Roskilde Festival 2025 var fyldt med overraskelser

Årets Roskilde Festival bød på flere overraskelser. Her er de rangeret efter, hvor store de var:

1. Jeg kom i radioen

Jeg havde bestemt ikke regnet med, at Fontaines D.C. ville afbryde deres egen koncert på Orange Scene, eller at min anmeldelse af koncerten ville føre til, at jeg kom i P1!

Men det skete, og resultatet kan høres her: K-Live: Aktivisme på Orange Scene

Den største udfordring ved interviewet var faktisk at finde et sted på festivalen, hvor jeg kunne være direkte igennem på telefonen uden at blive forstyrret.

Jeg prøvede først at stille mig uden for pressecenteret, men få minutter før jeg skulle på, kom der nogle kraftige vindstød, der var tæt på at vælte hegnet, jeg stod ved. Samtidig begyndte der en koncert på Gloria, som lå nær pressecenteret, der gjorde, at man kunne høre musikken ret højt i baggrunden.

Det endte med, at jeg gik over på den anden side af pressecenteret, hvor der var et fredeligt hjørne, og det lykkedes at gennemføre interviewet uden forstyrrelser.

2. “Skat, jeg er fra Slagelse”

En af de koncerter, jeg på forhånd havde set mest frem til, var FKA Twigs’ på Arena. Ikke alene har hun udgivet et af årets bedste album, Eusexua, men jeg vidste, at der kunne være noget spektakulært i vente, fordi hun qua sin baggrund som danser laver alt andet end traditionelle optrædener.

Alligevel blev jeg blæst bagover af hendes koncert, der var et visuelt mesterstykke, hvor hver sang var et lille kunstværk i sig selv, udført af FKA Twigs selv sammen med et ensemble af fantastiske dansere.

Det var også danserne, som stod for det løsslupne højdepunkt i en ellers stramt koreograferet forestilling, da de midtvejs i koncerten fik overdraget mikrofonen og fortalte, hvor de kommer fra.

“UK” og “America” lød svarene, indtil turen kom til den sidste af danserne, Maji Claire, som til publikums store overraskelse og jubel svarede: “Skat, jeg er fra Slagelse.”

Derefter blev hun bedt om at lære en af sine mandlige kolleger et par gloser på dansk. Medierne har undladt at berette, hvad hun præcist lærte ham at sige, men jeg kan i denne lukkede kreds afsløre, at det handlede om, hvordan man beder om at få en vis seksuel ydelse fra en dansk mand …

3. Charli XCX følte ikke trang til at ændre på noget som helst

Da det blev annonceret, at Charli XCX for andet år i træk ville spille på Roskilde, lovede festivalen, at hun ville komme med “et liveshow, der er er større og vildere end nogensinde.”

Det ville da også have været den logiske følge efter et år, hvor Charli XCX høstede et hav af priser for sit album Brat (som jeg selv udnævnte til årets album), der lagde navn til det kulturelle fænomen Brat Summer og blandt andet førte til, at hun blev vært på et afsnit af Saturday Night Live.

Men Charli XCX har altid gået sine egne veje, så i stedet for at gøre det forventede og indtage Orange Scene med et kæmpe show med dansere og musikere valgte hun at holde fast i sit koncept med at være alene på scenen uden synlige instrumenter.

Om muligt var dette års koncert endnu mere minimalistisk end sidste års på Arena, hvor hun kun var med på grund af et afbud fra Kali Uchis. Ved den koncert var Caroline Polachek gæst på et enkelt nummer, men trods den større scene behøvede Charli XCX denne gang ikke hjælp fra nogen som helst.

Det samme var tilfældet, da hun optrådte på Glastonbury et par dage forinden, hvor hun undlod at gentage sin “Girl, So Confusing”-duet fra Coachella med Lorde på trods af, at sidstnævnte faktisk var til stede.

Så selv om Roskilde Festivals løfte om et “større og vildere” liveshow ikke holdt stik i traditionel forstand, føltes koncerten overraskende nok alligevel større og vildere end sidste års.

Den store forskel var Charli XCX selv, som i det mellemliggende år er vokset til en performer, der formår at holde en stor menneskemængde som den foran Orange Scene i sin hule hånd fra start til slut og få dem til at blive, selv om regnen vælter ned under den første halvdel af koncerten.

Det var brat at opleve.

4. En uventet albumkoncert

Apropos at holde sig til konceptet, så skulle en anden af mine mest imødesete koncerter vise sig at være et skole-eksempel på det, selv om det var ret uventet.

Da den amerikanske duo Magdalena Bay sidste år udgav albummet Imaginal Disk, blev det hurtigt en favorit, og jeg var derfor begejstret, da det viste sig, at deres første koncert i Danmark ville blive på Roskilde.

I forbindelsen med udgivelsen blev det nævnt, at det var et løst konceptalbum, men det skænkede jeg ikke den store tanke, selv om både musikvideoerne og klip fra deres liveoptrædener viste, at de havde gjort en del ud af kostumer og scenografi.

Så da koncerten på Arena gik i gang, tog det et par numre for mig at opfatte, at Magdalena Bay simpelthen havde tænkt sig at spille hele Imaginal Disk fra ende til anden og i samme rækkefølge som på albummet. Det betød, at de to største hits, “Image” og “Death & Romance”, allerede kom som sang nummer fire og fem, og at vi også fik de små musikalske mellemstykker, der normalt droppes til koncerter.

Heldigvis er der nok gode sange på Imaginal Disk til, at det ikke gav en skæv balance, og det hjalp, at Magdalena Bay havde omarrangeret musikken til liveudgaverne, så det ikke bare lød som om, de havde sat albummet på anlægget.

Personligt kunne jeg godt have tænkt mig at høre et par af deres ældre sange, men det blev kun en enkelt til allersidst, som ironisk nok var “The Beginning” fra debutalbummet Mercurial World.

Måske ændrer det sig, når de spiller i Store Vega i februar til næste år, men mit gæt er, at de til den tid stadig holder fast i konceptet med en albumkoncert.

5. Koreansk mad på Roskilde

Dette var min 28. Roskilde Festival, men det er først inden for de sidste to-tre år, at det har været muligt at købe koreansk mad på festivalen.

I år var udbuddet større end nogensinde, da Kopan havde en stand i Food Court, hvor de solgte hotteok, som er en slags sød, sprød pandekage. Oprindeligt er det en dessert, men på Roskilde havde Kopan også en bulkim-udgave på menuen, hvor fyldet var bulgogi og kimchi.

Den smagte så godt, at jeg endte med at købe den tre gange, og den eneste ulempe var, at den var svær at gå med, fordi den havde det med at dryppe.

Derudover var det muligt at købe en Korean Fried Chicken-burger i en af de andre boder, der også var god, men jeg aldrig nåede at prøve den bibimbap, som en tredje bod solgte.

Andre overraskelser

Mange var positivt overraskede over, hvor rocket koncerten med Olivia Rodrigo på Orange Scene var (se topbilledet), men jeg havde allerede set hende i Royal Arena sidste år, så det kom ikke bag på mig. Derfor vidste jeg også, at hun kunne være det store navn, der ville være i stand til at samle generationerne på festivalen, som flere havde efterlyst.

Beabadoobee var langt mere rocket live end forventet i forhold til den radiovenlige lyd på hendes album og leverede en perfekt tidlig aften-koncert på Orange Scene.

Ellers kommer man ikke udenom, at det var de danske navne, som tiltrak det største publikum på årets festival med Annika og Aphaca som de mest åbenlyse eksempler. Begge så jeg af samme grund på lang afstand, så mine danske højdepunkter var i stedet Soleima (også mere rocket end forventet) og Emma Sehested Høeg. Sidstnævnte gav en festlig eftermiddagskoncert på et fyldt Arena, hvor det farverige show fik dækket over, at jeg synes, hendes sange fungerer bedre live end hjemme i stuen.

Den bedste koncert, jeg ikke havde planlagt at se på forhånd, var Alice Longyu Gao fredag nat på Gloria, som jeg foretrak i stedet for Jamie XX. Det var kaotisk og hæsblæsende på den gode måde.

Jeg har talt mig frem til, at jeg fik set 24 koncerter på årets festival, men derudover blev det også til en del halve og kvarte koncerter. Anoushka Shankar og Rachel Chinouriri var eksempler på to koncerter, som jeg kun fik set de sidste 15-20 minutter af, hvor jeg ville ønske, at jeg havde været der fra start.

Til gengæld fik jeg set de første 10-15 minutter af Doechii på Orange Scene, og de var aldeles fremragende, men kraftig regn gjorde, at jeg valgte at søge i tørvejr på Arena, hvor Magdalena Bay skulle spille.

Den koncert, jeg ærgrer mig mest over at være gået glip af, er Allie X på Apollo, og her var Magdalena Bay igen en faktor. Jeg havde Allie Xs album Girl with No Face med på min top 10 sidste år, så min glæde var stor, da Roskilde Festival offentliggjorde hende til årets program. Derfor bandede jeg festivalens planlæggere langt væk, da spilleplanen viste, at begge var sat på til fredag aften klokken 19. Det betød også, at Apollo blev den eneste scene, jeg ikke fik besøgt i år.

Nine Inch Nails havde jeg forunderligt nok aldrig set live før, men de lavede en “Charli XCX” med en koncert, der var skåret helt ind til benet, hvor Trent Reznor og co. koncentrerede sig om at fyre den max af. Desværre valgte jeg at gå før tid, fordi jeg ville se Tyla, så jeg fik ikke hørt dem slutte af med “Hurt”. Det var en fejl.

Endelig blev det til alle gode gange tre med Lucy Dacus, forstået på den måde at hun var den eneste fra trioen Boygenius, jeg ikke havde set live for sig selv. Julien Baker så jeg give en ret mislykket koncert i 2019, hvor hun blev overdøvet af lyden fra naboscenen, mens Phoebe Bridgers var på Roskilde i 2022 (samme år som Julien Baker gav en meget bedre koncert i Lille Vega). Boygenius var jeg til koncert med i KB-Hallen i 2023, så det efterlod Lucy Dacus, som faktisk også skulle have spillet på Roskilde i 2019, men måtte aflyse sin europæiske turné på grund af sygdom.

På forhånd var jeg dog lidt skeptisk, fordi jeg ikke synes, hendes seneste album Forever Is A Feeling er helt på højde med hendes forrige. Det ændrede koncerten sådan set ikke på, selv om Lucy Dacus var charmerende og var så afslappet, at hun under et enkelt nummer gik rundt med en kop te i hånden.

Det, der reddede helhedsindtrykket, var afslutningen, der først bød på en coverversion af Bruce Springsteens Dancing in the Dark, inden hun satte punktum med Night Shift. Jeg ved, det er Lucy Dacus’ med afstand mest populære sang, men jeg må indrømme, at jeg aldrig helt havde forstået det, indtil jeg hørte hende spille den live.

Og sådan kan man med syv års forsinkelse få en ny favoritsang og endnu en Roskilde-overraskelse til samlingen.