Mere nyt om Vampyros Lesbos
“Hvordan går det med din novellesamling?” er jeg blevet spurgt, underforstået “Hvordan går det med salget?”
Jeg har indtil videre svaret, at der nok først for alvor sker noget, når Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos får en lektørudtalelse, og bibliotekerne begynder at købe bogen. Og nu er den her så, lektørudtalelsen, og den er heldigvis god.
Novellerne kaldes for “skarpe og særdeles spændende,” og lektøren skriver desuden, at “horrorgenrens virkemidler bruges i nye sammenhænge og konstellationer.” Jeg får desuden ros for at være god til at få en novelle til at udfolde sig. “Man fanges lynhurtigt ind og kender fortællingens personer med det samme.” Når jeg ikke bringer hele lektørudtalelsen, skyldes det, at det kun er tilladt at citere 10 procent af teksten.
Men det er ikke det eneste nye om Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Jeg er også blevet interviewet af Dagbladet Roskilde om bogen. Som det måske er de fleste bekendt, er jeg ansat på selvsamme avis som redaktionsleder, så jeg er blevet interviewet af en kollega på den redaktion, hvor jeg sidder, til den udgivelse, jeg er med til at lave. Det er altid en lidt mærkelig situation, og det eneste, jeg ellers vil sige, er, at artiklen ikke var min idé, men mine kollegers (på den anden side protesterede jeg heller ikke).
Læs et uddrag af interviewet her: Lokal journalist udgiver horrornoveller
Til sidst har jeg ved et tilfælde opdaget en spritny anmeldelse af Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Det er bogbloggen Readers Wall, som giver bogen tre ud af fem stjerner. Anmelderens væsentligste anke er, at hun synes, nogle af novellerne er for sære, og at for få af dem er rigtig uhyggelige. Men hun skriver også:
“Når det så er sagt, må jeg også erkende, at jeg er ret imponeret over, at forfatteren har formået at finde på så mange originale temaer og elementer. Hans noveller handler om alt lige fra fatale sexlege til dræbende fortove, og selvom det er sært og mærkeligt, er det også fedt at læse horror, der ikke er forudsigeligt. På bagsiden af bogen står der, at novellerne handler om, hvad der sker, når illusionen om den trygge hverdag brister og virkeligheden viser sig at være mere ond og mærkelig end man troede, og det er lige præcis, hvad man kan forvente at opleve i denne samling.”
Derudover glæder det mig, at hun bedst kan lide to af de nye noveller, titelnovellen og Lauras forudsigelige skæbne.
Hvis nogen skulle have fået lyst til at anskaffe sig min novellesamling, så kan de købe den ved at bruge nedenstående link: