Krigsmaling på Roskilde

Programmet til årets Roskilde Festival er blevet offentliggjort, og selv om jeg ser frem til mine første koncerter med The Rolling Stones og Stevie Wonder, er det ikke dem, jeg glæder mig allermest til at se. I stedet tilfalder æren et band, som står næsten nederst på plakaten med små typer. Lad mig at præsentere: Warpaint.

Trods det krigeriske navn er der ikke tale om et dødsmetalband, snarere tværtimod. Warpaint er en kvindelig kvartet fra Los Angeles, hvis musik bedst kan beskrives som kompleks, drømmeagtig rock. Lyt for eksempel til singlen Love Is to Die fra deres seneste album, Warpaint:

Jeg kan ikke præcist huske, hvordan jeg egentlig blev opmærksom på Warpaint. Jeg går ud fra, at jeg må have læst om dem i forbindelse med udgivelsen af deres debutalbum The Fool i efteråret 2010 og besluttet mig for at tjekke dem på Youtube. Nu vil det være synd at sige, at Warpaint laver sange, der med det samme går ind og sætter sig på lytterens hjerne – og så alligevel, for The Fool er i mine ører stadig det bedste album fra det år, og jeg havde det med, da vi i Rockklubben skulle kåre Årets Album. Her endte det på en klar sidsteplads, hvilken faktisk ikke kom bag på mig. At lytte til Warpaint kræver en indsats, men den er til gengæld også det værd.

Det nye album, Warpaint, udkom i januar, og jeg må indrømme, at jeg umiddelbart var skuffet over det. Hvor sangene på The Fool er lange og komplicerede og når at ændre karakter flere gange undervejs, er udtrykket på Warpaint mere simpelt, uden at bandet kan beskyldes for at være blevet poppet (valget af Love Is to Die som single siger vist alt, men det er også den eneste sang på albummet med noget, der minder om et syng-med-omkvæd). Efter de første 10 gennemlytninger var min dom, at halvdelen af sangene holdt niveau, mens resten var lidt ligegyldige og kedelige. Men som tiden er gået, har de også fået sig sneget ind på mig, og jeg har på det seneste taget mig selv i at nynne flere af dem – noget jeg ellers ville have forsvoret for to måneder siden.

Så vidt jeg kan se, har Warpaint kun spillet i Danmark én gang før – på Loppen i november 2010 – hvilket jeg først opdagede, da det var for sent (Fallulah var i øvrigt opvarmning for dem, hvilket hun fortalte om i Soundvenue). Alligevel bliver koncerten på Roskilde ikke min første med Warpaint, for jeg så dem, da jeg var på Reading Festival i august 2011. De var sammen med Muse en af hovedårsagerne til, at jeg tog til England den sommer, og nedenstående video er fra koncerten:

Udover at selve koncerten var fremragende og viste, at Warpaint er hamrende dygtige musikere, så er det også en af de få gange, hvor jeg har oplevet et band stå for deres egen lydprøve – en ekstra bonus for os, der mødte tidligt frem. En anden bonus var, at Warpaint gav autografer efter koncerten, og her var det en fordel, at de ikke er så kendte, for køen var væsentligt kortere end til nogle af de andre navne, som også var på programmet. Resultatet ser I her:

Fun fact: Skuespilleren Shannyn Sossamon fra film som A Knight’s Tale, 40 Days and 40 Nights og The Rules of Attraction er storesøster til Warpaints bassist Jenny Lee Lindberg og var selv med i bandet som trommeslager, inden hendes filmkarriere tog fart. Warpaints ene guitarist og sanger, Theresa Wayman (det er hende, som synger på Love Is to Die), har også forsøgt sig som skuespiller og har en lille rolle i førnævnte The Rules of Attraction, der er baseret på Bret Easton Ellis’ roman.

Og nu er vi i gang med at namedroppe, så har Theresa Wayman været kæreste med musikeren James Blake (som spillede på Roskilde i 2013), mens Jenny Lee Lindberg er gift med musikvideo-instruktøren Chris Cunningham.

Musikvideoer er ellers ikke det, Warpaint har lavet flest af – for eksempel findes der ikke nogen til Love Is to Die. Men når man så endelig får gjort det, så kan man jo lige så godt få to for én, som det er tilfældet med deres nye “dobbelt-video,” hvor de har slået sangene Disco//Very og Keep It Healthy sammen.

Som videoerne har vist, hører Warpaint til den lille skare af bands, hvor medlemmerne skiftes til at synge (guitarist Emily Kokal er dog nok det tætteste, bandet kommer på en forsanger), og som afslutning får I dette nummer, Billie Holliday, hvor alle fire medvirker: