Filmåret 2016: Med børn, men uegnet for børn

Bare fordi en film har et barn i hovedrollen, betyder det ikke, at den også er egnet for børn. Det blev bevist flere gange i 2016, der bød på en række stjernepræstationer af børneskuespillere. Her er mine tre favoritter:

Jacob Tremblay, Room og Lewis MacDougall, A Monster Calls

Både Room og A Monster Calls (Syv minutter over midnat) handler om en mor og en søn, der befinder sig i en vanskelig situation, men måden, de skildrer det på, kan næsten ikke være mere forskellig. Til gengæld har begge film det til fælles, at de bæres af to drenge, som leverer skuespil af en anden verden.

Brie Larson løb fortjent med en Oscar for Room, men filmen tilhører i virkeligheden Jacob Tremblay i rollen som den søn, hun har fået med sin kidnapper, der nu holder dem indespærret i et skur i sin baghave. Hele filmen fortælles fra drengens synsvinkel og formår på unik vis at skildre verdenen set gennem hans uskyldige øjne, samtidig med at der ikke efterlades nogen tvivl hos seeren om, hvad det er, moderen bliver udsat for.

Mens mor og søn sammen skaber en slags fantasiverden ud af deres situation i Room, men udelukkende gør det inden for en realistisk ramme, er filmatiseringen af Patrick Ness’ roman A Monster Calls en fuldblods fantasyfilm. Her får en dreng (Lewis MacDougall) med en kræftsyg mor (Felicity Jones fra Rogue One) besøg af et kæmpe træmonster, som insisterer på at fortælle ham historier (i fantastisk flotte animerede sekvenser). Der er langt hen ad vejen ingen tvivl om, at træmonsteret kun eksisterer i drengens fantasi og drømme, men slutningen åbner op for en anden fortolkning, der inddrager moderen og rodfæster filmen endnu mere i fantasygenren.

Begge film byder desuden på et par fantastiske mormødre i skikkelse af Joan Allen (Room) og Sigourney Weaver (A Monster Calls). Joan Allen er rørende som kvinden, der pludselig har fået sin datter tilbage, men må se frustreret til, mens denne forsøger at bearbejde den traumatiske oplevelse, samtidig med at hun skal tage sig af et barnebarn, hun først lige har mødt. Sigourney Weaver bruger derimod sin Ripley-udstråling til at skabe en mormor, der umiddelbart virker hård og ufølsom, men snart lader det skinne igennem, at det er hendes måde at tackle sorgen over, at hun er ved at miste sin datter. Både Room og A Monster Calls er hård kost for følelsesregistret, men de formår på mirakuløs vis at ramme den hårfine balance, så man ikke føler sig manipuleret, og det placerer dem begge blandt årets bedste film.

Sennia Nanua, The Girl with All the Gifts

Nok om drengene. Pigerne kunne også imponere i 2016, og det bedste eksempel var Sennia Nanua i titelrollen i filmatiseringen af M. R. Careys Clarke Award-nominerede roman The Girl with All the Gifts. Her spiller hun en pige, som trods sin eksemplariske opførsel og gode manerer er spærret inde i en celle på en skarpt bevogtet militærbase sammen med en masse andre børn.

Det varer dog ikke længe, før man opdager hvorfor. Børnene er alle smittet med en virus, der kan forvandle dem til zombier på et splitsekund. Modsat resten af menneskeheden er de dog stadig i stand til at tænke og tale, så hvad er de egentlig mest? Menneske, zombie eller noget helt tredje?

De fleste børn er i stand til at spille rollen som enten sød unge eller lille djævel, men det er de færreste, som kan gøre begge dele på én gang, uden at det føles overdrevent. Sennia Nanua imponerer med en nuanceret præstation, hvor man ikke tvivler på, at hun er den godhjertede, lille pige, hun giver indtryk af at være, samtidig med at man fornemmer, at den anden side af hende lurer lige under overfladen.

The Girl with All the Gifts viste sammen med den koreanske Train to Busan, at det stadig er muligt at gå nye veje med zombiegenren, og det er i sig selv noget af en præstation. Desværre var danske Sorgenfri et eksempel på det modsatte, men heldigvis var der også den langt mere vellykkede kortfilm Zombiehagen, der kan ses på filmmagasinet Ekkos hjemmeside.

Også værd at nævne:

Kim Hwan-hee, The Wailing: Apropos piger, som på én gang er søde og farlige, så går prisen som Årets Mest Uhyggelige Unge til Kim Hwan-hee i den koreanske gyser The Wailing, der blev vist på årets CPH Pix og er månedens film i Cinemateket i januar. Hun spiller hovedpersonens velopdragne datter, som til at begynde med derfor ikke gør det store indtryk, fordi hun minder om den slags nuttede børneskuespillere, den koreanske filmindustri nærmest producerer på samlebånd. Men så bliver hun besat af en ond ånd, og derefter kan det nok være, at hun får rig lejlighed til at vise, hvad hun er i stand til.

Angourie Rice, The Nice Guys: Som titlen antyder, handler Shane Blacks detektivkomedie The Nice Guys om to fyre, og meget af filmens underholdningsværdi ligger i samspillet og den gode kemi mellem Russell Crowe og Ryan Gosling. Noget overraskende får de dog kamp til stregen af Angourie Rice som Goslings unge teenagedatter, der bestemt ikke agter at holde sig i baggrunden og har langt mere at lave i filmen, end man umiddelbart skulle tro.

Det er i øvrigt ikke første gang, Shane Black har skrevet en sådan rolle. Se også Danielle Harris som Bruce Willis’ datter i Tony Scotts The Last Boy Scout (1991).

Børnene fra Stranger Things: Når talen falder på bemærkelsesværdige børneskuespillere i 2016, er det svært at komme uden om Stranger Things. Meget er blevet sagt om seriens dyrkelse af 80’erne, og det er rigtigt, at den på flere måder er den bedste 80’er-film, der ikke er lavet i det årti. Personligt har jeg det dog lidt blandet med hele nostalgivinklen, fordi der reelt set ikke er nogen grund til, at historien skal udspille sig i 1983. Hvis man tænker over det, kan serien faktisk lige så godt foregå i 2016, uden at det vil ændre noget væsentligt ved plottet, og så begynder de mange referencer pludselig at føles tomme og overfladiske.

Når Stranger Things alligevel fungerer, skyldes det mere en elementært spændende historie og et interessant persongalleri, som man gerne investerer sin tid og følelser i. Millie Bobby Brown som den mystiske pige Eleven er løbet med meget af opmærksomheden, men alle i gruppen gør det fantastisk, og til min overraskelse udviklede flere af personerne sig ud over deres stereotyper. Nu venter jeg spændt på sæson 2 og håber, at 80’er-rammen bliver andet end ren staffage.

En anden serie, hvor man har kunnet følge barneskuespillere vokse fra sæson til sæson, er Game of Thrones, hvor især Maisie Williams og Sophie Turner har gennemgået en udvikling, man ikke troede mulig, da man mødte dem i sæson 1. I den seneste sæson blev der føjet endnu et navn til rækken, og selv om Bella Ramsay kun havde få scener som Lyanna Mormont, kan man roligt sige, at hun formåede at gøre indtryk.

Læs også: Filmåret 2016: Summer of Our Discontent

Læss også: Filmåret 2016: Rogue One – den virkelige Suicide Squad