Hugo-læsning: De bedste noveller

Hugo Awards, Worldcon i Helsinki 2017. I år finder Worldcon sted i Dublin, Irland.

Hugo og Nebula er de to største priser inden for science fiction- og fantasy-litteratur. Nebula-prisen uddeles af medlemmerne af SFWA (Science Fiction and Fantasy Writers of America), dvs. forfatterne, mens vinderne af Hugo-prisen kåres af deltagerne på den årlige Worldcon (The World Science Fiction Convention). Man kan sige, at det gør Hugo til en mere fan-baseret pris, selv om mange af deltagerne på Worldcon også er forfattere.

I år holdes Worldcon i Dublin fra 15. til 19. august, og jeg har meldt mig til. Det bliver min tredje Worldcon efter London i 2014 og Helsinki i 2017, og det betyder, at jeg har kunnet nominere til Hugo-prisen og er med til at afgøre, hvem der skal vinde.

Nomineringerne blev offentliggjort i april, og i maj blev Hugo Voter Packet gjort tilgængelig for de registrerede deltagere. Pakken indeholder stort set samtlige nominerede værker, så man har det bedst mulige grundlag at stemme ud fra. Til gengæld har jeg en hulens masse, jeg skal have læst inden deadline den 1. august. På forhånd havde jeg kun læst to af de seks nominerede romaner (Spinning Silver af Naomi Novik og Revenant Gun af Yoon Ha Lee), og jeg har ingen illusioner om, at jeg kan nå fire romaner på så kort tid (jeg har dog fået læst Mary Robinette Kowals Nebula-vindende The Calculating Stars og Catherynne M. Valentes Space Opera).

I stedet har jeg koncentreret mig om novellerne, som jeg vil gennemgå i tre indlæg, da de er inddelt i tre kategorier: Best short story (novelle), Best novelette (langnovelle) og Best novella (kortroman). Jeg lægger ud med de korteste, og det bedste af det hele er, at de alle kan læses gratis på nettet.

Læs de to andre dele her:
Hugo-læsning: De bedste langnoveller
Hugo-læsning: De bedste kortromaner

Best short story

Her er de seks nominerede til bedste novelle (under 7.500 ord):

The Court Magician af Sarah Pinsker (Lightspeed)
The Rose MacGregor Drinking and Admiration Society af T. Kingfisher (Uncanny Magazine)
The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington af P. Djèlí Clark (Fireside Magazine)
STET af Sarah Gailey (Fireside Magazine)
The Tale of the Three Beautiful Raptor Sisters, and the Prince Who Was Made of Meat af Brooke Bolander (Uncanny Magazine)
A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies af Alix E. Harrow (Apex Magazine)

Den eneste af mine fem nomineringer, som slap igennem til finalefeltet, var The Court Magician, der sammen med The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington og A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies var gengangere fra Nebula-nomineringerne.

Hvem vinder? Den umiddelbare favorit må være Nebula-vinderen The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington, der er inspireret af en mystisk bemærkning i George Washingtons efterladte dokumenter, hvor der nævnes et salg af ni tænder, som har tilhørt slaver. Ingen ved helt præcist, hvad det betyder, så P. Djèlí Clark har ladet fantasien råde og brugt den til at lade hver tand give et billede af slaveriets historie tilsat magiske elementer. Resultatet er en stærk fortælling, der ikke vil være en ufortjent vinder. Det er samtidig noget af et gennembrud for P. Djèlí Clark, som også er nomineret i bedste kortroman for The Black God’s Drums.
Clark har på sin hjemmeside skrevet et interessant indlæg om baggrunden for sin novelle: On Slavery, Magic, and the Negro Teeth of George Washington

Illustration: Justin Adams

Hvem bør ellers vinde? Som det fremgår af listen, er det åbenbart en fordel at have en novelle med en lang titel (lyder det fra manden, som har skrevet Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7). Undtagelsen er Sarah Gaileys STET, der lige som Clarks novelle er fra Fireside Magazine. STET er et fagudtryk anvendt af redaktører og korrekturlæsere og betyder typisk, at en rettelse eller bemærkning skal ignoreres. Ved første øjekast er der tale om en tør, akademisk tekst, men fodnoterne fra redaktøren og forfatteren afslører en helt anden dramatisk og tragisk historie, som ikke er til at få ud af hovedet igen.

Gaileys novelle skiller sig ikke kun ud ved sin korte titel, men er også den eneste i kategorien, der er science fiction. Resten er fantasy, og flere af dem beskæftiger sig med kendte fantasy-scenarioer, men angriber dem fra nye vinkler. For eksempel begynder Sarah Pinskers The Court Magician traditionelt nok med en fattig dreng, som bliver udvalgt til at være troldmand ved hoffet. Problemet er blot, at kongen er en tyran, som misbruger troldmandens evner til at skaffe sig af med sine fjender og kritikere, og så kommer novellen på ganske ferm vis til at handle om, hvor langt ens moral og integritet rækker, når man tjener magten. Pinsker lægger i dette interview ikke skjul på, hvem hun havde i tankerne, da hun skrev novellen.

I Alix E. Harrows A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies er det Portal Fantasy, der kommer under den litterære lup. Portal Fantasy er en undergenre inden for fantasy, hvor hovedpersonerne kommer til en anden verden via en portal (det klassiske eksempel er Narnia-bøgerne). Men det behøver ikke altid være en dør eller et klædeskab. Romaner kan også transportere læseren væk fra en trist og måske traumatisk verden til andre og bedre verdener. Harrow giver den metafor fuld skrue ved at gøre sin fortæller til både bibliotekar og heks, og hendes novelle er én lang kærlighedserklæring til bøger og fantasy-genren. Det er sikkert en af grundene til dens popularitet (den blev kåret til årets novelle af læserne af Apex Magazine, hvor den oprindelig blev bragt), udover at den er velfortalt og rørende.

Illustration: John Picacio

De øvrige: Uncanny Magazine har de sidste tre år i træk vundet en Hugo for bedste semi-professionelle magasin (Best Semiprozine) og holder normalt et højt niveau, men jeg må indrømme, at de to nominerede noveller fra magasinet var dem, jeg brød mig mindst om.
Begge tager humoristiske favntag på ofte fortalte eventyr – i Kingfishers novelle må tre elvere sande, at kvinden i titlen er immun over for deres forsøg på at forhekse hende (“what really gets me is that she went and married the blacksmith”), mens Bolander placerer tre kødædende dinosaurusser i et eventyr-univers og får megen sjov ud af det. Det er alt sammen ganske underholdende, men heller ikke mere end det.

Mine egne nomineringer

Som nævnt er Sarah Pinskers The Court Magician den eneste af mine fem nomineringer, som er med i finalen. Her er mine fire andre indstillinger, og I kan selv vurdere, om de havde fortjent at komme med:

Blessings af Naomi Novik (Uncanny Magazine)
Sour Milk Girls af Erin Roberts (Clarkesworld)
Yiwu af Lavie Tidhar (Tor.com)
The Starship and the Temple Cat af Yoon Ha Lee (Beneath Ceaseless Skies)

God læselyst!

1 Comment on “Hugo-læsning: De bedste noveller

Leave a Reply