Fem observationer fra Comic Con Copenhagen

I weekenden var der for første gang Comic Con Copenhagen i Bella Center. Jeg var der om søndagen og gjorde følgende observationer:

1. Comic Con handler ikke om tegneserier

Trods sit navn har Comic Con ikke meget med tegneserier at gøre længere. I stedet er der tale om en medie-con, hvor det er film og tv-serier, der dominerer billedet, med San Diego Comic Con som det bedst kendte eksempel. I København var det konsolspillene, der fyldte mest (GameStop var medarrangør), efterfulgt af manga/anime, film, tv-serier, brætspil og en lille afdeling med tegneserieforlag.

Skønlitteraturen var til gengæld ikke-eksisterende i Bella Center, som ellers plejer at være fyldt med bogelskere, når der er BogForum. Jeg vidste det godt på forhånd efter at have set programmet, så jeg havde sørget for at dæmpe forventningerne. Alligevel præsterede jeg at få brugt en del penge på Comic Con. Min høst: Linda og Valentins samlede eventyr 1-2, tre filmplakater og den danske indiegyser Gudsforladt på DVD (solgt og signeret af instruktøren Kasper Juhl).

2. Comic Con var en international affære

Hvis man antog, at der kun ville være danskere og svenskere på Comic Con Copenhagen, kan man godt tro om. Til søndagens Q&A-session med Alycia Debnam-Carey fra Fear the Walking Dead og The 100 skulle vi hen til den femte eller sjette spørger, før der kom en dansker. Ellers var det svenskere, hollændere, tyskere, englændere, amerikanere, australiere, en schweizer, en russer, en spanier, en argentiner og en sydkoreaner, som stod i køen til mikrofonen midt i salen, hvor de hver fik lov at stille et enkelt spørgsmål til deres idol. Det kan godt være, at nogle af dem var herboende (argentineren sagde, at hun var), men det er mit indtryk, at de fleste af dem var rejst hertil på grund af Comic Con.

Alycia Debnam-Carey var i øvrigt det suverænt mest populære navn blandt de annoncerede gæstestjerner, der også talte to af hovedrolleindehaverne fra Bitten, et par birolleskuespillere fra Supernatural og Arrow samt Game of Thrones-skuespilleren Kerry Ingram (Shireen Baratheon aka den lille pige, som blev brændt på bålet). Hvorend Alycia Debnam-Carey befandt sig, var der alenlange køer, og jeg tør ikke tænke på, hvor mange autografer og fotografier, hun nåede at give og stille op til, i løbet af weekenden.

3. Fankulturen lever i Danmark

Hvis man stadig har det indtryk, at det kun er i udlandet, at folk klæder sig ud som deres idoler fra tegneserier og film i stor stil, så viste Comic Con Copenhagen, at det i høj grad også foregår herhjemme. Alene fremmødet i Bella Center demonstrerede, at fankulturen lever i Danmark og har godt greb i de unge.

Det mest imponerende var idérigdommen, og hvor meget arbejde folk havde lagt i deres kostumer. Der var selvfølgelig rigtig mange udgaver af Harry Potter, Jokeren, Han Solo (er det Han Soli i flertal?) og diverse figurer fra anime og manga, som jeg ikke kunne identificere. Men der var også originale kostumer og uventede figurer fra film og tv så som folk, der var klædt ud som Walter White fra Breaking Bad, Rosita Espinosa fra The Walking Dead og Mork fra Mork & Mindy. Mest glad blev jeg dog for at se hele to gange Judy Hopps fra Zootropolis, fordi det er en af mine favoritfilm fra 2016, så det er godt at vide, at der er andre, som er lige så begejstrede for den.

4. Drengene har ikke længere eneret på at være nørder

En anden fordom, der fik et skud for boven på Comic Con Copenhagen, var, at det kun er drenge, som dyrker fankulturen ved at klæde sig ud. Pigerne er i den grad med, og de nøjes ikke med at være Disney- og anime-prinsesser. Den gruppe var der selvfølgelig i stort antal, ligesom Harley Quinn nok var det mest populære udklædningsvalg, men jeg så også kvindelige udgaver af Deadpool, Thor, Han Solo, Jokeren, Harry Potter m.fl.

Med andre ord lader nutidens piger sig ikke begrænse af deres køn, når de vælger, hvem de vil klæde sig ud som, og det er i mine øjne en positiv udvikling. Til gengæld erindrer jeg ikke på stående fod at have set eksempler på det omvendte (f.eks. en mandlig prinsesse Leia), men de kan sagtens have været der i løbet af weekenden.

5. Computerskabte effekter behøver ikke koste en formue

Den største øjenåbner var dog en visning af kortfilmen Zombiehagen, der på 25 minutter formår at fortælle og vise mere, end biograffilmen Sorgenfri gør med en time længere spilletid. Under filmen sad jeg og tænkte, at det var imponerende, de havde fået tilladelse til at filme på Rådhuspladsen og i Parken, men efterfølgende afslørede instruktøren Jonas Ussing, at de aldrig havde været dér! Scenerne i Parken var for eksempel filmet på Gladsaxe Stadion, mens resten af nationalarenaen var computerskabt.

Pointen er, at computerteknologien nu er så avanceret og frem for alt billig (Zombiehagen har kun kostet 100.000 kr. at lave), at det ikke længere bør være en begrænsning for at lave fuldblods genrefilm herhjemme. Til gengæld kom Jonas Ussing og skuespillerne Simone Lykke og Casper Sloth i det efterfølgende panel ind på, at der blandt publikum stadig er en modstand mod at høre dansk blive talt i film med zombier, drager og rumvæsener, fordi hverdags- og socialrealismen er så rodfæstet i dansk film. Personligt husker jeg, hvordan der blev fnist i salen, da jeg var i biografen for at se Sorgenfri, men den er nok heller ikke det bedste eksempel. Det kan dog forklare, hvorfor de fleste danske genrefilm føles som om, de ikke tør bekende kulør fuldt ud, fordi de bagefter kan undskylde sig med, at de ikke skulle tages alt for alvorligt.

Så samlet set fik jeg mere ud af Comic Con Copenhagen, end jeg havde regnet med på forhånd (nu var mine forventninger også sat ret lavt), men hvis arrangementet vender tilbage, vil jeg helt klart overveje at indløse billet igen og håbe, at de får udviklet programmet endnu mere.