Ferie med FrightFest: 13 film og en fornøjelig tur til London

Sidste år var jeg i London for første gang siden 2014, fordi jeg havde billet til en endagsfestival med Nick Cave & The Bad Seeds som hovednavnet. Kort før afrejsen opdagede jeg, at horrorfilmfestivalen FrightFest fandt sted i London under mit ophold, men fordi jeg allerede havde lagt andre planer, nåede jeg kun at se tre film. Til gengæld var jeg så imponeret over festivalen (de viste den seneste Dario Argento-film, og han var selv til stede!), at jeg besluttede mig for at vende tilbage, selv om jeg normalt ikke er typen, der holder ferie det samme sted to år i træk.

Min oprindelige plan var at købe et filmpas, der ville give adgang til alle film i hovedprogrammet, men de forsvandt til min overraskelse som dug for solen, kort tid efter salget åbnede. Set i bakspejlet er jeg dog glad for, at jeg ikke købte et filmpas, der i år kostede 210 pund, mens enkeltbilletter lå til 15,78 pund (inklusiv gebyr). Det ville sige, at jeg skulle se mindst 14 film i løbet af de fem dage, FrightFest varede (24.-28. august), hvis et filmpas skulle betale sig.

Godt nok tog jeg denne gang til London på grund af FrightFest, men jeg ville også gerne have tid til andet end at sidde i biografen og se horrorfilm dagen lang, hvor tillokkende det end lød – de fleste dage varede programmet fra klokken 11 om formiddagen til over midnat.

Omvendt betød det, at jeg nok ikke fik den fulde FrightFest-oplevelse, da et filmpas betyder, man har det samme sæde i den store IMAX-sal i Cineworld Leicester Square under hele festivalen. Med andre ord kommer man til at sidde ved siden af de samme mennesker til samtlige visninger i hovedprogrammet, hvilket både kan være en fordel eller en ulempe, alt efter om man falder i hak med sine sidekammerater eller ej.

Nu endte jeg alligevel med at få set 13 film, men en af filmene var en fribillet (forklaring følger), mens en anden ikke var en del af FrightFest-programmet og heller ikke var en genrefilm (endnu mere forklaring følger). Jeg fik også klemt en enkelt teaterforestilling ind, 2:22 A Ghost Story i Apollo Theatre, men her holdt jeg mig i det mindste til genren.

Som titlen viser, er 2:22 en spøgelseshistorie om en kvinde, der forsøger at overbevise et vennepar og sin skeptiske mand om, at huset, de lige er flyttet ind i, er hjemsøgt. Det er en ganske effektiv fortælling, men ikke på højde med The Woman in Black, som jeg så i London sidste år, og jeg havde allerede gættet slutningen lige efter pausen.

Min top tre på FrightFest

River (Junta Yamaguchi, Japan, 2023)

Hele min London-ferie var præget af deja-vu – jeg var afsted i samme uge og boede endda på samme hotel som sidste år – så et eller andet sted er det meget passende, at min yndlingsfilm fra årets FrightFest handler om folk, som er fanget i en tidssløjfe, hvor de oplever de samme to minutter igen og igen.

River udspiller sig på et lille bjerghotel og får megen komik ud af at følge personalet, som både skal berolige de forvirrede gæster, samtidig med at de prøver at finde ud af, hvordan de får tiden til at gå normalt igen. Efter at have set River fandt jeg instruktøren Junta Yamaguchis forrige film, Beyond the Infinite Two Minutes, og købte den på dvd. Den har et lignende plot, men her er det i stedet en caféejer, som opdager, at hans tv kan vise ham, hvad der sker to minutter inde i fremtiden.

Begge film foregår på en enkelt lokation og bruger mange af de samme skuespillere, men River føles dog heldigvis mere som en videreudvikling af Beyond the Infinite Two Minutes end som en gentagelse – ikke mindst fordi det undervejs viser sig, at flere af personerne har hver deres årsager til at ønske, at deres liv bliver sat på pause.

Raging Grace (Paris Zarcilla, UK, 2023)

Det siger meget om Raging Graces kvaliteter, at den stadig ender i min top tre, selv om visningen af den var usædvanlig problematisk. Raging Grace var en af de få titler på årets program, jeg havde hørt om på forhånd, fordi den havde vundet priser på filmfestivalen SXWS (South by Southwest), men det betød så også, at billetterne til den forsvandt lige så hurtigt som filmpassene.

Heldigvis lavede FrightFest en ekstravisning i en mindre sal, som jeg fik billet til, men den kørte åbenbart på et andet system end IMAX-salen, så det var ikke muligt at vise undertekster. Lige i dette tilfælde var det uheldigt, fordi filmens hovedperson er en filippinsk kvinde, der arbejder som rengøringshjælp og hjemmeplejer i England, så en god del af dialogen foregår på hendes modersmål, tagalog.

Men det var ikke engang det værste, for hele tre gange forsvandt billedet undervejs, så man kun kunne høre lyden. De to første gange kom billedet tilbage efter et par minutter, men den sidste gang var det nødvendigt at genstarte systemet (det hjalp dog stadig ikke på underteksterne). Trods afbrydelserne var jeg imponeret over Raging Grace, der fortæller en stærk historie om tilværelsen som ulovlig immigrant og samtidig formår at gøre det i en horrorfilm-ramme. Jeg skal i hvert fald helt klart se den igen, når jeg finder en version med undertekster.

De mange problemer betød, at publikum som kompensation fik tilbudt fribilletter til FrightFest-visningen af den nye 4K-udgave af It Follows. Det tog jeg imod, selv om jeg har set filmen flere gange, da det er en af mine favoritgysere fra de sidste 10 år. Til gengæld kommer jeg næppe til at se It Follows på et så stort lærred igen, og billedet stod knivskarpt.

The Sacrifice Game (Jenn Wexler, USA, 2023)

Jeg har været på nok filmfestivaler gennem årene til at vide, at meget kan gå galt, når der skal vises en masse film i løbet af få dage (i FrightFests tilfælde over 70 film på fem dage). Alligevel kom det tydeligvis bag på publikum, da billedet gik i stå midt under festivalens afslutningsfilm, The Sacrifice Game, så det også her var nødvendigt at trykke på “genstart”.

Trods den ene tekniske udfordring fremstod The Sacrifice Game som en vellykket hyldest til 70ernes horrorfilm, og den formåede at have en tilfredsstillende slutning modsat flere af de andre film, jeg så på FrightFest.

Men hvad med resten?

Udover de tre ovennævnte film og It Follows må jeg indrømme, at der ikke blandt de resterende titler er nogle, jeg føler trang til at gense.

FrightFest kom skuffende fra start med åbningsfilmen Suitable Flesh, der har Heather Graham og Barbara Crampton i hovedrollerne og er baseret på H.P. Lovecrafts “The Thing on the Doorstep”. Mine forhåbninger fik et nøk op, da jeg opdagede, at filmens instruktør Joe Lynch også er manden bag den fornøjelige Mayhem med Steven Yeun og Samara Weaving, og i programmet forklarede han, at Suitable Flesh er ment som en hyldest til instruktører som Brian De Palma, Paul Verhoeven og ikke mindst Stuart Gordon (Re-Animator), som skulle have lavet filmen inden sin død i 2020. Desværre minder slutresultatet, trods enkelte inspirerede scener, mere om de dårlige erotiske thrillere fra 90erne, der fulgte i kølvandet på Basic Instinct.

Jeg havde også forventet mig mere af It Lives Inside om en indisk-amerikansk pige, der prøver at fornægte sin baggrund, indtil hun bliver ramt af en forbandelse med rødder i indisk mytologi. Den del af historien fungerer sådan set fint nok, men manuskriptet er slemt plaget af “filmlogik”, hvor personerne mere handler ud fra, hvad filmen vil have dem til at gøre, end hvad der vil give mening i virkeligheden.

Og nå ja, det var endnu en visning med tekniske problemer. Filmen har en del dialog på hindi, men billedet var til at begynde med forkert indstillet, så kun den øverste halvdel af underteksterne kunne læses på lærredet.

Meta-slasheren That’s a Wrap, overlevelses-gyseren The Seeding og den japanske sci-fi fantasy My Mother’s Eyes var eksempler på film, hvor ambitionerne nok oversteg det lave budget, mens hovedpersonens job som en clickbait-jagtende journalist var det eneste, der viste, at den koreanske The Ghost Station var fra 2022 og ikke fra 2002.

Tættest på var den finske The Knocking (med krimiforfatteren Max Seeck som instruktør sammen med Joonas Pajunen), men begår ligesom It Lives Inside den fejl at vise for meget af sit monster i slutningen. Det samme kan siges om Cobweb, der faktisk nåede at få premiere i de danske biografer inden lørdagens visning på FrightFest, som ellers havde proklameret i sit program, at det ville være filmens internationale premiere.

Mangel på stjernedrys

Mens sidste års FrightFest som nævnt bød på horror-legender som Dario Argento, kunne dette års program ikke prale med navne i helt den samme kaliber. En anden faktor var den igangværende skuespillerstrejke i Hollywood, der for eksempel forhindrede Barbara Crampton i at deltage i visningen af Suitable Flesh, selv om hun er en af filmens producere. Instruktøren Joe Lynch kunne heller ikke være til stede, men havde i stedet sendt en lang og ganske underholdende videohilsen, som han tydeligvis havde brugt en del tid på.

Til gengæld havde The Seedings mandlige hovedrolle Scott Haze fået dispensation af sit forbund til at deltage i FrightFest sammen med filmens instruktør Barnaby Clay (der er gift med Yeah Yeah Yeahs forsanger Karen O, som medvirkede på soundtracket), og instruktørerne af Cobweb, My Mother’s Eyes og The Sacrifice Game svarede også på spørgsmål.

Det nærmeste, jeg kom et kendt navn i år, var derfor Monique Parent, som var med til visningen af That’s a Wrap.

Feriens bedste film

Som jeg nævnte i indledningen, fik jeg også set en enkelt film i biografen, der ikke var en del af FrightFest, og ironisk nok skulle den vise sig at blive min favorit blandt de 13.

Lørdag eftermiddag var jeg på vej hen til tegneseriebutikken og nørdmekkaet Forbidden Planet, da det begyndte at regne kraftigt. Tilfældet ville, at jeg befandt mig lige ud for en biograf, der viste den amerikanske komedie Joy Ride, så jeg gik ind og købte en billet til den forestilling, der netop var begyndt (OK, jeg havde faktisk tænkt mig at se filmen om aftenen, men vejret fik mig til at ændre planer).

Joy Ride kan bedst beskrives som en komedie i stil med Bridesmaids, men med en asiatisk-amerikansk vinkel a la Crazy Rich Asians. Desværre lader det ikke til, at filmen får dansk biografpremiere, så jeg vidste på forhånd, at London ville være min chance for at se den på et stort lærred.

Ud fra trailerne var jeg klar over, at filmens humor ville være af den mere grovkornede slags, men det er ikke altid til at vide, om det vil være ens kop te. Og ja, Joy Ride indeholder brækscener og masser af platte jokes om sex og penisser, men hovedparten af dem fungerer, og jeg grinte højlydt flere gange.

Til gengæld havde jeg ikke regnet med, at filmen mod slutningen også ville blive decideret rørende, så jeg tog mig i at lede efter et imaginært lommetørklæde til øjenkrogen. Det skyldes, at historien undervejs tager en uventet drejning, der skubber hovedpersonens adoptionsbaggrund i en retning, som ramte mig dybt.

Joy Ride tager fat i de samme temaer som It Lives Inside, dvs. at være splittet mellem to kulturer, men gør det ud fra komediegenrens præmisser frem for horrorgenren. På forhånd ville jeg ikke have troet det muligt, men midt i alle sex-eskapaderne formår Joy Ride faktisk på mere vellykket vis at få sagt noget om det emne, end It Lives Inside gør.

Det er i øvrigt interessant at sammenligne filmens to trailere. Hvor trailer 1 primært fokuserer på hovedpersonens baggrund som asiat og adopteret, handler trailer 2 nærmest udelukkende om at få fyret så mange jokes om sex og stoffer af som muligt. Den egentlige film befinder sig et sted midt imellem, men historien har som nævnt både hjerte og en uventet dybde.

Månedens anbefalinger

Sarah Pinsker: There’s a Door to the Land of the Dead in the Land of the Dead (The Deadlands, juni 2023)
Hugo- og Nebula-vinderen Sarah Pinskers noveller er altid værd at læse, og det gælder også denne fra The Deadlands, der er et onlinemagasin med døden som tema. I There’s a Door… har Vera fået arbejde i den bizarre forlystelsespark Land of the Dead, mens hendes liv befinder sig i et limbo på grund af kærestesorger. Men netop som hun tror, det ikke kan blive mere mærkeligt, viser en ældre kollega hende en dør til det virkelige Land of the Dead. Sarah Pinskers seneste novellesamling Lost Places var i øvrigt blandt de bøger, jeg købte i London.

Brenda W. Clough: Clio’s Scroll (Clarkesworld, juli 2023)
Underholdende langnovelle om et tidsrejsende rumvæsen, der er strandet i middelalderens Italien og må have hjælp af selveste Dante Alighieri for at overleve. Det hele kompliceres af, at rumvæsenet har form som en bunke orme og skal transporteres rundt i en krukke.

John Wiswell: The Three O’Clock Dragon (Tor.com, august 2023)
Original og anderledes fortælling om en ildsprudlende drage, der i virkeligheden er et forhekset tog, og som bliver blandet ind i en valgkamp, da hun lader sig overtale til at stille op imod byens korrupte borgmester. Det er lige så skævt og uforudsigeligt, som det lyder.