Roskilde Festival 2017 i fire afsnit

Det var egentlig planen, at dette indlæg skulle være offentliggjort først på ugen, men så blev jeg ramt af en gang post-Roskildesyge, som jeg stadig ikke er kommet mig helt over.

Ja, det regnede, men min 23. Roskilde Festival kunne have været meget værre, hvis DMIs varsel om skybrud havde holdt stik. Selv om der var mudder på store dele af festivalpladsen, var der også områder med græs, og minsandten om ikke solen vendte tilbage lørdag aften. Det blev til 15-16 koncerter, og tilbage står disse fem indtryk:

“You are way more fun than she was”
På forhånd var koncerten med The xx på Orange Scene torsdag aften en af dem, jeg havde set mest frem til, men jeg havde ikke lige regnet med, at den også ville blive den bedste. Deres seneste album, I See You, er blandt mine favoritter fra i år, så jeg var spændt på at opleve dem live, selv om de tidligere har været et band, jeg har haft det blandet med. Deres miks af indadvendt rock og minimalistisk elektronisk balancerer ofte mellem det pirrende og det stillestående, så man kunne frygte, at de ikke ville fungere på festivalens største scene.

Men The xx tog fusen på alt og alle ved at levere en koncert, hvor deres lyd havde fået tilført et skud vitaminer, og som bød en fantastisk kontakt til publikum. Bandets guitarist og ene forsanger, Romy Madley Croft, gik lige i hjertet på alle, da hun fortalte, at hun havde været på Roskilde som 16-årig, hvor hun oplevede at blive droppet af sin kæreste. “But everything happens for a reason, right? And now I’m here with you, and you are way more fun than she was,” sagde hun.

Det var så godt, at man næsten glemte, at det begyndte at øse ned under koncerten (og lagde kimen til min forkølelse).

Tid til revanche
På nogle punkter føltes årets musikprogram næsten som en gentagelse af Roskilde Festival 2014, hvor man også kunne opleve Warpaint, Slowdive, Future Islands, Trentemøller, Icona Pop, Cashmere Cat, Karl William og Moderat. Men 2014 var også et år, hvor flere af de koncerter, jeg havde glædet mig mest til, endte som skuffende oplevelser på grund af dårlig lyd. Det gik især ud over Warpaint og Slowdive, men jeg skal love for, at begge fik taget revanche i år.

Det siger sig selv, at god lyd er alfa og omega for en koncert, men det er alligevel forunderligt rent faktisk at opleve, hvad det gør af forskel. Slowdive gik glasklart igennem, så man denne gang kunne høre Neil Halstead og Rachel Goswells vokaler hen over de støjende guitarer. En anden forandring i forhold til koncerten for tre år siden var, at de havde et nyt album med i bagagen. Normalt tager man sig i at sukke, når et gendannet band vil spille nye sange, men i Slowdives tilfælde er det kun en fordel, fordi deres comebackalbum fra i år, Slowdive (deres første siden 1995), er noget nær det bedste, de har udgivet. Og så skinnede solen, da vi kom ud fra teltet!

Dem, der kender mig, vil vide, at jeg har et ømt punkt, når det gælder Warpaint. Det er et band, jeg har set i udlandet to gange (Reading Festival i 2011 og Berlin i 2016), så jeg vidste godt, at de kunne gøre det bedre end sidst, de var på Roskilde. Lige som med The xx har Warpaint et helt andet udtryk, når de spiller live, hvor man især bemærker, hvor meget bassisten Jenny Lee Lindberg og trommeslageren Stella Mozgawa bidrager med. Det var fedt endelig at se dem levere en koncentreret og stramt styret koncert på dansk jord.

“Leggdu mig i salt”
Noget af det bedste ved Roskilde Festival er at opdage nye navne. For et par måneder siden havde jeg f.eks. aldrig hørt om det islandske band Mammút, men så fik jeg dem anbefalet af min ven og gamle skolekammerat Kenneth, som var meget begejstret over, at de skulle spille på Roskilde i år. Jeg lyttede til et par af deres sange og fik dem hurtigt på hjernen, så der blev sat et stort kryds ud for dem i spilleplanen, selv om deres koncert på Pavilion overlappede med både Father John Misty og Trentemøller.

Jeg kom heldigvis ikke til at fortryde mit valg. Mammút synger både på islandsk og engelsk, men i de tilfælde, hvor deres sange eksisterer i begge versioner, foretrækker jeg den islandske. På Roskilde havde jeg forventet, at de kun ville synge på engelsk, fordi de er ved at gøre karriere i udlandet, men til min (og Kenneths) store glæde foregik en del af koncerten på islandsk – deriblandt to af mine favoritsange med bandet, Salt og Blodberg.

En del af koncerten kan ses på Red Bull TV (inklusiv interviews med bandet)

Blæret sceneshow
Beyoncé og hendes lillesøster Solange havde et fantastisk 2016, hvor deres albums var med på flere top 10-lister over årets bedste udgivelser. Jeg skal dog indrømme, at jeg fandt Solanges A Seat at the Table lidt halvkedelig, i hvert fald i sammenligning med Beyoncés Lemonade, men til gengæld skal der ikke herske tvivl om, at hendes sceneshow på Roskilde var til seks stjerner.

Alle på scenen var klædt i rødt, og hele koncerten var koreograferet fra start til slut – ikke med MTV-agtige danse, men mere i stil med moderne dans og performancekunst. Jeg har set noget lignende til koncerter med St. Vincent og PJ Harvey på Roskilde (faktisk også på Arena), og jeg ved, der er delte meninger om det, fordi nogen savner det impulsive i livesituationen, men tricket er netop at skabe rum nok til, at de optrædende kan give los uden at spolere den kunstneriske ramme. Det formåede Solange, selv om koncerten var plaget af for lav lyd, hvilket bestemt ikke gjorde hendes i forvejen afdæmpede sange en tjeneste. The xx’s lydfolk ville have gjort underværker i dette tilfælde, men jeg vil sent glemme sceneshowet.