Filmåret 2016: Top 10
61. Så mange gange var jeg i biografen i 2016, og her er de 10 film, der gjorde størst indtryk på mig.
10. Disorder (Alice Winocour)
Jeg har tidligere givet udtryk for, hvor skuffet jeg var over Jason Bourne. I stedet blev det lidt overraskende en ung kvindelig, fransk instruktør, som leverede det bedste bud på en moderne, intelligent actionfilm.
Belgiske Matthias Schoenaerts demonstrerer ligesom i Smagen af rust og ben, at ingen er bedre end ham til at portrættere fåmælte muskelbundter, der er som ulmende vulkaner. Her spiller han en PTSD-ramt eks-soldat, der får arbejde som bodyguard for en rig forretningsmands kone (Diane Kruger) og barn og pludselig begynder at se trusler overalt.
Som sin hovedperson gør Disorder umiddelbart ikke det store væsen af sig, men under overfladen gemmer sig en 80’er actionfilm af den slags, man lejede på VHS på den lokale tankstation – bare tilført bedre skuespil og lidt fransk elegance.
9. Bone Tomahawk (S. Craig Zahler) / 8. Hell or High Water (David Mackenzie)
Jeg indledte biografåret 2016 med en western (The Hateful Eight) og sluttede det pudsigt nok af med en anden western (Hell or High Water). Ingen af dem kan dog siges at være westerns i traditionel forstand. Quentin Tarantinos The Hateful Eight var mere et gæt-hvem-der-er-morderen-kammerspil (hvilket Ennio Morricones Oscarbelønnede musik også signalerede) og bød ligesom Alejandro González Iñárritus hævnwestern The Revenant på uforglemmelige scener, der gjorde sig godt på det store lærred. Et gensyn på fladskærms-tv’et derhjemme afslørede dog, at begge film sagtens kunne have været 20-30 minutter kortere, og at der var for meget fyld mellem højdepunkterne.
En af hovedrolleindehaverne fra The Hateful Eight, Kurt Russell (og hans overskæg), kunne også ses i en anden western, Bone Tomahawk, der var en anderledes stramt fortalt, men ikke mindre grum sag. Leonardo DiCaprio vandt en længe ventet Oscar for sin kvæstede pelsjæger i The Revenant (i mine øjne havde han mere fortjent den for sin vilde præstation i The Wolf of Wall Street), men Patrick Wilson har en mindst lige så smertefuld rolle i Bone Tomahawk, hvor han kæmper sig gennem det ubarmhjertige landskab med et brækket skinneben i et forsøg på at redde sin kone fra en gruppe kannibaler. Det er ikke en film, der tegner et behageligt billede af livet i det vilde vesten, og som The Hateful Eight og The Revenant er den yderst blodig, men modsat de to andre har den også en vidunderlig skæv form for humor, som gør den til sin helt egen.
Den skæve humor går igen i Hell or High Water, der på alle punkter ligner en traditionel western, bortset fra at den foregår i nutiden. Lige som Kurt Russell virker Jeff Bridges til at have fundet sig til rette i westerngenren (se også Coen-brødrenes True Grit), mens Chris Pine langt om længe leverer noget, der minder om en ægte skuespilpræstation. Til at begynde med fandt jeg det næsten distraherende, hvor meget Hell or High Water følger westernskabelonen, men i takt med at filmen finder sin egen tone, får den samtidig tegnet et interessant portræt af en del af USA, der er blevet kørt agterud af udviklingen, og hvor folk inderst inde på godt og ondt stadig tænker som cowboys.
7. Rogue One: A Star Wars Story (Gareth Edwards)
Det seneste kapitel i Star Wars-universet har jeg allerede skrevet om i dette indlæg: Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad. Og ja, jeg kunne godt lide filmen, i hvert fald nok til at den har fået plads på min top 10-liste. Den var også blandt de tre film, jeg så mere end en gang i biografen i 2016. De to andre var Jason Bourne (som jeg så igen mest for at være sikker på, at den virkelig ikke var bedre) og den film, som er min nummer et på listen.
6. A Monster Calls (J. A. Bayona) / 5. The Girl With All the Gifts (Colm McCarthy) / 4. Room (Lenny Abrahamson)
Tre stærke film, som tilfældigvis alle har børn i hovedrollerne. Se dette indlæg for mine tanker om dem: Filmåret 2016: Med børn, men uegnet for børn
3. Arrival (Denis Villeneuve)
Ted Chiangs novelle Story of Your Life er et mesterværk, og jeg nærede store forhåbninger til Denis Villeneuves filmatisering, da jeg skrev om den tilbage i august. Mest af alt var jeg dog spændt på at se, om fortællingens hjerteskærende tvist var bevaret, eller om man havde valgt en mere Hollywoodagtig slutning. Heldigvis er filmen tro mod sit udgangspunkt, og efter alt at dømme har den fejet benene væk under alle dem, som ikke havde læst novellen på forhånd.
Selv befandt jeg mig i den lidt pudsige situation, at jeg måske synes, at jeg lige som Amy Adams’ sprogforsker pludselig vidste for meget om, hvad der ville ske, til at filmens slutning havde helt den samme virkning på mig. Hvem ved? Måske ville det have givet Arrival førstepladsen på min top 10-liste, men det er ikke til at ændre nu, og jeg vil til enhver tid foretrække en verden, hvor jeg har læst Ted Chiang på forhånd. Arrivals succes har heldigvis gjort, at andre har fået øjnene op for Ted Chiangs forfatterskab, og for det alene fortjener filmen alle de priser, den kan hive hjem.
Læs også:
The New Yorker: Ted Chiang’s Soulful Science Fiction
The Guardian: Ted Chiang, the science fiction genius behind Arrival
GQ: How an Unfilmable Story Turned Into the Year’s Best Sci-Fi Movie
The Verge: How the short story that inspired Arrival helps us interpret the film’s major twist
2. Raw (Julie Ducournau)
Det kunne lige så godt have været Nicolas Winding Refns The Neon Demon, der havde stået her, men nogle gange er det de små forskelle, der afgør, om en film går hjem hos mig eller ej. Når jeg nævner The Neon Demon, er det fordi, den har mange lighedspunkter med Raw. Begge film handler om en ung pige, som forlader barndommens trygge rammer og træder ind i en voksen og skræmmende verden (modebranchen i The Neon Demon, en dyrlægeskole i Raw), hvor hun lærer nye sider af sig selv at kende. Begge film er desuden lavet af visuelt begavede instruktører og indeholder scener med kannibalisme.
Men hvor Julie Ducournau formår at få det hele til at gå op i en højere enhed i Raw, kører The Neon Demon efter min mening af sporet, netop som den beslutter sig for at blive den horrorfilm, den hele tiden har lokket med at være. Refns film fungerede, så længe den lod mig gætte, hvad der var hemmeligheden bag Elle Fannings teenagemodel. Var hun en alien (a la Mads Mikkelsens viking i Valhalla Rising), var hun en heks eller en anden form for overnaturlig skabning, der skjulte sig bag sin ungdom? Svaret var skuffende nok, at hun bare var en naiv, ung pige, der lod sig forblænde af en kold og brutal branche, som til sidst åd og spyttede hende ud – bogstavelig talt. Det var en pointe, man kunne have sagt sig selv på forhånd.
Læs her hvorfor jeg er så begejstret for Raw: CPH Pix 2016 del 2: Rå og blodig
Og nu til nummer et:
1. Zootropolis (Byron Howard & Rich Moore)
Nej, jeg havde heller ikke forestillet mig, at en Disney-tegnefilm med talende dyr skulle ende med at være min favoritfilm fra 2016. Men Zootropolis ramte på forunderlig vis direkte ned i tidsånden med sin beretning om sameksistens, fordomme og tolerance, samtidig med at den også var en glimrende krimifortælling og buddy cop-komedie – med en kanin og en ræv i hovedrollerne! En sjælden intelligent film, der både fungerer for børn og voksne.
Jeg har set Zootropolis optræde på andre “Årets bedste film”-lister, men lige så mange lader til at overse den, fordi den er en animationsfilm. Måske var det derfor, jeg blev så begejstret, da jeg fik øje på disse to på Comic Con Copenhagen.
Top 11-20 (alfabetisk): 10 Cloverfield Lane, Brooklyn, Carol, Deadpool, Green Room, The Lobster, The Nice Guys, Spotlight, Train to Busan og The Witch.
Årets værste: Allegiant – tredje del i Divergent-serien fik hård konkurrence af Now You See Me 2, men det er trods alt lidt af en bedrift at være så dårlig, at filmselskabet opgiver at vise fjerde og sidste del (Ascendant) i biograferne og i stedet lader den få premiere som tv-film.