Katrina vs. Katarina

Se godt på dette billede. Det er fra Mordene på Katarina, filmatiseringen af min novelle Mordene på Katrina (bemærk forskellen), og viser hovedpersonen Pouls (Nicolai Dahl Hamilton) reaktion, da han første gang ser den kunstige version af sin ekskone Katarina (Laura Christensen).

Men billedet er faktisk også en ganske rammende beskrivelse af, hvordan jeg havde det, da jeg var til premiere på filmen torsdag den 16. april i Betty Nansen Teatret. Det var en pænt overvældende oplevelse, og det har taget mig indtil nu at få stykket nogle ord sammen om det.

Instruktøren Kim Lysgaard Andersen nåede lige inden visningen at advare mig om, at han og manuskriptforfatteren Sissel Dalsgaard Thomsen havde taget sig en hel del friheder med min historie, og at han derfor var spændt på, hvordan jeg ville reagere. Jeg havde på forhånd sagt til Kim, at han havde frie hænder til at gøre, hvad han ville med novellen – for min skyld kunne de lave en musical ud af den – men det var alligevel rart at have det i baghovedet. Det gjorde på en måde, at jeg bedre kunne slappe af og se filmen som et selvstændigt værk, end hvis der havde været tale om en mere trofast filmatisering.

Under alle omstændigheder følte jeg aldrig trang til at lave en “Dan Turell” (som udvandrede til premieren på Mord i mørket), for selv om Mordene på Katarina primært har taget grundidéen fra min novelle og er løbet af sted med den, er der stadig tilpas mange scener og elementer tilbage til, at jeg kan genkende mine aftryk i filmen.

Det vigtigste er dog, at filmen fungerer på sine egne præmisser, og det er den del, jeg er mest lettet over. Mordene på Katarina er en underholdende, sorthumoristisk, dejlig makaber og ekstrem stilfuld sci-fi/horror-fortælling om en mand, som bare ikke evner at give slip. Nicolai Dahl Hamilton er fantastisk i hovedrollen, og Laura Christensen må stå model til lidt af hvert i rollen som både den rigtige og den kunstige Katarina, som hun formår at skildre på effektiv vis. Filmens look og effekter er helt i top og er ulig det meste af det, man ellers ser i dansk film.

Nu er jeg selvfølgelig ikke den mest neutrale bedømmer, når det gælder filmens kvaliteter, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde gjort, hvis resultatet havde vist sig at være fuldstændig mislykket. Så var der nok gået endnu længere tid, inden jeg havde skrevet dette indlæg (eller også var der ikke), og jeg var i hvert fald taget tidligere hjem, end jeg endte med at gøre. Faktisk var jeg så bombet og drænet for energi dagen efter, at jeg opgav at se de film på CPH Pix, jeg ellers havde planlagt, og det var ikke kun fordi, der var fri bar til efter-festen på premieren …