Hvem vil se en islandsk hestefilm?

GIFF1.JPG

En film om islændinge og deres forhold til heste lyder umiddelbart ikke voldsomt ophidsende, men Of Horses and Men endte ikke desto mindre med at være min favorit blandt de titler, jeg nåede at se på Göteborg International Film Festival (GIFF) i den forgangne uge.

Festivalen er Nordens største filmfestival, og jeg var dér i forbindelse med et efteruddannelseskursus, Nordisk film på Oscar-kurs, der blandt andet handlede om, hvordan film fra Norden sælges til udlandet, og hvorfor det er så svært at få skandinavere til at se hinandens produktioner. Hånden på hjertet: hvornår har du sidst betalt penge for at se en finsk eller islandsk film i biografen? (Hvis man fratrækker den finsk-producerede, men engelsksprogede science fiction-komedie Iron Sky, ville mit svar før denne uge have været “aldrig.”)

Kurset indebar møder med instruktører, andre nordiske journalister, debatter og seminarer, hvor der blev vist klip fra kommende film- og tv-produktioner, samt ét hvor håbefulde filmskabere fik mulighed for at præsentere deres projekter i et forsøg på at tiltrække investorer og distributører. Mit generelle indtryk var, at danske filmfolk var bedre til at “sælge” deres produktioner, simpelthen fordi de virkede mere bevidste om, at det er fint at have masser af kunstneriske idéer, men at man også er nødt til at tænke publikum ind i processen. Det er selvfølgelig meget sort/hvidt sat op, men vi hørte fra flere sider, at de øvrige lande i Norden kigger mod Danmark, når de skal finde ud af, hvordan de får skabt interesse for deres egne film i udlandet.

GIFF2.JPGUgens højdepunkt var dog et besøg hos Film i Väst i Trollhättan, hvor Lars von Trier har optaget stort set alle sine film siden Dancer in the Dark, og som også blev anvendt af Lukas Moodysson til Fucking Åmål. Film i Väst er dog ikke kun et filmstudie, men investerer også i film og har haft held til at tiltrække produktioner uden for Skandinavien. For eksempel viser det sig, at dele af ellers så ærkebritiske titler som Diana og filmatiseringen af Irvine Welsh-romanen Filth er optaget i Trollhättan.

For én, som når at se et to-cifret antal film under CPH PIX, var det desuden interessant at opleve en filmfestival i et andet land. GIFF virker generelt en tand mere velorganiseret end sin danske pendant, og man fornemmer, at der er et større apparat bag festivalen. Den store forskel er dog branche-delen, som den svenske festival dyrker i langt højere grad og var den primære årsag til, at efteruddannelses-kurset var henlagt til Gøteborg.

I alt nåede jeg at se syv film under festivalen. Fem af dem deltog i Dragon Award-konkurrencen om bedste nordiske film, men vi missede vinderen, den norske Brev til kongen (otte film dystede om priser). Her er en kort gennemgang af de enkelte film:

The Quiet Roar (Henrik Hellström, Sverige, 2014)
Når en film føles langtrukken, selv om den kun varer 75 min., så er der noget galt. Idéen med en døende kvinde, som får mulighed for at rejse tilbage i tiden for at iagttage sig selv som ung, er interessant nok, men det hele sander til i lange, indadvendte scener, hvor tiden – ironisk nok – nærmest står stille. Men billedsiden er flot, og filmens fotograf vandt da også en pris på festivalen.

Concrete Night / Betoniyö (Pirjo Honkasalo, Finland, 2013)
Finlands Oscar-bidrag byder på sindssygt flotte, sort/hvide billeder, der fremmaner poesien i et ellers trist betonbyggeri og endda formår at finde skønheden i en pøl af pis. Men omvendt er det heller ikke en film, der nedbryder fordommen om, at finner er dystre og tungsindige. Mindeværdig, men langt fra nogen munter oplevelse.

Klumpfisken (Søren Balle, Danmark, 2014)
Efter to meget kunstneriske film var det nærmest en befrielse af at se Søren Balles debut, der lige som sin hovedperson – en kriseramt, nordjysk fisker – er en smule traditionel og gammeldags. Selve historien er en kende forudsigelig og skabelonagtig, så filmens styrke ligger mere i dens miljøskildring og dialogen. Vi så den med engelske undertekster, og det var interessant at opleve, hvor meget der går tabt i oversættelsen. Der var i hvert fald flere scener, hvor vi danskere tydeligvis grinte af helt andre ting end resten af publikum. Filmen får dansk premiere den 6. marts og er bestemt en biograftur værd, selv om man ikke er nordjyde.

Of Horses and Men / Hross í oss (Benedikt Erlingsson, Island, 2013)
Note til folkene bag Tarok (der i øvrigt også blev vist på GIFF under titlen Catch the Dream): Sådan laver man en hestefilm. Islands Oscar-bidrag blev kåret til bedste nordiske film af publikum på GIFF og vandt også festivalens kritikerpris, så jeg var ikke ene om at være begejstret for den. Det er desuden den første film, hvor jeg har set heste være krediteret på lige fod med skuespillerne i både for- og rulleteksterne, hvilket i dette tilfælde er helt på sin plads.

Metalhead / Málmhaus (Ragnar Bragason, Island, 2013)
Og minsandten om islændingene ikke også stod for den næstbedste film, jeg så i Gøteborg. På overfladen handler Metalhead om en ung pige, som er besat af heavy metal, selv om hun bor langt ude på landet, men det er samtidig en rørende fortælling om, hvordan mennesker kommer igennem sorg. Skuespillerne er fantastiske – ikke mindst Thora Björg Helga i hovedrollen (hun var til stede på festivalen) – mens begge hendes “forældre” også medvirker i Of Horses and Men.

Tilståelse 1: Det var ikke nordisk det hele. De to sidste film var fra henholdsvis USA og Sydkorea, og hvis nogen af en eller grund har spekuleret på, hvordan Babe – den kække gris ville se ud, hvis den var instrueret af Terrence Malick, så bør de tjekke Shane Carruths sære, men fascinerende Upstream Color. Mere ligetil er Lee Ju-hyoungs Red Family, der har manuskript af Kim Ki-duk, hvilket nok er den primære grund til, at den vises på en udenlandsk festival. Historien om to nabofamilier, hvoraf den ene er lettere mislykket, mens den anden på overfladen er perfekt, men rent faktisk er nordkoreanske spioner i forklædning, er såmænd spændende nok, men filmen vægter thriller-delen og dramaet højere end satiren, hvor det omvendte nok havde fungeret bedre.

Tilståelse 2: Jeg hører til dem, der uden skrupler har ignoreret de nordiske film i CPH PIXs program (med den norske splatterkomedie Død sne som undtagelsen), fordi mit fokus har ligget på de asiatiske titler. Men efter at have været i Gøteborg er jeg villig til at give dem en chance på CPH PIX, selv om jeg er spændt på at se, hvor stort er overlap, der er mellem de to festivaler (PS Det viste sig at være ret stort. Både The Quiet Roar, Concrete Night, Of Horses and Men og Metalhead var på CPH PIXs program.)

 

Udgivet i Arbejde, Film og musik Etiket:

Skriv et svar