CPH Pix 2016 del 1: De koreanske

Fire dage inde i CPH Pix 2016 og jeg har fået set seks film, og tilfældet vil, at de alle har været koreanske. Her følger mine tanker om dem, inden jeg kaster mig over film fra andre lande. Der er en enkelt koreansk film til på programmet, Communication & Lies, men den når jeg ikke at få set.

Train to Busan

Yeon Sang-hos barske animationsfilm The Fake var min favorit blandt de film, jeg så på CPH Pix 2014. Det var hans anden film efter debuten King of Pigs, der ligeledes var animeret, så jeg var spændt på at se, hvad det næste ville blive fra hans hånd. Stor var min overraskelse, da det viste sig ikke at være endnu en animeret film til det smalle publikum, men derimod Koreas første fuldblods zombiefilm designet til masserne.

Og hvad kan Yeon Sang-ho så bidrage med til en i forvejen godt overfyldt genre? Ikke så forfærdelig meget når det kommer til originalitet, andet end at det er nyt at se koreanske zombier. Train to Busan skal desuden have ros for at få vredet det maksimale ud af sin idé – zombier på speed, der går amok i et højhastighedstog – og så skader det bestemt ikke, at filmen har et persongalleri, man gider at interessere sig for. For at blive i togterminologien er Train to Busan en særdeles velproduceret maskine, der holder sig på sporet helt frem til slutningen, hvor den til gengæld bliver rigtig koreansk på den dårlige måde med fuld tryk på tårekanalerne, tilsat svulmende strygere på lydsporet og de nærmest obligatoriske flashback-scener.

Samfundskritikken, man fandt i The Fake, træder her i baggrunden til fordel for underholdningsværdien og effekterne, selv om man med lidt god vilje kan øjne den hist og her. Train to Busan beviser, om ikke andet, at Yeon Sang-ho også kan instruere andet end animationsfilm og forstår, hvad der skal til for at lave en vaskeægte blockbuster. P.t. er filmen 2016s største biografhit i Korea, og den skulle være købt til dansk biografdistribution, så det siger lidt om dens publikumsappel.

Seoul Station

Yeon Sang-ho overraskede som nævnt ved, at hans tredje film ikke var en animationsfilm, men det er hans fjerde så til gengæld, for det viste sig, at han ved siden af Train to Busan også fandt tid til at instruere animationsfilmen Seoul Station. Den fungerer som en slags forhistorie til Train to Busan og havde premiere i Korea en måned efter.

I Seoul Station finder man noget af den samfundskritik, jeg tog mig i at savne i Train to Busan. Filmen følger en række personer på samfundets bund – primært hjemløse – som er nogle af de første, der bliver zombiernes ofre, men ikke bliver taget alvorligt, da de forsøger at gøre omverdenen opmærksom på, hvad der sker.

Seoul Station mister dog noget af sit bid i sin anden halvdel, hvor den går i ren actionmode, og lider desuden under, at den bæres på skuldrene af en anden film – lidt ligesom når Fear the Walking Dead holdes op imod The Walking Dead.

The Wailing

Na Hong-jin er en anden koreansk instruktør, der med held har foretaget et overraskende genreskifte. Hans to første film, The Chaser og Yellow Sea, slog hans navn fast som en lovende thriller-instruktør, men med The Wailing kaster han sig over den overnaturlige horror ved at smide onde ånder og besatte mennesker ind i mikset.

Hvor The Chaser var en stram, nervepirrende sag, led Yellow Sea under at være alt for lang, og det er også den væsentligste anke, man kan have mod The Wailing, der varer over to-en-halv time, men kunne have haft gavn af at være 15-20 minutter kortere. I den første time er der lidt for mange scener, hvor hovedpersonen – en godmodig betjent i provinsen – klovner rundt, mens han forsøger at finde hoved og hale i, hvorfor der pludselig begynder at ske flere grusomme mord i området.

Men fra det øjeblik, hvor hovedpersonens datter bliver besat og ændrer karakter, finder The Wailing sit rette gear, og den sidste halvanden time er noget nær en tour-de-force, hvor nerverne er på højkant. Rent teknisk viser The Wailing, hvor højt niveauet er i koreansk film, når de bedste kræfter er samlet, men Na Hong-jin må godt være lidt mere kritisk i klipperummet næste gang.

Veteran

Hvis der er noget, som koreanerne laver meget af, så er det actionthrillere, og kongen af genren må siges at være Ryu Seung-wan, hvis Veteran var den mest sete film i Korea i 2015 og den tredjebedst sælgende nogensinde (kun overgået af The Admiral: Roaring Currents – der blev vist på CPH Pix 2015 – og Ode to My Father). Umiddelbart er det dog svært at se, hvad der skulle adskille den fra andre i samme genre, andet end at den er vellavet og underholdende, hvilket selvfølgelig er et par store plusser i sig selv.

Måske har jeg bare set for mange koreanske actionthrillere til at jeg kan være andet end behersket begejstet for en film som Veteran, selv om jeg anerkender, at den hører til blandt de mere vellykkede eksempler. Man kan godt læse lidt social kritik ind i dens skildring af en flabet betjents kamp mod en psykopat af en forkælet rigmandssøn og dens beskrivelse af klasseskel og korruption i det koreanske samfund, men filmens tone er generelt for let til, at man kan påstå, den har meget på hjerte.

Right Now, Wrong Then

Hong Sang-soo lader til at være blevet et fast indslag på CPH Pix, og jeg forsøger hver gang at forstå, hvorfor han har så mange beundrere, selv om jeg efter at have set en håndfuld af hans film endnu ikke rigtig har fundet svaret. Right Now, Wrong Then følger på sin vis Hongs faste formel ved, at en af hovedpersonerne er en filminstruktør, som har noget kørende med en kvinde, hvilket typisk indebærer en masse samtalescener af flere minutters længde filmet med en fastlåst kameraindstilling.

I forhold til Hongs andre film fandt jeg Right Now, Wrong Then noget mere interessant, fordi den med held benytter sig af et fortællemæssigt trick ved at skildre det samme møde mellem en mand og en kvinde to gange, men med vidt forskellige resultater. For eksempel undlader han i den ene historie at nævne, at han er gift, mens han i den anden historie selv bringer det på bane tidligt i forløbet.

Bonusinfo: I kølvandet på premieren på Right Now, Wrong Then i Korea kom det frem, at Hong Sang-soo har haft en affære med filmens kvindelige hovedrolleindehaver Kim Min-hee. Det virker fortærsket at sige, at virkeligheden overgår fantasien, men i dette tilfælde har de måske mere afspejlet hinanden.

Alone

Hvor Hong Sang-soo har lange, uafbrudte scener, hvor kameraet ikke bevæger sig ud af stedet, gør Park Hong-mins Alone en dyd ud af det modsatte. Her er scenerne også op til ti minutter lange, men Park fylder dem ikke kun med dialog, men også med action, blod og visuelle tricks i sin skildring af en mand, som på mystisk vis bliver ved med at vågne op det samme sted.

Det går dog snart op for én, at det hele foregår inde i hans hoved, og deri ligger filmens problem. For den slags historier kræver, at hovedpersonen er én, hvis tanker man gider at følge, og at man interesserer sig for, hvad det er, der har bragt ham i situationen. I dette tilfælde bliver det hurtigt meget forudsigeligt og fortænkt og faktisk også ret kedeligt.

Filmpas

Som noget nyt har CPH Pix i år indført, at man højst kan se 14 film på et filmpas, hvor man tidligere har haft adgang til et ubegrænset antal visninger. Min egen rekord er 18 film i 2014, og sidste år blev det til 12, så jeg overlever nok ændringen, der ellers medførte et mindre ramaskrig blandt de mest ihærdige fans (jeg kender folk, der har nået at se 30-50 film i løbet af festivalen).

Jeg ved også, at jeg ikke når op på 14 film i år, for i morgen, tirsdag, rejser jeg til Berlin og derefter til Eurocon i Barcelona og vender ikke hjem før på søndag. CPH Pix slutter dog først den 9. november, så jeg forventer at få set en håndfuld film til, selv om jeg går glip af en lille uges visninger.