Minder fra Worldcon 75
Hvordan kan man beskrive Worldcon for folk, som aldrig har været på én? Den hurtige version er, at det er “Roskilde Festival for science fiction- og fantasyfans – bare uden mudder”, men i løbet af de fem dage, jeg var på Worldcon 75 i Helsinki, slog det mig, at den beskrivelse faktisk er ikke så langt fra virkeligheden.
Her er en række lighedspunkter:
- Du er sammen med masser af mennesker fra hele verden.
- En stor del af deltagerne har farvet hår og er iført sjove kostumer.
- Lige som du på en musikfestival kan være tvunget til at vælge mellem to koncerter, er programmet til Worldcon spækket med interessante foredrag og paneler, der foregår samtidig. Jeg havde ofte noteret tre-fire programpunkter, jeg gerne ville overvære inden for den samme time.
- Og så ender det alligevel med, at de bedste koncerter/paneler var dem, du ikke havde planlagt at se på forhånd.
- Bagefter har du trætte ben, føler dig total bombet, men er også fyldt med indtryk og inspiration.
Der er selvsagt også forskelle. For det første er folk på Worldcon mere ædru end deltagerne på Roskilde Festival (i hvert fald i dagtimerne), men humøret er lige så højt og stemningen lige så god. En anden åbenlys forskel er, at man på Worldcon aldrig er langt fra “stjernerne”, så man går hele tiden rundt og får øje på forfattere, hvis bøger man har stående i sin reol. Det kan selvfølgelig også hænde på Roskilde, men sandsynligheden for at rende ind i PJ Harvey til en Patti Smith-koncert er bare langt mindre (selv om jeg engang mødte en australier, som påstod, det var sket for ham).
Ellers vil jeg huske min tid i Finland for følgende:
Make Room! Make Room!
Med over 7300 besøgende blev Worldcon 75 den næststørste i historien, og det kom i den grad bag på arrangørerne, som på førstedagen kæmpede med pladsmangel og fyldte lokaler.
Et tidligt varsel var panelet “Nordic SF/F Now”, som jeg selv var moderator på. Vi var allerede sat på som nogle af de første onsdag klokken 14 og skulle ikke engang være i Messukeskus Helsinki (Messecenter Helsinki), hvor Worldcon blev holdt, men var placeret i et bibliotek på den anden side af gaden. Vi var derfor lidt spændte på, hvor mange der ville komme, og jeg havde på forhånd tænkt, at det ville være flot med 20-25 tilhørere. Det sad der dog allerede, da vi ankom, og mens vi ventede på, at klokken blev to, blev det ved med at vælte ind med folk. Til sidst var alle sæder taget, og de sidst ankomne måtte sidde på gulvet.
Selve panelet virkede til at gå godt, men det flotte fremmøde skulle som nævnt vise sig at blive symptomatisk for resten af førstedagen, hvor der var køer til stort set samtlige programpunkter, og mange gik forgæves, fordi lokalerne var fyldte. Til arrangørernes ros reagerede de hurtigt og havde til de øvrige dage sørget for at skaffe flere og større lokaler. Desværre blev de også nødt til at begrænse antallet af dagsbilletter og stoppe salget af medlemskaber. Bortset fra det var der tale om en velorganiseret con, og finsk fandom fik i den grad gjort god reklame for sig selv.
Bedste panel: Artificial Intelligence in Real Life and SF (konklusion: nej, vi er overhovedet ikke i nærheden af at skabe kunstig intelligens, og computere eller robotter kommer ikke til at overtage verdensherredømmet).
Mest underholdende panel: Tall Technical Tales (vanvittige fortællinger fra videnskabens verden).
Mest informative panel: On the Side of the Law (forfattere og fans med baggrund inden for politi og retsvæsen fortalte, hvordan detektiver i virkeligheden arbejder).
Mest nuttede panel: Authors and Their Cats (ja, der var et panel, hvor forfattere viste billeder af deres katte og fortalte historier om dem. Højdepunkter: Elizabeth Bears kat tissede en gang i hendes printer, og reparatøren sagde, det var en skade, de så ret ofte. Jeff VanderMeer sendte en gang et manuskript til en redaktør uden at vide, at hans kat havde været oppe på tastaturet og havde fyldt et par sider med nonsens. Redaktøren var i tvivl om, det var meningen eller ej, hvilket VanderMeer ikke kunne bebrejde hende med tanker på, hvor mærkelige hans historier kan være).
Mest stjernespækkede panel: Wild Cards Anniversary (se billedet).
“I’m your number one fan”
Både på Worldcon i London i 2014 og på Eurocon i Barcelona i 2016 havde jeg taget bøger med for at få dem signeret. Umiddelbart havde jeg ikke planer om at gøre det samme til Worldcon i Helsinki, da min erfaring sagde, at jeg ville komme til at købe en masse bøger, som jeg skulle have plads til i kufferten. Men så kom jeg til at nærlæse programmet og så, at både Michael Marshall Smith og Joe Abercrombie ville være til stede – to forfattere jeg er stor fan af – og så slæbte jeg alligevel en håndfuld bøger med.
I London var jeg til flere kaffeeklatches, hvor omkring 10 fans er til en slags rundbordssamtale med en forfatter. I Helsinki betød det store fremmøde, at pladserne forsvandt som dug for solen, men jeg nåede dog at skrive mig på til et møde med Michael Marshall Smith på førstedagen. Mødet fik en kaotisk indledning, fordi vi ventede 15-20 minutter på, at nogen skulle føre os hen til lokalet, hvor vi skulle være, så vi fik ikke helt så meget tid sammen som forventet. Kaffeeklatchen med Michael Marshall Smith blev alligevel hyggelig og mindede mig om, hvor meget hans noveller har påvirket mit forfatterskab, og hvor stor en indflydelse han har haft på min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.
Her er en filmatisering af novellen Later, der var det første, jeg læste af Michael Marshall Smith:
Joe Abercrombie var kun på programmet om lørdagen, men det viste sig, at han dagen før blev interviewet i den akademiske boghandel i Helsinki, så jeg fik signeret min bog dér i stedet for. Jeg havde kun læst få bøger af en af Worldcons æresgæster Walter Jon Williams, men jeg har dog hans cyberpunkroman Hardwired, som nu bærer hans signatur. Prismærket afslører i øvrigt, at jeg købte den for en 50’er i Fantask i august 1992, dvs. for 25 år siden.
I forhold til London og Barcelona viste det sig at være begrænset, hvad man kunne købe af bøger på engelsk i Helsinki, så jeg endte faktisk ikke med at have så meget ekstra vægt med hjem (“kun” seks nye bøger). Det betød dog, at flere forfattere måtte se langt efter fans til deres signeringer, fordi det simpelthen ikke var muligt at få deres bøger på Worldcon. En af dem, der blev ramt af det, var den amerikanske forfatter Daryl Gregory, som lod til at være vældig glad for at se mig, da jeg dukkede op til hans signering fem minutter i lukketid (jeg kom pudsigt nok lige fra interview nummer to med førnævnte Joe Abercrombie). Det var først bagefter, jeg kom i tanker om, at det var på Worldcon i London, at jeg købte Daryl Gregorys roman We Are All Completely Fine, og tre år senere fik jeg den så signeret på Worldcon i Helsinki.
The City & The City
Lige som når man er på Roskilde Festival, kan man på Worldcon godt føle, at man opholder sig i en parallel verden i forhold til resten af samfundet. Det lykkedes mig dog at få oplevet lidt af Helsinki ud over messecenteret, og det skyldtes primært mit hotels placering. Det viste sig nemlig, at det ikke kun lå tæt på banegården og centrum, men også på en park og to søer. Derfor pakkede jeg mit løbetøj, så jeg fik prøvet det, der åbenbart er den mest populære løberute i Helsinki (det er den første, der nævnes i nedenstående link). Ironisk nok betød det også, at jeg gik glip af panelet “Healthy Lifestyle for Writers”, fordi jeg var ude at løbe, da det fandt sted …
Ellers vil jeg anbefale den førnævnte akademiske boghandel (Akateeminen Kirjakauppa) som stedet, hvis man skal købe engelsksprogede bøger. Et andet bud er Rosebud, som udover bøger har et stort udvalg af film på DVD og blu-ray. Rosebud havde en stand på Worldcon, hvilket betød, at da jeg besøgte deres butik i centrum, blev jeg mødt af en tom bogreol i science fiction- og fantasy-sektionen.
Den bedste madoplevelse fik jeg på Gaijin, der serverer moderne fortolkninger af det japanske, koreanske og kinesiske køkken. Jeg nåede at spise der to gange og fik blandt andet det bedste og mest saftige yakitori-spyd med kylling, jeg nogensinde har smagt, og en kimchi hot pot med braiseret svinekød. Madudvalget på Worldcon var OK, men ikke noget at råbe hurra for. Bedst var den kinesiske restaurant, Mala, i nabolaget, som havde en overraskende god buffet og havde specialiteter som stegt svinemave på menuen (smager bedre, end det lyder).
Vejret viste sig også fra sin bedste side, og det lod til, at det var mere sommer i Helsinki end i København. Undtagelsen var lørdag aften, hvor der blev varslet torden og storm, så på Worldcon blev vi advaret om at gå udenfor. Det var begrænset, hvad vi mærkede til uvejret, men de fleste – undertegnede inkluderet – tog det som en undskyldning til at tilbringe aftenen i baren. Det var først, da jeg næste dag gik gennem parken ved mit hotel, at jeg opdagede, advarslen skulle tages alvorligt.
Mens jeg var i parken, faldt jeg i snak med en kvinde, som også tog billeder af skaderne. Efter at have udvekslet et par bemærkninger på engelsk sagde hun pludselig: “Er du ikke også dansker? Så kan vi lige så godt tale dansk.” Hun var fra Sønderjylland og holdt tit ferie i Finland sammen med sin mand og undrede sig over, at der ikke var flere danskere, som fulgte deres eksempel (“Når jeg siger Finland til folk, reagerer de som om, jeg taler om Nordpolen!”). Efter at have været på Worldcon kan jeg kun give hende ret i, at Helsinki er et besøg værd.