Året der gik: Soundtracket til mit 2017

Ifølge Spotify lyttede jeg i 2017 til over 1500 forskellige sange fra over 400 forskellige kunstnere, og der var kun 39 sange, som jeg ikke hørte til ende. Det fortæller både, at jeg er en tålmodig lytter, men at jeg også er typen, som stadig hører et album fra ende til anden.

Her er de 10 udenlandske albums, der er mine favoritter fra 2017:

10. Austra: Future Politics
Spotify oplyser, at titelsangen fra canadiske Austras seneste album var det nummer, jeg lyttede mest til i år. Det er lidt overraskende for mig, men kan hænge sammen med, at albummet udkom tilbage i januar, og at jeg lyttede til det igen i efteråret efter at have været til koncert med bandet i DR Koncerthuset.

9. Arcade Fire: Everything Now
Mere fra Canada. Jeg har en teori om, at Everything Now havde fået en bedre modtagelse, hvis Arcade Fire havde udsendt det under et andet navn. Et mindre elektropop-mesterværk, selv om det ikke er på højde med bandets tre første albums.

8. Charlotte Gainsbourg: Rest
Charlotte Gainsbourg er datter af Serge Gainsbourg og Jane Birkin, og det faktum forsøger hun da heller ikke at løbe fra. Tværtimod, fristes man til at sige efter at have lyttet til hendes femte soloalbum. Og ja, sangen er fra 2017, selv om det ikke lyder sådan.

7. The xx: I See You
The xx tog fuldstændig fusen på mig i år. Jeg har tidligere fundet dem lidt kedelige og ensformige, men deres tredje album blev en tidlig favorit, da det udkom i januar, og deres koncert på Orange Scene på Roskilde Festival var årets bedste for mit vedkommende.

Roskilde Festival i fire afsnit

6. Lana Del Rey: Lust for Life
Selv om første halvdel af albummet indeholder alle singlerne, er det – lidt usædvanligt – faktisk anden halvdel, der er den stærkeste. Det krævede dog en del gennemlytninger, før jeg opdagede det.

5. LCD Soundsystem: American Dream
2017 var året, hvor jeg blev fan af LCD Soundsystem. Jeg kendte dem selvfølgelig i forvejen, men de havde aldrig sagt mig det store, så det kunne hverken ophidse mig, at de blev gendannet i 2016 efter fem års pause, eller at der kom et nyt album i 2017. Men så fik jeg hørt albummet og blev så begejstret, at jeg købte billet til den sidste af deres tre koncerter i Vega i september, og så var jeg solgt.

4. Wolf Alice: Visions of a Life
Nøgternt set er engelske Wolf Alice lidt af en musikalsk rodebutik. De er lyden af de sidste 30 års britisk indiepop og -rock og spænder fra aggressiv punk og støjrock til sødmefyldt pop. Når det alligevel hænger sammen, skyldes det, at Ellie Rowsells vokal og de gode melodier fungerer som den røde tråd. Wolf Alice er store i hjemlandet, men mere eller mindre ukendte i resten af verden, og når de kommer til Danmark den 19. januar, er det meget sigende i Lille Vega frem for Store, at de skal spille (og ja, jeg har selvfølgelig billet).

3. Slowdive: Slowdive
Det burde ikke kunne lade sig gøre, men efter 22 års albumpause udsendte Slowdive, hvad der i mine ører er deres hidtil bedste album. Miraklet bliver ikke mindre af, at de stadig lyder umiskendeligt som sig selv, samtidig med at de har formået at opdatere deres lyd og udtryk til nutiden. Og de var helt forrygende på Roskilde Festival i sommer.

2. St. Vincent: Masseduction

Alle gode gange tre for Annie Clark alias St. Vincent, som for tredje gang i træk har et album med i min personlige top 3. Jeg havde egentlig troet, at den mesterlige Masseduction ville ende på førstepladsen, men den blev overhalet indenom af hende her:

1. Lorde: Melodrama
Lordes andet album er et rendyrket popmesterværk fyldt med lutter stærke sange og en fabelagtig produktion. Det er det album, jeg har lyttet mest til i år, hvor det nærmest udgjorde soundtracket til min sommer. Pudsigt nok afspejler det sig ikke i min “årsopgørelse” fra Spotify, hvor Lorde end ikke er blandt mine top fem-kunstnere. Det skyldes, at jeg købte CD’en kort efter udgivelsen og lagde det ind på min telefon, så afspilningerne er primært foregået udenom Spotify, hvilket igen viser, at statistik ikke altid giver det sande billede.

Jeg oplevede Lorde live på Roskilde Festival, hvor et lidt for skrabet scene-setup og indspillede korvokaler gjorde, at hun kun i glimt fik overført magien fra albummet til scenen. Et af de magiske øjeblikke var Liability, som også findes i denne version fra Saturday Night Live.

Min top 5 i den danske afdeling:

1. Katinka: Vi er ikke kønne nok til at danse
2. Myrkur: Mareridt
3. The Minds of 99: Solkongen (del 1)
4. Lowly: Heba
5. Nelson Can: EP3

Katinka åbnede ballet tidligt i foråret med deres debutalbum, og intet formåede at fjerne dem fra førstepladsen, end ikke The Minds of 99. Men min yndlingssang var denne her:

Spotify har også afsløret, at Viel Grüsse aus Tirol med Hansi Hinterseer var blandt mine top 100-sange i 2017. Det er den kun fordi, jeg skulle bruge den i forbindelse med en musikquiz, og det er sandheden. Der er ingen anden forklaring, selv om jeg har haft mere end svært ved at overbevise folk om det …

Til gengæld står jeg gerne ved, at Belgiens bidrag til det europæiske Melodi Grand Prix er på min top 5, men da hun lyder lidt som Lorde, er det måske ikke så mærkeligt.