene.

1. Ganger: Tro
2. Myrkur: Folkesange
3. GRETA: Ardent Spring
4. Jung: Blitz
5. Nelson Can: So Long Desire