Om helheste og mænd
Så blev det alligevel jul! I dag ankom en pakke med mine eksemplarer af den nye horrorantologi Hvis jeg overlever natten – Fortællinger fra mørket, der indeholder min novelle Hvor hesten ligger begravet. Bogen er den første udgivelse fra det nye forlag Enter Darkness, der også har udskrevet en konkurrence om en splatter-kortroman og har indkaldt til en ny omgang Fortællinger fra mørket.
Udover mit eget bidrag har Hvis jeg overlever natten noveller af Morten Carlsen, Kasper Grandetoft, Flemming Johansen, Savanna Lind, A. Silvesti og Susanne Thrane.
Hvor hesten ligger begravet er inspireret af myten om helhesten, men med en nutidig vinkel. Inden jeg gik i gang, havde jeg en forestilling om, at helhesten var et sagnvæsen fra oldtiden, men det viser sig interessant nok, at den er fra kristen tid og i høj grad er forbundet med opførelsen af kirker og kirkegårde.
Fun Fact 1: For nylig gik det op for mig, at de fleste af mine horrornoveller handler om mænd, som opdager, at de ikke har nær så meget styr på tingene, som de bildte sig ind. Hvor hesten ligger begravet gør brug af samme tema, så jeg ved ikke rigtig, hvad det siger om mig? Andre eksempler: Langt ude i skoven, Blomstervanding, Donation, La petite mort og Spøgelseshistorier.
Fun fact 2: I Hvor hesten ligger begravet refereres der til to film, John Wick og Gone Girl. Det var ikke planlagt, men tilfældet ville, at de begge passede til historien. Det er ikke engang fordi, jeg er specielt stor fan af nogle af filmene. Jeg synes, de er OK underholdning og godt lavet, men de er ikke i nærheden af en personlig top 10-liste.
Jeg valgte John Wick, fordi jeg skulle bruge en actionfilm, som parret i novellen kunne have som “deres” film, og derefter skulle jeg vælge en anden film, der var blevet vist herhjemme i samme periode og opdagede, at Gone Girl (Kvinden der forsvandt) også havde haft premiere den 23. oktober 2014. Det var først bagefter, det slog mig, at Gone Girl også er et godt match til Hvor hesten ligger begravet, selv om de fleste nok vil tro, at det var et bevidst valg fra min side fra start.
PS Ja, overskriften er en reference til den fremragende islandske film Om heste og mænd.