10 år som forfatter
For fem år siden skrev jeg et indlæg her på hjemmesiden med overskriften “Fem år som forfatter”, der handlede om min debut som forfatter i august 2007.
Læs indlægget her: Fem år som forfatter
Lidt simpel hovedregning afslører dermed, at jeg i disse dage kan fejre mit 10-års jubilæum som forfatter, og hvad er der så sket de sidste fem år? En hel del, faktisk. I august 2012 havde jeg endnu ikke udgivet min første novellesamling Månebase Rødhætte, da den først udkom senere på efteråret. Min plan om at følge den hurtigt op med endnu en bog gik dog skævt af forskellige årsager, så det var ikke før sommerferien i år, at min anden novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos så dagens lys.
Debutromanen lader stadig vente på sig, men jeg har forhåbninger om, at det kun er et spørgsmål om tid, da min “gotiske krimi” allerede er skrevet og antaget, men mangler at blive færdigredigeret. Der er dog “kun” tale om en kortroman, så blandt mine fremtidige planer er, at jeg skal prøve yderligere kræfter med romanformatet efter at have fået en forsmag på, hvad det kræver.
Takket være Månebase Rødhætte fik jeg også samlet point nok sammen til, at jeg begyndte at få udbetalt bibliotekspenge, hvilket skete første gang i 2014. I den forbindelse vil jeg lige nævne, at Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos nu kan lånes på bibliotekerne.
Og så har jeg prøvet at få en af mine noveller filmatiseret.
Se filmen her
På novellefronten er der nærmest tale om status quo. Fra 2007-2012 fik jeg optaget 12 noveller i diverse antologier, mens tallet for de sidste fem år har været 13. Det hører med til billedet, at mine noveller med årene generelt er blevet længere og længere, og at det i dag snarere er reglen end undtagelsen, at de er på over 7000 ord. Til gengæld er jeg helt holdt op med at levere noveller til Himmelskibet, hvor jeg debuterede i sommeren 2007 med Fru Jensen og den nydelige mand. Siden fik jeg trykt yderligere syv noveller, og det må være nok, da jeg synes, Himmelskibet bør være et sted, hvor nye forfattere kan få lov at vise sig frem.
Apropos nye markeder, så arbejder jeg stadig på at blive bedre til at skrive på engelsk, selv om det er tidskrævende, og konkurrencen er benhård – især når man er oppe imod forfattere, der har engelsk som deres modersmål. Indtil videre er jeg oppe på at have modtaget 26 afslag fordelt på fem noveller, men det er intet i forhold til min forfatterkollega Jakob Drud, som ifølge eget udsagn er oppe på 900 afslag! Det er dog lykkedes ham at sælge nogle af sine historier, senest denne her:
Jakob Drud: Spores of Freedom (Daily Science Fiction)
Derudover har jeg i de seneste fem år fået mere erfaring i at optræde som forfatter via oplæsninger, interviews, paneldebatter m.m., omend det stadig er noget, jeg skal blive bedre til at dyrke. Jeg har i samme periode også været en af arrangørerne af Fantasticon, og den næste er lige om hjørnet og finder sted 1.-3. september med Nina Allan og Christopher Priest som æresgæster.
Mine bedrifter blegner dog lidt, når jeg sammenligner mig med min forfatterkollega A. Silvestri, som begyndte at blive udgivet nogenlunde samtidig som jeg. Vi har været med i mange af de samme antologier, men den store forskel er, at han har været væsentlig mere produktiv og målrettet end jeg. Foreløbig er det blevet til otte (8!) bogudgivelser, og han har p.t. aftaler om yderligere seks (6!). Han har lige besluttet at drosle endnu mere ned for sit arbejde som lærer for at få mere tid til at skrive, men det kræver selvfølgelig nye indtægter, så han har erstattet sin blog Forfatter på trekvart tid med en ny hjemmeside.
Du kan se den her: amdisilvestri.com