Roskilde Festival 2023: No Country for Old Men

Vanen tro har jeg været småsyg efter Roskilde Festival, så jeg har først haft tid til at skrive dette indlæg nu, men i det mindste har jeg ikke haft corona lige som sidste år.

Musikprogrammet blev kritiseret for at være mest af interesse for det unge publikum, men det var en helt bevidst satsning, forklarede festivalledelsen i et interview, jeg lavede med dem efterfølgende til sn.dk

Årets festival var nemlig den første, hvor de ungdomsårgange, der har været påvirket af corona-årene, havde mulighed for at købe billet. Publikum til 2022-udgaven bestod primært af folk, der havde overført deres billetter fra de aflyste festivaler i 2020 og 2021, så det vil sige, at der reelt har været tre årgange, som ikke har kunnet komme på Roskilde Festival, medmindre de var villige til at arbejde der som frivillige.

Det gav festivalen en frygt for, at den ville forsvinde fra de unges radar og skabe et problem længere ude i fremtiden. Så derfor blev det året, hvor rapperne for alvor overtog Orange Scene, hvor Blur var ene om at repræsentere rocken.

Det kan man selvfølgelig vælge at begræde, men man skal også huske, at Roskilde Festivals målgruppe altid har været de unge, og at det er dem, fremtidens festivaler skal bygges på. Historien indeholder nok eksempler på festivaler, der ikke længere eksisterer, fordi de ikke formåede at følge med udviklingen, men troede, at det var nok med business as usual.

En påmindelse til mig selv

Jeg kan også passende minde mig selv om, hvorfor jeg begyndte at komme på Roskilde Festival. Min første festival var i 1994, og det var navne som Björk, Saint Etienne, Underworld, One Dove og Orbital, der fik mig til at indløse billet. Det var i hvert fald ikke Aerosmith, Peter Gabriel, ZZ Top og Elvis Costello & The Attractions, som ellers var hovednavnene ifølge plakaten (af de fire var Aerosmith de eneste, jeg fik set).

Festivalen havde givet den elektroniske musik sin egen scene, DeeDay, og det blev sikkert set som et begyndende tegn på sædernes forfald af mange af de festivalgæster, der havde været med siden 70erne og 80erne, men deres holdninger var mit dengang 21-årige jeg sådan set ligeglad med.

I dag må jeg nødtvungent erkende, at jeg selv hører til blandt den ældre del af publikum, og jeg bliver bare nødt til at gentage: Roskilde Festival skal ikke lave festival for folk på min alder. Ja, der var da mange navne, jeg godt kunne have ønsket at se på årets festival, og ja, jeg savnede da, at nogle af hovednavnene havde taget et band med i stedet for at medbringe musikken på et backingtrack.

Men jeg endte alligevel med at sætte kryds ud for cirka 30 koncerter i musikprogrammet, vel vidende at jeg kun ville kunne nå at se omkring det halve, og så må jeg leve med, at de gamle navne på plakaten (Blur, Queens of the Stone Age, Angélique Kidjo) nu stammer fra min egen ungdom i stedet for mine forældres …

De bedste koncerter

Årets bedste koncert for mit vedkommende var med den japansk-britiske sanger Rina Sawayama på Arena. Jeg så hende samme sted sidste år, hvor hun kom med på et afbud i stedet for Jack Harlow og spillede i et halvtomt telt, fordi hun var sat over for Dua Lipa. Det siger lidt om, hvor god den koncert var, at den fik mig til at gå glip af det meste af Dua Lipas optræden.

Hvis man troede, at Rina Sawayama bare ville gentage sit show, så viste koncerten, hvor meget der kan ske på blot et år. I den mellemliggende periode har hun udgivet et af sidste års bedste popalbum, Hold the Girl, og haft sin debut som filmskuespiller i en af årets bedste actionfilm, John Wick 4.

Det afspejlede sig i hendes show, der havde fået en væsentlig opgradering og indeholdt flere kostumeskift og masser af koreografi. Koncerten var nærmest en teaterforestilling i sig selv, og jeg følte mig fænomenalt godt underholdt hele vejen igennem. Denne video fra Glastonbury giver et meget godt indtryk af, hvordan showet så ud på Roskilde:

Et andet højdepunkt var Japanese Breakfast, selv om jeg kun fik set halvdelen af hendes koncert på Arena, fordi jeg skulle dække JammJam-koncerten på Orange Scene med gæsteoptrædener af Lukas Graham, Christopher, Ida Corr, Ida Nielsen og Laid Back. Hvis man skal tro flere af anmelderne, var det til gengæld den bedste halvdel, jeg overværede.

Japanese Breakfast er et alias for Michelle Zauner, og selv om jeg havde lyttet til hendes seneste album Jubilee flere gange og tilmed havde anskaffet mig det på CD, må jeg indrømme, at det ikke for alvor havde fået greb i mig. Men det er derfor, man skal gå til livekoncerter, for Japanese Breakfast viste sig at være et yderst charmerende bekendtskab på scenen og var også mere rockede end på albummet.

Efterfølgende har jeg læst Michelle Zauners biografi Crying in H Mart, der handler om hendes opvækst som datter af en amerikansk far og en koreansk mor, og hvordan moderens kræftdiagnose og død i 2014 påvirkede hende. Bogen er blevet en overraskende bestseller i USA og kan klart anbefales. Den fik mig til at tænke på min egen mor, som gik bort i 2021, men gav mig også lyst til koreansk mad.

Her er Michelle Zauners essay fra The New Yorker, som førte til, at hun siden skrev bogen: Crying in H Mart

Caroline Polachek har med Desire, I Want to Into You udgivet et af årets bedste album i mine ører, så hendes koncert var selvfølgelig en af dem, jeg havde set allermest frem til. Heldigvis levede den op til forventningerne, men det var lige før, at den ikke var blevet til noget. Caroline Polachek fortalte nemlig undervejs, at bandets oprindelige fly var blevet aflyst, så det var kun med nød og næppe, at de nåede frem i tide.

På en festival, hvor flere hovednavne som nævnt stillede op uden et band, var det en fornøjelse at opleve Black Country, New Road, hvis seks medlemmer alle spiller på mindst to instrumenter. Ironisk nok betød det, at deres lydprøve trak så meget ud, at koncerten blev 20 minutter forsinket, så de undlod simpelthen at forlade scenen og gik bare i gang med at spille.

Det specielle ved Black Country, New Road er, at deres tidligere forsanger forlod bandet lige inden udgivelsen af deres seneste album på grund af mentale problemer. Af hans respekt for ham spiller de derfor kun sange, de har skrevet efterfølgende, og der er nu fire vokalister i stedet for en. Der er med andre ord tale om et band, som stadig er ved at finde sit udtryk, og hvis musik stikker i alle mulige retninger, men det er også med til at gøre dem spændende at se, fordi man aldrig ved, hvad det næste nummer byder på.

Uforudsigelig var også et andet multitalent er Sudan Archives, som blander violinspil med R&B og pop og bestemt ikke kan beskyldes for at lyde som nogen andre.

Nævnes bør desuden koncerterne med Kendrick Lamar (som jeg kendte flere sange med, end jeg lige troede), Ethel Cain (hvis album Preacher’s Daughter var kommet med på min top 10-liste for 2022, hvis jeg havde hørt det sidste år frem for først i år), Biig Piig (som virkede oprigtig glad og overrasket over, at folk var kommet til hendes koncert, og lod glæden smitte af) og Tobias Rahim (for at skabe et stærkt øjeblik, da han fik hele pladsen foran Orange Scene til at danse kurdisk kædedans til Kurder i København).

Endelig blev det året, hvor jeg for alvor opdagede Roskilde Festivals mindste scene, Platform, der bruges til mere eksperimenterende navne. Her så jeg blandt andet trioen Kuunatic fra Japan og duoen Dal:Um fra Sydkorea, der brugte traditionelle koreanske instrumenter til at spille mere moderne musik.

På forhånd havde jeg glædet mig til Blur og Rosalia, så jeg blev forbandet, da spilleplanen viste, at de skulle spille næsten samtidig fredag aften (Blur kl. 22.30 på Orange og Rosalia kl. 23.15 på Arena). Ifølge festivalen skyldtes det, at Rosalias sceneshow ikke kunne passes ind på Orange, så hun måtte være på Arena, selv om den scene ville være for lille til hende. For at tage noget af presset blev Blur derfor placeret over for hende .

Resultatet blev, at der stadig var mere end godt fyldt ved Arena (det var dog muligt at komme frem, når man havde fået mast sig igennem den første prop), mens der til gengæld var forbløffende god plads til Blur. Englænderne gav sådan set en fin koncert, men jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at holde fokus, fordi det irriterede mig, at de ikke fik lov at spille for et større publikum. Efterfølgende nåede jeg de sidste 20 minutter af Rosalia, og det fik mig til at ønske, at jeg også havde set resten, så det gjorde bare det hele endnu mere ærgerligt.

Tilfældet ville, at Roskilde Festival kom til at indgå i en “sandwich” mellem Depeche Mode og Pet Shop Boys, som jeg var til koncert med inden for halvanden uge. Depeche Mode spillede i Parken om tirsdagen, dvs. dagen før festivalen for alvor gik i gang, mens Pet Shop Boys gav koncert i Royal Arena ugen efter om fredagen, hvor jeg heldigvis var begyndt at få det lidt bedre efter min første omgang festivalforkølelse.

Hvor jeg på Roskilde hørte til den ældste tredjedel, var billedet et helt andet til de to koncerter. Her var det tydeligt, at publikum bestod af fans, som havde fulgt bandsene siden deres ungdom, og det var især udtalt til Pet Shop Boys, hvor man knapt nok kunne få øje på en person under 40. Begge koncerter var fremragende, og Depeche Mode nød godt af, at de havde deres bedste album i årevis, Memento Mori, med i bagagen, mens Pet Shop Boys var på en greatest hits-turné og bød på et imponerende flot visuelt show.

Så måske var det en anden årsag til, at det ikke generede mig, at Roskilde Festivals musikprogram var så ungdomsfikseret i år. Mit behov for det gamle og velkendte blev opfyldt andre steder.

Månedens anbefalinger

Tor.com fejrer for tiden sit 15-års jubilæum med at bringe en række af sine mest populære noveller, men har også fundet plads til nye historier. To af dem kommer fra et par af mine yndlingsforfattere, Alastair Reynolds og James Patrick Kelly, som begge pudsigt nok har skrevet om biler.

Alastair Reynolds: Detonation Boulevard
James Parick Kelly: What It Means to Be a Car
I Reynolds’ novelle følger vi et 12.000 kilometer langt racerløb på overfladen af Jupiters måne Io, hvor det ikke kun er køretøjerne, der er modificerede, men også kørerne. Undervejs begynder et par af deltagerne at spørge sig selv, om det er prisen værd.
Kellys novelle er skrevet i dialogform og skildrer en samtale mellem en AI-bil og dens passager. Deres konversation starter uskyldigt nok, men gradvist afsløres en historie om et fejlslagent projekt med fatale følger, som passageren har en forbindelse til.
Hverken Reynolds og Kelly opfinder den dybe tallerken i dette tilfælde, men man er i gode hænder hos dem, og de formår at opbygge deres fortællinger, så man venter spændt på slutningen, og så er det svært at bede om mere.

Luna Station Quarterly er et nyt bekendtskab for mig, selv om magasinet har eksisteret siden 2009. Det adskiller sig ved, at det kun bringer noveller skrevet af forfattere, der identificerer sig som kvinder (“women-identified writers”). I det seneste nummer er jeg faldet for disse to noveller:

Nika Murphy: The Tale of the Mother and the Hexed VCR
Fantasy-fortælling om en mor, hvis datter forsvinder ind i en forhekset videobåndoptager. Interessant nok vælger Murphy på forhånd at fjerne al spænding om udfaldet ved at lade moderen fortælle historien til sin nu voksne datter, som har hørt den flere gange før og i øvrigt selv er nybagt mor. I stedet handler novellen mere om at blive mor, selv om man ikke føler sig parat til det, og selv i nutiden er der detaljer i fortællingen, som hovedpersonen ikke røber over for sin datter. Ganske gribende og rørende.

Kristina Ten: Last Letter First
To kvinder, som har fået plads ved siden af hinanden på en transport til en koloni i kredsløb om Jorden, beslutter sig at fordrive tiden med den gamle leg, hvor den ene nævner et dyr, hvorefter den anden skal nævne et andet dyr, der begynder med det bogstav, det første dyr sluttede med (for eksempel “elefant” og “tiger”). De finder også på andre variationer af legen, og ad den vej lærer vi, hvordan tingene står til på Jorden, og hvorfor de to kvinder ønsker at forlade den i håb om en bedre tilværelse. En novelle, der begynder stille og roligt, men snart tager en dyster drejning.