Hugo-læsning: De bedste kortromaner
Så er vi nået til tredje og sidste del af min gennemgang af årets Hugo-nominerede noveller.
Læs de to første dele her:
Hugo-læsning: De bedste noveller
Hugo-læsning: De bedste langnoveller
Det efterlader kortromanerne eller “novellas”, som de kaldes på engelsk, og modsat de øvrige kategorier er det desværre ikke muligt at læse dette års nominerede gratis på nettet.
Da onlinemagasinerne begyndte at vinde indpas frem for de trykte magasiner, var der en vis bekymring for, hvad det ville få af betydning for kortromanerne. De fleste onlinemagasiner foretrækker historisk set korte noveller og bringer sjældent noget over 10.000 ord, selv om de senere år har budt på en opblødning i takt med, at det har vist sig, at folk ikke har noget imod at læse lange artikler på deres computere og mobile enheder.
Samtidig er en række forlag begyndt at specialisere sig i at udgive kortromaner, og her er den store spiller Tor.com Publishing, der er udsprunget af hjemmesiden Tor.com og forlaget Tor Books. Som det vil fremgå af nedenstående, tegner de sig for fem af de seks nominerede i kategorien.
Best Novella
Her er de seks nominerede (17.500-40.000 ord):
Artificial Condition af Martha Wells (Tor.com Publishing)
Beneath the Sugar Sky af Seanan McGuire (Tor.com Publishing)
Binti: The Night Masquerade af Nnedi Okorafor (Tor.com Publishing)
The Black God’s Drums af P. Djèlí Clark (Tor.com Publishing)
Gods, Monsters, and the Lucky Peach af Kelly Robson (Tor.com Publishing)
The Tea Master and the Detective af Aliette de Bodard (Subterranean Press / JABberwocky Literary Agency)
Jeg havde kun nomineret tre kortromaner, og Nebula-vinderen The Tea Master and the Detective var den eneste, som slap gennem nåleøjet. Fire af finalisterne var også nomineret til Nebula-prisen. Udover The Tea Master… var det Artificial Condition, The Black God’s Drums og Gods, Monsters, and the Lucky Peach.
I novelle-kategorien var der kun en enkelt af de nominerede science fiction, mens resten var fantasy. I langnovellerne var fordelingen 50/50, men i kortromanerne dominerer science fiction med fire nominerede, mens kun én er fantasy, og den sidste er SF/fantasy.
Hvem vinder? Favoritværdigheden må tilfalde Aliette de Bodards The Tea Master and the Detective, der løb med Nebula-prisen, men man skal heller ikke afskrive de ligeledes prisbelønnede The Black God’s Drums (Alex Award) og Artificial Condition (Locus Award).
The Tea Master and the Detective er Aliette de Bodards vellykkede bud på en Sherlock Holmes-historie, bortset fra at Watson i dette tilfælde er et rumskib, hvis kunstige intelligens gør det i stand til at forlade sin fysiske form og bevæge sig rundt i form af diverse avatars. Skibet The Shadow’s Child bliver hyret af privatdetektiven Long Chau til at hjælpe med en sag, og selv om den nye kunde viser at være lige så besværlig og irriterende, som hun er skarptænkende, kan skibet mod sin vilje ikke lade være med at engagere sig – især ikke da det viser sig, at sagen kan dække over et mord.
Selve mordgåden er dog i sidste ende af mindre betydning i forhold til personerne (og The Shadow’s Child føles i høj grad som en person) og den verden, de befinder sig i. The Tea Master and the Detective udspiller sig nemlig i Aliette de Bodards Xuya-univers, der foregår i en tidslinje, hvor Asien er den dominerende kultur i stedet for Vesten.
Aliette de Bodard har selv lavet følgende introduktion til universet, hvor flere af hendes andre historier også finder sted: The Universe of Xuya
De har den store fordel, at de kan læses uafhængigt af hinanden, men det vil ikke genere mig, hvis der kom flere fortællinger om Long Chau og The Shadow’s Child.
Det samme gælder P. Djèlí Clarks The Black God’s Drums, der foregår i et alternativt, steampunket 19. århundrede, hvor den amerikanske borgerkrig endte med en våbenhvile i stedet for med en sejr til Nordstaterne og afskaffelse af slaveriet.
New Orleans er i denne verden blevet en neutral zone, hvor begge parter færdes, og det er her, vi finder historiens fortæller, teenagepigen Creeper, som lever på gaden og ernærer sig som lommetyv. Hun overhører et komplot om et mystisk våben baseret på haitiansk magi, The Black God’s Drums, og bliver rodet ind i et eventyr med luftskibet Midnight Robber og dets kvindelige kaptajn.
Så udover at være stærkt underholdende (jeg gentager: luftskibe og haitiansk magi!) har The Black God’s Drums en tankevækkende historisk baggrund og beviser samtidig, at steampunk-genren ikke behøver at begrænse sig til Victoria-tidens Europa. Slutningen lægger op til flere historier i samme univers, og det bliver forhåbentlig tilfældet.
P. Djèlí Clarks har skrevet følgende indlæg på sin hjemmeside om baggrunden for sin kortroman:
Histories and Worldbuilding in The Black God’s Drums
Han er i øvrigt også forfatteren bag den Nebula-vindende og Hugo-nominerede novelle The Secret Lives of the Nine Negro Teeth of George Washington
Serier, serier, serier
Aliette de Bodards Xuya-historier kan som nævnt læses uafhængigt af hinanden, men det kan man ikke sige om tre af de andre nominerede, der alle er fortsættelser til tidligere publicerede og Hugo-vindende fortællinger.
Nnedi Okorafors Binti: The Night Masquerade er tredje og sidste del i hendes serie, der begyndte med Binti (2015), som vandt både en Hugo og en Nebula for bedste kortroman. Serien følger den unge kvinde, Binti, som bliver optaget på et intergalaktisk universitet og må forlade sin familie på Jorden.
Det forfriskende ved Binti-serien er, at handlingen har et afrikansk udgangspunkt, da hovedpersonen tilhører Himba-folket og er præget af dets kultur og traditioner. Ulempen er, hvis man (som jeg) ikke har læst de to første kortromaner, for Nnedi Okorafor gør intet for at hjælpe den forudsætningsløse læser, så i starten af del tre har man ingen som helst idé om, hvem der er hvem, og hvad der foregår.
Martha Wells’ Artificial Condition er ligeledes en fortsættelse til en prisbelønnet kortroman, All Systems Red (2017), der også kan prale med at have snuppet både en Hugo og en Nebula. Siden er kortromanerne Rogue Protocol og Exit Strategy udkommet i serien, der er blevet døbt The Murderbot Diaries, og i 2020 følger den første roman, Network Effect.
Det er ikke svært at se, hvorfor The Murderbot Diaries er blevet så populær. Murderbot er en såkaldt “sikkerhedsenhed”, en slags cyborgsoldat, der forsøger at skjule, at den er blevet selvbevidst og ikke længere kan kontrolleres af sine menneske-chefer. Så lige som i The Tea Master and the Detective har vi at gøre med en ikke-menneskelig jeg-fortæller, og det formår Martha Wells at vride en masse underholdning ud af, samtidig med at hun ikke sparer på actiondelen.
Jeg læste alle fire bind i serien lige i rap, og det vil jeg ikke anbefale, da jeg efterfølgende har haft svært ved at skille dem fra hinanden. Omvendt siger det også noget om seriens binge-agtige kvalitet, der gør, at når man er færdig med et bind, får man lyst til straks at kaste sig over det næste.
Jeg kan ikke helt vurdere, om Artificial Condition kan læses, uden at man først har været omkring All Systems Red, men min fornemmelse er, at det er lettere end med Binti: The Night Masquerade, der har et større persongalleri og et mere kompleks univers.
Til gengæld kan jeg sige, at Seanan McGuires Beneath the Sugar Sky er den af de tre, som lettest kan læses uden forudgående kendskab til Wayward Children-serien, og for at det ikke skal være løgn, er der igen tale om en fortsættelse til en Hugo- og Nebula-vindende kortroman Every Heart a Doorway (2016).
Wayward Children-serien foregår på Eleanor Wests hjem for utilpassede børn og unge. Men da dette er fantasy og ikke socialrealisme, er grunden til deres utilpashed, at de har åbnet døre til andre verdener (a la Narnia), hvor de som regel har følt sig hjemme, indtil de af ukendte årsager er blevet sendt tilbage til denne virkelighed. De fleste, men ikke alle, drømmer om at få lov at vende tilbage til deres anden verden, og Eleanor West forsøger at hjælpe dem efter bedste evne.
Beneath the Sugar Sky er tredje bog i serien, og selv om der optræder personer fra de tidligere bøger og refereres til Every Heart a Doorway, kan den som nævnt sagtens nydes, uden at man har læst dem på forhånd.
Og hvad med den sidste? Jeg skulle lige til at påstå, at Kelly Robsons Gods, Monsters, and the Lucky Peach er den eneste af de seks nominerede, der ikke er en del af en serie, indtil jeg opdagede, at hun har skrevet to andre noveller i samme univers. De foregår dog længere ude i fremtiden end kortromanen, så vi er mere ude i en Aliette de Bodard-situation her.
Den ene af de to noveller er gratis tilgængelig på nettet: Clarkesworld: We Who Live in the Heart
Gods, Monsters, and the Lucky Peach følger Minh, som i det 23. århundrede forsøger at gøre Jordens overflade beboelig igen, efter at klimakatastrofer tvang befolkningen ned i underjordiske kamre. Men det er også en fremtid, hvor tidsrejser eksisterer, så da hun bliver tilbudt at tage tilbage til Mesopotamien i år 2000 f.v.t., siger hun ja, fordi det giver hende mulighed for at studere floderne Tigris og Eufrat (Minhs speciale er at genoprette økosystemer i floder).
Men kortromanen indeholder også en anden fortællesynsvinkel: En konge, som i fortidens Mesopotamien ser sit rige invaderet af monstre, og lidt efter lidt går det op for læseren, at “monstrene” er de tidsrejsende forskere fra fremtiden. Minh er for eksempel blevet modificeret, så hun har blækspruttelignende fangarme i stedet for ben, og forskerteamets teknologi fremstår som trolddom i kongens øjne.
Sammenstødet udvikler sig dramatisk og er åndeløst spændende beskrevet, men Kelly Robsons ærinde er et andet, og hun bruger mere tid på at beskrive forberedelserne til turen, og den verden Minh og hendes kolleger lever i. En af hendes pointer er, at muligheden for at rejse tilbage i tiden ironisk nok har gjort det sværere at skaffe midler til at løse nutidens problemer.
Mine egne nomineringer
Black Helicopters af Caitlín R. Kiernan (Tor.com Publishing) – The X-Files møder Lovecraft tilsat en heftig dosis David Lynch i et syretrip uden lige.
Umbernight af Carolyn Ives Gilman (Clarkesworld) – kolonisterne på en planet opdager, at deres hjem er endnu mere dødbringende og mærkelig, end de havde forestillet sig.