Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad

Advarsel! Dette indlæg er fyldt med spoilere omkring den nye Star Wars-film Rogue One, så læs det kun, hvis du allerede har set filmen. Du kan selvfølgelig også læse det, hvis du er totalt ligeglad med Star Wars og ikke har tænkt dig at se filmen, men …

I min gennemgang af filmåret 2016 føles det logisk at fortsætte med Rogue One: A Star Wars Story, fordi den er et godt eksempel på mange af mine pointer fra mit forrige indlæg: Filmåret 2016: Summer of Our Discontent.

Her skrev jeg blandt andet, at meget af nutidens filmkritik desværre har antaget en karakter, hvor det udelukkende handler om at pille en film fra hinanden i en søgen efter fejl, plothuller og ulogiske elementer i handlingen. Det gør Rogue One til et specielt tilfælde, for her er der tale om noget så usædvanligt som en film, der rent faktisk bruger et plothul fra en anden film som en vigtig del af sin handling.

I årevis har fans af Star Wars: Episode IV – A New Hope påpeget, at det virkede ulogisk, at der ikke skulle mere end et enkelt velplaceret skud fra en X-wing fighter til at destruere et højteknologisk vidunder som Dødsstjernen. Rogue One “lapper” så at sige dette ganske berømte plothul ved at forklare, at den tilsyneladende fatale byggefejl var bevidst lavet af konstruktøren af Dødsstjernen, Galen Erso (Mads Mikkelsen), som ikke ønskede at give imperiet et så mægtigt våben.

Det er ganske smart tænkt af manuskriptforfatterne, for alle Star Wars-kendere vil nikke indforstået, når de hører forklaringen i Rogue One, mens den for resten bare vil være en del af historien. Og sådan blev et ulogisk plotelement gjort logisk med 39 års forsinkelse, selv om det ikke ligefrem frifinder George Lucas.

Star Wars: Episode 3.9

Rogue One adskiller sig fra de øvrige Star Wars-film ved, at den ikke er en officiel del af serien, men er tænkt som et enkeltstående indslag. Kronologisk set udspiller den sig mellem episode tre og fire, og hele dens handling kan faktisk læses i åbningsrulleteksten til A New Hope:

“It is a period of civil war. Rebel spaceships, striking from a hidden base, have won their first victory against the evil Galactic Empire.

During the battle, Rebel spies managed to steal secret plans to the Empire’s ultimate weapon, the DEATH STAR, an armored space station with enough power to destroy an entire planet.

Pursued by the Empire’s sinister agents, Princess Leia races home aboard her starship, custodian of the stolen plans that can save her people and restore freedom to the galaxy….”

Hvis man nogensinde har undret sig over, hvem disse spioner var, og hvordan de fik overdraget tegningerne af Dødsstjernen til prinsesse Leia, så leverer Rogue One svaret. Endda i sådan en grad at filmen bogstavelig talt slutter, hvor A New Hope begynder. Men det er ikke kun i kronologisk forstand, at Rogue One lægger sig mellem episode tre og fire, det gør den også rent tonemæssigt. Der er masser af henvisninger til A New Hope, som den af åbenlyse årsager lægger sig tæt op ad, men modsat The Force Awakens føles det ikke som om, at den bare har planket handlingen derfra.

Det skyldes, at Rogue One i sin kerne mere er en krigsfilm af den type, hvor en lille gruppe soldater trænger ind bag fjendens linier for at gennemføre en vigtig mission. Lige på det område er Rogue One ikke synderlig original, for den følger mere eller mindre skabelonen for den slags film (The Dirty Dozen, Ørneborgen, Saving Private Ryan m.fl.), helt ned til at gruppens medlemmer dør én efter én i det afsluttende slag. Det gør Rogue One til den mest dystre film i serien siden Revenge of the Sith, ikke mindst fordi ingen i gruppen ender med at overleve, end ikke droiden (Star Wars-universets svar på en hund). Så hvis ikke titlen allerede var taget, kunne Rogue One lige så godt have heddet Suicide Squad.

“I have a bad feeling about this”

Apropos Suicide Squad, så begyndte der inden premieren på den film at dukke historier op i pressen om en problematisk produktionsfase med omskrivninger af manuskriptet, indspilning af nye scener og konkurrerende hold klippere, der lavede hver deres version. Da lignende historier kom frem om Rogue One, gav det nervøse trækninger hos mange fans, for Suicide Squad blev en rodet omgang, der tydeligvis bar præg af den megen uro.

The Hollywood Reporter: ‘Rogue One’ Drama: Writer Tony Gilroy Taking on More Duties

A Good Star Wars Blog: Is ‘Rogue One’ in the Same Boat as ‘Suicide Squad’?

Omvendt er det ikke usædvanligt, at filmselskaberne justerer løbende på deres store satsninger for at sikre, at resultatet bliver så godt som muligt (hvilket ikke er en garanti for, at det lykkes), og modsat Suicide Squad ser det med Rogue One ud til at have betalt sig. Efter en lidt vaklende indledning finder den snart sin egen stil og gør et hæderligt forsøg på at nuancere oprørskampen, så man også får et indtryk af omkostningerne. Den afsluttende tredjedel er decideret medrivende, og slutningen lægger som nævnt på smukkeste vis op til A New Hope, ligesom Revenge of the Sith faktisk også gjorde.

Normalt er det svært at få at vide, hvad der er blevet ændret undervejs, men i Rogue Ones tilfælde er det faktisk muligt, for i tråd med en af tidens tendenser blev der løbende udsendt flere trailere. I gamle dage kunne en film nøjes med en enkelt trailer, men i dag kommer der først en teaser og siden to-tre “officielle” trailere for at tilfredsstille fansenes nysgerrighed og holde interessen i kog.

Den første teaser for Rogue One kom i april, og det bemærkelsesværdige er, at stort set ingen af scenerne fra den er med i den endelige udgave af filmen.

Til sammenligning giver denne trailer fra oktober et mere retvisende billede af den film, der fik premiere den 14. december.

Vanen tro blev traileren “skilt ad” og analyseret, hvor der blandt andet blev spekuleret i, hvad de rapporterede ændringer har betydet for filmen.

The Hollywood Reporter: ‘Rogue One’: Why the New Trailer Looks Like It’s for a Different Movie Than Before

Det kunne selvfølgelig være interessant at finde ud af, hvordan den første version af Rogue One var, men vi får det nok aldrig at se. Selv om der er tradition for Special Editions af Star Wars-film, skal vi næppe forvente, at der bliver udsendt en radikal anderledes Director’s Cut-udgave af Rogue One. Det vil i hvert fald ligne Lucasfilm og Disney dårligt.

Andre observationer

Bad Robot: Jeg er vild med Rogue Ones droid K-2SO, som med sine vrantne og brutalt ærlige kommentarer bringer mindelser om dronerne i Iain M. Banks Culture-univers.

Mere kulør: Det er værd at bemærke, at der ikke er en eneste hvid mand i Rogue Ones gruppe af helte. I stedet består den af en kvinde, en mexicaner, en englænder med pakistansk baggrund og to kinesere. Godt nok dør de alle sammen, men det er da et skridt i den rigtige retning i det ellers temmelig hvide Star Wars-univers.

Dårlig PR: Mads Mikkelsen har en større rolle i Rogue One, end man umiddelbart skulle tro. Til gengæld vil jeg fraråde Dansk Byggeri at bruge ham som kampagnefigur …

Lucky bastards: En af filmens in-jokes er, at heltinden Jyn Erso har et sammenstød med to skumle personager i den hellige by på Jedha. Det er det samme par, som Luke Skywalker kommer i karambolage med i cantina-scenen i A New Hope, hvilket må betyde, at de er sluppet væk fra Jedha, inden byen blev udslettet af Dødsstjernen.

2D eller 3D: Jeg så filmen på premieredagen i 3D uden at få det store ud af det, da den tydeligvis er filmet i 2D. Faktisk gik jeg glip af nogle detaljer på grund af 3D-effekten, hvilket jeg opdagede, da jeg et par dage senere så filmen i 2D. Så spar pengene og se 2D-versionen.

 

 

 

Udgivet i Film og musik Etiket: , , ,
0 kommentarer til “Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad
1 Pings/Trackbacks til "Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad"
  1. […] Edwards) Det seneste kapitel i Star Wars-universet har jeg allerede skrevet om i dette indlæg: Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad. Og ja, jeg kunne godt lide filmen, i hvert fald nok til at den har fået plads på min top […]