Det bedste fra 2021: Film, serier og bøger
Et par af mine yndlingsbøger blev til film eller serier i 2021, og det var interessant at se, hvor forskelligt skaberne greb opgaven an.
Hvor Denis Villeneuves Dune føles som en trofast, næsten 1:1 filmatisering af Frank Herberts science fiction-klassiker, valgte folkene bag serie-udgaverne af Leigh Bardugos Shadow and Bone og Emily St. John Mandels Station Eleven at afvige fra originalmaterialet på flere områder, men bemærkelsesværdigt nok gjorde det ikke nødvendigvis slutresultatet dårligere.
Jeg gennemgår de forskellige tilgange i dette indlæg og benytter samtidig lejligheden til at gøre status over mine favoritter inden for film, serier og bøger i 2021.
Årets bedste film
Jeg nåede at se 30 forskellige film i biografen i 2021, selv om biograferne var lukket ned fra januar til maj og igen i de to sidste uger af december. Pudsigt nok indledte og sluttede jeg mit biografår med en film med Tom Holland i hovedrollen, men kvalitetsmæssig befandt de sig i hver sin ende af skalaen – fra den middelmådige og hurtigt glemte Chaos Walking til den mesterlige Spider-Man: No Way Home.
Af de 30 film var der kun én, som jeg så i biografen to gange: Dune – og så tog jeg den lige en tredje gang, da den blev tilgængelig på HBO Max. Jeg hører til dem, som finder Denis Villeneuves filmatisering noget nær perfekt, og jeg er lettet over, at der også kommer en fortsættelse.
For det er ikke til komme udenom, at det kun er halvdelen af historien, der bliver fortalt, hvilket allerede bliver gjort klart for seeren, da filmen begynder med titlen Dune: Part One. Borgens Forlag valgte også at dele romanen i to, da de udgav den på dansk i Niels Søndergaards oversættelse i 1978, og bind 1 slutter i øvrigt næsten samme sted som filmen (duellen indleder dog bind 2).
Mine top 10 film i 2021
- Dune (Denis Villeneuve)
- Promising Young Woman (Emerald Fennell)
- Spider-Man: No Way Home (Jon Watts)
- Last Night in Soho (Edgar Wright)
- Minari (Lee Isaac Chung)
- The Father (Florian Zeller)
- Venuseffekten (Anna Emma Haudal Nielsen)
- The Mitchells vs. the Machines (Mike Rianda)
- Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings (Destin Daniel Cretton)
- No Time to Die (Cary Fukunaga)
Promising Young Woman er et sjældent tilfælde af en film, der konstant overrasker, og hvor jeg på intet tidspunkt anede, hvor handlingen ville tage mig hen. Carey Mulligan burde have vundet en Oscar for sin præstation.
Edgar Wrights film kritiseres ofte for at være mere form end indhold, og det samme kan siges om Last Night in Soho, men af en eller anden grund generede det mig ikke det mindste denne gang, hvor jeg bare nød hans elegante leg med filmmediet og genrerne. I efteråret lavede jeg et opslag på Instagram om at have biografsalen for sig selv, og det samme skete, da jeg var inde for at se Last Night in Soho, der havde fortjent et større publikum.
Hovedparten af filmene på min liste har familierelationer og forholdet mellem børn og deres forældre som tema (selv No Time to Die). Jeg skal ikke afvise, det hænger sammen med, at jeg mistede min mor sidste år, men det kan selvfølgelig også bare være, det er noget, som går igen i rigtig mange film.
- Jeg nåede ikke at få set Anders Thomas Jensens Retfærdighedens ryttere, inden biograferne lukkede i december 2020, og jeg fik først taget mig sammen til at gøre det i sommeren 2021, hvor den stadig gik. Hvis jeg havde set den i 2020, havde den helt klart været med i top 3 for det år.
- Normalt er jeg ikke den store fan af James Wans horrorfilm, men hans Malignant skal ros for at levere årets største WTF-twist (helt bogstaveligt).
- Med undtagelse af The Mitchells vs. the Machines (Netflix) så jeg alle filmene på min top 10 i biografen. Film skal bare ses i biografen – med Dune som det bedste eksempel på, hvor meget det kan højne oplevelsen af en film i forhold til at se den på en mindre skærm derhjemme.
Årets bedste serier
I 2014 var jeg i London til min første Worldcon. Her meldte jeg mig til en række kaffeeklatsches – uformelle kaffemøder – med forskellige forfattere, blandt dem Leigh Bardugo, selv om jeg kun kendte hende fra et par noveller på Tor.com og endnu ikke havde læst hendes romaner i det, der skulle blive kendt som GrishaVerse.
Jeg havde dog købt hendes debutroman Shadow and Bone og fik hende til at signere mit eksemplar, selv om jeg vist endnu ikke havde læst bogen. Jeg husker også, hun fortalte, at filmrettighederne til hendes bøger var blevet solgt, og at hun var i gang med en ny roman, der foregik i samme univers som Shadow and Bone, men i et andet land og med nye hovedpersoner. Det skulle vise sig at være Six of Crows og dens efterfølger Crooked Kingdom, som jeg foretrækker frem for Shadow and Bone-trilogien, da de er skrevet til et lidt ældre publikum.
Derfor var jeg også noget skeptisk, da jeg læste, at Netflix-serien Shadow and Bone ville blande historierne og persongalleriet fra både Shadow and Bone-trilogien og de to Six of Crows-bøger.
Men da jeg så serien, måtte jeg indrømme, at det faktisk fungerede over al forventning. Shadow and Bone-trilogien er mere Young end Adult, så hvis serien kun havde fulgt Alina og Mal og deres trængsler, var jeg nok hurtig blevet træt af dem. Tilføjelsen af Kaz Brekker og hans tyvebande fra Six of Crows-bøgerne giver historien noget tiltrængt kant og humor, og så er det som læser af romanerne interessant at se, hvordan serien får flettet de to handlingstråde sammen uden, at det går ud over den overordnede fortælling, der stadig formår at følge den første roman.
Netflix har meddelt, at der kommer en anden sæson af Shadow and Bone baseret på romanen Siege and Storm, så balancegangen fortsætter.
Station Eleven vs. Station Eleven
Skaberne af HBO Max-serien Station Eleven var midt i optagelserne til deres fortælling om en fremtid, hvor en dødbringende influenzavirus har taget livet af 99 procent af klodens befolkning, da en virkelig pandemi kom på tværs. Det må også have været mærkeligt for Emily St. John Mandel, hvis roman udkom i 2014, og som næppe havde forestillet sig, at hendes historie skulle komme ubehagelig tæt på virkeligheden.
Da jeg lavede min liste over de 10 bedste romaner fra det seneste årti, havde jeg Station Eleven på andenpladsen, så det var med spænding og en vis uro, jeg satte mig til at se serien, for den kunne umuligt være lige så god som bogen. Men det er den, og paradoksalt nok skyldes det, at skaberne har valgt den samme “remix-tilgang” til forlægget som folkene bag Shadow and Bone – selvfølgelig med den forskel, at udgangspunktet er en enkelt roman frem for en hel bogserie.
Undervejs besluttede jeg mig for at genlæse Station Eleven for at finde ud af, hvor meget serien adskiller sig fra romanen, men hvis jeg ikke havde gjort det, er jeg ikke sikker på, jeg ville have tænkt over ændringerne. I stedet for at følge romanens handling slavisk går serien mere op i at genskabe dens tone og stemning (af en post-apokalyptisk fortælling at være er den stadig forunderlig optimistisk på menneskehedens vegne), så Station Eleven ender med at føles som en meget tro bearbejdning, selv om den ikke er det i traditionel forstand.
Min pointe er, at skønlitteratur og film/serier er vidt forskellige medier, og at det sjældent giver det bedste resultat at være alt for tro over for forlægget. Meget sigende er nogle af de bedste scener fra serien slet ikke med i romanen, blandt andet fordi skaberne fra start lader hovedpersonerne Kirsten og Jeevan blive sammen, mens de i bogen hurtigt skilles og ikke har mere med hinanden at gøre. Det fungerer fint i romanen, hvor Emily St. John Mandel er eminent til at beskrive personerne gennem deres indre liv og tanker, men det ville nok have givet en kedelig serie.
Mine top 10 serier i 2021
- Mare of Easttown (HBO)
- Reservation Dogs (Disney+)
- Station Eleven (HBO Max)
- Ted Lasso (Apple TV+)
- Hawkeye (Disney+)
- Arcane (Netflix)
- Shadow and Bone (Netflix)
- Wandavision (Disney+)
- Dickinson (Apple TV+)
- Beforeigners (HBO Max)
Efter at have skrevet stolper op og ned om Station Eleven og Shadow and Bone må jeg erkende, at mine yndlingsserier i 2021 var Mare of Easttown og Reservation Dogs, som begge – på hver deres måde – gav et indblik i miljøer, man ellers ikke ser skildret så tit. Frem for at vise et klip fra Mare of Easttown får I her den meget morsomme parodi fra Saturday Night Live, der kun bliver endnu mere bizar af, at det er fra den episode, hvor Elon Musk var gæstevært.
- Hailee Steinfeld får prisen som årets MVP, da hun i 2021 både nåede at være med i Dickinson sæson 2 (januar) og 3 (december) og den mest underholdende Marvel-serie (Hawkeye) og desuden lagde stemme til en af hovedpersonerne i den animerede Netflix-serie Arcane: League of Legends.
- Da jeg aldrig har spillet League of Legends, kan jeg bekræfte, at det ikke er krav for at forstå handlingen i Arcane, lige som man sagtens kan se Ted Lasso uden at kende reglerne i fodbold (det gør hovedpersonen heller ikke).
- Ja, jeg har en norsk serie med på listen. Se Beforeigners. Du vil ikke fortryde det.
Årets bedste bøger
Efter et andet halvår af 2020, hvor jeg ikke læste en eneste roman, kom jeg i gang igen i 2021, ikke mindst takket være Joe Abercrombie og de to sidste murstensbind i hans fantasy-serie The Age of Madness.
Jeg var meget begejstret for bind et, A Little Hatred, men fortsættelsen The Trouble with Peace er lidt tid om at komme i gang. Til gengæld slutter den helt forrygende med en over 100 sider lang beskrivelse af et kæmpe slag. Bind tre, The Wisdom of Crowds, fortsætter, hvor forgængeren slap, men lider under sproglig ensformighed. Undervejs begyndte jeg at lægge mærke til, at personerne konstant “muttered,” “growled” eller “groaned,” og det er sjældent et godt tegn. Det beviser igen, at der er meget godt at sige om brugen af det mere neutrale “said.”
2021 bød på hele tre udgivelser fra en af mine nuværende yndlingsforfattere, Nina Allan: Novellesamlingen The Art of Space Travel and Other Stories, genudgivelsen af Ruby (en samling af sammenhængende noveller tilsat en ny novelle) og en ny roman, The Good Neighbours. Af de tre var det lidt uventet romanen, der fangede mig mindst. Nina Allan giver sjældent klare svar, men lader det være op til læseren at bestemme, hvad der er foregået. Det er som oftest en styrke ved hendes historier, men i The Good Neighbours synes jeg, det havde den modsatte virkning.
Og så bød året på noget så sjældent som en vellykket dansk science fiction-roman, Nis Dahm Sperlings cyberpunk-inspirerede bokse-fortælling Skaberværk, hvis eneste minus er, at den slutter med en cliffhanger. Men det kan der rettes op på med en fortsættelse.
Mine top 10 bøger i 2021 (alfabetisk)
Joe Abercrombie: The Trouble with Peace
Nina Allan: The Art of Space Travel and Other Stories
Nina Allan: Ruby
Brett Anderson: Afternoons With The Blinds Drawn
Jacques Chessex: Vampyren fra Ropraz
Susanna Clarke: Piranesi
M. John Harrison: The Sunken Land Begins to Rise Again
Stephen Graham Jones: The Only Good Indians
Nis Dahm Sperling: Skaberværk
Karin Tidbeck: The Memory Theater
Årets bedste noveller
Ingen noveller har fornøjet mig så meget i 2021 som Lavie Tidhars serie på Tor.com om en vampyrdommer og hans hårdtprøvede menneske-medhjælper. Indtil videre findes der tre historier:
Judge Dee and the Limits of the Law (november 2020)
Judge Dee and the Three Deaths of Count Werdenfels (februar 2021)
Judge Dee and the Poisoner of Montmartre (september 2021)
Den yderst produktive Lavie Tidhar, som var æresgæst på Fantasticon i 2018, virker selv lidt forundret over, hvor populære novellerne er blevet. I et interview i september-udgaven af Locus Magazine er han citeret for at sige:
I’m like, “This? Of all the stuff I’ve done?” All the other stuff I did, no one ever cared, but you do a silly vampire mystery…
Ellers vil jeg gerne fremhæve følgende noveller:
David Goodman: Vegvísir (Clarkesworld)
Islændinge på Mars! Jeg gentager: Islændinge. På Mars.
Isabel J. Kim: Homecoming is Just Another Word for the Sublimation of the Self (Clarkesworld)
Som adopteret har denne novelle selvfølgelig ekstra resonans hos mig. Læs den og find ud af hvorfor.0
Clara Madrigano: The Screaming Tree (The Dark Magazine)
Brasiliansk forfatter, som er begyndt at skrive på engelsk. Jeg har endnu til gode at læse en novelle af hende, som jeg ikke kan lide.
Ray Nayler: Yesterday’s Wolf (Clarkesworld)
Amerikansk forfatter, som har været udstationeret i Østeuropa og Centralasien i næsten to årtier. Det gør hans noveller forfriskende anderledes, fordi de foregår i andre lande og miljøer, end man ellers ser i science fiction.
Sarah Pinsker: Where Oaken Hearts Do Gather (Uncanny Magazine)
Beskrivelsen af titelsangen var så overbevisende, at jeg var nødt til at tjekke, om den virkelig fandtes. Det gør den, men kun i en udgave, som Sarah Pinsker selv har indspillet (der er et link til den i novellen).
Adam Stemple: The Clock, Having Seen Its Face in the Mirror, Still Knows Not the Hour (Clarkesworld)
Bevægende fortælling om en mekanisk mand og kvinden, som bliver hans ejer.
Wang Yuan: Other Stories (Clarkesworld)
Endnu en bevægende historie, men denne gang om en science fiction-forfatter og hendes tidsrejsende søn.
Gordon B. White: Gordon B. White is creating Haunting Weird Horror (Nightmare Magazine)
Hmm, måske man skulle overveje at prøve noget lignende …?
Fran Wilde: Unseelie Brothers, Ltd. (Uncanny Magazine)
En magisk fortælling om magiske skræddere.
Endelig vil jeg nævne denne her: Kate Elliott: The Tinder Box (Tor.com)
I 2013 skrev jeg en fortsættelse til H. C. Andersens Fyrtøjet, som jeg kaldte Fortsættelse til et eventyr. Den blev trykt i antologien Forvandlinger og fik siden lov at afslutte min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Dette er Kate Elliotts bud på, hvordan Fyrtøjet kunne være fortsat.