CPH Pix 2016 del 2: Rå og blodig

raw1

Efter at jeg havde lagt ud med seks koreanske film på årets CPH Pix, fik jeg kun set yderligere tre film. Det var der flere årsager til. Først og fremmest gik jeg glip af det meste af en uge på CPH Pix på grund af min tur til Berlin og Barcelona (mere om det i mit næste indlæg), og dernæst kom træthed efter rejsen, en filmquiz og vintervejret på tværs. Til gengæld var to af mine favoritfilm fra dette års festival at finde blandt de tre, jeg trods alt fik set efter den indledende koreanske minimaraton.

Raw

Det mest negative, jeg kan sige om Julie Ducournaus imponerende debutfilm Raw, er, at man ikke bør se den, inden man skal spise.

Forud var gået historier om folk, der besvimede ved visninger af filmen i Toronto, og ja, den indeholder nogle pænt ekstreme scener, hvoraf mindst én er decideret kvalmefremkaldende. Men først og fremmest er fransk-belgiske Raw et klasseeksempel på, hvordan horrorgenren kan bruges til at skildre de forandringer og den udvikling, som unge mennesker gennemgår både fysisk og mentalt, når de skal tage springet fra barn til voksen (se også Carrie og Ginger Snaps).

Filmen følger den unge Justine (Garance Marillier), som netop er startet på dyrlægestudiet, hvor hun har det svært med de ydmygende indvielsesritualer, som de ældre studerende udsætter de nye for. Et af dem går ud på at spise rå kaninlever, og som livslang vegetar forsøger Justine at undslippe, men møder ikke megen forståelse, heller ikke fra sin storesøster (Ella Rumpf) som også går på skolen.

Netop som man tror, at Raw er en socialrealistisk skildring af en ung pige, som for første gang skal prøve at stå på egne ben og har svært ved at falde til i sine nye omgivelser, ændrer den retning. Episoden med den rå kaninlever sætter gang i en forandring hos Justine, som pludselig får smag for kød, og så er vi på vej over i noget bodyhorror, lige indtil vi kommer til scenen, hvor begrebet fingermad bliver taget lidt for bogstaveligt, og kannibalisme bliver et tema …

Raw endte med at være den af de ni film på CPH Pix, der gjorde størst indtryk på mig. Hver gang jeg troede, jeg vidste, hvor jeg havde den, skiftede den karakter, men formåede at gøre det uden at sætte troværdigheden over styr. Ikke alt er perfekt. Enkelte scener fører ikke rigtig nogle vegne, og der er sikkert dem, som vil mene, at filmens afsluttende tvist er lidt for meget. Personlig synes jeg dog, den giver god mening og underbygges af handlingen hele vejen igennem.

Og apropos kannibaler …

Bone Tomahawk

The Searchers med kannibaler eller en westernudgave af The Hills Have Eyes er den nemme måde at beskrive S. Craig Zahlers Bone Tomahawk på. Der er dog snarere tale om en western i stil med Jim Jarmuschs Dead Man eller Coen-brødrenes True Grit, hvor scener afviklet i et roligt, nærmest adstadigt tempo krydret med deadpan humor og skæve replikker afløses af pludselig opstået vold.

Bone Tomahawks ry som værende ekstrem brutal og blodig er primært baseret på en enkelt scene, der, indrømmet, bestemt ikke er for sarte sjæle. Ellers er det mest ubehagelige ved filmen faktisk at følge Patrick Wilsons forsøg på at humpe sig gennem landskabet på et brækket skinneben, fordi han vil redde sin hustru (Lili Simmons fra Banshee), der er blevet kidnappet af de førnævnte kannibaler. Med på redningsmissionen er også Kurt Russell, Richard Jenkins og Matthew Fox, så af en kannibalwestern at være må Bone Tomahawk siges at have en overraskende stjernebesat rollebesætning.

I det hele taget er det en dejligt uforudsigelig film, hvor det på forhånd er umuligt at gætte, hvem der vil overleve, eller om der overhovedet er nogen, som vil gøre det.

Nina Forever

Blodige scener er heller ikke en mangelvare i den britiske Nina Forever, men her er tonen noget mere let. Reelt set er der tale om en kulsort samlivskomedie, hvor en død ekskæreste bogstavelig talt kommer i vejen for et nyt forhold.

Holly bliver lun på kollegaen Rob efter at have hørt, han forsøgte at begå selvmord i sorg over kæresten Ninas død i en bilulykke. De indleder et forhold, men hver gang de har sex, dukker Nina op i sengen i en temmelig blodig udgave. Nina Forever handler på sin vis om bearbejdning af sorg, og hvordan man kan forsøge at komme videre, og den del af filmen fungerer overraskende godt, hvis man ellers kan se bort fra al blodet.

Den når dog ikke helt i mål, og ironisk nok er det instruktørernes baggrund som klippere, der ender med at spænde lidt ben for dem. I hvert fald fandt jeg, at filmen til tider var klippet på en lidt for selvbevidst måde, der snarere virkede distraherende end fascinerende. Ellers er Nina Forever bestemt et kig værd, selv om den nok var havnet længere nede på listen, hvis jeg havde nået at se flere film.

Min top 5 fra CPH Pix 2016:
1. Raw (Julie Ducournau, Frankrig/Belgien)
2. Bone Tomahawk (S. Craig Zahler, USA)
3. Train to Busan (Yeon Sang-ho, Sydkorea)
4. The Wailing (Na Hong-jin, Sydkorea)
5. Nina Forever (Ben & Chris Blaine, England)

Udgivet i Film og musik, Horror Etiket: , , ,