Love, Death & bibliotekspenge

Love, Death & Robots: Scene fra filmatiseringen af Alastair Reynolds-novellen “Zima Blue”.

Der sker ikke det store i mit forfatterliv for tiden, men jeg har da fået bibliotekspenge og er for første gang kommet over 10.000 kr.
Hovedårsagen er min debutroman Rød høst, der ifølge min titelliste befinder sig i 98 eksemplarer ude på bibliotekerne, men det har heller ikke skadet, at jeg havde noveller med i hele fire antologier sidste år.

Det er dog ens egne bøger, der tæller mest, og min mest pointgivende udgivelse er faktisk e-bogudgaven af min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, mens de 46 fysiske eksemplarer kun tæller det halve. Min første novellesamling Månebase Rødhætte er i øvrigt stadig godt repræsenteret på bibliotekerne med 72 eksemplarer.

Som nedenstående grafik viser, er årets beløb den største stigning, jeg har været ude for, siden jeg begyndte at modtage bibliotekspenge i 2014. Jeg kan også konstatere, at det næppe gentager sig til næste år, da 2019 indtil videre ser ud til at blive et magert udgivelsesår.

Hvis man er interesseret i at se, hvem der har modtaget bibliotekspenge, så findes listen her. Jeg står på side 70 ud af 270, så jeg nærmer mig den øverste fjerdedel:
Se samlet liste over modtagere i 2019

Forstuvet fod-status
Det er nu to en halv måned siden, jeg forstuvede min fod under en løbetur, mens jeg var på skriveophold på Hald Hovedgaard. De seneste uger er det heldigvis gået så meget fremad, at jeg både kan cykle og køre bil igen i stedet for at være afhængig af, at andre kunne transportere mig. Jeg behøver heller ikke sidde med foden løftet hele tiden længere og kan have sko og strømper på, hvilket gør en stor forskel.

Jeg har været til fysioterapeut og har fået at vide, at jeg enten har et forstrukket eller overrevet ledbånd. Jeg er nu i gang med at genoptræne foden og håber, at jeg på et eller andet tidspunkt også bliver i stand til at løbe igen.

Love, Death & Robots: Scene fra “Beyond the Aquila Rift” af Alastair Reynolds.

Alastair Reynolds på Netflix
Jeg havde godt hørt om Netflix’ nye sci-fi animationsserie Love, Death & Robots, men jeg blev først for alvor interesseret, da det gik op for mig, at to af afsnittene er baseret på Alastair Reynolds’ noveller Beyond the Aquila Rift og Zima Blue.

På sin hjemmeside fortæller Alastair Reynolds, at de to noveller er blandt hans egne favoritter, og det kan jeg kun erklære mig enig i. Heldigvis er de to filmatiseringer også blandt de mest vellykkede i en ellers lidt ujævn serie, hvor flere af afsnittene føles noget tynde. Mine øvrige favoritter: Lucky 13, Good Hunting (baseret på en novelle af Ken Liu) og The Secret War.

Gene Wolfe (1931-2019)
Gene Wolfe var en forfatter, hvis bøger, jeg beundrede mere, end jeg holdt af. Jeg husker, hvordan jeg som teenager prøvede at læse den første bog i hans The Book of the New Sun-serie, Shadow of the Torturer (eller Bøddelens skygge, som den hedder på dansk), og måtte sande, at jeg måske ikke var helt klar til den. Det er bestemt ikke læs let-bøger …

Siden fik jeg læst hele serien, og det var nok første gang, at jeg oplevede, hvordan en forfatter skrev noget, der umiddelbart var fantasy, men viste sig at være science fiction. Den måde at blande genrerne på fascinerede mig, og jeg kommer ikke uden om, at Gene Wolfe har været med til at præge mit eget forfatterskab.

Etiket: , , , ,