CPH PIX 2015

Årets CPH PIX blev en anderledes oplevelse, fordi jeg for første gang selv var med i programmet – eller rettere: en film baseret på en af mine noveller havde premiere på festivalen. Den del har jeg skrevet om i et tidligere indlæg, men jeg må erkende, at spændingen omkring premieren på Mordene på Katarina endte med at kræve mere energi end forventet, og det betød, at jeg fik set færre film end planlagt.

I alt blev det til 12 film, hvilket var et stykke fra sidste års rekord på 18, men jeg nåede de fleste af mine must-see film. Her er mine tanker om de 12 krydser, jeg fik sat i mit filmpas:

Favoritten
En af årets mest omtalte film på CPH PIX var gyseren It Follows, der endte med at blive så stor en succes, at det blev til flere ekstravisninger (hvilket var grunden til, at jeg alligevel fik set den), og nu får den også almindelig biografpremiere den 4. juni. Og som det ofte går, når en film bliver hypet, begyndte der hurtigt at dukke kritiske røster om, at den alligevel ikke var så uhyggelig. Det er fuldt forståeligt, og jeg havde det selv på samme måde med blandt andet The Blair Witch Project, men i dette tilfælde må jeg sige, at It Follows gik rent ind hos mig.

Filmen er ikke kun forfriskende ud fra et teknisk synspunkt med sin stemningsfulde billedside (der inkluderer et par 360 grader kamerature) og sit 80’er-inspirerede soundtrack, der lyder som en punkudgave af John Carpenter. Men den bedste del er for mig, at de unge hovedpersoner faktisk opfører sig som almindelige unge mennesker og ikke som de klichéer, man alt for ofte møder i genren. De er hverken så dumme, at man som publikum nærmest tigger om, at de bliver slået ihjel, eller så overintelligente, at de bliver urealistiske. I stedet reagerer de på begivenhederne på en måde, der falder fint i tråd med deres indbyrdes relationer og de omgivelser, de er udsprunget fra (lavere middelklasse i forstæderne med fraværende forældre).

Hovedpersonen er heller ikke mere heltemodig, end at hun forsøger at komme af med sin forbandelse ved at have sex med andre, og Maika Monroe formidler i rollen godt den stigende rædsel og desperation, der tvinger hende derud. Den afgørende forskel i forhold til nogle af de andre ofre i filmen er dog, at hun ikke er alene om det. Hun har en gruppe venner, som er villig til at tro på hende og gør, hvad de kan for at hjælpe, og det er også med til at skille It Follows ud fra mængden i en genre, hvor enhver som regel ender med at være sig selv nærmest i forsøget på at overleve.

De koreanske
Som altid gik jeg efter at få set så mange af de koreanske film på CPH PIX som muligt, og i år blev det til fem ud af seks. Jeg missede kun Hong Sang-soos Hill of Freedom, men da jeg aldrig har været stor fan af instruktøren, var det til at overleve.

Efter at have set Kim Ki-duks One on One sad jeg næsten og ønskede, at jeg også var gået glip af den. Jeg har det meget blandet med Kim Ki-duk og finder flere af hans film kunstige og konstruerede. Men når han rammer plet, som for eksempel med Pieta, laver han mesterværker. One on One hører som nævnt desværre til den første kategori. Mange af Kim Ki-duks film har tavse hovedpersoner og minimal dialog, og efter at have set denne forstår man hvorfor. One on One er nok hans mest dialogtunge film, men replikkerne er klodsede og lyder mest som noget, der kommer fra en mand, som står på et gadehjørne og raser mod verdens uretfærdigheder.

One on One var den første film, jeg så på årets CPH PIX, så det var ikke den mest opmuntrende start. De resterende koreanske titler var heldigvis bedre, omend ingen af dem fik mig helt op at ringe, som The Fake og Snowpiercer gjorde sidste år. Thrilleren A Hard Day begynder lovende, og den første halve time er en sorthumoristisk tour-de-force, men filmens problem er, at den pludselig beder os om at have sympati for sin hovedperson (en korrupt betjent i knibe), selv om den på intet tidspunkt har givet os nogen grund til det.

Roaring Currents er Koreas største biografhit nogensinde, men som alle ved, er det ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel i sig selv. Filmen handler om det berømte slag i 1597, hvor admiral Yi Sun-shin (Koreas svar på admiral Nelson) besejrede den japanske overmagt med kun 13 skibe til rådighed. Selve slaget skildres virtuost og med stor energi, men det er kun med til at forstærke indtrykket af, at Roaring Currents træder vande i de første 45 minutter. Et omfattende persongalleri, hvor det kun er Choi Min-sik (Oldboy og Lucy) som admiral Yi, der formår at blive andet end en papfigur, hjælper heller ikke.

Vi bliver på havet med Sea Fog, som følger besætningen på en fiskerkutter, der forsøger sig som menneskesmuglere med skæbnesvangre resultater. Sea Fog begynder som et realistisk drama, men udvikler sig siden i retning af en rendyrket thriller, hvor alle nuancer ryger med ud over rælingen, og personerne ender som de rene karikaturer med skipperen (Kim Yun-seok fra The Chaser og The Thieves) som den store skurk.

Kim Yun-seok spiller en lignende rolle i Hwayi: A Monster Boy, hvor han leder en forbryderbande, der kidnapper en dreng og siden opfostrer ham, som om han var deres egen. Den mest interessante person er dog filmens instruktør, Jang Joon-hwan, hvis forrige film var den rablende science fiction-komedie Save the Green Planet fra 2003, som jeg så på Natfilmfestivalen. Humoren fra den film er dog kemisk bortrenset i Hwayi, der bedst kan beskrives som et forskruet og ekstremt voldeligt familiedrama. Det er medrivende fortalt og til tider yderst opfindsomt iscenesat, men i sidste ende også ret deprimerende.

De japanske

Film om 2. verdenskrig fortalt fra japanernes side er en sjældenhed på disse breddegrader, men det er ikke den eneste måde, hvorpå Tetsuo-instruktøren Shinya Tsukamotos Fires on the Plain skiller sig ud fra mængden. Handlingen udspiller sig i Filippinerne i krigens sidste dage, hvor den japanske hær er i opløsning, og soldaterne vandrer rundt og må gribe til ekstreme midler for at undgå at dø af sult og tørst. Hvis man ikke på forhånd vidste, at det drejede sig om 2. verdenskrig, kunne Fires on the Plain lige så godt foregå i en post-apokalyptisk verden, hvor al civilisation var kollapset. Fascinerende, men langt fra nogen let film at se.

Det samme kan siges om Dark Samurai, der på trods af sin japanske dialog faktisk er en danskproduceret film instrueret af Sidney Lexy Plaut. Yakuza-medlemmet Miyamoto går hvileløst rundt i en skov, mens han råber efter sin elskede og erindrer deres kærlighed. PR-materialet sammenligner filmen med Valhalla Rising, og det giver et meget godt indtryk af stilen, der er mere optaget af at skabe stemninger end fortælle en historie. Flotte billeder, men de kan ikke skjule, at der reelt set er tale om en kortfilm, der er blevet strukket ud til at vare fem kvarter.

En anden af japansk films enere, Takashi Miike, var repræsenteret på CPH PIX med Over Your Dead Body, hvor man følger prøveforløbet på et teaterstykke. Meget af filmen er faktisk filmet teater, og den del fortæller Miike på en visuelt spændende facon. Desværre er der også en sideløbende handling, hvor skuespillernes privatliv ender med at afspejle begivenhederne i stykket, og den kobling føles ærlig talt en smule fortærsket. Til sidst virker det til, at Miike også opgiver at få det hele til at give mening og i stedet hiver et par gamle trick frem, hvilket blandt andet inkluderer spidse genstande og spandevis af blod.

De internationale

Et teaterstykke er også omdrejningspunktet i franske Olivier Assayas’ Clouds of Sils Maria og handler ligeledes om skuespillere, som får sværere og sværere ved at finde grænserne mellem deres egen person og den rolle, de skal spille. Resultatet er dog en hel del mere vellykket, og det skyldes ikke mindst to suveræne præstationer af Juliette Binoche og Kristen Stewart.

Binoche er stjernen, som bliver tilbudt at medvirke i en ny opførelse af det stykke, der var hendes gennembrud som ung, men hun har svært ved at forlige sig med, at hun nu skal spille den ældre kvinde i forestillingen, mens hendes gamle rolle overtages af et skandaleombrust Hollywood-stjerneskud (Chloë Grace Moretz fra Kick-Ass). Den store overraskelse er dog Kristen Stewart som hendes assistent, der har så travlt med at håndtere sin arbejdsgivers luner og ønsker, at hun begynder at føle, hun ikke længere har sit eget liv.

Clouds of Sils Maria får sagt mange kloge ting undervejs om kreativitet, kunst, berømthed og generationer og formår for det meste at undgå at kamme over i det fortænkte. Stærkest i erindringen står dog samspillet mellem Juliette Binoche og Kristen Stewart, og sidstnævnte endte med at vinde en César (den franske Oscar) for bedste kvindelige birolle. For selv om det meste af dialogen er på engelsk, er det umiskendeligt en fransk film.

Og nu til noget helt andet, og så alligevel ikke. I The Duke of Burgundy er det lige som i Clouds of Sils Maria forholdet mellem en ældre og yngre kvinde, der er i centrum. Her er der dog tale om et kæresteforhold, hvor det umiddelbart virker som om, den ældre kvinde ydmyger og dominerer den yngre. Det viser sig dog snart, at den yngre kvinde er til S/M, og at den ældre blot følger hendes instrukser. Men i længden bliver hun træt af legene, og filmen handler derfor også om, hvor langt man skal strække sig i et forhold for at opfylde sin partners lyster.

Et andet lighedspunkt mellem The Duke of Burgundy og Clouds of Sils Maria er det internationale aspekt. Instruktøren er englænder, hovedrolleindehaverne er henholdsvis fra Danmark og Italien, og filmen er optaget i Ungarn. Peter Stricklands forrige film, Berberian Sound Studio (vist på CPH PIX i 2013), var stærkt inspireret af de italienske giallo-gysere fra 70’erne og 80’erne. I The Duke of Burgundy efterligner han stilen fra 70’erne softpornofilm, som blandt andet Jesús Franco var eksponent for. Resultatet er i dette tilfælde dog en hel del mere smagfuldt – der vises for eksempel ingen nøgenhed – og så foregår den i et tidsløst og ubestemt univers, hvor der kun ses kvinder, som af en eller anden grund alle interesserer sig for sommerfugle (filmen er opkaldt efter en sommerfugl).

I forhold til Berberian Sound Studio er The Duke of Burgundy en anelse mere tilgængelig film, omend den også indeholder en del udsyrede scener og har svært ved at finde ud af, hvordan den skal slutte. Sidse Babett Knudsen og Chiara D’Anna er fremragende i de to altdominerende roller, og især førstnævnte får fint formidlet sin stigende frustration over den retning, forholdet tager. Ved den forestilling, jeg overværede, var både Sidse Babett Knudsen og Peter Strickland til stede, og begge erklærede sig overraskede over, at flere bemærkede, at de to hovedrolleindehavere ligner hinanden i udseende. Og så er det den første film, jeg har set, hvor man i for- og rulleteksterne finder betegnelser som “Perfume by …,” “Dresses and lingerie by …” og “Human Toilet Consultant.”

Science fiction var stærkt repræsenteret på sidste års CPH PIX med titler som Coherence, Snowpiercer, The Zero Theorem og The Congress. I år var genren til gengæld noget nær ikke-eksisterende, og det nærmeste, man kom SF, var vel Mordene på Katarina og så Mike Cahills I Origins. Man kan endda diskutere, om sidstnævnte er science fiction, for selv om dens udgangspunkt er videnskabeligt (en forsker arbejder på at gøre blinde seende), ender den mere ovre i noget filosofisk/new age-agtigt om reinkarnation, “øjne som sjælens spejl” og religion vs. videnskab.

På den måde lægger I Origins sig i forlængelse af Mike Cahills forrige film, Another Earth, hvor en tro kopi af Jorden dukkede op på himlen, men hvor han var mere interesseret i at udforske de filosofiske muligheder end at komme med forklaringer. Man kan sige, at I Origins repræsenterer en form for science fiction, der er så blød, at nogen vil mene, det slet ikke hører til genren. Mit bud er, at filmen selv kommer med svaret, da en af personerne siger, at hvis nogle mennesker er udstyret med en ekstra sans end de fem, vi alle kender, vil det blive opfattet som noget overnaturligt af de fleste, selv om der lige så godt kan være tale om en mutation.

Noget andet er, at I Origins føles som om, den kun er optakten til en større fortælling og slutter, netop som historien begynder at blive interessant. Det skyldes, at det rent faktisk er tilfældet. Mike Cahills oprindelige plan var at lave en film med titlen I, men da han gik i stå med manuskriptet til den, valgte han i stedet at fortælle forhistorien.

Udover de 12 CPH PIX-film nåede jeg også at se Into the Woods (tung eventyrmusical), Insurgent (uegnet for voksne) og The Theory of Everything (velspillet, men lidt for traditionel biopic) i den samme periode.

 

 

Udgivet i Film og musik, Horror, Korea Etiket: , ,