Prinsesse på eventyr (uddrag)

Af Lars Ahn

Der var engang en prinsesse, som ikke ville giftes.

Prinser og fyrstesønner strømmede ellers til hoffet for at anmode om hendes hånd, men hun afviste dem alle. Til sidst blev det hendes far, kongen, for meget, og han sagde, at hvis hun ikke snart valgte sig en mand, ville han gøre det for hende.

For at vinde tid lovede prinsessen, at hun ville gifte sig med den, som var bedst til at tale for sig. Kongen bekendtgjorde derefter, at han for en enkelt dag ville give enhver mand, uanset stand, mulighed for at vinde hans datters hjerte.

”Men hvis du ikke har fundet en mand, inden dagen er omme, bestemmer jeg, hvem du skal giftes med,” sagde han.

Det blev en lang dag. Den ene bejler efter den anden kom til hoffet, men ingen af dem faldt i prinsessens smag. Hvis der ikke var det ene i vejen med dem, så var der det andet. Én mødte op og kunne det latinske leksikon forfra og bagfra og kunne fortælle ordret, hvad der havde stået i byens avis de sidste tre år, men virkede ikke til at have lært noget af det, så hun sendte ham væk. En anden var en smuk og tapper soldat, som desværre også vidste, at han var smuk og tapper, for han kunne ikke tale om andet.

Men de var i det mindste i stand til at sige noget. Prinsessen havde på forhånd bedt om, at der blev fyret godt op i kakkelovnen, så den var rødglødende, og varmen i salen tog pippet fra de fleste, mens prinsessen lod som om, hun ikke var påvirket af den. Hun havde også sørget for, at der sad tre skrivere og en oldermand klar til at notere alt, hvad der blev sagt, og det lukkede munden på resten.

Som dagen gik, blev kongen mere og mere fortvivlet, men netop som solen var ved at gå ned, trådte en ung mand ind i salen.

”Ham kan jeg lide, ham vil jeg have til mand,” sagde prinsessen til sin far overbevist om, at han ville afvise hendes valg.

”Er du sikker, min pige?” spurgte han.

”Ja, papa, han er den rette.”

Kongen så skeptisk ud. ”Men han kom ridende ind på en gedebuk, og tjenestefolkene fortæller, de så ham forsøge at stege en død krage i en træsko, mens han ventede udenfor. Og hvis jeg ikke tager fejl, har han lommerne fyldt med mudder.”

Prinsessen måtte indrømme, at hun i sin iver havde overset, at den unge mand så ret usoigneret ud, og hun begyndte også at kunne lugte ham, selv om han stod flere meter væk.

”Det er meget muligt,” sagde hun. ”Men han kan svare for sig.”

I virkeligheden havde hans svar været ret usammenhængende, og manden var muligvis en smule enfoldig, men det sagde hun ikke til sin far. Kongen kiggede længe på sin datter, som gjorde sit bedste for at lade være med at blinke eller se væk.

”Så bliver det sådan,” sagde han til sidst. ”Brylluppet står om en uge.”

Prinsessen sank en klump og begyndte pludselig selv at svede og få det varmt, og det var ikke kun på grund af den glohede kakkelovn. Hun kiggede over på sin kommende mand, som var i gang med at kaste mudder efter oldermanden og skriverne.

#

Den nat kom frem prinsessen til, at hvis hun nogensinde skulle blive lykkelig, var hun selv nødt til at rejse ud og finde sig en mand. Hun forlod slottet inden daggry, og det var ikke så svært, som man skulle tro. Slottet var godt befæstet og havde aldrig ladet en fjende trænge ind, men det var ikke et fængsel, så det var ikke bygget til at forhindre nogen i at tage derfra.

Selv mente prinsessen, det skyldtes hendes snedige forklædning, men i virkeligheden var det bare vagterne, der ikke passede deres arbejde. Hvis de havde været mere årvågne, ville de have bemærket, at hendes klæder var for nye og fornemme til en tjenestepige.

Der gik ikke lang tid, før prinsessen måtte sande, at det er hårdt at klare sig på egen hånd, når man er blevet opvartet i hele sit liv. Efter de første uger var hun tæt på at give op og vende hjem, men hver gang fik tanken om et ægteskab med en mand udvalgt af hendes far hende til at bide tænderne sammen og udholde endnu en dag med knurrende mave og alt for lidt søvn.

Men så blev hun en aften overrasket af et frygteligt uvejr. Hun søgte forgæves efter ly, og på ingen tid var hun gennemblødt fra top til tå.

Hvis ikke jeg bliver ramt af et lyn, dør jeg af lungebetændelse, nåede hun at tænke, da hun i mørket fik øje på lys. Hun red derhen og så til sin lettelse, at det var en borg. Hun bankede på porten, og efter nogle minutters ængstelig venten kunne hun høre nogen nærme sig på den anden side.

”Hvem der?” Stemmen tilhørte en ældre mand.

”Gode herre, jeg er en stakkels pige, som søger ly for natten.”

”Forsvind. Vi tager ikke imod gæster.”

Prinsessen havde indtil da formået at skjule, hvem hun i virkeligheden var, men hun var våd og kold og kunne ikke udholde tanken om at skulle tilbringe natten uden tag over hovedet.

”Jamen, jeg er en prinsesse,” udbrød hun og fortrød næsten ordene i samme øjeblik, som hun havde sagt dem.

En lem i porten blev skubbet til side og afslørede et par mistroiske øjne.

”En prinsesse, siger du?”

”Prinsesse er måske så meget sagt…” Men inden hun havde fået talt færdigt, blev porten åbnet. Foran hende stod en statelig udseende mand klædt i fornemt tøj.

”Jeg er kongen. Kom indenfor,” sagde han.

Prinsessen havde aldrig hørt om en konge, som selv gik ned og åbnede, når det bankede på om aftenen. Men hun var ikke kun våd og kold, men også træt og sulten, så hun trådte ind gennem porten. Kongen førte hende ind i en gildesal, hvor der sad en ældre kvinde og en ung mand omkring et stort bord i gang med at spise. Tjenestefolkene var ingen steder at se.

”Min hustru, dronningen, og min søn, prinsen,” sagde kongen.

Prinsessen nejede og opdagede til sin skræk, at hun stod og dryppede på et fint gulvtæppe.

”Hvem er det?” spurgte dronningen og rynkede på sin næse på en måde, som prinsessen kun genkendte alt for godt fra sin egen fortid, når hun skulle tage imod gæster.

”Hun siger, hun er en prinsesse,” sagde kongen, som om det var noget, der skete hver dag.

Hans ord fik prinsen til at se op fra sin mad. Indtil det øjeblik havde han opført sig som om, han fandt hendes tilstedeværelse inderlig ligegyldig.

”En prinsesse?” sagde han. ”En rigtig prinsesse?”

”Lad os nu lige…” sagde dronningen, men prinsen havde allerede rejst sig fra bordet.

”Er du en rigtig prinsesse? Er du? Er du?” sagde han og stillede sig helt tæt på prinsessen, som med ét følte sig meget bevidst om sine snavsede og dyngvåde klæder, sit slaskede hår og rejsetrætte udseende.

”Jeg …” sagde prinsessen, før hun gik i stå, for hun vidste ikke, om det ville være klogest at svare ja eller nej til prinsens spørgsmål.

Inden det kom så vidt, brød dronningen ind. ”Lille skat, lad os nu give vores gæst mulighed for at skifte tøj og få noget varmt at spise. Hun må være udmattet efter at have været ude i det skrækkelige vejr. En god nats søvn, og så er jeg sikker på, hun er klar til at tale med dig i morgen. Er det i orden, min søde?”

Det gik op for prinsessen, at det sidste spørgsmål var henvendt til hende.

”Ja tak, Deres majestæt. Det vil jeg være meget taknemmelig for,” sagde hun og kunne mærke, hvordan hendes manerer fra hoffet begyndte at vende tilbage.

”Men mor…” forsøgte prinsen.

”Lille skat, din mad bliver kold,” sagde dronningen i et tonefald, der ikke var til at misforstå.

Det var lige før, prinsessen satte sig ned sammen med prinsen, som surmulende vendte tilbage til sin stol og rettede opmærksomheden mod sin aftensmad igen.

Dronningen smilede og så på prinsessen.

”Lad mig vise dig, hvor du skal sove, min søde,” sagde hun.

Læs resten af novellen i Fantastiske fabulationer 2: Mod fjerne kyster (Forlaget Ildanach, 2025)