18 film plus det løse

18 film på 12 dage fra 10 forskellige lande. Det er den korte udgave af dette års CPH PIX for mit vedkommende. Her er den lange:

Med 18 film slog jeg min hidtidige CPH PIX-rekord, der lød på 15, og jeg blev igen bekræftet i, at det er en god idé at holde ferie, mens der er filmfestival. Ellers var jeg med garanti gået død undervejs. En anden rekord var, at jeg fik set film fra så mange forskellige lande. Sydkorea fører vanen tro (6) efterfulgt af USA (3) og Japan (2), men derudover nåede jeg også at få føjet Brasilien, Indonesien, Irland, Israel, Norge, Spanien og Østrig til listen.

Efter at have været på Göteborg International Film Festival tidligere i år havde jeg egentlig lovet mig selv, at jeg ville prøve at få set flere nordiske film, men det blev kun til en enkelt norsk. Den primære årsag var, at mange af de nordiske titler på CPH PIX var de samme som i Göteborg, blandt dem min islandske favorit Of Horses and Men, der endte med at vinde publikumsprisen, så den nu er sikret dansk biografpremiere.

Men hvad var så det bedste, jeg så på CPH PIX i år? Her følger en gennemgang af de 18 film rangeret efter, hvor begejstret jeg var for dem:

Den bedste
I min ellers ukronologiske gennemgang lægger jeg ironisk nok ud med den første film, jeg så på CPH PIX, for den viste sig overraskende nok også at være den, der i sidste ende gjorde størst indtryk på mig. Jeg havde på forhånd hørt en masse positivt om Yeon Sang-hos koreanske animationsfilm The Fake, men den slog alligevel benene væk under mig med sin intelligente og uforudsigelige fortælling om religion og tro i et lukningstruet landsbysamfund. Umiddelbart kan det undre, at historien er lavet i tegnet form, for der er intet i den, som ikke også kunne være fortalt som realfilm. Omvendt beviser The Fake, at animationsfilm ikke kun behøver udspille sig i eventyrverdener, og denne her er bestemt ikke for børn – eller stærkt religiøse mennesker, for den sags skyld.

De næstbedste
En af de film, jeg havde set mest frem til på CPH PIX, var den koreanske instruktør Bong Joon-hos engelsksprogede sci-fi debut Snowpiercer, og den skuffede bestemt ikke. Lige som med landsmanden Park Chan-wooks Stoker (min favorit fra CPH PIX 2013), formår Bong Joon-ho at bevare de kvaliteter, som har gjort hans tidligere film så værd at se. I dette tilfælde skyldes det nok lige så meget, at Snowpiercer er produceret af et koreansk selskab, selv om den har skuespillere som Chris Evans, Tilda Swinton, John Hurt og Jamie Bell i hovedrollerne. Alligevel føles det stadig som en meget koreansk film – komplet med de bizarre scener og tonemæssige udsving, som er typisk for asiatisk film, men kan virke mærkelige for folk, der er flasket op med den vestlige filmtradition – og så byder den på vægtige roller til Song Kang-ho og Ko Ah-sung, som spillede faderen og datteren i instruktørens monsterhit The Host.

En anden positiv overraskelse var amerikanske James Ward Byrkits Coherence, der begynder som en snakkesalig indie-film om et middagsselskab, men derefter virker til at være på vej til at blive en gyser, inden den springer ud som rendyrket og hjernevridende science fiction. Coherence viser, at man godt kan lave god science fiction uden et stort budget og dyre effekter, bare man har idéerne og formår at føre dem ud i livet.

Værd at se, men …
To efterfølgere til film, jeg tidligere havde set med stor fornøjelse på CPH PIX, viste sig begge at være voldsomt underholdende, men vakler også lidt i deres forsøg på at brede historien ud i forhold til deres mere stramt fortalte forgængere. I det indonesiske actionbrag The Raid 2 (Gareth Evans) betyder det, at hovedpersonen undervejs reduceres til en passiv birolle, hvis eneste funktion bliver at uddele en masse tæsk, hvilket han til gengæld gør ganske effektivt.

Den norske splatterkomedie Dead Snow: Red Vs. Dead (Tommy Wirkola) kommer til at fyre sine bedste jokes af i filmens første halvdel, så det storstilede opgør mellem nazi-zombierne og kommunist-zombierne ender med at føles lidt som et antiklimaks. Tilføjelsen af tre amerikanske zombie-jægere hjælper heller ikke, da de er mere anstrengende end egentlig morsomme og virker mest til at være med for at appellere til det engelsktalende marked.

Folk med klaustrofobi og manglende stedsans bør undgå den spanske gyser In Darkness We Fall (Alfredo Montero), da den skildrer deres værste mareridt. Fem unge turister går ind i en hule, men farer vild i de smalle gange, og efter et par dage uden mad og drikke begynder de at tage drastiske midler i brug for at overleve. Det skildres alt sammen gennem den enes videokamera, og det fungerer over al forventning, så det ærgrer lidt, at instruktøren til slut fraviger konceptet.

Det samme kan siges om Real og Love Eternal, som begge er baseret på romaner af japanske forfattere. Kiyoshi Kurosawas Real er langt hen ad vejen en afdæmpet science fiction-fortælling om en opfindelse, der gør det muligt at trænge ind i sindet på komapatienter, men den actionprægede slutning føles påklistret og fra en helt anden film. Love Eternal følger en ung mand, som fra en tidlig alder bliver tiltrukket af døden og som voksen dyrker tanken om selvmord, hvilket påvirker hans valg af partnere. Det lyder meget japansk, men i dette tilfælde er der faktisk tale om en irsk film, hvor instruktøren Brendan Muldowney med held har flyttet handlingen i Kei Oishis roman til sit hjemland. Igen sidder man dog med en følelse af, at slutningen ikke helt passer med resten af filmen, som man ser med en blanding af lige dele ubehag og fascination.

Det er også en smagssag, hvad man siger til slutningen i den ellers udmærkede koreanske thriller Intruders, hvor en forfatter låner en hytte i bjergene for at få arbejdsro, men konstant forstyrres af de lokale beboere og andre gæster. Filmen får på bedste Hitchcock- og Polanski-agtig manér fortalt, hvordan en uskyldig mand roder sig ud i større og større problemer, og man sidder spændt og venter på at se, hvor det ender. Desværre får et par afsluttende drejninger det omhyggeligt opbyggede plot til at falde lidt sammen.

Eh … cheers!
Der bliver indtaget godt med promiller i både Joe Swanbergs amerikanske indie-komedie Drinking Buddies og koreanske Hong Sangsoos Our Sunhi, og begge føles af og til som at være til en fest, hvor man er den eneste ædru i selskabet. Handlingen i Drinking Buddies er mere eller mindre improviseret, og det skinner en gang imellem lidt for tydeligt igennem, men filmen viser, at Olivia Wilde (Tron: Legacy og Cowboys & Aliens) fortjener bedre roller end dem, hun hidtil har haft.

Hong Sangsoo har en trofast skare af beundrere (bl.a. Koreanfilm.org), men jeg må indrømme, at jeg finder hans film ret kedelige. De består typisk af lange scener optaget i en enkelt kameraindstilling, hvor personerne taler med hinanden i 5-10 minutter ad gangen, og som regel mens de drikker. Det stiller store krav til skuespillerne, men det vil være synd at sige, at det er her, filmmediet bryder nye grænser. Alligevel er Our Sunhi den af Hongs film, jeg indtil nu bedst har kunnet lide, selv om jeg fortsat ikke forstår kulten omkring ham.

En anden koreansk auteur, jeg har det ambivalent med, er Kim Ki-duk. Jeg synes vældig godt om Pieta, der vandt Guldløven i Venedig i 2012, men hvis man tror, at han er ved at blive pæn og respektabel, viser Moebius, at det bestemt ikke er tilfældet. Faktisk er filmens problem, at den virker til at være demonstrativt ude på at provokere med sin fortælling om en mor, der kastrerer sin teenagesøn som hævn for sin mands utroskab. Kim Ki-duks film indeholder som regel altid en person, der ikke siger et ord undervejs i hele filmen. I Moebius bliver tricket drevet helt ud i det ekstreme, for filmen er fuldstændig uden replikker, og de eneste lyde, man hører fra de medvirkende, er gråd, latter, stønnen etc. I forvejen er det på grænsen til det kunstige, men her kammer det helt over og stjæler for megen opmærksomhed. Til gengæld tog Kim Ki-duk fusen på mig ved at bruge den samme skuespiller i rollerne som moderen og elskerinden, som sønnen siden indleder et forhold til. Det opdagede jeg først, da jeg så rulleteksterne. Ville I have spottet det?

En ny Terry Gilliam-film vækker altid interesse, men The Zero Theorem hører desværre til blandt hans svagere titler. Visuelt set er filmen alt, hvad man kan forvente fra Gilliams side: Opfindsom, særegen og spækket med fascinerende (og distraherende) detaljer i baggrunden. De kan dog ikke dække over en tynd historie, hvor især skildringen af den unge kvinde, som forsøger at lære den indelukkede hovedperson at leve livet, er en hårrejsende kliché, der formåede at vække min indre rødstrømpe.

The Congress af israelske Ari Folman (Waltz with Bashir) klarer sig noget bedre på kvindefronten og har i Robin Wright en stærk hovedperson, som foregiver at spille sig selv og i øvrigt har et princip om ikke at medvirke i science fiction-film. Så da hendes Hollywood-karriere er ved at være nået til vejs ende på grund af dårlige filmvalg, lader hun sig overtale til at blive skannet ind i en computer, så filmstudiet kan anvende hendes digitale kopi og slippe for besværet med krukkede skuespillere. Hvorefter filmen springer ind i fremtiden og forvandler sig til en tegnefilm! The Congress begynder lovende, men virker til ikke helt at vide, hvad den skal med sin idé undervejs og bliver i stedet bare mere og mere syret og usammenhængende.

Samme kritik kan man også rette mod japanske Hitoshi Matsumotos R100, men her er det dog helt bevidst. En enkemand og enlig far indgår en aftale med en S&M-klub for at få lidt spænding ind i tilværelsen. Uden varsel bliver han overfaldet af lak- og læderklædte kvinder på gaden, men da han også bliver opsøgt på sit arbejde og i hjemmet, begynder han at fortryde. Så langt, så godt, men så kører den ellers ret interessante film bogstavelig talt af sporet og bliver mere og mere absurd – utroligt nok med tanke på udgangspunktet – og kammer til slut fuldstændig over. Lidt lige som at overvære en komiker omhyggeligt bygge en vittighed op for derefter at overdøve pointen med pruttelyde.

Godt jeg havde Filmpas og ikke betalte fuld pris for billetten
Den brasilianske Man of the Crowd har lånt sin titel fra en berømt novelle af Edgar Allan Poe, men her ophører alle ligheder til gengæld også op. I stedet følger filmen to ensomme skæbner i en storby og skildrer deres triste og kedelige hverdag så effektivt, at man selv keder sig bravt undervejs. Det mest interessante ved Man of the Crowd er dens kvadratiske billedformat (a la en gammel smalfilm), der gør den til den mindst widescreen-tv egnede film nogensinde.

The Station er den noget tørre engelske titel på den østrigske gyser Blutgletscher, hvor opdagelsen af en blodrød gletscher får fatale følger. I bund og grund er der tale om en østrigsk udgave af The Thing, bare med dårligere effekter, hvilket dog er til at leve med. Det er den tåbelige opførsel, som flere af personer lægger for dagen dog ikke. Hvis man hører til dem, som lod sig irritere over de dumme videnskabsfolk i Prometheus, så er de nærmest genier i forhold til dem, der optræder i Blutgletscher.

Som afslutning er der The Suspect, hvis uheld var, at jeg så den lige efter The Fake, så de to kom til at stå som symbolet på de bedste og værste sider af den koreanske filmindustri. The Suspect er umiddelbart en flot produceret og ganske underholdende actionfilm, der rent teknisk er fuldt på højde med det bedste fra Hollywood. Men den er også et alt for tydeligt forsøg på at lave en koreansk Bourne-klon og har flere scener, der er nærmest direkte kopieret fra forbilledet. Derfor føles det ironisk, at filmen fejler, fordi den har overset et vigtigt element: et intelligent manuskript. Man kan nærmest mærke, hvordan filmens IQ daler undervejs og ender på tåbe-stadiet med en slutning, man sidder og tager sig til hovedet over. Eneste lyspunkt er den obligatoriske biljagt, som i det mindste viser et strejf af originalitet ved at foregå i bakgear en del af tiden.

Uden for kategori
Under CPH PIX nåede jeg også at se to film i biografen, som ikke var en del af programmet: Captain America: The Winter Soldier (overlegen superheltefilm og en af de bedste fra Marvel efter The Avengers) og Divergent (“I’m too old for this shit”).