9 overskrifter fra film- og serieåret 2024

Med en måneds forsinkelse har jeg fundet tid til at skrive om mine favoritter blandt de film og serier, jeg så i 2024. Det letteste ville selvfølgelig være at lave et kort indlæg med en top 10-liste, men i stedet har jeg valgt at dele mit film- og serie-år op i en række overskrifter.

Året i tal

I 2024 nåede jeg at se 151 film for første gang – 19 flere end i 2023. Det blev til 36 forskellige serier, men det er lidt sværere at sammenligne, fordi sæsonerne har varierende længder. Det var dog nogenlunde på niveau med året før, selv om jeg forsøgte at skære ned på serierne og få set flere film – især nogle af dem, jeg har på dvd og blu-ray. Det lykkedes kun til dels.

Den største forandring var, at jeg meldte mig til Nordisk Films abonnementsordning Bioplus Unlimited, hvor man kan se så mange film, man har lyst til for 229 kroner om måneden. Det svarer til, at man skal se to-tre film om måneden i en af Nordisk Films biografer for, at det kan betale sig. Jeg endte på 43 film, svarende til 3,5 film per måned.

I alt var jeg i biografen 66 gange, så jeg har også set film i andre biografer. Jeg må dog erkende, at de ofte blev valgt fra, så jeg er spændt på, hvor meget konkurrenterne har kunnet mærke til Bioplus Unlimited.

Men nok om tallene. Lad os se på, hvad det ellers var for et slags år …

Det var 70ernes år

Tilfældet ville, at jeg begyndte og afsluttede 2024 med film, som foregår i 1970erne. Årets første film var Are You There God? It’s Me, Margaret., som ikke fik dansk biografpremiere, men kom direkte ud på leje. Det var en skam, for lige som i sin debutfilm – den vidunderlige The Edge of Seventeen med Hailee Steinfeld – viser instruktøren Kelly Fremon Craig her den samme fine fornemmelse for at skildre livet, når det er på kanten til at skifte til en ny fase.

Jeg har en mistanke om, at filmen blev overskygget af en anden 70’er-fortælling, Alexander Paynes The Holdovers, som løb med al opmærksomheden og priserne i USA. I mit tilfælde skete det omvendte. Jeg så Margaret før The Holdovers, og selv om jeg godt kan lide sidstnævnte, er den på kanten til at være for meget en stiløvelse efter min smag. Alexander Payne gør sig i hvert fald store anstrengelser med at få sin film til at se ud som om, den er lavet i 70erne.

Det samme kan siges om en af årets sidste film, Late Night with the Devil, som havde held med at genskabe stemningen fra et 70er-talkshow, men spolerede illusionen med lidt for moderne udseende bag kameraet-optagelser i reklamepauserne.

Den sidste film, jeg så i biografen og i det hele taget i 2024, handlede pudsigt nok også om et tv-show. Her var en af deltagerne dog ikke en ond ånd, men en seriemorder.

Jeg har altid godt kunnet lide Anna Kendrick som skuespiller, men hun tog virkelig fusen på mig med sin debut som instruktør, Woman of the Hour. Hvem skulle have troet, at stjernen fra Pitch Perfect– og Trolls-filmene gemte på en indre Alfred Hitchcock, der kan lave nervepirrende scener som nedenstående?

Det var Japans år

Det kan godt være, at Sydkorea har overtaget scenen de seneste år, men Japan slog i den grad tilbage i 2024, og det skyldtes ikke kun succes-serien Shogun, som yderst fortjent er løbet med stort set alle priser.

Anden sæson af Tokyo Vice var en markant forbedring af den første og fik samtidig bundet en tilfredsstillende sløjfe, så jeg kan leve med, at der ikke kommer en sæson tre. Til gengæld krydser jeg fingre for, at anden sæson af Pachinko ikke bliver den sidste. Den anmelderroste serie om en koreansk immigrant-familie i Japan før, under og efter 2. verdenskrig fortsatte med at holde niveau og har stadig en af de bedste titelsekvenser.

Alle tre serier er amerikanske produktioner, men har fået ros for at gøre en stor indsats for at være autentiske og har introduceret publikum for en masse fremragende japanske og koreanske skuespillere.

Meget apropos var en af årets bedste japanske film instrueret af en tysker! Wim Wenders’ Perfect Days gjorde en dyd ud af dyrke hverdagens ensformighed i sin beretning om en mand, der gør rent på Tokyos offentlige toiletter. Sjældent er der sket så lidt i en film samtidig med, at der foregår så meget under overfladen.

Det samme kan siges om Past Lives, som jeg tager med her, selv om den ikke foregår i Japan, men i Sydkorea, Canada og USA. Lige som Perfect Days er det en film, der er blevet siddende i mig, efter jeg så den første gang i biografen, og man kan mærke, hvor personlig historien er for instruktøren Celine Song.

Man kan bestemt ikke beskylde Monarch: Legacy of Monsters for at være specielt underspillet og personlig, men serien har stor underholdningsværdi og får heldigvis en endnu sæson. Den fik mig tilmed til at se med mildere øjne på to film i samme univers, Godzilla vs. Kong og Godzilla x Kong: The New Empire, selv om ingen af forgængerne havde imponeret.

Endelig fik jeg krydset Shohei Imamuras Ålen af på min liste. Den delte i 1997 De gyldne Palmer i Cannes med Smagen af kirsebær og er værd at se, hvis man ellers kan finde den. Hovedrollen spilles i øvrigt af Koji Yakusho, der 27 år senere var tilbage i Cannes med Perfect Days og vandt prisen som bedste skuespiller .

Det var Anna Sawais år

Det er dog en anden japansk skuespiller, som må siges at være årets MVP. Jeg har fremhævet Pachinko, Monarch: Legacy of Monsters og Shogun som tre af mine favoritserier fra 2024, og de har desuden det til fælles, at Anna Sawai medvirker i dem alle.

Jeg så hende første gang i sæson et af Pachinko, hvor hun har en mindre rolle. Derefter dukkede hun op som en af hovedpersonerne i Monarch: Legacy of Monsters, hvor hun gør det fint uden at være prangende. Så jeg var overhovedet ikke forberedt på hendes blændende præstation som Lady Mariko i Shogun, hvor hun evner at formidle en masse følelser med få virkemidler.

Som mange andre tænkte jeg, at hun havde udviklet sig med stormskridt som skuespiller siden Monarch: Legacy of Monsters, men til min overraskelse viste det sig, at hun faktisk havde indspillet Shogun før Monarch, selv om sidstnævnte nåede at få premiere først.

Det var Apples år

OK, hvis I vil have en top 10-liste over mine favoritserier fra 2024, så kommer den her:

1. Shogun sæson 1 (Disney+)
2. Pachinko sæson 2 (Apple TV+)
3. Tokyo Vice sæson 2 (Max)
4. Severance sæson 1 (Apple TV+)
5. We Are Lady Parts sæson 2 (DRTV)
6. The Penguin (Max)
7. The Old Man sæson 2 (Disney+)
8. Disclaimer (Apple TV+)
9. Silo sæson 1-2 (Apple TV+)
10. Monarch: Legacy of Monsters sæson 1 (Apple TV+)

Som I måske bemærker, udgør serier fra Apple TV+ halvdelen af listen. Det skyldes både, at jeg gjorde en indsats for at se mere Apple TV+ i 2024, men også at streamingtjenesten har et højt bundniveau, selv om der stadig er mindre at vælge imellem end hos konkurrenterne.

Jeg fik set 11 serier på Apple TV+, og af dem var det kun Land of Women, Masters of the Air og The New Look, som skuffede en smule. Pachinko og Monarch: Legacy of Monsters har jeg allerede omtalt. Severance og Silo fik jeg samlet op på inden premieren på deres anden sæson, og de var fremragende på hver deres måde. Jeg var også godt underholdt af Bad Monkey, Shrinking og Sugar, selv om de ikke kom med på listen og skrev endda et blogindlæg om sidstnævnte.

Det efterlader Disclaimer, Alfonso Cuaróns drama om en prisbelønnet journalist (Cate Blanchett), der bliver indhentet af en episode fra sin fortid, som hun troede, hun havde lagt bag sig. Som forventet med Cuarón er der scener, som er filmkunst på allerhøjeste plan, Kevin Kline har sin bedste rolle i årevis, og jeg så hele første afsnit uden at genkende Sacha Baron Cohen som Cate Blanchetts forsmåede ægtemand.

Når Disclaimer alligevel ikke ligger højere placeret, skyldes det, at Cate Blanchett eller rettere hendes figur er frustrerende defensiv i hovedparten af handlingen. Først til allersidst bider hun fra sig i en stærk slutning, der viser, at man altid skal huske at have i tankerne, hvem budbringeren er, inden man tager en historie for gode varer. En vigtig pointe i vores tider.

Hvor Apple triumferede på seriefronten, kneb det mere med deres filmsatsninger. Wolfs og The Instigators var hurtigt sete og hurtigt glemt igen på trods af George Clooney, Brad Pitt og Matt Damon. Steve McQueens Blitz med Saoirse Ronan formåede heller ikke at hæve sig over gennemsnittet, og på forunderlig vis føltes Ridley Scotts director’s cut-udgave af Napoleon stadig overfladisk, selv om der var føjet 48 minutter til den nu næsten tre en halv time lange film.

Og så var der Argylle, Matthew Vaughns spionkomedie, der blev en af årets dårligst anmeldte film og et kæmpe økonomisk flop. Jeg har skrevet det før og gør det gerne igen: Jeg var forrygende godt underholdt i biografen og har med fornøjelse genset den på Apple TV+.

I stedet for at vise et klip fra en af de ovennævnte titler er her de første fire minutter af den nye sæson af den skammeligt oversete Mythic Quest, som lige er begyndt.

Det var efterfølgernes år

Når man ser listen over de film, der indtjente mest på verdensplan i 2024, er der kun tre i top 20, som ikke er del af en serie: Wicked (som er den første af to film), It Ends with Us og The Wild Robot. Så fortsættelserne regerede igen i biograferne og på skærmene, men med blandede resultater.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af Denis Villeneuve og udråbte Dune: Part One til årets bedste film i 2021. Dune: Part Two var tæt på at gentage bedriften (mere om det senere), og det var den eneste film, jeg så to gange i biografen sidste år.

Ellers viste den veloplagte Deadpool & Wolverine, at folk alligevel ikke er blevet helt trætte af Marvel-universet, mens det kom bag på mig, hvor jeg meget kunne lide Twisters, da jeg aldrig har været fan af den første film fra 1996. Af samme grund var jeg tæt på at springe den over i biografen, men Bioplus Unlimited og det uventede valg af Lee Isaac Chung som instruktør gjorde, at jeg tog afsted.

Lee Isaac Chung blev Oscar-nomineret for Minari – et stilfærdigt drama om en sydkoreansk immigrantfamilie i 80ernes USA – så han var ikke lige frem som den oplagte person til at stå i spidsen for en Hollywood-blockbuster om tornadoer. Men Twisters virker, fordi han formår at overføre sin fine personinstruktion fra Minari og gøre hovedpersonerne interessante (det går til gengæld ud over birollerne, som er ret anonyme). Samtidig har han øje for, at hans primære opgave er at underholde, og så hjælpes han godt på vej af sine karismatiske stjerner, Daisy Edgar-Jones og den allestedsnærværende Glen Powell.

Daisy Edgar-Jones brød igennem i serie-udgaven af Sally Rooneys roman Normal People, hvor hun spillede over for Paul Mescal. Han fik sit eget store gennembrud i 2024 med Gladiator II, hvor han tog springet fra indie-darling til Hollywood-helt på samme måde, som Russell Crowe gjorde i forgængeren. På forhånd frygtede jeg ellers det værste – især efter Napoleon – men Ridley Scott fik med Gladiator II demonstreret, at han stadig mestrer kunsten at lave storslåede spektakler.

Det var musicalens år

Jeg er normalt ikke den store musical-fan, men de var svære at komme uden om i 2024. Den altdominerende film var selvfølgelig Wicked, som jeg så uden at vide andet end, at det er en populær Broadway-musical, hvis handling udspiller sig mange år før Troldmanden fra Oz. Det er en lang film (160 minutter), og det er som nævnt endda kun første halvdel, men den fastholdt min interesse nok til, at jeg har tænkt mig at se afslutningen på historien, Wicked: For Good, når den får premiere senere i år.

For at vende tilbage til toerne valgte Joker: Folie à Deux modigt nok at gå musicalvejen, men uden det store held. Filmen har sine fans, men personligt synes jeg, den fik sat sig mellem to stole, og jeg var skuffet over, at man så mindre og mindre til Lady Gaga i takt med, at handlingen skred frem.

På en måde kan Joker: Folie à Deux sammenlignes med en anden omdiskuteret musical, Emilia Pérez, som jeg tager med her, selv om jeg først så den efter årsskiftet. Trods sine 13 Oscar-nomineringer er filmen noget af en rodebutik, der ironisk nok nærmest går i stå, hver gang den flytter sit fokus fra Zoe Saldañas advokat til sin titelperson.

Men hvad var så årets bedste musical? Det kunne have været denne her:

Det var et uhyggeligt år

Vi fortsætter i den uhyggelige afdeling med årets bedste horrorfilm. Med fem Oscar-nomineringer burde den titel gå til The Substance, der tager begrebet “body horror” til et nyt niveau. Lige som dens hovedperson synes jeg dog, at filmen falder fra hinanden til slut, og den nøjes ikke kun med at hamre sit budskab ind med syvtommersøm, men gør det også med trykluftsbor og damptromle, så det ender med at blive alt for meget.

I foråret så jeg to film med en præcis måneds mellemrum (10. april og 10. maj), der lignede hinanden uhyggelig meget. The First Omen fik premiere først, og da jeg var i biografen for at se den, blev der vist trailer til Immaculate, hvilket både var passende og en dårlig idé, fordi det gjorde det tydeligt, hvor ens de er. Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale begge film, for både Nell Tiger Free (The First Omen) og Sydney Sweeney (Immaculate) er forrygende i deres respektive roller som unge amerikanske nonner, der tager til Italien og bliver gravide som følge af et komplot. I sidste ende tager Immaculate sejren med et mulehår på grund af sin helt igennem vanvittige slutning.

Ingen af de nævnte titler slår dog to vampyrfilm, der på hver deres måde føjer et humoristisk tvist til genren. Det afslører samtidig, at der ikke er tale om Robert Eggers’ Nosferatu, som trods en flot billedside kun i begrænset omfang lykkes med at forny den gammelkendte historie (som jeg i lighed med Emilia Pérez først har set i det nye år).

Der er sådan set heller ikke meget nyt i Abigail, bortset fra at titelfiguren er en 12-årig vampyr-ballerina spillet af Alisha Weir fra Matilda the Musical – eller som Kim Newman skrev i sin anmeldelse i Empire: “Alisha Weir, in a ferocious how-not-to-be-typecast-forever-as-Matilda-from-Matilda-The-Musical turn.” Lige som jeg nu har gjort det, kan filmens trailer godt bebrejdes for at røbe for meget. På den anden side var det grunden til, at jeg nåede at se Abigail i biografen, hvor den gik i skuffende kort tid. Det er ellers en af årets mest underholdende (og blodige) film, og en af dem jeg har genset helt eller delvist flest gange efterfølgende.

En anden vellykket vampyrkomedie var den fransk-canadiske Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person, der er lige så skæv og charmerende, som dens lange titel antyder.

Det var disse films år

Og til sidst er her så min liste med de 10 bedste film, jeg fik set i 2024:

1. Civil War
2. Dune: Part Two
3. Past Lives
4. Poor Things
5. Abigail
6. Are You There God? It’s Me, Margaret.
7. Perfect Days
8. Woman of the Hour
9. Twisters
10. Humanist Vampire Seeking Consenting Suicidal Person

Otte af filmene har jeg allerede omtalt, så det betyder, at jeg kun mangler Yorgos Lanthimos’ vidunderligt sære Poor Things (hans Kinds of Kindness nøjedes bare med at være sær) og Alex Garlands Civil War. Mens Poor Things vandt fire Oscars og fortjent gjorde Emma Stone til dobbelt Oscar-vinder, blev Civil War helt forbigået, da nomineringerne til dette års uddeling blev annonceret. Man kan gisne om årsagen, men det er ikke til at komme udenom, at filmen på ubehagelig vis føles endnu mere faretruende relevant end ved dens premiere i foråret 2024.

I betragtning af den manglende anerkendelse – Civil War er heller ikke blevet nomineret til andre af de store priser – kan det virke overraskende, at jeg har den i toppen af min liste. Og tro mig, ingen er mere overrasket end jeg selv!

Generelt har jeg haft det svært med Alex Garlands film. Både 28 Days Later og Sunshine, som han skrev manuskript til, mens Danny Boyle instruerede, var rigtig gode, indtil de nåede frem til den sidste tredjedel, og det samme gjaldt hans egen filmatisering af Jeff Vandermeers roman Annihilation. Hans forrige film Men var en af de største skuffelser i 2022, og hans serie Devs faldt også til jorden trods et lovende udgangspunkt (alle hovedskuespillerne fra serien dukker op i større eller mindre roller i Civil War). Faktisk er hans instruktørdebut Ex Machina den eneste af hans film, jeg har kunnet lide, hvis man fraregner Dredd, som han skrev, men også skulle have instrueret, selv om Peter Travis er krediteret som instruktør.

Men det var indtil Civil War, som greb mig fra første minut og holdt mig fanget helt frem til sit slutbillede. Filmen er blevet kritiseret for at undlade at gå i detaljer med, hvorfor der er udbredt borgerkrig i USA, men det er omvendt en af grundene til, at den er så skræmmende. Civil War skildrer en krig, hvor fronterne er blevet opløst, og man aldrig rigtig ved, hvilken side de enkelte soldater tilhører, eller om de overhovedet efterhånden selv er klar over det.

Kirsten Dunst leverer sin lange karrieres bedste præstation som krigsfotografen, der aldrig havde troet, at hun skulle ende med at dække en krig i sit hjemland, og Cailee Spaeny (et af lyspunkterne i den overlæssede Alien: Romulus) er lige så overbevisende som hendes unge kollega, der meget hurtigt lærer, hvilke omkostninger jobbet har.

Hvis du vil vide, om Civil War er noget for dig, er her de første fem minutter af filmen:

Det var film- og serieåret 2024 for mit vedkommende. Jeg håber, det kan inspiration – om ikke andet end til at gå mere i biografen, hvor film som bekendt skal ses.