Kim Ki-duk: Den ordløse filminstruktør

Kim Ki-duk: Den ordløse filminstruktør

Jeg var aldrig den store fan af den koreanske filminstruktør Kim Ki-duk, så derfor kan det godt virke mærkeligt, at jeg skriver om ham i anledning af hans død den 11. december af Covid-19-relaterede årsager kort før sin 60-års fødselsdag (han var født den 20. december 1960).

Men selv om jeg havde et anstrengt forhold til ham som filmskaber, er det ikke til at komme udenom, at han er den koreanske instruktør, jeg har set flest film af (14 styk) og har skrevet mest om gennem årene. Det hænger både sammen med, at han var meget produktiv (24 film i perioden 1996-2019), og at han på et tidspunkt var koreansk films største internationale navn, selv om koreanerne selv aldrig rigtig tog ham til sig, før han i 2012 vandt Guldløven i Venedig for Pieta.

Herhjemme var han i mange år den instruktør, de fleste danskere forbandt med koreansk film, og han var et fast indslag på CPH Pix. Han er fortsat den koreanske instruktør, der har fået flest film udgivet på dansk dvd og har været vist mest i de danske biografer.

Da Kim Ki-duk var i Danmark

Kim Ki-duk er også en af de få koreanske instruktører, jeg rent faktisk har oplevet. Det skete, da han besøgte Danmark i efteråret 2005 i forbindelse med, at Cinemateket viste en serie med hans film. Jeg sad blandt publikum til en visning af Samaritan Girl, som han introducerede og efterfølgende svarede på spørgsmål om via en tolk. Mine noter fra den aften blev til en kort artikel på Eiga.dk, som jeg på det tidspunkt anmeldte film for. Hans idé om en film, hvor man følger en pistol, fra den bliver fremstillet, til den bliver brugt til et drab, blev i øvrigt aldrig til noget.

Læs: Kim Ki-duk i Cinemateket: Q&A

Det er takket være Eiga – et onlinemagasin helliget asiatiske film – at man i dag stadig kan finde de anmeldelser, jeg nåede at lave af fire af hans film, The Isle (2000), Bad Guy (2001), The Coast Guard (2002) og The Bow (2005), og mine korte bedømmelser af tre andre: Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Samaritan Girl (2004) og Tomme huse (2004). Her var anmelderen i øvrigt Helene Hindberg, horrorforfatter og “mor” for facebookgruppen “Filmnørder og genrefans”.

Problemet med Kim Ki-duk 1

Efter at have genlæst mine anmeldelser kan jeg se, at jeg allerede dengang gav udtryk for mange af de forbehold, der gjorde, at jeg havde det svært med Kim Ki-duks film. Jeg fandt ofte, at symbolikken i dem tog overhånd, og at han provokerede for provokationens skyld.

Og så var der hans mani med at have ordløse hovedpersoner i stort set alle sine film. Det var ikke fordi, personerne var stumme, de var bare ordknappe, eller også blev der kun vist scener, hvor de ikke talte. I de bedste af hans film var den manglende dialog en styrke, fordi det i stedet var billederne og personernes handlinger, der udgjorde fortællingen, men andre gange nærmede det sig det parodiske som i Moebius (der er helt uden replikker) og Bad Guy (hvor hovedpersonen viser sig at have en fistelstemme, da han endelig taler).

Omvendt var der One on One, som blev vist på CPH Pix i 2015 og skulle blive den sidste af hans film, jeg så inden hans død. Her blev der talt i et væk, og den demonstrerede med al tydelighed, hvorfor Kim Ki-duk var bedst til at fortælle i billeder. Jeg har netop fået set The Net (2016), som jeg optog, da DR sendte den i 2018, og samme år kunne jeg have set Human, Space, Time and Human på CPH Pix, men havde hørt så meget dårligt om den på forhånd, at jeg sprang den over.

Problemet med Kim Ki-duk 2

Jeg har tidligere sammenlignet koreanernes forhold til Kim Ki-duk med det, danskerne havde til Lars von Trier, inden han lavede Riget og Breaking the Waves: En instruktør, der var mere respekteret i udlandet end i sit hjemland. Det var da også meget sigende, at Kim Ki-duk primært fik finansieret sine film, fordi de blev vist i Europa.

Det virkede til at ændre sig efter triumfen i Venedig med Pieta, men al goodwill forsvandt igen, da tre kvindelige skuespillere i 2017 og 2018 anklagede Kim Ki-duk for voldtægt og sexchikane. Ifølge en af kvinderne skulle han have slået hende i forbindelse med optagelserne til Moebius, som hun siden blev fyret fra, fordi hun afviste ham. Kim blev idømt en bøde for overfaldet, men blev frikendt for de øvrige anklager på grund af manglende beviser. Efterfølgende sagsøgte Kim en af kvinderne samt en tv-station for injurier, men blev afvist i retten.

Skaden var dog sket, og det gjorde det ikke bedre, at Kim Ki-duks film fra start af har været kritiseret for deres kvindesyn. Kvinderne i hans film optræder ofte som prostituerede eller villige ofre, og anklagerne var kun med til at bekræfte hans kritikere i deres antagelser.

Derfra gik det ned ad bakke. Kim Ki-duk følte tydeligvis ikke, han havde en fremtid som filmskaber i Korea, så han tog til Kasakhstan for at lave Dissolve (2019) – en film på russisk, der skulle blive hans sidste. Han var i Letland for at forberede sin næste film, da han fik Covid-19 og døde på et hospital.

Tilbage har vi hans film, og hvis jeg skal anbefale to, så må det blive Forår, sommer, efterår, vinter … og forår samt Pieta. Sidstnævnte er i øvrigt at finde på Filmstriben, hvor den kan ses ganske gratis.

Se den her: Filmstriben – Pieta

Som afslutning er her slutscenen fra Bad Guy – med stor sandsynlighed den eneste koreanske film, der slutter med en sang på svensk (“Blott en dag” med Carola Häggkvist).

Etiket: ,