Minder fra Worldcon 75
Hvordan kan man beskrive Worldcon for folk, som aldrig har været pÃ¥ én? Den hurtige version er, at det er “Roskilde Festival for science fiction- og fantasyfans – bare uden mudder”, men i løbet af de fem dage, jeg var pÃ¥ Worldcon 75 i Helsinki, slog det mig, at den beskrivelse faktisk er ikke sÃ¥ langt fra virkeligheden.
Her er en række lighedspunkter:
- Du er sammen med masser af mennesker fra hele verden.
- En stor del af deltagerne har farvet hår og er iført sjove kostumer.
- Lige som du på en musikfestival kan være tvunget til at vælge mellem to koncerter, er programmet til Worldcon spækket med interessante foredrag og paneler, der foregår samtidig. Jeg havde ofte noteret tre-fire programpunkter, jeg gerne ville overvære inden for den samme time.
- Og så ender det alligevel med, at de bedste koncerter/paneler var dem, du ikke havde planlagt at se på forhånd.
- Bagefter har du trætte ben, føler dig total bombet, men er også fyldt med indtryk og inspiration.
Der er selvsagt ogsÃ¥ forskelle. For det første er folk pÃ¥ Worldcon mere ædru end deltagerne pÃ¥ Roskilde Festival (i hvert fald i dagtimerne), men humøret er lige sÃ¥ højt og stemningen lige sÃ¥ god. En anden Ã¥benlys forskel er, at man pÃ¥ Worldcon aldrig er langt fra “stjernerne”, sÃ¥ man gÃ¥r hele tiden rundt og fÃ¥r øje pÃ¥ forfattere, hvis bøger man har stÃ¥ende i sin reol. Det kan selvfølgelig ogsÃ¥ hænde pÃ¥ Roskilde, men sandsynligheden for at rende ind i PJ Harvey til en Patti Smith-koncert er bare langt mindre (selv om jeg engang mødte en australier, som pÃ¥stod, det var sket for ham).
Ellers vil jeg huske min tid i Finland for følgende:
Make Room! Make Room!
Med over 7300 besøgende blev Worldcon 75 den næststørste i historien, og det kom i den grad bag på arrangørerne, som på førstedagen kæmpede med pladsmangel og fyldte lokaler.
Et tidligt varsel var panelet “Nordic SF/F Now”, som jeg selv var moderator pÃ¥. Vi var allerede sat pÃ¥ som nogle af de første onsdag klokken 14 og skulle ikke engang være i Messukeskus Helsinki (Messecenter Helsinki), hvor Worldcon blev holdt, men var placeret i et bibliotek pÃ¥ den anden side af gaden. Vi var derfor lidt spændte pÃ¥, hvor mange der ville komme, og jeg havde pÃ¥ forhÃ¥nd tænkt, at det ville være flot med 20-25 tilhørere. Det sad der dog allerede, da vi ankom, og mens vi ventede pÃ¥, at klokken blev to, blev det ved med at vælte ind med folk. Til sidst var alle sæder taget, og de sidst ankomne mÃ¥tte sidde pÃ¥ gulvet.
Selve panelet virkede til at gå godt, men det flotte fremmøde skulle som nævnt vise sig at blive symptomatisk for resten af førstedagen, hvor der var køer til stort set samtlige programpunkter, og mange gik forgæves, fordi lokalerne var fyldte. Til arrangørernes ros reagerede de hurtigt og havde til de øvrige dage sørget for at skaffe flere og større lokaler. Desværre blev de også nødt til at begrænse antallet af dagsbilletter og stoppe salget af medlemskaber. Bortset fra det var der tale om en velorganiseret con, og finsk fandom fik i den grad gjort god reklame for sig selv.
Bedste panel: Artificial Intelligence in Real Life and SF (konklusion: nej, vi er overhovedet ikke i nærheden af at skabe kunstig intelligens, og computere eller robotter kommer ikke til at overtage verdensherredømmet).
Mest underholdende panel: Tall Technical Tales (vanvittige fortællinger fra videnskabens verden).
Mest informative panel: On the Side of the Law (forfattere og fans med baggrund inden for politi og retsvæsen fortalte, hvordan detektiver i virkeligheden arbejder).
Mest nuttede panel: Authors and Their Cats (ja, der var et panel, hvor forfattere viste billeder af deres katte og fortalte historier om dem. Højdepunkter: Elizabeth Bears kat tissede en gang i hendes printer, og reparatøren sagde, det var en skade, de så ret ofte. Jeff VanderMeer sendte en gang et manuskript til en redaktør uden at vide, at hans kat havde været oppe på tastaturet og havde fyldt et par sider med nonsens. Redaktøren var i tvivl om, det var meningen eller ej, hvilket VanderMeer ikke kunne bebrejde hende med tanker på, hvor mærkelige hans historier kan være).
Mest stjernespækkede panel: Wild Cards Anniversary (se billedet).
“I’m your number one fan”
BÃ¥de pÃ¥ Worldcon i London i 2014 og pÃ¥ Eurocon i Barcelona i 2016 havde jeg taget bøger med for at fÃ¥ dem signeret. Umiddelbart havde jeg ikke planer om at gøre det samme til Worldcon i Helsinki, da min erfaring sagde, at jeg ville komme til at købe en masse bøger, som jeg skulle have plads til i kufferten. Men sÃ¥ kom jeg til at nærlæse programmet og sÃ¥, at bÃ¥de Michael Marshall Smith og Joe Abercrombie ville være til stede – to forfattere jeg er stor fan af – og sÃ¥ slæbte jeg alligevel en hÃ¥ndfuld bøger med.
I London var jeg til flere kaffeeklatches, hvor omkring 10 fans er til en slags rundbordssamtale med en forfatter. I Helsinki betød det store fremmøde, at pladserne forsvandt som dug for solen, men jeg nåede dog at skrive mig på til et møde med Michael Marshall Smith på førstedagen. Mødet fik en kaotisk indledning, fordi vi ventede 15-20 minutter på, at nogen skulle føre os hen til lokalet, hvor vi skulle være, så vi fik ikke helt så meget tid sammen som forventet. Kaffeeklatchen med Michael Marshall Smith blev alligevel hyggelig og mindede mig om, hvor meget hans noveller har påvirket mit forfatterskab, og hvor stor en indflydelse han har haft på min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.
Her er en filmatisering af novellen Later, der var det første, jeg læste af Michael Marshall Smith:
Joe Abercrombie var kun pÃ¥ programmet om lørdagen, men det viste sig, at han dagen før blev interviewet i den akademiske boghandel i Helsinki, sÃ¥ jeg fik signeret min bog dér i stedet for. Jeg havde kun læst fÃ¥ bøger af en af Worldcons æresgæster Walter Jon Williams, men jeg har dog hans cyberpunkroman Hardwired, som nu bærer hans signatur. Prismærket afslører i øvrigt, at jeg købte den for en 50’er i Fantask i august 1992, dvs. for 25 Ã¥r siden.
I forhold til London og Barcelona viste det sig at være begrænset, hvad man kunne købe af bøger pÃ¥ engelsk i Helsinki, sÃ¥ jeg endte faktisk ikke med at have sÃ¥ meget ekstra vægt med hjem (“kun” seks nye bøger). Det betød dog, at flere forfattere mÃ¥tte se langt efter fans til deres signeringer, fordi det simpelthen ikke var muligt at fÃ¥ deres bøger pÃ¥ Worldcon. En af dem, der blev ramt af det, var den amerikanske forfatter Daryl Gregory, som lod til at være vældig glad for at se mig, da jeg dukkede op til hans signering fem minutter i lukketid (jeg kom pudsigt nok lige fra interview nummer to med førnævnte Joe Abercrombie). Det var først bagefter, jeg kom i tanker om, at det var pÃ¥ Worldcon i London, at jeg købte Daryl Gregorys roman We Are All Completely Fine, og tre Ã¥r senere fik jeg den sÃ¥ signeret pÃ¥ Worldcon i Helsinki.
The City & The City
Lige som nÃ¥r man er pÃ¥ Roskilde Festival, kan man pÃ¥ Worldcon godt føle, at man opholder sig i en parallel verden i forhold til resten af samfundet. Det lykkedes mig dog at fÃ¥ oplevet lidt af Helsinki ud over messecenteret, og det skyldtes primært mit hotels placering. Det viste sig nemlig, at det ikke kun lÃ¥ tæt pÃ¥ banegÃ¥rden og centrum, men ogsÃ¥ pÃ¥ en park og to søer. Derfor pakkede jeg mit løbetøj, sÃ¥ jeg fik prøvet det, der Ã¥benbart er den mest populære løberute i Helsinki (det er den første, der nævnes i nedenstÃ¥ende link). Ironisk nok betød det ogsÃ¥, at jeg gik glip af panelet “Healthy Lifestyle for Writers”, fordi jeg var ude at løbe, da det fandt sted …
Ellers vil jeg anbefale den førnævnte akademiske boghandel (Akateeminen Kirjakauppa) som stedet, hvis man skal købe engelsksprogede bøger. Et andet bud er Rosebud, som udover bøger har et stort udvalg af film på DVD og blu-ray. Rosebud havde en stand på Worldcon, hvilket betød, at da jeg besøgte deres butik i centrum, blev jeg mødt af en tom bogreol i science fiction- og fantasy-sektionen.
Den bedste madoplevelse fik jeg på Gaijin, der serverer moderne fortolkninger af det japanske, koreanske og kinesiske køkken. Jeg nåede at spise der to gange og fik blandt andet det bedste og mest saftige yakitori-spyd med kylling, jeg nogensinde har smagt, og en kimchi hot pot med braiseret svinekød. Madudvalget på Worldcon var OK, men ikke noget at råbe hurra for. Bedst var den kinesiske restaurant, Mala, i nabolaget, som havde en overraskende god buffet og havde specialiteter som stegt svinemave på menuen (smager bedre, end det lyder).
Vejret viste sig ogsÃ¥ fra sin bedste side, og det lod til, at det var mere sommer i Helsinki end i København. Undtagelsen var lørdag aften, hvor der blev varslet torden og storm, sÃ¥ pÃ¥ Worldcon blev vi advaret om at gÃ¥ udenfor. Det var begrænset, hvad vi mærkede til uvejret, men de fleste – undertegnede inkluderet – tog det som en undskyldning til at tilbringe aftenen i baren. Det var først, da jeg næste dag gik gennem parken ved mit hotel, at jeg opdagede, advarslen skulle tages alvorligt.
Mens jeg var i parken, faldt jeg i snak med en kvinde, som ogsÃ¥ tog billeder af skaderne. Efter at have udvekslet et par bemærkninger pÃ¥ engelsk sagde hun pludselig: “Er du ikke ogsÃ¥ dansker? SÃ¥ kan vi lige sÃ¥ godt tale dansk.” Hun var fra Sønderjylland og holdt tit ferie i Finland sammen med sin mand og undrede sig over, at der ikke var flere danskere, som fulgte deres eksempel (“NÃ¥r jeg siger Finland til folk, reagerer de som om, jeg taler om Nordpolen!”). Efter at have været pÃ¥ Worldcon kan jeg kun give hende ret i, at Helsinki er et besøg værd.